1943 (tomme øjne)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2017
  • Opdateret: 15 mar. 2017
  • Status: Igang
Sasha er en jøde fanget i Auschwitz koncentrationslejr sammen med hendes søster. Men vil hun være i stand til at overleve de forfærdelige omstændigheder der er? Og hvor ødelagt bliver man virkelig af sådan noget, både indeni og udenpå?
En lille novelle fra 2. verdenskrig fra en jødes synspunkt.

0Likes
0Kommentarer
119Visninger

1. Tomme øjne

Kroppe klamret til hinanden. Klistrede gulve. Luft der lugter af død. Mørke der udfylder alle rummets hjørner. Ikke ét lys at se. Høje skrig lyder over det hele. Det sørgeligste ved det hele er, at skrigene ikke er råb efter hjælp. Det er refleks skrig, som dyr der hyler lige før de dør. De er tomme. Uden håb. Uden alt, udover følelsen af ubehag og elendighed. Jeg sænker mit blik ned mod mine sko. De var så flotte da jeg fik dem. Det er en af de få ting, jeg har tilbage fra den gode tid. Den tid der er så uvirkelig nu. Den tid som næsten er blevet et tabu.

Det eneste vi har tilbage minder. Minder om hvor godt vores liv engang var. Hvor meget vi engang havde. Minder om alle de mennesker vi har elsket, og de få vi har tilbage. Man tror altid det ikke er en selv sådanne ting går udover. Det er altid de andre. Jeg lukker øjnene. Hvordan kunne det hele gå så galt?

Menneskekroppe presset sammen som burhøns. Luften alt for tyk og kvalm. Mit hoved smadrede ned i gulvet i takt med togets bump. Alle kæmpede for at holde sig selv i live, selvom det de fleste gange føltes som langt det letteste bare at give slip.

”Det skal nok gå Sasha”, lød min søsters hæse stemme, i mine ører. Jeg vendte blikket mod hende og kiggede ind i hendes øjne. De brune øjne som jeg var så glad for, men også de øjne som ødelagde alt, bare pga. farven. Hun prøvede at trække lidt på smilebåndet, og tog min hånd. Jeg forsøgte at smile svagt tilbage, fordi jeg vidste at det ville knuse hendes hjerte endnu mere, hvis jeg, som hendes normalt glade og energifyldte lillesøster, ikke kunne smile tilbage. Det føltes som om, hun var det eneste der holdt mig i live. Som en hånd der sørgede for at jeg ikke faldt. En hånd der ikke ville give slip, men måske snart blev tvunget væk. Hun aede min beskidte hud, med sin ene hånd.

Pludselig lød der et højt brag, efterfulgt af en masse forskrækkede skrig. Langsomt kom en stribe lys til syne på gulvet, -vores togvogn var ved at blive åbnet. Rummet var pludseligt helt oplyst, og jeg blev næsten blændet. I nogle få sekunder kunne jeg ikke se noget som helst. Men langsomt begyndte alt at komme til syne igen. Jeg kunne let se min søsters frustrationer ud af øjenkrogen. Det var lang tid siden at jeg sidst havde set sådan et levende ansigt. Selvom det ikke var et glad ansigt, så viste det noget. I modsætning til de trætte ansigter uden følelser, jeg har set de sidste par dage. De ansigter med tomme øjne.

Der begyndte at sprede sig nogle jamrende skrig rundt omkring igen. Og langsomt gik det op for mig at folk blev revet ud af vognen. En panik greb mig. Jeg knugede min søsters hånd. Vi var helt bagerst i vognen, så det ville tage lidt tid før vi blev hevet ud. Men jeg ville ikke derud. Det ville jeg ikke. Jeg kunne aldrig vide hvad der gemte sig derude jo.

Mænd i helt sort tøj, rev folk ud af togvognen. Folk som var lige så meget mennesker som dem selv. Hvordan kan man nogensinde få sådan et forvrænget syn på nogle? Hvordan kan man hade nogle så meget?
De tvang familiemedlemmer væk fra hinanden. Hulkende skrig lød i mine øjne. Tårer begyndte at rende ned af mine kinder. Min søster knugede sig ind til mig. Tiden gik så hurtigt og pludseligt var mændene nået ned til os. Lige ved siden af sad der en mor med hendes barn. Mændene rettede deres blik mod hende, og omkring to sekunder før de rev hende ud, fik jeg øjenkontakt med hende. Hun så fortvivlet og bange ud. Hendes barn skreg højlydt og det skar i mit hjerte. En vrede blussede op i mig som ild. Jeg fægtede vildt med armene og begyndte at råbe så højt jeg kunne, at de skulle give slip på hende. Jeg ved ikke hvorfor. Men noget var så forkert ved det. Mændene rettede deres øjne mod mig i stedet for. De nikkede til hinanden, og hev fat i mine arme. Jeg kunne høre min søsters fortvivlede og bange skrig bag mig. Mændenes negle borerede ind i min hud, imens de træk mig hen over gulvet. Jeg vred mig for at komme væk. Vi var kommet ud af vognen, og de trak en sort ting frem jeg ikke kunne se hvad var.
Det næste jeg mærkede var en ubeskrivelig smerte i min hovedbund. Jeg hylede højt. Så blev alt sort.

