DER VAR INGEN, SOM SAGDE NOGET...

En kort novelle om hvordan spillenes dæmon, Rompul, kom tilbage til Valhel.

0Likes
0Kommentarer
61Visninger
AA

2. LANDET BAG ØJNENE

Den fremmede så kort på hver enkelt i stuen før han lukkede døren og satte sig hen ved kaminen for at varme sine hænder. Der var stille. Ilden knitrede og varmede. Alle fulgte den fremmedes bevægelser, men ingen sagde noget.

Det var kroværtens datter som var den første som flyttede på sig. Lydløst sneg hun sig hen til den nyankomne og hentede hvad han forlangte; et krus øl af de store og noget kold kylling. Men det var først da hun vendte tilbage fa køkkenet, at stemningen have løsnet sig og folk igen var begyndt at tale.

Skulle man virkelig tro at Landstygeren har krydset floden, hviskede bryggerenken Tyra. Hun sad ved samme bord som bonden Gast. Tro på hvet et ord jeg siger, svarede Gast. Jeg var lige blevet færdig med det nye hegn ved floden da jeg så ham. Han så lige på mig, så nikkede han og sagde; sig mig bonde, er her altid så koldt...

Talte du med ham!? Afbrød Tyra.

Det er jo lige det jeg siger til dig, vrissede bonden, tydeligt fornærmet over at hans spændende beretning var blevet afbrudt. Jeg nåede dårligt nok at svare før han allerede var borte. Det virkede som om han ikke ønskede at tale med mig. Men hvorfor han så henvendte sig så til mig, det forstår jeg ikke.

Det er ikke til at sige, svarede den store bryggerenke og fortsatte. Måske er han i ledtog med Esse. Ved disse ord stirrede samtige gæster, med undtagelsen af den fremmede, på hinanden. Der var stilhed mens kaminildens lys sendte uhyggelige skygger ud i krostuen.

Det betyder onde tider når Landstygeren viser sig. Det var igen købmand Maler som blandede sig. Denne gang pegede han på bonden med sin pibespids mens han talte.

Det siges, sagde smeden Torgrem, der sad ved bordet ved siden af købmandens, det siges at Von Raffel er syg, det siges at han ikke har været ude for sengen i en hel uge. Bonden, bryggerenken, købmanden og smeden rystede på hovederne og så eftertænksomme ud.

Gamle Gringan siger også at verdens levetid snart er udbrændt. Det var igen Tyra der brød stilheden.

Har jeg ikke sagt til dig, at du ikke skal lytte til den gamle mand, han er jo syg. Udbrød Maler. Bryggerenken skulle lige til at svare igen, da den fremmede brød ind.

Selvfølgelig er det noget sludder at verden er ved at dø. Sagde han kort.

Hvem er du fremmede? Spørgsmålet kom fra Maler.

Den fremmede rykkede tættere på ilden og så på ham. Jeg er den som er kommet, jeg er fra landene bag øjnene.

Fremmede mennesker, fremmede navne, brummede Maler.

Kan du der kommer langvejs fra fortælle os noget nyt. Ved du hvad det er som sker? Den godmodige bondes ansigtskulør blev mere og mere rød mens han talte.

Ryk herover, så skal I høre, svarede den fremmede.

Efter en kort tøven satte de sig alle i en kreds rundt om kaminen og den fremmede.

Lån mig noget af din tobak, sagde han til købmanden. Maler var ikke meget for at dele ud af sine egendele, men blikkene fra de andre gæster tvang ham til det.

Fortæl os nu hvad du ved, blev bonden ved.

Jeg taler bedst mens jeg ryger, svarede den fremmede og tog sig god tid til at stoppe sin pibe. Og da den fremmede endelig tændte piben, bakkede han så længe at bonden tilsidst blev så spændt, at han desværre nok kom til at råbe lidt højt; Så fortæl os da hvad De ved!

Den fremmede så lige på ham, og han krympede sig.

