Love (S)Express

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2018
  • Opdateret: 24 aug. 2018
  • Status: Igang
Hannah lever livet, og lever på sit fjerde år i Paris, hvor hun har skabt sig en stor modelkarriere. Og selv om hun er voksen og nu har fået sig en fin lille lejlighed i det hyggelige centrum af Paris, så vælder en masse minder frem, om dengang hun valgte at forlade LA, og grunden var ret enkel: Justin Drew Bieber fra skoletiden havde trådt godt og grundigt på hendes hjerte. Ja, meget kunne man sige om ham, og det var ikke lutter positive ting, der var på programmet, og trods hans dårlige behandling af hende, så stopper det hende ikke i at tænke tilbage på de unikke øjeblikke, hvor han havde været som det smukkeste menneske for hende. Hun prøver alligevel på at glemme alt om ham, selv om det bliver svært, men en tur i byen, vender pludseligt op og ned på Hannah, da hun pludseligt bumper ind i ikke hr-hvem-som-helst og på et forkert oplagt tidspunkt i hendes liv.

29Likes
40Kommentarer
11387Visninger
AA

7. På vildspor.


Justins synsvinkel:

Hôtel Royal Aboukir, Rue d'Aboukir, Paris, Lørdag d. 13/2-2016, kl 18:51

Det som jeg havde tilladt at nyde til fulde, var nu skiftet ud med en samvittighed så rådden, at jeg nærmest følte mig kastet tilbage til en tid i min ungdom, som jeg havde haft det tilpas med. Hvorfor kunne jeg ikke føle mig tilpas tilfreds med at have fået fisse andetsteds end hos min kæreste?

"Måske, fordi du ikke er den samme Justin i dag, som i 2012, Justin?!", skældte jeg på mig selv i mine tanker, mens jeg smed badehåndklædet hen på lænestolen og satte mig på hug foran min kuffert, der lå fladt på gulvet og jeg fandt mig et par hvide Calvin Klein boksershorts og en stor rød t-shirt frem, hvor ved jeg lagde min t-shirt over min venstre skulder, og jeg rejste mig fra min hugstilling, og stod nu lettere og holdte balancen, mens jeg stak mine ben på skift i mine boksershorts.

"Klik!", lød det henne fra døren, så jeg rettede mig op og så derhen, mens jeg sank en hård og ulidelig klump - Pokkers osse for den dumme samvittighed!

Og det kom slet ikke bag på mig, da jeg straks så Megan komme roligt ind ad døren på bare fødder med hendes stiletter i den ene hånd og stadigt iført den samme rosarøde lårkorte kjole, der afslørede et stort mørkt skjold på det nederste af kjolen, der kunne tyde på indtørret sprut eller noget?

Hun havde tydeligvis ikke ladet sig bemærke af mig med det samme, før hun fik smækket døren roligt i efter sig og med et tungt og opgivende suk kom gående ind i selve værelset, mens hun bare smed stiletterne med et bump på gulvet.

Jeg smilede imødekommende idet hun endelig bemærkede mig, men hun så mere død ud end levende, da hun gik ret hen mod sengen, "Hey baby! Var det en fed fest?!", spurgte jeg så venligt og imødekommende som muligt, som om det havde været helt naturligt, at hun havde taget til fest sammen med en gruppe mennesker vi dårligt kendte og så bare havde efterladt mig uden indvendinger.

"Spar mig Justin!", vrissede hun med et surt blik og hun kastede sig ned på maven i sengen, så jeg stod og sank endnu en ubehagelig klump, mens jeg stod og tog min røde t-shirt på. Så tak! Vidste hun godt, at jeg havde været hende utro?

Jeg sagde ikke noget og stod bare det samme sted og betragtede hende, hvor hun lå nærmest helt stille med lukkede øjne, og jeg vidste slet ikke om jeg var købt eller solgt? Skulle jeg gå til bekendelse og få alt lortet overstået, eller skulle jeg vælge at trække den ud, til vi begge var helt klare i hovedet og kunne snakke ud om problemerne som ordenlige voksne?

Jeg gik roligt hen til Megan og sengen og roligt uden alt for voldsomme bevægelser satte jeg mig ned på sengekanten og valgte at sidde og stirre hen mod den lukkede dør til balkonen. 

