De sidste

//Bidrag til Skønheden og udyretkonkurrencen, valgmulighed 3.

3Likes
0Kommentarer
109Visninger

1. De sidste

Når andre ville panikke, tog jeg i skole. Men for at være retfærdig havde jeg ikke særlig mange valgmuligheder – jeg kunne slæbe mig i skole som altid på mandagmorgener eller jeg kunne blive hjemme, bruge min tid på at lægge i min seng stirre op i loftet og tænke over, hvad helvede der foregik. Og eftersom det at tænke for min hjerne var ensbetydende med at forstille sig, at Jorden var blevet invaderet af rumvæsner, stjernerne var faldet ned fra himlen i hovedet på os, at vi havde fundet meningen med livet,  var løbet tør for chokolade eller alt det andet forfærdelige, der sikkert kunne ske, kunne jeg lige så godt tage i skole.

Ja, ja, virkeligheden føltes måske som at stikke en størrelse 40 fod ned i en størrelse 36 sko, da jeg trådte uden for min egen hoveddør, og ja, ja, jeg var så paranoid, jeg næsten gik baglæns, så meget jeg kiggede mig tilbage, men det var derfor, at min hjerne havde brug for andengradsligninger og tyske grammatiktregler – for at blive mindet på at det at eksistere bare var noget, som man gjorde, selvom det engang i mellem stank mere end den mælk vi havde i køleskabet, der var mindst holdbar til for tre uger siden. Jeg var trods alt mindst holdbar til dagen, efter jeg blev født – mindst, sagde jeg. Ikke kald mig deprimerende

Men alle andre syntes at have glemt, hvordan man gjorde det. Eksisterede altså. Der var i hvert fald ingen. Min lillebror var ikke i huset, da jeg stod op, det var min mor heller ikke (eller min far for den sags skyld, men jeg skulle nødig til at snakke om at solen stod op i øst og himlen  var blå og fædre, der sikkert så den fordømte mælk i køleskabet som mere værd end sin familie, var en idiot). For at gøre det værre havde jeg ikke set andre end mig selv være aktive på Messenger (og for at indse det, burde det være overskriften i i dagens nyheder; at ingen af mine 321 venner, der var praktiserende teenager var aktive på Facebook), og da jeg havde kigget ud af køkkenvinduet havde der ikke været andre personer, ikke på ejene, ikke i de andre vinduer.

 Kun mig og mit eget spejlbillede – tydeligt mod de  stadig mørke himmel kl. 7.35 om morgenen, der var kendetegnet for januar. Det havde jeg heller ikke set som alt for mærkeligt, og jeg havde gjort mig klar til at gå ud af døren, som altid.

Jeg måtte dog indrømme, at have ringet til både min mor og lillebror, en gang – okay en del gange – selvom jeg kunne høre begge deres ringetone give genlyd i det tomme hus. Så havde jeg lagt voice mails der spurgte hvor de var  - ja jeg lagde stadig voice mails og brugte skohorn og  sendte postkort og troede på at ikke alting ændrede sig altid.

Men da jeg var gået ud af døren 7.50 var der stadig ingen. Jeg boede meget tæt på det største gymnasium i byen, fem minutter, og alligevel var der ingen gymnasieelever, der sluttede sig til mig på vej til skolen, kun mine egne par all star, min egen fjallræven, min egen iPhone 6 og lyden af mit eget åndedrag i den kolde luft. Intet andet.

Nu var jeg to minutter fra skolen, og to århundrede fra at panikke. Ja, måske boede jeg i en rimelig stor by, og måske ville det være lidt mærkelige, hvis jeg for en gang s skyld kom til tiden – som den eneste. Men der var uden tvivl en forklaring, og manglen på mennesker 5 minutter i otte mandag morgen i Aarhus, var ikke noget at bekymre sig om. Jeg var en fucking prinsesse, fortalte jeg mig selv, mens jeg gik – nu hvor der ikke var nogen til at påpege, hvor latterligt det var. En fucking prinsesse, der klatrede ud af sine egne tårnværelser, slagtede sine egne drager, red på sin egen hest og selv råbte op til det moderne samfund, om hvorfor der ikke blev fortalt en historie om hende. Eller måske var jeg en bare en 16-årig pige, der skulle overdramatisere det, at hun ikke lige havde set sin 60-årige nabo gå tur med sin hund Buster og lade som om, at det betød noget. At hun betød noget.  

8 timer i et klasseværelse der var lummert selv i januar skulle nok få rettet op på denne overdramatisering, tænkte jeg og rundede det sidste hjørne. Stadig ikke skyggen af skyggen af et menneske, måtte jeg konstatere. Der var tomt. Den slags tomhed som ikke burde eksistere i dag. Den slags tomhed, der gav mig lyst til at klatre op på den grå klods, der åbenbaret lod som om, at det var et flot arkitekttegnet gymnasium og skrige et eller andet af mine lungers fulde kraft, bare for at høre det give ekko helt ind i min og verdens knoglemarv. Den slags tomhed, der virkede en lillebitte smule uhyggelige selv for selvstændige prinsesser.

I hvert fald som nu. Jeg stoppede op og stirrede på det  en, to tre, sekunder, minutter, mens det gik op for mig, at verden car endnu mere afhængig  af mennesker, end mennesker var afhængige af mennesker. En kold vind slog over gymnasiet og et enkelt vissent blad raslede hen over parkeringspladsen, og jeg kunne næsten se min forvirring følge efter den – måske vidste det noget. Cyklerne stod i cykelskuret, og de var ikke kørt derhen af sig selv, bilerne holdt derhenne, og de havde ikke selv  valgt at være kedelige og sølvgrå af sig selv, januarhimlen hang stadig så lavt over alting, at man sikkert kunne nå den, hvis jeg bare rakte hånden op (som man jo gør for at få høje standpunktskarakter)

Jeg trak på skuldrene af scenariet, før jeg begyndte at gå igen, da det desværre var et krav for at komme ud af stedet Måske var alle bare kommet tidligt eller måske var de blevet myrdet af en øksemorder, der stod lige inden for de store dobbeltdøre– jeg vidste ikke helt, hvad det sagde om mig, at jeg så begge muligheder som lige sandsynlige. Under alle omstændigheder frøs jeg, og hvem vidste – måske var det rimeligt varmt at blive myrdet med en økse. Mine klaprende tænder fortalte mig, at det var en  isiko, der var værd at løbe.

Jeg var tre trin fra toppen af trappen ind, da klokken ringede, hvilket var omkring fem trin højere end jeg plejede. Så alt i alt en succes- var det ikke de små ting, man burde leve for?  

Tre trin fra toppen – og i så meget ubalance, at et enkelt åndedrag fra en anden person kunne få mig væltet – så var det jo et held, at det bare var mig. Det var stadig et held, som jeg gik ned af de helt affolkede gange, lidt skræmt over hvor vanlig min tur egentlig var, trods jeg kun havde gået på gymnasiet i omkring et halvt år (mennesker var sådan nogen vanedyr, at  jeg kunne tage til helvede og lære at finde rundt der efter en dag,  - uheldigvis ville det være svært så længe, der ikke var en GPS, der førte til fantasiland)

Mennesker var sådan nogle vanedyr, så det var bar derfor, at manglen på mennesker virkede som manglen på luft. Jeg  tog de sidste par skridt hen til mit klasseværelse uden at bekymre mig om at banke på. Ved første øjekast var det tomt, alle stolene sat op, verdenskortet rullet halvt ned, flere end 69 knap så subtile sexreferencer skrevet på tavlen. Men nej  - du  sad helt henne i hjørnet og stirrede intenst vinduet, ikke gennem det, virkede det i hvert fald som om. Du var den anden person, som var lige ved at få mig til at vende om på hælen og løbe, indtil jeg selv fandt vej til helvede, løbe i håbet, om  at du ikke nåede at dreje hovedet og se mig.