Når jeg ryger bliver jeg så tør i halsen, begyndte han.

Et nyt krus øl til den fremmede, bad Maler og gjorde en håndbevægelse.

Kroværten serverede et krus til den fremmede, der takkede for købmandens venlighed. Så var der stille igen.

Det siges at Von Raffel er begyndt at spille igen. Sagde den fremmede endelig og så rundt på hver eneste af dem.

Det siges at han spillede med Landstygeren, og det siges at han tabte.

Vrøvl, Landstygeren taber aldrig, udbrød smeden med sikkerhed i stemmen.

Men det er nu hvad der siges, svarede den fremmede.

Det må være onde rygter, mente Maler.

Der er nu alligevel sket mystiske ting i den senere tid, tilføjede Tyra. Mon ikke...

Vrøvl!, udbrød Maler, Smeden og Bonden på samme tid. Men inderst inde var de ikke helt så sikre. Hun havde jo ret den gode kone, alting havde faktisk ændret sig i den senere tid.

Udenfor var det blevet koldere. Vinden peb og tuede i hver eneste sprække og åbning. Men inde på kroen var der stille igen. Alle sad med åben mund og stirrede på hinanden. Kaminildens knitren, kroværtens knurrende mave, og lyden af lette fødder der langsomt og elegant kunne høres ovenpå, var de eneste lyde i lang tid.

Så tog den fremmede atter fat.

Man ved ikke hvornår, men det fortælles at dengang tiden var ung, lå der et mægtigt slot i det sydlige Valhel kaldet Gelebrand. Her boede Snitalfefyrsten Rastoken, en spillegal hersker som elskede udfordringer.

Det var kendt af alle, dengang, at den sidste dag i ugen afholdt Fyrst Rastoken en stor spilleaften hvor han udfordrede alle, høj som lav, i et hvilket som helst spil. Og det var på en af disse aftener Rompul kom forbi.

Hvem er Rompul? Afbrød Byggerenken.

De øvrige tilhørere protesterede over hendes afbrydelse, men den fremmede nikke forstående.

Rompul var en dæmon som snitalferne havde bortjaget for længe siden, dengang de grundlagde Gelebrand. Byen var nemlig bygget ovenpå Rompuls gamle rige, og selvom han i mellemtiden havde fundet et endnu bedre domæne at herske over, ønskede han stadig hævn.

Denne oplysning satte straks gang i diskussionen om hvorvidt det var rimeligt at smide en dæmon for porten, for at tage hans land. Bonden mente det var uhæderligt gjort, mens købmanden og smeden ikke kunne se noget galt i at besejre en dæmon. I og for sig kunne bonden godt se det argument, men tanken om at får frataget sin jord var ham for frygtelig en tanke.

Men til sidst tyssede bryggerenken på dem og de vendte deres opmærksomhed mod den fremmede.

Hør nu videre, sagde han. Blandt Rompuls nioghalvfems skikkelser valgte han at ankomme i sin sorte menneskeform. Og da han blev fremstillet for Fyrst Rastoken præsenterede han sin nyeste spilopfindelse. Det var to terninger med hver seks sider. På hver side stod et tal, fra et til seks, og altid således at summen af tallet på de to modsatte sider blev syv.

Rompul forklarede reglerne til det første terningespil, som vi ikke kendes længere, og  spillet vækkede Rastokens interesse. Derfor indvilligede han i udfordringen.

Men det skulle vise sig at blive skæbnesvangert. I løbet af den aften tabte Rastoken alt hvad han ejede, og sin titel med. Men da spillet var færdigt og Rompul krævede sin gevinst, blev Rastoken rasende og beordrede soldaterne til at smide ham i fængslet.

Men endnu før vagterne kunne overmande ham, forvandlede Rompul sig til en anden af sine mange skikkelser. Han valgte en skikkelse så hæslig, rædsom og obskur, at de fleste tilskuere besvimede ved det blotte syn, og de som ikke gjorde det, kom sig aldrig over det.