Hvis blot jeg kunne viske nattens og denne dags eskapader ud, så havde Megan og jeg været et lykkeligt uvidende par - eller havde vi?

"Jeg fatter ikke, at jeg valgte at tage helt til Rouen bare for at feste..", lød det pludseligt mumlende i en træt tone fra Megan bag mig, så jeg med en dyb indånding vendte mig om at sidde med siden til hende, så jeg kunne se ned på hende, hvor hun nu lå med åbne øjne og så skulende op på mig.

Jeg fugtede mine læber og følte mine håndflader svede enormt, trods jeg lige var kommet ud efter et ret køligt bad, så jeg kunne vågne ordenligt og være nogenlunde klar i hovedet, til når Megan skulle dukke op, og på den anden side også fordi jeg ikke skulle lugte af sex - utroskab.. Hvor den dog gnavede sig i mig. Så det var sådan det var, at være i et meget seriøst forhold med én man virkelig elskede, og så når man var hende utro, så kom den alt for rådne følelse op i én. 

"E.. er du sur?", vovede jeg at spørge - temmelig nervøs, mens jeg bed mig i underlæben.

Megan lå og skulede nærmest op mod mig, "Ja, på dig..", mumlede hun, så min rådne følelse over mig selv steg med tusind!

"J.. jeg kan forkl..." "Hvordan skal jeg tilgive dig for at du ikke ville tage med mig Justin? Det var en sindssyg sjov fest og jeg manglede dig Justin!", afbrød hun mig i en irriteret tone og satte sig op i sengen og så med et flabet smil mod mig, "Men nej nej! Du ville hellere hjem og sove!", tilføjede hun skarpt, så jeg sank en klump, men hun overraskede mig ved at kravle på alle fire hen til mig og gav mig et fucking tantekys på min mund, hvortil hun trak sig lidt med et lille smil, "Min kedelige forlovede.. Du gik glip af en sjov efterfest og nu går jeg i bad, for jeg stinker af røg og sprut, og jeg føler mig ret ulækker..", tilføjede hun og hun kravlede ud af sengen og begyndte at krænge kjolen af sig over hovedet, mens jeg sad som en målløs og betragtede hende, og hun fik øje på mig, mens hun smed kjolen på gulvet ved hendes fødder.

"Hvad er der skat? Du ligner én der har set et spøgelse?", fnes hun, og jeg sank en klump.

Megan gik hen til mig på den anden side af sengen, hvor ved hun stoppede op lige foran mig og stod og så ned på mig med et fnis, "Det har du måske også? Ja, jeg ved godt at jeg ligner lort lige nu skat, men vent bare til at jeg har været i bad, så er jeg din elskede Megan igen..", fnes hun og hun bøjede sig over mig og gav mig et kys på panden, hvorefter hun vendte sig omkring og gående hen mod badeværelset løsnede hun hægten i bh'en på ryggen og smed bh'en på gulvet, hvorefter hun strippede sine matchende trusser ned ad hendes lange ben og trippede på skift ud af dem til hun nåede hen til dørkarmen til badeværelset, hvor ved hun stoppede op og så sig over skulderen hen mod mig med et smørret smil, "Hvad siger du til netflix and chill og vi bestiller nogle fedtede burgers eller pizzaer her op til og så bare bruger resten af aftenen i sengen sammen?", foreslog hun fnisende og sendte mig et luftkys pustende fra hendes vandrette håndflade mod min retning, hvorefter hun forsvandt ud på badeværelset og lukkede døren på klem.

- Hun vidste tydeligvis intet om mit utroskab, men skyldfølelsen voksede stadigt stødt i mig...

~

Hôtel Royal Aboukir, Rue d'Aboukir, Paris, Lørdag d. 13/2-2016, kl 21:42

"Zzz...", lød det lettere højt fra Megan, der lå med hendes hoved på min mave, så jeg med et svagt suk så ned på hende. Det havde været mere end tydeligt, at hun ikke rigtigt havde fået noget søvn. 