Måske løbe helt til jeg kom til verdens sans for ironi, for jeg havde er par alvorsord at drøfte ,ed den.

I stedet fik jeg fremstillet en sætning, helt selv. Min stemme knækkede ganske over så mange gange det lød som om der var punktum efter hvert bogstav, men jeg fik den sagt, og jeg havde aldrig været stoltere af mig selv

”Hvor er alle de andre?”

Du trak bare på skuldrene.

”Har du set nogen på vej til skole?” Et mærkeligt spørgsmål at stille, et mærkeligt spørgsmål at stille til én man knap havde talt med i et halvt år og et endnu mærkeligere spørgsmål rent faktisk at ville have svar på.

”Ikke en sjæl.” sagde du og gjorde det hele 580 gange værre.

”Ikke en sjæl,” gentog jeg mest for mig selv, mest for at gøre det værre og lod forsigtigt min gule skoletaske dumpe ned på gulvet.   For derefter at følge efter den – dog civiliseret nok til at sætte mig på en stol, i det hjørne af rummet, der var længst væk fra dig.  

Der var få mennesker i verden, der ikke føltes som selskab, hvis tilstedeværelse føltes mere naturligt end deres fravær, hvor man ikke tænkte over, at de var i samme rum som én selv. Og så var der mennesker som dig hvor bare det , at du sad i den anden ende af et rum, var nok til at få hver eneste celle i min krop til at registrere det, nok til at få min hud til at prikke, som jeg var et sikker på, at den også ville gøre, hvis man blev brændt levende. Mennesker, der tilkaldte sig så meget opmærksomhed, at ens hjerte blev nødt til at være på størrelse med en blåhvals for at kunne rumme så mange følelser – havde blåhvale store hjerter? De havde i hvert fald store penisser, og for dig, var det det samme.    

Det var det ene punkt, hvor jeg kunne se forskel på gymnasiet og på folkeskolen. I folkeskolen brugte man 10 år på at dele et værelse på hvad – 30 kvadratmeter? – med de samme mennesker og alligevel kendte man kun halvdelen på en basis, der ikke strakte sig udover, at man vidste, om de havde et viskelæder, man kunne låne, og om de ville grine alt for meget, hvis man rakte hånden op og sagde noget forkert. Men i gymnasiet – det var svært at sætte fingeren på, men rummet virkede af en eller anden grund mindre, og man skrabede sig selv på andres viskelædere, albuer og personligheder.  

For andre ville det måske betyde, at de kunne nå at få helt fantastiske fællesskaber, og hvad vidste jeg – men for mig handlede det i virkeligheden, bare om at man måtte udvikle skarpere albuer , skarpere kanter på en selv, så man var den, der stod for at skære andre til småstykker og det var derfor desto mere smertefuldt at skulle ignorere dig, når du var den eneste anden person i rummet.

Og det betød, at jeg i mine bestræbelser i det øjeblik følte mig så normal, som hovedperson i en amerikansk highschool film – den slags film hvor man mødte sit livs kærlighed, når personen hjalp én med at samle bøger op fra gulvet, den slags film, hvor hovedpersonen og den mest åbenlyse romance selvfølgelig befandt sig i samme lille rum. Jeg forventede næsten, min talje snart ville blive tyndere end mit håndled, og mine bryster større end dine øjne, når du talte til piger, hvis ansigter tydeligvis ikke var ,hvad du kiggede på. Jeg følte mig som en normal gymnasieelev, og det var i det øjeblik svært at beskrive, hvordan jeg kunne stå op hver morgen og børste tænder hver aften velvidende, at der et eller andet sted derude var nogen de levede et liv, der var næsten identisk med mit, lige klichéfilmværdigt Og chancerne for at de levede det bedre end mig, var større, end jeg kunne lide.

Normal var et ord opfundet af mennesker, der gerne ville have det bedre med, hvor ligegyldige og kedelige de var.

Normal var opfundet af dem, der vidste, hvordan det var at dele et rum, med en dreng,  de hadede og elskede på samme tid, havde lyst til at suge taljen ind for og skyde brystkassen ud for, samdtig med de havde lyst til at give ham en lang lektion, om at piger ikke var fotoner, der skulle ramme drengens hornhinder, og at det han gjorde til den fest, ikke var i orden.

Var du overhovedet nervøs? Bange? Det var svært at sige, men da jeg sneg mit blik hen på dig, stirrede du nu bare på din bordplade så intenst, at jeg var sikker på, at nogen havde kradset universet største hemmeligheder ind i træet, og du nu ville kradse dem væk i gen – med øjnene som våben. Så intenst, jeg ikke engang følte at den metafor var lidt i overkanten. Eller måske sad du også ligesom mig og tale hver eneste millimeter, der var mellem os , samt alle de kilometer af mod det ville tage at krydse dem.

Måske fandt du det ikke mærkeligt, at alle var forsvundet. Hvilket betød, at det var mig, der skulle åbne munden i gen, i stedet for gang på gang bare at sidde og synke alle ordene med et verdenshav af spyt.

”Har du nogen idé om, hvor de kunne være?”

Du løftede blikket fra dit bord (der stod ingenting, trods alt) og kiggede på mig – om hyggelig med at kigge på min pande, ikke ind i mine øjne, aldrig mine øjne

”Måske er det søndag, og det er derfor, at ingen er i skole.”

”Eller måske er de alle sammen bare væk for evigt, ”sagde jeg og ville ønske, at jeg havde en lighter, så jeg kunne sige det med et glimt i øjet.   

Du sagde igen ikke noget, og måske var du bare en af de personer, der tænkte mere, end de talte og eksisterede for, at de personer, der talte mere, end de tænkte ikke kun skulle snakke med sig selv. Eller måske ignorerede du mig bare, fordi det havde du trods alt haft 6 måneders øvelse i – efter 10 års øvelse i at gøre alt andet end at ignorere mig.

”Er du slet ikke bekymret?” sagde jeg og modstod trangen til at stille mig op og ruske i dig, i verden eller måske bare i linoleumsgulvet, vi sad på, bare for, at jeg kunne kigge på verden og se lidt af min egen panik

”Hvorfor skulle jeg værre det? Jorden vil blive ved med at dreje rundt, jeg ved blive ved med at trække vejret, og græsset vil gro - om kamp med mellemrummet mellem alle menneskers lår, og så kan jeg være ligeglad med, om jeg sidder alene i det her klasseværelse eller ej. Desuden – kan du ikke huske i den der børnebog – Kalle alene i verden, hvor han er alene i verden og har det sådan virkelig sjovt.”

”Den hedder Palle alene i verden, og moralen er, at det er bedst med mennesker i verden.”

