Delia Woods - Mørkets Børn

Efter sidste sommers kamp og problemer, er roen endelig faldet over halvblodslejren igen. Alle håber at gå en rolig sommer i møde, men kort inden lejrdeltagerne alle vender tilbage, er der mystiske hændelser der fanger Delias interesse, og hun må endnu engang finde sig i at blive viklet ind i et kaos af fjender og kamp. Anden del af Delias historie.

1Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

1. Verden er ikke færdig med at sende overraskelser vores vej

Jeg ville gerne sige der ikke var en fortsættelse. Det havde været en god slutning, på toppen af halvblodsbakken da alle rejste hjem. Jeg havde mine søskende omkring mig, og så på mens de sidste af mine venner, vendte tilbage til deres normale liv. Det havde været et godt sted at skrive en lykkelig slutning. "De levede lykkeligt til deres dages ende" havde passet god ind der. Så var jeg måske blevet den første kvindelige præsident, eller jeg havde fået den perfekte familie og boede på et slot. Desværre er det kun i historier tingene bare ender lykkeligt. I virkeligheden går det altid videre, og det bliver aldrig helt så fantastisk som i eventyrene. 

Heldigvis gik den kedelige virkelighed ikke videre lige med det samme. Vi nåede faktisk at tro vi havde fået en lykkelig slutning. Godt vejr, gode venner, magisk hjem. Roen faldt på lejren, os der blev tilbage trænede og læste vores lektier, nymferne passede deres jobs, satyrerne gjorde deres arbejde og løb ærinder for min far når de skulle. Året gik stille og roligt, ingen blev slemt lemlæstede eller døde. Der var kun én rigtig slem episode med en søn af Hermes, hvis ansigt kom lidt for tæt på lavaen på klatrevæggen. Han kom heldigvis over det og før vi rigtigt kunne se os om var det blevet juni og vores venner og søskende ville snart vende tilbage. Det var som om intet var sket, som om verden bare var som den altid havde været. Forskellen dette år var bare at vi, Dionysos' børn, ikke fik nogle søskende tilbage når alle vendte hjem til lejren. Det var kun os tre, min storesøster Charlie, min storebror Liam og mig, som ville bo i hytte 12 den sommer. Det gjorde stemningen lidt sær da de andre hytter gjorde klar til hjemvendte beboer.

Vi sad ude på verandaen dagen inden, og så rundt på de andre halvblods, som den dag da alle var rejst. Det var lidt blevet vores ting, at se på mens de andre bevægede sig frem af. Det lyder utroligt dystert, men det var sandt. De andre havde hurtigt glemt sommerens hændelser, haft travlt med deres eget, og tilbage sad vi og kiggede på. Denne dag også bogstaveligt. 

"I det mindste skal vi ikke lide under Litsas hæslige, grundige hytteinspektioner i år..." Liam sad og flettede en blomsterkrans af nogle tusindfryd han havde samlet tidligere. Han var meget fokuseret på de små blomster, så meget at hans brune øjne ikke engang flakkede op da en sommerfugl fløj forbi. Normalt ville det få ham til at løbe efter den, men lige i det øjeblik var det blomsterne som havde hele hans fulde opmærksomhed. Charlie skævede til ham over sine solbriller. Hun havde sine hænder sat i verandaens trægulv bag sig, og var lænet tilbage. Som hun sad der og så over sine solbriller lignede hun en rigtig strid tøs. Det var hun egentlig ikke. Kun over for folk der fortjente det. Hun mente ofte at Liam faldt i den kategori. 

"Nej, men vi er til gengæld heller ikke sikre på alle vender tilbage. Hvad hvis flere har tilsluttet sig hende?" spurgte jeg bekymret. Det var et emne vi havde undgået at tale for meget om siden sidste sommer. Litsa var datter af Afrodite, og havde sidste år forrådt os alle i samarbejde med flere andre halvblods. Ingen havde hørt noget til hende siden vi havde kæmpet mod hende i New York. Derfor havde dem tilbage i lejren prøvet at fortie problemet, for alle havde søskende der var med hende. Nu hvor tiden var kommet hvor de andre kom tilbage, var det emne vi vidste ville komme op igen. Det var min tur til at få blikket fra Charlie. Hun brød sig ikke om vi talte om det. Liam lod sig ikke mærke af det og trak bare på skuldrene. 

"Det kan vi alligevel ikke gøre noget ved. Jeg troede ikke vi ville blande os mere i den sag?" Han så over på mig med et smil. Charlie havde sagt hun ville tage afstand til hele situationen. Det havde været for meget sidste år, og jeg forstod hende godt, så vi var alle tre blevet enige om at vi skulle have så lidt som muligt at gøre med det hele. Jeg havde været med på missionen året inden, og det hele havde været et kaos, derfor havde jeg også været meget enig med hende om, at vi var færdige med fjender og missioner. 