Jeg vågnede ved endnu en smerte i mit ansigt. Hurtigt åbnede jeg øjnene.
Hvor var min søster? En enorm panik greb mig. Det første jeg så da jeg åbnede øjnene var en betonvæg. Der var smerte i hele min krop, - især i hovedet. Og en lugt af sved bredte sig i mine næsebor. Jeg lå på en seng, hvis man kan kalde den det. Der var næsten ingen madras, og der var lige plads nok til at et menneske kunne ligge her. Jeg havde fået et sjasket tæppe over mig som lugtede forfærdeligt.

”Rejs dig!” lød det fra endnu en rank mand i sort.
”Hvor er min søster?” svarede jeg frustreret tilbage. Uden at svare mig rev manden mig op af ”sengen” og mod udgangen. Han skubbede mig hårdt i ryggen, og råbte noget med at jeg skulle arbejde. Jeg faldt forover og kiggede fortvivlet rundt. Stort set alle havde stribede dragter på og var mørkhårede. På de stribede dragter var der en gul stjerne, hvor der stod noget på. Jeg klemte mine øjne sammen for at se hvad der stod. Jeg sænkede så blikket. ”Jude” stod der. Oveni vores let genkendelige stribede dragter, skulle vi simpelthen også have en stjerne som symboliserede hvor slemme vi var. Jeg rystede på hovedet og fortsatte med at løbe fremad. Mennesker med tomme øjne var over det hele.

Hvor var min søster?
Jeg løb igennem menneskemængden. Hulkende skrig lød konstant i mine ører. Lidt væk kunne jeg se en familie blive skilt ad. Så lød der et skud, og faren lå pludseligt på jorden. Børnene skreg, og klamrede sig til deres mor, som holdt dem for øjnene og var ved at falde sammen. Det var hjerteskærende. Jeg sænkede blikket, og gyste.

Pludseligt var jeg nået til et hegn. Den anden side af hegnet var næsten identisk med den jeg stod på. Men så, så jeg hende. Min søster. Jeg skreg af al mine lungers kraft. Hun var ved at grave et eller andet. Hendes blik var blevet tomt, og det gjorde ondt i mit indre når jeg kiggede på det. Jeg skreg endnu højere og endelig løftede hun blikket.

”SASHA!” råbte hun, slap skovlen, og spurtede mod mig. En mand i sort løftede blikket og råbte noget efter hende. Hun reagerede ikke den mindste smule. En glæde spredte sig i mit indre. Det hele skete ligesom i slowmotion. Manden hev noget frem jeg igen ikke kunne se.
Jeg havde øjenkontakt med hende. Hendes øjne var ikke tomme mere. Der var håb i dem. Hun prøvede at hoppe over noget pigtråd. Pludselig gik det op for mig hvad manden i sort var ved at hive frem. Han gik hurtigt mod hende. Jeg skreg hendes navn for at få hende til at stoppe. Hele mit indre var ved at falde fra hinanden. Mine øjne løb i vand, og frustrationerne i mig var uendelige. Hun forstod ingenting. Så lød der et skud, og et skrig undslap hendes læber. Hun faldt langsomt til jorden. Jeg åbnede munden for at skrige, men intet kom ud. Jeg rakte ud efter hende, men et eller andet bagfra trak mig baglæns. Tårerne løb ned af mine kinder. Hele mit indre var flået fra hinanden, og den hånd der holdt mig i live var nu blevet revet væk. Jeg gav slip. Jeg blev hevet hen af jorden. Kunne ikke engang rigtigt mærke smerten. Mit blik var tomt. Jeg sænkede det. Mine sko var beskidte og slidte nu. De skrabede hen af jorden, og samlede en masse skidt med. Var der noget som helst der betød noget nu? Jeg lukkede øjnene.

Her sidder jeg i mørke, og tænker tilbage på den dårligste oplevelse i mit liv. Er det ikke meningen at når man dør, tænker tilbage på det gode?
Livet er ved at blive suget ud af mig og selvom rummet er så mørkt, kan jeg fornemme den slørede luft. Klynkene omkring mig er begyndt at stoppe. Mit kraftesløse indre er ved at give op og mine tomme øjne falder langsomt i.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...