”Hvorfor? Mennesker er bedst med en sikkerhedsafstand på et par lysår”

”Ja, det er du måske nok, men desværre, desværre, desværre er du ikke det eneste menneske på jorden. Undskyld at jeg fortalte dig det. ”  

Du rakte tunge af mig, åh så ikke-barnligt af dig. ”Jeg indrømmer, at det måske er lidt mærkeligt. Men det er endnu mærkeligere, at du kan få dig selv til at blive ved med at trække vejret - så jeg vil ikke blive for bekymret.”     

”Træerne kommer til at gro tilbage, før jeg stopper med at være mærkelig.” sagde jeg og blev mere og mere fristet til bare at gå ud af døren igen. Det ville være noget så hyklerisk af lærerne at give fravær.  

I stedet blev jeg bare siddende i en stilhed så dyb, jeg kunne høre mine negle gro, mit hår vokse og mine knogler skrabe mod hinanden  deres forsøg på at komme så langt væk fra dig som overhovedet muligt. Måske kunne træde rent faktisk gro baglæns, måske kunne jeg finde et sted, hvor jeg kunne få tiden til at sætte sig ned og tale til den som et barn, der havde brugt lidt for lang tid på at gradbøje folks grænser og  tegne på væggene, lege med manden og gøre afstanden mellem mennesker til , hvad der virkede som rent faktiske lysår.

Og  jeg kiggede rund på verdenskortet, ud af vinduet på vejen, hvor ingen biler kom kørende forbi, ingen Ufo’er kom flyvende over himlen, ingen hvid hest kom ridende for at lade mig redde mig selv. Det var først da du talte, at jeg igen (på sørgeligt vis) blev mindet på, at jeg ikke var alene i verden.

”Skal vi lede?”

”Lede?”

”Lede efter de andre du ved. ”

”Min kære idiot, jeg tror ikke ligefrem, at hele menneskeheden leger gemmeleg med os, og jeg tror bestemt ikke, at vi kan få dem til at sige kuk-kuk.”

”Der er flere end os, jeg mener, det er der.” Du sagde det trodsigt, som om du forventede, at nogen ville springe frem fra bag ved verdenskortet – for at sige dig i mod. Men nej, i stedet fki du mig bare til at tænke på alle de teorier, du engang havde haft, alle sammen nogen du havde troet så blidt på, at du med glæde ville skære dine egne øjenæbler ud og give dem væk for at andre skulle prøve at se verden gennem dine øjne.

Du havde troet, at menneskeligheden kunne defineres af en hunger efter mere, som vi alle sammen delte, om det så var efter flere frikadeller, flere kys eller mere mellem himmel og jord, men at vi aldrig ville tro på, at det her, det var, hvad der var. Du troede på, at mennesker var summen af ikke deres fortidige selv, men af deres fortidige selvs fejltagelser, på at verden ikke bestod af andet end individer og stjernestøv, og at superlim holdt bedre sammen end dobbeltklæbende tape og fællesskabsfølelse Og du troede sikkert også, at du var bedre end alle andre, at dit liv var bare så svært hver eneste gang, du fik et 10-tal eller når din 97-årige oldemor døde, og at du holdt solen oppe på himlen, og på alt det,  som man ikke sagde højt.

Men alle de minder virkede surrealistiske, som vi sad her, i et klasseværelse med støvkorn, der dansede i lyset og minder, der dansede i mørket (ingen af os var villige til at finde lyskontakten).   Men der var mindet om den dreng, der fik mig til at nikke til, hvad du sagde, selvom jeg af en eller anden grund på forhånd kunne forstille mig, at vi ville have lige så meget held med at prøve at komme til Kina gennem en sandkasse som ved at finde andre mennesker.

Du rejste dig. ”Skal vi efterlade en seddel, hvis nu læreren kommer, så han ved, at vi er her?”

”Og hvad skulle der stå på sedlen – Hej vi tror vi er blevet skøre, og vi har brug for at finde jer, og vi har brug for voksenopsyn for ikke at klippe os selv midt over med en børnesaks.”

”Hvor poetisk. Du har en stor fremtid foran dig som digter, hvis digtsamlinger man kan købe i fakta, det er jeg sikker på.

”Der mangler bare nogen til at læse mine digte.”

”Og den ’nogen’ skal i hvert fald ikke være mig” Med de ord gik du ud af vores klasseværelse. Jeg fulgte efter, ud på den tomme gang, hvor selv ekkoet af ekkoet af ekkoet af vores åndedrag gav ekko. Måske endda vores tanker. Hvis det passede ville du i hvert fald høre en hel masse tanker, der ble hvisket af en, der havde mest lys til at skrige. Og jeg ville nok slet ikke høre noget fra dig.

Næ, hvis du endelig skulle åbne dit utroligt tykke kranium, ville det sikket være fyldt med kønsdiskrimination med ydmygende tanker om alt fra min lilletås størrelse til at det hårstrå sad lidt for skævt til den ene side. Og dine tanker ville uden tvivl overdøve mine. Det var ikke fordi, at du ikke ville høre pigers mening, men så længe de ikke forventede, at dit blik ville forblive på deres ansigt, mens de sagde det,  så var du tilfreds.

Du fangede mit blik, og jeg kunne have svoret på, at du rødmede en lille smule. Men så igen, set igennem mine øjne  -  hvis bare jeg kneb den nok sammen kunne jeg få dine forbløffende blege kinder til at ligne en fucking solopgang. Og lige nu var mine øjne knebet så hårdt sammen, at det burde være muligt for mig at lave diamanter i mine øjenlåg.  I stedet hævede du bare et enkelt øjenbryn, så højt at taget brasede sammen over mig, og jeg lå og rodede rundt mellem murbrokkerne og kastede en efter dig. Bortset fra, at det kun var næsten.

Men der var ikke noget ’næsten’ over den måde vi gik op og ned af gangene, og ønskede at livet var en youtubevideo så vi kunne sætte den på pause og scrolle ned i kommentarer for at blive bekræftet i, at der var andre, der mente præcis det samme som os. Og bekræftet i, at se hinanden igen, med to skærme i mellem dem, og vide, at jeg stadig hadede dig og, du stadig hadede mig for at hade dig. Det var jo bare en lille fejl, kunne være sket for alle.

”Måske drømmer vi,” sagde du til  en af de vægge, som vi passerede.

”Drømmer? Tro mig, jeg har ikke fantasi nok til at forstille mig at noget så forfærdeligt, som det her skete. ”

”At vi er de to sidste mennesker på jorden?”

”Jep – ret ironisk i betragtning af, at det kun er et halvt år siden, at jeg sagde, jeg ikke ville date dig, selv hvis du var den eneste tilbage,” sagde jeg til en flise i gulvet.

”Der er andre. Verden er større, end hvad der er plads til inde i dit hoved. ”

”Ikke rigtig nej, det er derfor vi har overbefolkning og sådan, fordi der ikke er plads til mennesker, der ikke er Mozart, John Lennon eller Cristian Grey i hovedet”

”Du nævnte kun mænd. Jeg troede ellers, at du var feminist. ”

”Du ville ikke kunne kende en feminist, om hun eller han så dansede nøgen foran dig. Og nej jeg ved bare, at vores hoveder bliver målt i hvor meget mangfoldighed, der er plads til inde i dem, og jeg ved, at, hint, der er plads til en hvid heteroseksuel mand. ”

”En god ide at blive politisk, nu hvor der ikke er nogen til at sige dig i mod,” sagde du åndsfraværende, da du lod til at have travlt med at lade dit blik glide ned i mellemrummet mellem fliserne, ned i min trøje, i mellemrummet mellem de to andre vinduesglas og alle de andre steder, du troede, at der måske, måske kunne være andre mennesker. Jeg modstod trangen til at skrige ned af gangen, i håbet om at nogen ville høre mig, men blev i stedet overvældet af trangen til bare at synke sammen op af en mur, under vægten af mandagmorgen og vægten af hvor afhængig jeg i virkeligheden var af, at mandag morgen blev ved med at være mandagmorgen.