"Jeg er vejleder, lad mig om at gøre de tanker. I to skal bare nyde lejren i år." Charlie rettede igen blikket ud mod de andre halvblods. Et par af Demeters børn gik og passede blomsterne der mere eller mindre voksede over alt på deres hytte, mens Hermes' børn var ved at fjerne graffiti fra deres hytte. Der var rengøring og klargøring over det hele. Jeg huskede sidste år da vi var igang fordi Raymon kom tilbage. Det virkede som evigheder siden, næsten som et helt andet liv. Alligevel var det kun et år siden. 

"Passer den her?" Liam vendte sig mod mig og puttede sin blomsterkrans på hovedet. Hans mørke krøller puffede ud under blomsterne, ikke glade for at blive holdt nede og på plads. Jeg nikkede lidt til ham, før jeg så ud på de andre igen. "Sweet," kommenterede han glad og fik lukket kransen. Han hoppede ned af verandaen og skulle til at rende af sted, inden Charlie fik ham stoppet. 

"Hvad skal du?" spurgte hun i et autoritært toneleje. Liam løftede blomsterkransen af de hvide blomster og smilede stort og stolt. 

"Hen til Jasper så han kan tilføje lidt farve til den her. Har jeg tilladelse, O store vejleder?" drillede han, og bukkede dybt for vores søster. Charlie rullede irriteret med øjnene over hans overdramatiske opførsel. 

"Ja, det er fint. Men kun kransen, han skal ikke pille ved farverne på noget andet," beordrede hun. Liam nikkede og stak hurtigt af til hytte 14. Jasper Clearwater var søn af Iris, og havde derigennem fået evnen til at ændre farve på ting, hvis han rørte dem. Det var en evne vi havde mærket en del til. Liam og ham var blevet ret så gode venner, så en del af Charlies tøj havde fået de sjoveste farver det seneste år. Det havde været ret underholdende at være vidne til, selvom jeg er sikker på Charlie ikke fandt det helt så morsomt som resten af os.

Ovre fra hytte 13 kom Riley gående hen mod os. Han var den eneste af Hades' børn der var i lejren hele året. Han havde tre andre søskende der plejede at være der om sommeren, men de havde alle familier at vende hjem til. Det havde Riley ikke så vidt vi vidste. Ingen havde rigtigt spurgt. De fleste i halvblodslejren har en kringlet og ubehagelig baggrund eller barndom, så vi prøver på ikke at smide for meget salt i sårene. 
Han slog sig ned ved siden af mig, og vendte sig så han også kunne se ud på de andre. "Utroligt hvad de gør ud af det, ikke?" kommenterede han, efterfulgt af et fnys.

Riley havde holdt sig mest til os i vinteren. Os eller ingen. Han var ikke ret socialt anlagt. Inden jeg var begyndt at rende til ham i tide og utide med spørgsmål, så havde han slet ikke snakket med nogen udover sine søskende. Hvad der fik ham til at tolererer mig ved jeg ikke, men det virkede til han lidt nød mit selskab når jeg besøgte hytte 13. Nok var det ikke de mest opmuntrende samtaler vi havde haft, de omhandlede typisk døden, men jeg vidste ikke hvem jeg ellers skulle spørge end dødens søn, og emnet havde været ret relevant sidste efterår. Nu virkede det ikke længere så vigtigt, jeg havde fået mine svar, og tiden havde læget sårene. Riley var dog heldigvis blevet ved med at være min ven, og han var begyndt at komme til mig og Charlie. Det var nok ikke min fortjeneste, men det gjorde mig alligevel glad.  

"Mange af dem vil jo gerne imponerer deres vejledere. Vi har bare fordele på det punkt," svarede Charlie roligt. Jeg gav slip på mine ben så de kunne hænge over kanten på den forhøjede veranda. 

"Udseendet af hytten kunne ikke interesserer mig mindre. Det har jeg aldrig tænkt over når jeg er kommet hertil." Riley virkede stadig til at synes de andres rengøringsvanvid var tåbeligt. Riley mente generelt alt var tåbeligt, men specielt når der var flere der gjorde den samme ting. Som rengøring. Jeg lo lidt. 

"Ej, men I er så også den eneste hytte der har knogler liggende over det hele, ikke?" Jeg så på ham med et smil. Det havde taget mig en del tid at turde og bevæge mig ind i hytte 13 alene. Første gang jeg havde været der, var under ret tragiske omstændigheder, men jeg ville aldrig glemme synet af knogler spredt med løs hånd over gulvet. Jeg havde vænnet mig langsomt til det, men det var alligevel aldrig et syn man helt kunne være henkastet omkring.

