All i ever had was hope - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2017
  • Opdateret: 25 mar. 2017
  • Status: Igang
Livet det er en kamp og den er især ikke let vis du så også er syg men hvad gøre du når din grund til at leve ikke længer er der eller når din famile som du altid har haft ikke er din famile længer PS dette er en noget af en rigtig historie

1Likes
0Kommentarer
349Visninger

1. 1

Kære dagbog

Nu skal du høre en hemmlighed

Som jeg aldrig har for talt nogen

Da jeg var 4 gik min mor og far,

Fra hinanden

Jeg var den føste der fik det afvide

Jeg kom hjem tidligt den dag for min

Lære var blivet syg

Da jeg kom ind af døren sad min far ude

I køkkenet, han sad med et billede af os

5 børn

Han hade en taske mellem hans ben

’’Skal vi ud og rejse’’ da jeg spurte var jeg så glad

Jeg hade aldrig forladt Danmark

På grund af min sygdom

Min far kikket bare på mig og rystet på hoved

’’Jeg skal ud og rejse’’ hans stemme rystet

Og jeg begynte at græd jeg hade lige håbet så meget

Jeg gik ind på mit værlse med min taske

Og da jeg kom ind i stuen

Stod der en bukket

Jeg gik ud i køkkenet hvor min far nu sad og græd

Jeg stod i døren

’’Far hvorfor skal du rejse er det farfar’’

På dette tids punkt var min farfar lige blivet voldsomt syg

Men han satte sig på knæ foran mig

Og sagde noget som jeg på det tids punkt ikke forstod

Han sagde ’’mig og din mor er blivet skilt’’

Jeg kikket uforstående på ham

’’Skilt hvad betyder det’’

Han smilet

’’Jeg har slået op med din mor og rejser til Afrika’’

’’Hvornår kommer du tilbage’’ jeg begyndte at græde igen

Min far hade varet nød til at rejse i sommer ferien da vi var på Bornholm

Fordi min farfar var blivet syg og var føst kommet hjem for 2 uger siden

Og nu skulle han afsted igen

’’Men kan jeg ikke bare vare i din kuffert’’

Min stemme rystet så meget

’’Nej min skat for jeg kommer ikke tilbage’’

Han trak mig ind til sig men jeg skubbet ham væk

Han rejste sig og gik ud af hoved døren

Jeg var 4

vis jeg hade vist at jeg aldrig kom til at se ham Igen

så hade jeg ikke skubbet ham væk

Da min mor og søskende kom hjem

Kaldte min mor på os

Hun sad inde i stuen og græd

Min lille bro på 2 næsten 3 spurte hvor min far var

Og jeg råbte

’’Han er her ikke for mor slå op med ham han er taget til Afrika

Og kommer ikke tilbage’’

Jeg viste godt at min far hade sagde at det var ham der hade slået op

Men jeg var sur på min mor fordi hun ikke hade gjort noget

Min mor så overrasket på mig

’’Hvor ved du det fra’’

Jeg kramet min bamse hårdt ind til mig

Tårne stod ned af mine kinder

’’Det fortalt far lige inden han to afsted’’

Min storesøster begynte at græde

Og råbte af mig

’’Hvorfor fik du ham ikke til at blive

Du er uduligheden selv og fortjener ikke at leve’’

Dagen efter pakket jeg mine ting og snig mig ombord på et tog

To til København uden nogen opdaget mig

Og gik ind i Kastrup for at finde min far

Jeg var der i 3 dage føre politiet kom og rev mig med

Jeg skig og skig

så en mand gik over og slå dem

Han to mig op og løb

Intil vi kom udenfor

Det hade varet civile betjente

Så han viste det ikke det gjorde jeg heler ikke

Manden hade bare prøvet at hjælpe fordi han trode at de vil

Kidnappe mig

Betjentene over faldt os og han blev lagt i hånd jerne

og sigtet for kidnapning og vold mod politiet

Og jeg blev føret ind på politi stationen

Jeg snakket ikke med nogen i 1 år fordi jeg hade et had til alt og alle

Så min mor endte med at sende mig væk

Til en pleje familie Som jeg var ved vær 2 uge

Jeg begynde at vare et glad menneske og begynde at snakke med folk

Også folk jeg ikke kendte

Men så ramte min sygdom mig hård og alle troede jeg skulle dø

Jeg troede at jeg skulle dø

Jeg var altid indlagt og altså sort ud

Indtil England hade opfundet en ny medicin

Og den blev testet på mig

For ingen vist hvad man ellers skulle gøre

Jeg fik så meget medicin at jeg hele tiden rystet

Og jeg lå bare i sengen

Men medicinen begynde at hjælpe og et år efter løb jeg rundt på gangene på sygehuset og jeg troede på det hele nok skulle gå denne gang

Lige indtil at jeg kom hjem fra skole af og min mor sad inde i stuen med en advokat

Min mor sad og græd

Jeg gik stille ind i stuen

’’Hvad er der mor’’

Hun så op og hendes øjne var helt røde

Hun klappet på sofaen

’’Kom’’ hendes stemme rystet

Jeg gik meget langsom der over

Jeg hade bare lyst til at løbe ’’Okay skat jeg skal fortælle dig noget meget vigtigt Men huset på at jeg stadig elsker dig’’ Jeg nikket forsigtigt

’’Skat du...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...