Og hvor afhængig jeg ar af andre mennesker, når jeg valgte at snakke til dig trods sin tendens til at glemme pigenavne endnu hurtigere end tyskegrammatikregler. Men jeg blev ved med at gå og forstillede mig, hvordan jeg ville være sur på mig selv, senere over ikke at have sat mere pris på den her fritime, hvordan vi snart ville finde andre mennesker, og de ville grine af vores skræmte ansigtsudtryk, og vi kunne igen opløses som et vi, og alt ville blive godt.

Det var den eneste grund til at sætte den ene fod foran den anden. At forstille sig, at hvert øjeblik blev det bedre, hvert øjeblik kunne man stoppe med at gå. At man en eller anen dag ville stå op og tage en bid af livet, der lå på ens sengebord, og det ville smage sødt og man ville have glemt hvor bittert, det smagte, da man var seksten. Og at en eller anden dag ville man være et selvsikkert individ, der ikke hængte sit selvværd op i likes på Facebook og på evnen til at ydmyge den person, man havde gået i folkeskole med.

En eller anden dag ville jeg gå ned af den gang igen, hvor den var fuld af andre mennesker og hvor min uro ville ende som viskelæderfnuller under en eller anens skosål. En bortkastet tanke. Ligesom mig selv. Folk sagde, at man skulle leve i nuet, men jeg foretrak for det meste at leve på indersiden af mit eget kranium, eller i rynkerne på mine fingerled og vente på, at virkeligheden gav op i vores uofficielle gemmeleg.

”Skal vi fortsætte med at lede her? Eller vil du med udenfor?” spurgte du efter vi havde været inde af alle klasseværelser på første sal. Der var tydeligvis også noget der sagde dig, at det ville være meningsløst at gå op på anden sal.

”Det at gå udenfor vil bare være at erkende, hvor mærkeligt det her egentlig er. At gå udenfor i Danmarks næststørste by og leve efter mennesker ”

”Ja, men udenfor er der jo også nogen. Om vi så må sparke hoveddøren til et privat hjem ind eller tage en selfie med Donald Trump, er jeg fast besluttet på at bevise, at der er andre.”

”Jeg er glad for, at du er her, så jeg ikke er den eneste, der skal sige absurde sætninger højt. ”

”Glad ligefrem? Jeg er også glad for, at du er her, så ville jeg kunne bruge dig om skjold, hvis der var nogen, som begyndte at skyde på os.  ”

”Jeg er glad for, at du er her, så der er nogle til at sige sarkastiske bemærkninger og minde mig på, at hvis du er et menneske, så hvis resten af menneskeheden er forsvundet, kan det ikke være det allerstørste tab.”

Du svarede ikke, men begyndte bare at gå mod udgangen. Jeg debatterede med mig selv, om hvorvidt jeg skulle bede dig om mulighed for at tage min jakke med ud – selvom solen ganske vist  i det mindste næsten, næsten var stået– men du var ikke ligefrem den slags person man bad stoppe for noget så tåbeligt som jakker. Så hellere fryse ihjel.

Desuden havde jeg aldrig haft noget i mod at gå uden overtøj siden vores fysik/kemilærer i 8. klasse skulle forklare, hvorfor man frøs,  når man gik udenfor. Og hun sagde, det var fordi, at ens lille krop prøvede at varme hele universet op, og den tanke var så smuk, jeg næsten havde lyst til ikke at isolere mig selv, men hjælpe med selv at gøre de alleryderste stjerner lidt  varmere.

Da jeg sagde det til dig, havde du først grinet og så sagt, at du så sandelig håbede, at du kunne sprede det budskab til alle byens pige så de kunne gå helt nøgne rundt (ikke for universets skyld, men for din skyld) Og jeg have grinet, for hvis man ikke gjorde det af kønsdiskrimerende jokes, blev man stemplet som en feminist (og du sagde ordet feminist i samme tonefald, som du sagde diarre.) og sagt, at du bare manglede en cigaret i munden og en læderjakke for at være en omvandrende kliche.

”Hvad er din tragiske bagggrundsistorie, der skal retfærdiggøre, at du opfører dig som en idiot, så?”

”Jeg har ikke nogen. Det må du lære, min kære. Nogle mennesker er bare røvhuller, for at verden skal blive ved med at dreje rundt. ” Og jeg hade grinet igen. En latter, jeg næsten kunne se hænge frosset i luften, uden for de glasdørr vi netop skulle til at gå igennem. Men samtidig havde jeg kigget på dit ansigtsudtryk og i et sekund, et sekund havde jeg set et glimt af noget, der fik mig til at grine for ikke at behøve at svare, som fik mig til at tro på, at du kunne dræbe hele verdensbefolkningen samt din egen familie, og det ville stadig ikke være det , der sikrede dig pladsen i Hollywoods mest klicheagtige trekantsdramaer og på de piger, jeg havde mindst til fælles meds vægge.

Jeg savnede det glimt, nu, hvor jeg stod og kiggede ud over en parkeringsplads, hvor der selv ikke var duer måger eller mariehøns eller noget som helst, der kunne være levende. Kun den grå januarhimmel, hvor man blev nødt til at tage skyernes ord for at solen var et sted inde bag dem og jorden, og inttet mellem de to ting – ud over os. Verden tilhørte virkelig os, og hvis jeg kendte os ret ville vi begynde at dele den mellem os. Du kunne få solen, jeg kunne få stjernerne,  jeg kunne få himlen kl. 08.45, du kunne få den kl. 03.27.

”Skal vi starte med at gå over på den anden side af vejen?” spurgte du,  gestikkulerede mod den vej, der lå overfor gymnasiet, og begyndt at gå uden at vente på svar.  

Jeg fulgte efter, samtidig med at jeg fremmumlede en enkelt sætning. ”Stilhed er ikke det samme som at give sin tilladelse.”

”Hvad?”

”Ikke noget. Vi kunne også bare gå ned af den der villavej, og kigge ind, hvor Anders bor. Du ved, ham der er så god til at tjene penge og være forretningsmand. Og Katherine bor der også, og hun er god til at koge pasta.”

”Kender du da Anders og Katherine?”

”Næ, men verden er sådan indrettet at der lige nu ikke kan være villaveje uden nogle Anders og Katrine’er til at bo der.”

”Så har du ikke lov til at dømme en skid. Jeg er også en lillebitte smule ligeglad, så længe, at vi ikke er de eneste, - Hitler må være sjov at møde.”

”Adam og Eva var de første mennesker, og vi er de sidste,” sagde jeg, mens jeg nåede op på siden af dig. Du gik så hurtigt, at jeg håbede og troede på, at du ville glide på parkeringspladsen og brække halebenet og din selvsikkerhed.”