I sin nye skikkelse gik Rompul løs på fyrsten som døde ved det første slag. Derpå bankede han vagterne og jog tilsidst samtlige beboere, gæster og fremmede bort fra Gelebrand. Og da han var alene knuste han borgen til ruiner, før han forlod det og drog hjem. Snitalferne kom aldrig tilbage.

Det rygtedes overalt i Valhel, at Rompul havde snydt sig til Rastokens magt og taget ham fra livet. Og dersom Rastoken havde mange venner og allierede, var der mange der ville hævne hans død. Men i lang tid søgte de alle forgæves.

Der skulle gå hundrede år før en kogler fandt indgangen til Rompuls rige og udfordrede ham i terningespil. Tilbuddet vækkede Rompuls interesse og sprugte hvad indsatsen skulle være. Kogleren foreslog, at skulle Rompul vinde, kunne han gøre krav på kogleren sjæl. Men vandt kogleren, måtte Rompul lade sig fængsle i en af koglerens medbragte benterninger.

Rompul var spillegal, særligt når det gjaldt terninger, og mere lokkende blev det når indsatsen var høj. Derfor indvilligede han.

Man ved ikke hvordan det gik til, men historien fortæller, at kogleren vandt og Rompul måtte lade sig fange. Men Rompul var terningernes herre. Endnu før han blev fanget, tvang han den terning der skulle blive hans fængsel, at frigive ham igen hvis nogen skulle rulle to énere med begge terninger.

Der var stille i den lune krostue. Vinden peb stadig i træværket og sneen havde snart dækket de små ruder ud til gaden.

Hvad skete der med Gelebrand? Spurgte bonden og den fremmede så trist på ham.

Gelebrand stod øde hen indtil mennesket kom og bosatte sig blandt de skjulte ruiner. Her var god jord og rigeligt af vand, og der gik ikke længe før en ny by voksede op.

Man fandt kun få efterladenskaber fra Rastokens rige, man blandt dem var den stentavle, der engang havde siddet over borgens port, og hvorpå borgens navn var mejslet. Men noget af pladen manglede og alt hvad man kunne læse var ordet ’Geleb’. Uvidende om navnets ophav opkaldte man byen efter det, og både tavle og by eksisterer den dag idag, under Nuduns styre.

Så rejste kroværten sig og hans bevægelser fik stolen til at skramle så meget, at de tilstedeværende blev revet bort fra deres tanker.

Jeg vil ikke have den snak i min kro, udbrød han. Og slet ikke når min datter sidder og hører på det.

Han slog ud med hånden og pegede på datteren der sad med dinglende ben på disken.

Det er sent nu, jeg går til ro. Og med disse ord begyndte kroværten larmende at indsamle krus og tallerkener, som han med en vis behændighed bar ud i baglokalet.

Hvad har alt dette med Landstygeren at gøre? Ville købmanden vide.

Alt. Svarede den fremmede.

Forklar dem. Bad bryggerenken.

Men på det tidspunkt kom kroværten tilbage i stuen og begyndte at sætte stolene op på bordene. Bryggerenken, købmanden og bonden rejste sig samtidig og hilste den fremmede farvel. Mumlende forsvandt de ud i vinterkulden, og vinden fra den åbne dør væltede ind i stuen og bragte snefnugene inden for i varmen.

Det var ikke selve spillet det handlede om, sagde den fremmede til kroværten da han havde sat samtlige stole op.

Hvad mener De? Spurgte Gast og så på sin gæst.

Det var terninger Landstygeren spillede med. Det var koglerens gamle terninger.

Mener de dermed at Rompul kom fri under deres spil? Spurgte kroværten overrasket.

Den fremmede nikkede og de to mænd så på hinanden et stykke tid uden at sige noget.

Hvor ved det alt det fra? Spurgte kroværten tilsidst.

Fordi jeg er den fremmede. Jeg er manden fra landet bag øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...