"Jeg har faktisk fået de fleste af dem sendt tilbage til hvor de hører hjemme. Dracon skal nu nok få hidkaldt flere døde dyr i år..." Riley sukkede, allerede træt af sin lillebror inden han var dukket op. Dracon var en meget livlig dreng, kun en tre-fire år yngre end mig. Han var cirka modsætningen af Riley, meget snaksagelig, meget udadvendt, og meget glad for at hidkalde døde dyr i alle stadier af død. 

"Din glæde er da næsten ikke til at holde inde, hva'?" Charlie så over på Riley, over solbrillerne som med Liam. Riley sendte hende et misfornøjet blik tilbage. En stirre konkurrence mellem de to kunne let gå hen og blive skræmmende. 

"Det eneste jeg glæder mig til, er at Silke kommer tilbage, og i år uden hendes alt for gamle kæreste." Han rystede kort, som om tanken om hans lillesøster og hendes kæreste sammen gav ham kuldegysninger. Både Charlie og mig lo. Der var ikke rigtigt andre end Riley der syntes han havde et hårdt liv. Det var rigtigt nok at hans søster havde en noget ældre kæreste, men han var en flink nok fyr. Altså bortset fra han var søn af Ares og næsten havde slået mig ihjel sidste sommer da jeg gjorde hans lillebror sindssyg. Den slags detaljer prøvede vi ikke at gå for meget op i. 

"Hvem er så vejleder for hytte 5? Nu hvor Arrow ikke er her," spurgte Charlie nysgerrigt. Riley måtte tænke sig om, inden han svarede hende. 

"Kit Ansell vil jeg gå ud fra. Hvis han kommer tilbage..." Riley trak på skuldrene, men Charlie så skarpt på ham. 

"Hvad mener du med det?" Hun var meget ømskindet når folk hentydede til at have mistillid til de andre halvblods. Hele Litsa episoden fra sidste sommer var stadig et tabu omkring hende. 

"Jeg mener at det kunne være han havde travlt med college, slap af." Riley så ikke engang på hende. Der var meget lidt der kunne intimiderer Riley, men han havde selvfølgelig også besøgt sin far i Hades en enkelt gang, og var vokset op med at kunne styrer frygt. Jeg kunne forestille mig den slags hærdede folk. 

"Det kan også være nogle af de andre har valgt at gå over på Litsas side. Eller hvem end der står bag hende." Jeg turde sjældent bringe det på banen, slet ikke med Charlie i nærheden, men nu hvor Riley var her, så turde jeg lidt mere. Jeg fik dog det skarpe blik af min storesøster. 

"Jeg ved ikke hvor du har det der 'nogen står bag hende' fra, men du bør holde op med at snakke om det. Vi har intet der retter mod den mistanke. Vi har ikke engang hørt noget fra Litsa siden sidste sommer. Det hele er bare gået i sig selv," rasede hun mellem sammenbidte tænder. Jeg sukkede en smule. 

"Jeg har det fra Raymon. Han sagde til mig der altid er to sider. Når der er lys på den ene side af mønten så er der skygge på den anden ikke? Riley sagde jo selv at folk dør når de har givet det videre de skal og måske var det-"

"Bland mig uden om, jeg gav kun en smule fakta videre." Riley løftede afværgende hænderne. Jeg så utilfreds på ham, jeg havde håbet han ville bakke mig op. 

"Den slags spekulationer skal du overlade til vejlederne. Det er ikke noget du skal gå rundt og snakke højt om. Det skaber bare utryghed, Delia, og det er der ingen grund til. Forstår du?" Charlie så meget alvorligt på mig. 

"Selvom jeg ikke er meget for det, så må jeg give Charlie ret," medgav Riley. Jeg var nødt til at nikke, jeg var nedstemt af to vejledere. 

"Mange tak, dødsdreng." Charlie smilede lidt og så igen frem for sig. Riley kom med en utilfreds lyd. 

"Dét der er grunden til jeg ikke gider give dig ret," beklagede han sig. Alligevel blev han siddende med os en times tid, mens vi snakkede om ligegyldige ting. Først da Liam kom hoppende tilbage med en blomsterkrans på hovedet med multifarvede tusindfryd, virkede Riley til at ville forlade os. Riley var ikke ret glad for noget der havde farve, eller noget der var levende, så en blomsterkrans som Liams kunne sikkert bruges på ham som hvidløg på en vampyr. 

"Jeg må hellere få de sidste knogler på plads," undskyldte han sig, og skyndte sig over til hytte 13 og inden. Liam så efter ham med et undrende blik. 

"Gjorde jeg noget forkert?" spurgte han, da han maste sig ned mellem Charlie og mig. Vi grinte begge to lidt og rystede på hovedet. 

"Nah. Det er bare Riley," sagde jeg roligt. Charlie stirrede på Liams lejr t-shirt. Den havde været den oprindelig, orange farve da han var hoppet afsted. Nu var den lilla. 