”Ja, ja. Jeg har kondomer, hvis v i skal befolke jorden igen. ”Jeg grinede ikke, og jeg var sikker på, at du udmærket vidste hvorfor. Dit ansigtsudtryk samlede sig i hvert fald i en panderynke, som andre måske ville have set som udtryk for fortrydelse. Jeg var ikke så naiv.  Det her var ikke en film.

Og hvis det her var en film, var de nu, vi ville have en lang montage af os, der ledte. Man ville se os gå hen af villavejen, høre lyden af sneen, der knirkede under vores støvler, måske se et enkelt dråbe af smeltevand, falde ned fra et vissent blad der kunne ses som grønt med 580 filtre på. Man ville klippe til vores frustrerede ansigter, som vi kiggede ind af vindue efter vindue og kun så vores egne frustrerede ansigter stirre tilbage.  Og man ville sikkert se det hele i frøperspektiv, for gud hvor følte jeg mig lille og alene, og hvor virkede alting pludselig så tomt, så tomt, at jeg undrede mig over, hvorfor Adam og Eva ikke bare havde begået selvmord og intet af det her var sket. De havde trods alt ikke nogle linje for ensomme unge at ringe ind til. (Jeg havde prøvet at ringe til den en gang, men da damen i den anden ende begyndte at spørge, hvorfor jeg ikke bare åbnede min mund og deltog mere i fællesskabet, lagde jeg på)

Hvis det her dog bare var en film. Så det kunne slutte med , at enten ville vi leve lykkelig til vores dages ende, og se bort fra hvor meget vi hadede hinanden eller også ville vi dø, midt i en eller anden biljagt, og alle tilbage ville huske os som helte. Og der ville være en garanti for, at det her ikke ville vare længere end en spillefilm, før det sluttede. Og det her virkede til aldrig at slutte, det var jeg sikker på. 

Og livet var ikke en film. Ikke rigtigt. Ja, på den måde som drenge troede, at piger også ville kaste sig mod dem i virkeligheden, og de troede, at alle deres samtaler drejede sig om drenge, at de altid gik på toilettet sammen, og ikke havde andre tanker, end hvad Taylor swift mon tænkte på i netop det øjeblik. De troede,  at piger måske også helst skulle måle deres værd i hvor lagt nede i alfabetet de var – snart ville Å-skål blive standarden -. Og måske også hvor normale de var, og hvor mange instagramfiltr,e og hvor mange lag Foundation der skulle til. Og måske troede piger også, at alle drenge helst skulle have den der helt bestemme orange kulør, der kom ud af dårlig solbruning og sixpacks mere fast end øl. Og ifølge film var vi de  teenagere  med lidt for få fremtidsplaner og lidt for mange bumser. Men bumserne kunne man bare skjule under lag på lag på lag af foundation. Og fremtidsplanerne? Tja, vi var vel alle sammen ekstraordinære, den udvalgte ville blive så forelsket, at vi ville kaste os ud fra klipper  og for glitrende vampyrer  .

Men samtidig troede de ikke, at de skulle sætte sig ind i en bil og køre, som i en biljagt – uden at få en fartbøde. Det var ikke sådan,  de kørte på arbejde om morgenen, og det var ikke. fordi de troede, at man kunne kaste sig ud fra femte sal og overleve og overleve og overleve og overleve og overleve. Som i film

Jeg skulle nok overleve det her. Jeg skulle nok overleve det her, hvis bare jeg træk vejret ind et par gange, indtil jer var sikker på, at luft, luft - og ikke kærlighed - var alt, hvad man behøvede. Ja, tag den ’Beatles.

Vi havde nu ikke talt til hinanden. I 30 minutter, og ja jeg havde talt. Til gengæld havde vi så også kigget ind i så mange vinduer, at jeg var sikker på, at vi sikkert kunne blive dømt for at være stalkere af allerhøjeste grad. Det blev til sidst til en sjov leg. De fleste af villahusene lignede de samme på den her vej, og jeg ved ikke – til sidst blev det sjovt at se alle disse lykkelig liv og biler, der holdt psrkeret på vejene og skinnede om kap med solen med deres fine logoer.

Det gik så godt i dem, det gik så godt i alle deres haver alle samme med stokroser, der kravlede op af murene og måske også en lille smule ind i mit hjerte. Og med stagterbeder hvor der ikke var skyggen af skyggen af skyggen af ukrudt og med en rød vandkande, der var rusten nok til, at det var autentisk, men samtidig nok til, at den ikke var noget gammelt lort og med postkasser,  hvor Jensen og Andersen og måske også Nielsen boede, og det var lige før man fik lyst til at stille sig på tæer og kigge ind af vinduerne der var s å pudsede de glitrede i solen. Og så var det nemt at lade som om, at man ikke kunne se de grønne  glasskår,  der lå på gulvet eller kunne se om til baghaven, hvor der var så meget ukrudt, man ikke kunne se haven neden under. Alt for nemt, når det jo gik så godt, så godt.

Men stilheden gik mig også på. Ikke så meget stilheden i husene, hvor der selvfølgelig – ja jeg havde selvfølgelig med i sætningen nu - ikke var nogen – men nærmere stilheden mellem os. Vi havde talt så meget sammen, da vi kendte hinanden, specielt dig, der havde holdt så mange enetaler, så uendeligt mange, at hvis jeg highlightede hvert et ord, du sagde, villesolen uden tvivl blive nødt til at bruge solbriller for at kigge ned på dig. Og jeg fortalte mig selv, at det var i orden alle de gange, du havde afbrudt mig alle de gange, du havde snakket så meget, at jeg glemte, at mit hoved kunne bruges til andet end at nikke til dine geniale, geniale udtalelser.

Nogle mennesker var bare bedst til at lytte, og jeg var en af dem. En af dem der havde en samling af de fjolser, der havde én sig selvprocent på 150 stående i sin vindueskarm og vågnede op hver morgen og bad til den, og bad til, at de ville stikke sig på den kaktus, jeg også havde stående og den stilhed. Jeg selv stod i. Det var bare sådan, at verden skulle hænge sammen. Du havde dog næsten ikke sagt noget, den aften det hele faldt fra hinanden, og heller ikke nu.

Nu  føltes dog også  som sådan et antiklimaks. Hvis verden virkelig var ved at gå under – for nej to hormonforstyrrede teenagere var ikke nok til at holde den kørende – var der en beklagelig mangel på tordenbrag, skrig, steder, hvor man kunne lave reklamepauser. Vi gik bare, lige så stille på en pæn og nydelig villavej, passerede en bus uden passagerer, et hundehalsbånd uden en hund,  en vej uden langsomme gamle damer, der aldrig nogensinde kunne nå at krydse den.

”Det er mærkeligt, ik?” sagde jeg. Av, av, min kaktus var skarp og den skæbne ønskede jeg trods alt ikke længere for dig.

”Alt det her eller hvad?”

”Hvor mange mennesker, der er en del af ens liv uden, at man tænker over. Alle de mennesker du går forbi ude på gaden, eller på gangene i gymnasiet, eller der går forbi dig bag dit vindue. Alle de mennesker, som man ikke kender, som man ikke hader så passioneret som dig, men som bare er der den at tænke på hvorfor, hvad der netop søgede for, at den person var der i netop det øjeblik. Vi er bare vores ’hvorfor’, og alligevel er der ikke nogle, der tænker over det. Ikke rigtigt indtil de alle sammen mangler.”