Tja, hvis hun ligesom havde været til efterfest, så var det måske også meget forståeligt, at hun ikke rigtigt havde sovet. Jeg var da også en smule træt, men slet ikke på samme måde som Megan formentlig var.

Hun havde ret hurtigt fået spist næsten hele sin pizza fra hendes pizzabakke, som lå åben på sengen i hjørnet nede ved fodenden. Hun lå i fosterstilling tæt op ad mig, mens jeg spiste ret roligt af min pizza, kun fordi jeg stadig havde den grimme smag af skyldfølelse i maven på mig, så jeg havde svært ved at spise ordenligt.

Tankerne svirrede rundt i hovedet på mig, og jeg havde ærligt talt svært ved at følge ordenligt med i filmen på fladskærmen her i værelset, hvor vi havde tilkoblet Megans iPhone til, så vi trods alt kunne se netflix, uanset hvor i verden vi var. 

Jeg ville helst glemme alt om mit sidespring med Hannah, men jeg kunne ikke, for selvom jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg bare havde været svag et kort øjeblik ved mødet med Hannah, så var det desværre nok ikke tilfældet. Hannah havde plantet en lille del af he... eller nej.. Hun havde plantet en stor del af hende i hjertet på mig, så jeg pludseligt tvivlede kraftigt på mig selv og min egen dømmekraft.

Og jeg kunne selvfølgelig vælge at gå til bekendelse over for Megan og lægge kortene på bordet, men jeg kunne ikke få mig selv til det, for hvad hvis det jeg var begyndt at føle for Hannah igen, var rene luftkasteller? Hvad hvis det faktisk var små gemte følelser for hende, som jeg havde for hende dengang, og det så skulle vise sig, at Hannah den dag i dag ikke var den Hannah, som dengang?

Fuck, hvor alt det her forvirrede mig!

Altså, jeg havde da påstået over for Hannah, at vi nok ikke ligefrem skulle ses igen, men var det nu også tilfældet? Mest af alt ønskede jeg alle de her problemer ud af verden, men det skulle nok vise sig, at det ikke var så ligetil.

Altså, hvor fucked up svært kunne det være at indrømme min utroskab over for Megan? Jo, måske fordi jeg stod i en situation, hvor jeg faktisk elskede Megan og ligesom havde været på frierfødder for hende. Ja, jeg havde jo faktisk været indstillet på, at hun var hende, som jeg skulle leve resten af mit liv med - eller i hvert fald lige for nuet..

Jeg sukkede og tog mig opgivende til hovedet og så ned på Megan, der tydeligvis lå og boblede i drømmeland. Hun var smuk, begavet, perfekt og ja, hun havde sgu også hendes dårlige sider, for hun var egenrådig, havde en hang til at være snobbet i tide og utide, og hun tænkte ikke altid på andre, og så betænkte jeg hende for at være en anelse racist? Ja, lige det var jeg stadigt i tvivl om, for hun havde åbenbart festet sammen med Isabella, der var mulat, så ja.. Jeg var sgu ikke sikker? Men.. Jeg elskede hende stadigt. 

"Dine venner påstår, at du er under tøffelen, Justin..", tænkte jeg med et suk, eftersom mine venner havde givet udtryk for, at Megan nok var en lidt for stor mundfuld for mig, men det tænkte jeg ikke over. Jeg vidste bare, at særligt Ryan havde buset ud en aften vi havde haft mandeaften med fodboldkamp, øl og snacks, at han påstod, at jeg var under tøffelen og Megan opførte sig som dronningen af England. Det slog jeg kraftigt ned på, for hvem var det lige, der var sammen med Megan? Ikke ham, men mig!

Jeg så ned på Megan og nussede hende på kinden, "Baby?", spurgte jeg lavt i håb om at få lidt liv i hende, eftersom jeg havde brug for at snakke med hende og nok mere til, men jeg var i tvivl om, om jeg kunne få mig selv til at indrømme om mit sidespring?

Megan rørte slet ikke på sig, og forsigtigt fjernede jeg hendes hoved fra min mave og lagde hende i stedet på den ene pude, hvorefter jeg lagde mig ned på siden med fronten til hende, og kærtegnede hende i hendes lange blonde og tjavsede hår, der efterhånden var ved at blive ordenligt tørt efter hendes bad, "Prinsesse? Kan du vågne?", spurgte jeg roligt i en kærlig tone og gav hende et blidt kys på panden, så hun stønnede svagt.

