DER VAR INGEN, SOM SAGDE NOGET...

En kort novelle om hvordan spillenes dæmon, Rompul, kom tilbage til Valhel.

0Likes
0Kommentarer
67Visninger
AA

1. EN BY I NATTEN

Sneen var drysset fra himlen det meste af dagen, og hen mod aften var vinden vendt om og blevet til hård blæst. Nu var det blevet mørkt og nattens klamme luft lagde sig over den lille købstad. Ude ved byporten hang et gamelt skilt som fortalte nyankomne, at byens navn var Fjervad Stad. Det knirkede svagt ved de bevægelser den endnu tiltagende vind forvoldte. Gaderne lå mørke hen, kun hist og her kunne man se lys i vinduerne fra små trykke stenhuse.

Bykernen var omringet af en gammel bymur og syd for den lå industrikvartererne som store truende skygger i månens skær. Dampen og røgen hang stadig tæt mellem skorstene og lejerkasernerne, hvor de forhutlede daglejere holdt til efter fyraften, hvis de ikke havde penge til at drikke op på de mange kælderknejper.

På bymuren stod byvagterne på deres post, skønt de mest havde lyst til at være hjemme. Deres ansigter var hårde, de bar store hæslige våben og deres kroppe var besat med kolde jernplader. Umiddelbart så de sammenbidte og forfærdelige ud, men så man godt efter, var deres øjne blide og venlige som sommeren selv. For de var ikke onde mennesker, blot hærdede af tidens mange uretfærdigheder.

Højt over byen hang stjernerne med deres kolde lys. Dér var der ingen trøst at hente. Byen lå næsten lydløs hen, men det hændte at man fra byens afkroge kunne høre gråd fra et barn, eller et par mandfolk der kom ud fra de små værtshuse. Det var som verden lå stille, som tiden ikke fandtes. Og havde det ikke lige været for de hjemløse hunde der sultne luskede rundt på jagt, ville gaderne ligge øde hen.

Hovedgaden lå midt i byen, mellem det to største torve. Men på dette tidspunkt var lyden af prakkende prangere og faldbyende købmænd forstummet. Nu var her stille, kun afbrudt af de få mennesker der ankom eller forlod kroen Halefjerden. Det var normalt et godt besøgt sted, men denne stormfulde nat var her kun få gæster.

Men skønt de var få, var der gang i samtalerne og rygterne. Det hele startede da bonden Gast Eskilssøn trådte ind på kroen.

Jeg så det selv med mine egne øjne erklærede han. Hans store røde kinder skinnede af ophidselse da han satte sig ned og forlangte en øl. Og da kroværten vendte tilbage med øllet, var han ved at springes af utålmodighed, men kroværten kom ham i forkøbet. Hvad så du Gast, lad os høre, sagde han da han stillede øllet på bordet foran bonden.

Den godmodige Gast åndede ud, tog en stor slurk af sin øl og satte så hårdt kruset fra sig, at skummet væltede ud over dets kanter. Landstygeren har krydset floden, sagde han så endeligt.

Der blev stille på kroen, det eneste man kunne høre var brændeknudernes knitren fra stenkaminen. Med lav og næsten hæs stemme spurge kroværten Gorm; Hvor ved du det fra, det er mere end halvtreds år siden han sidst krydsede floden. Der var mistro i stemmen og Gast så fornærmet op. Han skulle lige til at svare, men blev på uhøfligste afbrudt af købmand Maler som nu blandede sig. Han var tidligere kommet til kroen i selskab med nogle ligestillede handelsmænd, men sad nu alene, nærmest ved døren. Gast Eskilssøns marker grænser op til Nourasfloden, han må da den første som vil opdage den slags. Han havde taget piben ud af munden og havde bøjet sig fremover mens han talte, men nu stak han piben mellem fortænderne og lænede sig behageligt tilbage. Kroværten nikkede umærkeligt for sig selv vendte sig om og gik ud i køkkenet.

Der var nok engang stille på kroen, hvermand havde nu nok at tænke over. Hvorfor havde Landstygeren krydset floden? Spørgsmålet vandrede i alles tanker, men ingen turde gisne på et svar.

Døren gik op og sneen fløj ind i varmen hvor den lagde sig på gulv og borde, for snart at smelte. I døråbningen stod en mand, han så ung ud, men det var svært at se, men de var tydeligt han var en fremmed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...