”Det er da nemt, vi kommer da bare sådan fra stjerner – den stjerne du stammer fra, og den stjerne jeg stammer fra var i hver sin side af universet, bare lige, men stadig. Det der, det var under havniveaudybt. ”

I gamle dage ville jeg have taget det som en kompliment. Men nu vidste jeg, at den ene kompliment snart ledte over i den næste og så over i en voldtægtsanklage. I stedet smilede jeg bare, og du smilede tilbage, og når alle andre var væk, kunne jeg da også lade som om den skolefest var væk.

Jeg kunne lade som om jeg stadig elskede dig. Du dumpede ned på en sten, der stod i en af villaernes forhave og ikke blev brug til noget, og strøg med en næsten ikke selvbevidst bevægelse håret væk fra ansigtet. Nej, jeg behøvede ikke lade som om, og det var det måske det der var det forfærdeligste, og fik mig til at ønske,  at du ikke havde taget den eneste sten, der var at dumpe ned på.

For man stoppede ikke bare sådan med at elske folk. Hverken i de Hollywood film, der altid ifølge anmeldere krævede massere af kleenex – som jeg aldrig brugte, fordi definition på følelseskold selvfølgelig var ikke at græde i biografen. Heller ikke i virkeligheden. Du havde forrådt mig ja, men ikke så meget mig -  det var ikke mig der var den uheldige pige. Jeg var den heldige, hvilket gjorde det hele så meget værre. Men du havde forrådt mig i den forstand, at du holdt op med at være den person, som jeg troede, at du var. Og hvis man spurgte mig, var det på en måde den første form for forræderi, og i hvert fald den der fik ironien ved at dele et klasseværelse og en verden med lige netop dig til at være så stor. Jeg elskede dig nu stadig, jeg elskede ikke dine fejl, men jeg elskede dig på trods af dem, og hadede dig på trods af dine gode sider.

 For Du var stadig den dreng, der havde startet i 0. som altid gerne ville være prinsessesen, når vi legede sammen, du var stadig den dreng i anden klasse, der brændte sin tunge på kakao fordi han ikke havde nogen  tålmodighed i livet, du var stadig den dreng i femte, der havde fortalt mig, at du ville kyse mig, hvis jeg bare ikke havde bøjle på, du var stadig den dreng i syvende der havde købt en hel notesbog til at tage noter i, men ikke havde skrevet et eneste årstal, en eneste formel, bare tegnet en masse mønstre, stadig den dreng i ottende, der havde taget min hånd, når vi så dokumentarer med klassen, de allermest kedelige.

Stadig den dreng i niende der havde været med til den fest og fået hele min verden til at styrte sammen om ørene på mig. Stadig alle de personer, og ingen af dem, og hvis vi bare kunne fylde verden op med alle de personer, vi engang havde været, ville vi slet ikke behøve gå rundt her længere. Tværtimod ville vi få endnu mere overbefolkning end  ellers. 

Jeg sank stille sammen på græsset, i den nydeligt slåede forhave, den nydeligt slåede verden hvor alle de unødvendige mennesker var forsvundet, alle dem der var blevet lidt for høje lidt for kæphøje  eller dem med lidt for lidt jordforbindelse.

”Er der noget galt?” spurgte du dine sko.

Hvilket fik i til at bide mig selv i tungen i mine bestræbelse på ikke at komme med et sarkastisk svar, om at selvfølgelig var der ikke noget galt, aldrig havde jeg haft det bedre faktisk.

”Ja.”

”Okay.” Du ville ikke presse det ud af mig, hvilket selvfølgelig  gav mig så meget mere lyst til at fortælle dig det.

”Jeg kan ikke lide bare sådan, at alting bare er sådan, at lige pludselig vågner man op, og jeg tror virkelig, at jeg drømmer, men så er jeg bange for min underbevidsthed. Og jeg er bare alt for ligeglad,” sagde jeg og kunne ikke bestemme mig for, hvad der rystede mest - min stemme, mim selvopfattelse eller måske din modvilje til at bekymre dig om andre end dig selv.

”Selvfølgelig kan du ikke lide det. Men måske skal vi bare få det bedste ud af det, indtil vi vågner op. Og nej jeg mente det ikke på en klam måde –  men bare fordi man virker ligeglad, betyder det ikke, at man er det.”

”Jeg mener, at måske er hele min familie forsvundet  og alle mine venner – ja grin du bare over, at jeg sagde det i flertal  – men jeg er her stadig, og jeg føler mig ikke skyldig nok. Det er bare, hvis du døde hvad ville du så være bange for at miste?”

”Bange for at miste?”

”Jeg mener, ville du være bange for at miste det at stå op og se solopgangen, eller det at trække vejret eller det at have forårsfornemmelse i januar og det at det er sommer og det er så varmt der måske kunne gå ild i verden, eller følelsen af univers mod din hud, du ved, alle de ting, der minder dig om, at du er i live. Eller vil du være bange for at miste alle de mennesker, du kender og elsker – ja jeg vil gerne tro på, at du rent faktisk har sådan nogen. Jeg kan ikke lide det, at jeg har hele verden til min rådighed, men at jeg alligevel har brug for de små stykker kød, der også kaldes mennesker for ligesom at hænge sammen.”

”Du har stadig mig.”

Nu kunne jeg have bidt hele min tunge af, og jeg ville stadig ikke kunne holde det latterbrøl, der undslap mig inde. 

”Jeg kan ikke komme på noget i verden, som jeg er mindre afhængig af end dig .” Løgne var nemmere at fortælle, når man selv ønskede

”Okay, men du har hele verden for dine fødder. Det har du virkelig. Når det her er overstået, og de igen kommer lærere, der kan give dig 12-taller og duer, der kan skide på alle andre end lige netop dig, så vil du have en hel verden som din legeplads.”

Jeg kiggede uvilkårligt ned på mine fødder, på mine nedslidte Converse, så nedslidte man kunne se mine stribede strømper igennem og på det hullede lærredstof, der ikke var så hullet som mit liv. De her fødder kunne vist ikke gøre andet end at trampe verden ned, hvis de virkelig fik chancen.

”Så drøm, drøm om at sælge muslinger på stranden, sand i Sahara eller vand på havets bund. Drøm om at være en bedre person end mig. Det virker måske alt sammen som en umulighed, men det er det virkelig ikke.” Du smilede, og i et kort sekund kunne jeg faktisk give dig ret i, at det sidste var en umulighed. Et kort sekund, der varde så længe du blev ved med at tale.

”Drøm om at finde dig en Anders, der ikke behandler dg en Katrine, og drøm om at vågne op for den her drøm. Tæk på at enhjørninger nok også har diarre en gang i mellem.”