"Mmh..", mumlede hun nærmest jamrende med en irriteret rynkende pande, og uden at vågne vendte hun sig brummende og surt om at ligge på den anden side, "Mmh.. sove...", mumlede hun i en sur tone og mens jeg lå på min højre albue og betragtede hende i nogle øjeblikke, hørte jeg atter hendes snorken.

Jeg sukkede tungt og greb ud efter fjernbetjeningen og valgte at slukke tv'et, hvorefter jeg vendte mig mod sengelampen og slukkede den, og jeg lagde mig ned og lukkede øjnene. Den ro, som jeg forlangte komme i min krop, dukkede aldrig op...

~

 Hôtel Royal Aboukir, Rue d'Aboukir, Paris, Lørdag d. 13/2-2016, kl 22:31

Jeg vidste ikke hvilken gang det var jeg havde vendt mig her i sengen. For selvom jeg lukkede øjnene, så kørte tankerne i en lind strøm om spørgsmål, muligheder og konsekvenser, og min krop ville slet ikke finde hvile overhovedet, og efter en lang og brav kamp, valgte jeg at give op, og jeg åbnede øjnene uden at virke døsig, selvom der var mørkt i værelset.

Jag satte mig op på sengekanten og så mig flygtigt over skulderen ned på Megan, der stadig virkede bekymringsfri med et stort sovehjerte. Ja, lige i det her øjeblik havde jeg ret ondt af mig selv, at jeg ikke kunne finde ro overhovedet.

Jeg sukkede og gned mig i det ene øje, og tog mig en beslutning - Kunne jeg ikke sove, måtte jeg ud og gå mig en tur, og det var det jeg valgte, så jeg rejste mig fra sengen og begav mig hen til min kuffert, som jeg kunne ane her i det dunkle mørke værelse og jeg fandt mig et par jeans med en masse slitage og huller i benene og tog dem på, hvorefter jeg fandt mig et par sokker og jeg satte mig hen i lænestolen og trak sokkerne på, hvorefter jeg bøjede mig lidt forover og strakte ud efter mine hvide vans og stak derefter fødderne i på skift i dem. 

Jeg rejste mig igen og gik atter hen til min kuffert og satte mig på hug, hvor ved jeg greb ud efter en hoodie. Om den var rød, sort, grøn, kunne jeg i se her i mørket, men jeg havde en fornemmelse af, at den var i farve.

Jeg rejste mig og trak den over hovedet, hvorefter jeg roligt gik hen til sengebordet og samlede min iPhone, magnetkortet til hotelværelset, min pung og min smøgpakke og lighter op og proppede i mine lommer, hvorefter jeg begav mig om på den anden side af sengen, for at bukke mig over Megan, der stadigt tydeligvis var i drømmeland og jeg kærtegnede hende flygtigt over hendes hår og gav hende et blidt kys på hendes venstre kind, så et lille suk kom fra hende, men intet andet skete der. Jeg blamerede hende heller ikke for at være træt. Hun havde med garanti brug for den søvn hun kunne få...

~

Gaden, Rue Montmartre, Paris, Lørdag d. 13/2-2016, kl 23:37

Jeg havde valgt at gå en god tur, men alligevel havde jeg formået at ende med at gå på den gadestrækning, som jeg vidste Hannah boede på, og det irriterede mig, at jeg havde en rygrad som en regnorm, for selvom jeg vidste, at jeg burde lade være, og så vælge at gå tilbage mod hotellet, så kunne jeg ikke få mig selv til det.

Draget og trukket som en magnet mod sin modpol, nærmede jeg mig bygningen, hvor Hannah boede, og det tog mig ikke mere end nogle minutter, før jeg endte i opgangen, hvor ved jeg begav mig op ad de mange trapper op mod hendes lejlighed.

Jeg havde skam ikke glemt mine egne ord, om at vi nok ikke burde se hinanden igen, men jeg følte mig splittet og rastløs, og jeg måtte vide, om hun havde det på samme måde som jeg, og jeg vidste godt, at det nok var langtfra en god idé, at jeg valgte at vende tilbage til Hannah, for der var allerede ret meget, som stod på spil, men ikke des mindre.. Det var det jeg gjorde..