Der gik lidt tid, før jeg svarede. Som jeg brugte på at hive græstotter op fra jorden,  og måske også forsøgte at grave mig selv ned i jorden,  eller i hvert grave små frustrerede mærker i jorden. Snart samledes der så meget jord mellem mine negle, det lignede, at der voksede bakker fra mine fingerspidser og måske voksede der også en tidsmaskine, de var i stand til at skrue tiden tilbage til den gang jeg altid havde jord, farvekridt, vaniljeis, frosne jordbær og sæbebobler under neglene. Ja, det hele på en gang,

Måske var hele menneskeheden bogstaveligt gået under jorden eller havde begravet sig selv under jorden, og vi trampede den nu ned. Det havde de også fortjent, for når man var flad som en pandekage, kunne man ikke trampe på hinanden, og man kunne ikke trampe på det det vidne, om at du havde gjort noget forkert, og du var ligeglad, så ligeglad, og at det lige så godt kunne have været mig, jeg havde været lige så fuld den aften, det kunne lige så godt have været mig, mig, mig, mig. Jeg sank langsomt tilbage på græsset og modstod trangen til at lave en sneengel i den ikke eksisterende sne.

Det var i forvejen koldere end koldt, og hvis jeg bare havde haft den jakke, ville stjernerne måske være lidt koldere, men de havde i det mindste hinanden, og måske var de lidt vant til at blive ignoreret, nu hvor menneskerne havde deres lygtepæle, og smartphones og sol og hinandens pupiller til at reflektere, hvor gode de selv syntes, at de var. 

”Måske er det os, der er døde. Når alt andet levende er væk, hvordan kan vi så vide, at vi er levende?” Du lagde dig ned ved siden af mig, væk fra din elskede sten, og hvis virkeligheden havde haft det filter, som lige nu var over mine øjne, ville vi bare være to teenagere, der lå på en græsplæne og pegede på skyerne, der var så formløse, at de kunne være alting,  og vi ville se  dem alle sammen formet som noget så udskyldigt som Peter Plys. Vi kunne næsten have været på et Stock Photo, hvis bare vores tænder havde været lidt hvidere og vores smil lidt brede og lidt mere eksisterende.  

”Måske. Jeg ved det ikke,” sagde jeg og havde følelsen af at høre mig selv tale, som sad jeg på havets bund og lyttede til min egen stemme, over jorden. Ligesom den aften.

”Du tænker på den aften, ikke?”
 

”Hvilken aften?” spurgte jeg og prøvede virkelig at få det til at lyde som en joke. Forgæves. ”Jo, jeg gør.”

”Undskyld,” mumlede du bare, med hovedet vendt bort fra mig. ”Undskyld.”

”Det er ikke mig, du skal sige undskyld til. Det er Monica,” sagde jeg og spekulerede på, hvor hun var nu. Det var kun et par dage siden, at hun havde ændret sit profilbillede, et billede med hundefiler og med så meget mascara, at hun knap kunne se ud af sine egne øjne, med et sort/hvidt filter. For et halvt år siden, ville jeg have vendt øjne af denne mainstreamhed og tage min regnbuefarvede regnjakke på, så jeg ikke selv blev overvundet af det sort/hvide filter, så jeg ikke blev en af de piger, en af de piger, som jeg forstillede mig skulle bekæmpes før feminisme og alt det der kunne blive til noget. Den slags piger, der holdt kondomindustrien i live.

Men jeg havde liket hendes profilbillede der, liket det og været glad for at hun skiftede det så tit, da jeg da snart måtte være nået til så mange likes, at mine skyldfølelse kunne blive udfriet.  

Kun én million likes tilbage.

”Tror du virkelig, at hun ville lytte til mig?” sagde jeg og vendte for en gangs skyld hovedet mod dig. Der var ikke plads til andet end fandenivoldskhed, når der var så meget plads.

”Du får det til at lyde, som om det er en dårlig ting. Måske er det dig, der har fået alle til at forsvinde, fordi du simpelthen skræmte den væk. Monstret i skabet, der fik dem alle til at kravle ned under deres seng og håbe på, at du var for bange for dig selv til at kravle dig ned. Monstret, der får alle selvstændige prinsesser til at kravle tilbage i deres tårnværelser og blive der”

”Selvstændige prinsesser.” I det mindste lød det som om du prøvede at holde din latter tilbage. Det var bare ikke længere nok.

”Vidste du at i den første version af Tornerose, blev hun voldtaget? Prinsen viste ikke, hvordan han skulle vække hende, så han havde sex med hende og ni måneder senere vågnede hun op, fra smerterne ved at føde.” Så tilfældigt.

”Så vores virkeligheden ville altså ikke helt  kunne komme med i en disneyfilm. Men det er der nu ikke noget, der ville.”

”Men det er altså i orden? At det ikke skal tage seriøst, når det bare er Disney, der ikke finder voldtægt i orden. ”

”Voldtægt, og voldtægt. Prinsen prøvede jo bare at vække hende. ”

”Så du mente, altså at hun bad om det? Ligesom Monica?” Hun stak sig på en ten og havde ekstra rød læbestift på. Monica havde lige fået en eller ti genstande for meget, og en nederdel, der var en eller ti centimeter for kort?”

”Jeg er ked af det, det er jeg virkelig, men det var jo bare…”

Jeg rullede rundt på albuerne, støttede mit hoved på albuerne og hævede nu stemmen, for første gang taknemmelig for at der ikke var nogen til at sætte regler for højt, jeg måtte tale. Du skærmede dig med din hånd, som skærmede du dig for solen.

”Det var jo bare hvad? Du kunne ikke hjælpe det? Hun var selv uden om det? Lad os lige gå det igennem, når en fuld pige kommer hen til en, hvad er så det rigtige at gøre? At a) give hende et glas vand b) hjælpe hende med at komme hjem c) gøre alt andet end at prøve at udnytte hende og have fucking sex med hende d) få ren samvittighed ved at sige undskyld, til en anden pige, langt senere, når der ikke er nogen til at høre det”

Jeg tog en dyb indånding, der stak i mine lunger, lige så meget som det stak i resten af mig, langt og længe at sige det her højt. Det kunne godt være, at ordene var klistret til mit indre, og at jeg måske mest   havde lyst til at kravle ind og sætte sig ind i min venstre lunge. Nej, endnu bedre ville jeg finde en anden krop at kravle ind i – en hvilken som helst anden person, der ikke havde været med til den fest. Der måtte da være nogen tilbage.

Men minderne var over mig og pressede både alt luften og alle mine ’selv’ ud af mig, og jeg kunne i et øjeblik tro, at jeg havde fundet ud af, at det ikke var grønkorn, der gjorde græs grønt – det var mig, der havde kastet mig selv op.

Men nej, nej, nej.  Det havde været den sidste dag, Karameldag ,og det var endelig os, der stod og kastede med karameller og tårer og barberskum, endelig os, hvor halvdelen havde klædt sig ud som teletubbies og den resterende halvdel havde klædt sig ud som bananer. Det var endelig os , som det lige pludselig gik op for os, hvor meget vi i virkeligheden elskede hinanden, og hvordan vi i virkeligheden ikke vidste, om vi hørte til på den blå planet eller ej – vi hørte bare til hos hinanden.

Man kunne blive nostalgisk over alting, havde jeg fundet ud af. Når Trump engang var færdig med at være præsident ville vi uden tvivl alle sammen græde vores øjne ud, af de simple grund, at han ikke længere var der. Og den dag, sidste skoledag – den dag var vi vist alle vågnet op og havde indset, at verden nu ændrede sg, men at vi ikke kunne nå at ændre os med den, og vi borede de negle, vi havde groet ud de seneste uger ind i hinanden, både bogstaveligt og metaforik talt, alt i mens ingen af os  havde lyst til at komme til, med disse negle, at  punktere illusionen om, at vi alle sammen havde så meget til fælles- mere end at vi boede i samme skoledistrikt. De var latterligt, havde jeg ment. Latterligt.

Alligevel var jeg trofast taget med til festen bagefter. Og selvom jeg ikke havde drukket særlig meget alkohol, før, kun et par symbolske slurke af en lunken øl til andre fester, så den her dag, drak jeg, ret så mange genstande, indtil jeg kunne være sikker på, at alting vitterligt var rosenrødt, og at alle måske nok var røvhuller, men forhåbentlig ville de være i stand til at gribe mig, for jeg havde været ved at få højdeskræk over min egen promille.

Og jeg havde rejst mig op, og gået rundt - vi holdt festen hjemme hos dig – og kigget lidt på vores klassebilleder og set på, hvordan vores smil blev mindre og mindre i takt med, at vores bryster og penisser blev større, og jeg havde givet os alle sammen et fingerkys og var gået op af trappen, hvor dit værelse var, tænke over, at tidligere børneværelser var det bedste sted at stå og tænke over livet – specielt når jeg vidste, at du endnu ikke havde taget dine Spidermanplakater ned.

Og jeg havde skubbet døren op, og den var gået op med et knirk, som i en gyserfilm, måske præcis ligesom en gyserfilm, og jeg var tæt på at fade, da jeg havde prøvet at støtte mig op af den, og jeg havde ikke lyst til at slutte min tankerække, ligesom nu, for da jeg så, hvad der var på den anden side af døren, vidste jeg ,at mine næster tanker ikke ville slutte med punktum, men bare med en hel masse udråbstegn (og måske et enkelt spørgsmålstegn)

Du havde ligget grinende på sengen. Nøgen. Ved siden af der lå Monica. Nøgen. Du var stiv, men Monica – Monica, hun sov, og du så ikke ud til, at du ville ligge dig ned og sove ved siden af dig.

Og jeg – dengang havde jeg skreget op om, hvad der skete. Og du havde fortalt mig, at hun var fuld og praktisk talt havde kastet sig selv på dig, tigget om at ’få dig’, og at du måske så bare havde hjulpet hende med at få tøjet af – ikke at hun havde særlig meget på havde du sagt med et grin. Du lød fuld, men ikke fuld nok. Ikke fuld nok til, at du ikke vidste, hvad du gjorde. Jeg, derimod syntes, nu at have fået alkoholen i blodet erstattet med en kold vantro.

”Du skulle til at voldtage hende,” havde jeg skreget, eller hvisket eller tænkt.

”Nej, hun var fuld, hun kom selv til mig – hun ”

”Hun er ikke ved bevidsthed. Når hun er stille, kan hun for fanden ikke sige ja. Og tror du virkelig, tror du virkelig, at det at være stille, er det samme som at sige ja?”

”Det var implicit,” havde du sagt, og jeg hadede dig for at bruge et ord som ’implicit’ for at være en dreng med lige så mange fregner i ansigtet og spidermanplakater på væggene som en otteårig, og alligevel være de slags dreng, der ville benægte, at han nogensinde var skurken i sin egen historie – og at det at udnytte en fuld pige end lillebitte smule.

”Boys will be boys,” mumlede du bare tydeligvis ved at opdage, at du var nøgen, og det var jeg ikke.

”Boys will be boys. Det er en god undskyldning for at lade dem gøre forfærdelige ting. ” Og så var jeg ellers gået ud igen, på rystende ben. Intet af det skyldtes alkoholen.

Det var endt godt. Sådan da. Du var kommet ud efter mig, og nogle af Monicas venner havde fundet hende og hjulpet hende med at komme hjem og efter at have råbt af dig, tog jeg også hjem og smed mit telletubby kostume væk samtidig med, at jeg gjorde mig klar til at skulle slå folkeskole op i fremmedordbogen. At du var så var taget på samme gymnasium som mig, og jeg var ret sikker på, at du aldrig havde talt til Monica igen – det var noget andet.  Det var ikke helt voldtægt. Kun næsten. Og næsten var jo ikke nogen forbrydelse.

”Hvis jeg kunne lave det om igen, ville jeg gøre det,” sagde du nu. Tilbage til nu.

”Klart, du ville i stedet vente på, at jeg havde fået bare lidt flere genstande og håbe på, at  jeg lige ledes ville kaste mig selv på. Vi har kendt hinanden i 10 år, 10 år, og allugeel kunne det luge sp godt være mig, der lå på den seng, mig der næsten blev voldtaget.”

”Jeg siger ikke, at – det var bare svært at gøre det ud. Når sådan en pige klæder sig sexet og efter et par genstande, og når det nu var afslutningsfesten?”

”Så du mener altså, at alle heteroseksuelle drenge er så primitive, at det er på pigernes eget ansvar, at de ikke går med højhalsede sweatre? Du stiller din cykel ulåst, du tager til din egen afslutningsfest for niende og drikker nogen øl. ”

”Det er da sådan folk tænker? Du undrer dig over, hvorfor Monica ikke anklagede mig for noget? Fordi jeg sikkert ville blive frifundet? At tage tøjet af nogen, der ikke var på bevidsthed – så ville politiet hellere bekymre sig, om Anders der siger, at Kathrine stjal 5 kr. ud af hans pung, som han. havde. tjent.”

”Vi ved begge to godt, at du vil være gået længere end det, hvis jeg ikke tilfældigvis var gået ind. Og ved du, hvad det værste er? Jeg havde forstillet mig, at vi måske kunne kysse den aften, for fuck det jeg var forelsket i dig, og jeg kan lige så godt indrømme det, for jeg forstår ingenting, men det er lige meget, og alt er lige meget og jeg er ligeglad. ”

”Var forelsket,” sagde du og lød så trist, at villahuset ville sparke dig ud af sin idylliske paradisforhave, hvis det havde haft ører.

”Var. Ja, det at elske nogen retfærdiggøre ikke for at de er en idioter, vel? Jeg tror aldrig, jeg vil tilgive dig, selv ikke når universet rotter sig sammen mod os og får mig til at drømme om, at alle vil prøve.”

”Så du har ingen planer om at komme videre?”

”Min kære, vi gik måske rundt og ledte i 45 minutter, før vi gav op. 45 minutter er ikke særlig meget, virkelig, specielt ikke taget i betragtning af hvor forfærdelig vores situation er. Alligevel gav vi bare op og nu ligger vi her og er ligeglade og vil sikkert fryse ihjel. Og jeg har også givet op på dig. Det har jeg virkelig. Jeg håber bare, at du ikke har givet op på dig selv eller på alt det feministpjat.”

”Du ved, det er én af de taler, de burde være sådan vildt inspirerende og motiverende, men jeg tror bare, at jeg bliver liggende”

Og så blev vi ellers bare liggende. Vi rykkede ikke tættere eller længere væk fra hinanden. Vi snakkede ikke mere om hvor mærkeligt alting var. Vi lod ikke som om, at vi ikke forandrede hele, lod ikke som om vores vejrtrækning og hjerter og hjerner ikke var i takt, lod ikke som om en del af os elskede at ligge der og en del af os hadede det. Lod som om feminisme og slutshaming og alt det der  ikke var andet end tåbelige hashtagts på tumblr.  Vi lå der bare.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...