Jeg pustede tungt ud, da jeg langt om længe stod foran hendes hoveddør, og lagde fingeren på dørklokken og trykkede godt, men det lød ikke til, at den virkede, så jeg knyttede hånden mod døren og slog et par gange, hvor ved jeg proppede mine hænder i mine bukselommer, bare fordi jeg slet ikke anede hvor jeg skulle gøre af dem.

Jeg stod flere øjeblikke og ventede tålmodigt, men intet skete, så jeg valgte igen at banke flere slag mod døren, "Hannah? Det er mig, Justin!", udbrød jeg lettere højt mod døren og valgte at læne mig op ad væggen i opgangen tæt ved døren, mens jeg holdte blikket på døren, men mange minutter syntes at gå uden der overhovedet skete noget. 

Jeg bed mig selv i underlæben, og tanken om at hun nok ikke var hjemme, eller bare sov ret tungt, var de eneste muligheder som jeg kunne komme frem til.

Jeg bankede mit baghoved lettere op i væggen bag mig og lukkede øjnene, "Fuck..", mumlede jeg for mig selv, og tænkte dette øjeblik, som et tegn på, at jeg ikke burde være dukket op her.

"Justin?!", brød en velkendt stemme pludseligt ind, så jeg straks åbnede øjnene, og opdagede Hannah komme gående op ad trappen, men hun var ikke alene, for lige bag hende gik Pierre med et smørret smil, til han fik øje på mig, og hans smil forsvandt som dug for solen.

"Justin, hvad laver du her?", spurgte Hannah i en rolig tone, mens hun begav sig de sidste trin op mod mig og hendes hoveddør.

Jeg sank en klump, da jeg lod mig bemærke af Pierre, der så lettere skulende mod mig, "Que fait-il ici?", lød det lavt fra Pierre, der så indgående på Hannah, der gav ham et øjebliks opmærksomhed med et svagt smil og ryst på hovedet, "Det ved jeg ikke Pierre? Jeg er lige så overrasket, som du?", svarede Hannah ham, hvorefter hun så hen på mig igen med et svagt smil.

"Mon ikke Megan savner dig?", spurgte hun med et svagt smil, mens det virkede som om at hendes blik sagde noget andet.

Jeg følte mig temmelig meget som det tredje hjul her, og jeg trådte hen mod hende, så jeg endte med at bryde hendes grænse, "Hannah.. Vi må snakke..", slog jeg hårdnakket fast, men sagde det ikke alt for højt. Pierre sendte mig et rimelig ubehageligt blik, mens Hannah sukkede og tog sig til panden, uden at fjerne sit blik fra mit.

"Justin.. Det passer rimelig dårligt i øjeblikket.. Du ved nok?", svarede hun og lavede nærmest øjne, der hintede mod Pierre bag hende.

Jeg pustede tungt ud, "Hvad med i morgen?", spurgte jeg lettere utålmodigt, så Hannah nikkede svagt, "Godt så.. Oppe i Eiffeltårnet.. Skal vi sige klokken 13:00? Så burde vi begge have fået søvn, fået morgenmad og så videre.."

Jeg nikkede til Hannahs forslag, "Aftale..", svarede jeg lavt, så Hannah nikkede med et svagt smil og trådte udenom mig, for derefter at gå hen til døren, hvor hun låste den op, og hun så sig over skulderen mod mig med et smil, "Godnat Justin.."

Jeg nikkede svagt med temmelig mange frustrationer indeni mig, "Godnat Hannah..", mumlede jeg svarende, og det gjorde bestemt ikke det hele bedre, da Pierre smuttede forbi mig med et stramt smil og nikken mod mig, hvor ved han smuttede ind i Hannahs lejlighed, hvorefter hun nikkede med et lille smil til mig, "Smut nu hjem til din forlovede Justin..", sagde hun med en underlig stemme og lukkede derefter døren i, så jeg bare stod og stirrede mod den lukkede dør og pustede tungt ud.

Fuck, hvor det her fortjente en kvajebajer...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...