"Hvad var det jeg sagde?!" skældte hun. Liam så ned på sin trøje og trak på skuldrene. 

"Jeg havde slet ikke lagt mærke til han ændrede farven på min trøje... Jeg skal nok få ham til at ændre farven til aftensmaden," lovede han vores søster. Charlie beklagede sig lavmælt, så vi ikke kunne høre hvad hun mumlede. Liam fik også bestemt besked på at få ændret den trøje så snart vi var færdige med at spise den aften. Han fulgte gerne order, det var en undskyldning for ham at gå hen til Jasper igen. Til aftensmaden var det også præcis hvad han gjorde. Så snart han havde spist op, nærmest styrtede han mod bordet Jasper spiste ved. Charlie vendte utilfreds tilbage til vores hytte, mens jeg havde aftalt sværdtræning med Artemis' tvillinger i skoven. Takket været dem var jeg blevet meget bedre med våben. Sommeren inden havde jeg været mere eller mindre håbløs. Den tid var heldigvis ovre. 

Med min xiphos i hånden gik jeg mod stedet vi havde aftalt. Jeg havde fået min xiphos sidste år, lavet af lejrens dygtigste smed, Ruxin Simpson. Det var Raymons fortjeneste at jeg havde fået fat i et våben så perfekt som den. Uden hans hjælp havde jeg bare taget et tilfældigt sværd. Efter missionen sidste år havde jeg fået Ruxin til at graverer to bogstaver ind i sværdets mønster på grebet. et R og et D. 

"Delia!" bød Rosa mig velkommen da de kom til syne. Jeg krammede hende med et smil. Viktor sad på jorden og gav mig et nik. Det var hans form for socialisering. Der havde dog været en kort overgang hvor han havde været mere social end Rosa. Hun havde gemt sig i deres hytte det meste af vinteren, få havde rigtigt snakket med hende. I takt med at foråret var kommet tilbage, var Rosas humør også vokset. Det lettede mange af os, selvom hun endnu ikke var helt sig selv. Hun var blevet langt mere alvorlig end hun havde været da jeg mødte hende, men ingen bebrejdede hende. Tabet af Raymon havde slået pusten ud af os alle, ingen af os var rigtig de samme som før. Igen, jeg ville ønske det bare havde været en lykkelig slutning. 

"Er det dig jeg skal kæmpe mod i dag?" spurgte jeg hende nysgerrigt. Som regel kæmpede jeg med Viktor, og hun så på som en slags træner. Hvis man kunne kæmpe mod Viktor, så kunne man kæmpe mod de fleste og vinde. Rosa rystede også på hovedet, så hendes fyldige, lyse hår faldt foran hendes ansigt og hun måtte stryge det væk igen. 

"Nej, Viktor satte sig bare mens vi ventede," forklarede hun og hjalp sin bror på benene. 

"Har I ventet længe?" spurgte jeg nysgerrigt. Da jeg var gået var de fleste stadig i gang med at spise, så de kunne ikke have været her alt for længe hvis de også havde spist. 

"Jeg var ikke sulten. Vi har været her lidt tid," fortalte hun. Viktor trak håndgrebet frem fra sin lomme, drejede det i hånden, og to klinger sprang ud fra hver ende af grebet. Forstøver, hans meget dødbringende dobbelt sværd. Det havde reddet os et par gange sidste år. 

Lige da jeg skulle til at stille mig klar til angreb, blev vi alle tre forstyrrede af lyden af tunge skridt der ramte jorden. Selv inden vi kunne se hvad der var grund til lyden, kunne vi høre der var mere end bare to fødder. Det lød som en enorm hest i galop, noget der var både stort og tungt. Jeg vidste der holdt mange farlige dyr til i skoven, monstre der kunne dræbe os hvis vi ikke passede på. Derfor var jeg klar til at springe til siden allerede inden jeg så monsteret. Det var mit held, for det dukkede op ret tæt på os, vi nåede knap at springe i sikkerhed før en enorm, to-hovedet hund spænede gennem skoven, præcis hvor vi havde stået. Fra vores nye positioner på jorden, så vi alle tre forvirret på hinanden. Vi havde alle se den slags hunde sidste år på vores mission, men i langt mindre størrelser. Hunde med flere hoveder i den størrelse hørte til i Hades, ikke lejren. 

Hurtigt efter lyden af hundens tunge poter begyndte at forstumme som den kom længere væk fra os, længere ind i skoven, kom Riley sprintende. Da han så os råbte han hurtigt "Hjælp mig med at få fat på den!" uden at stoppe op. Han blev ved med at løbe lige forbi os. På få sekunder kom vi alle op og løb efter ham, nu i vild jagt efter den enorme hund. 

"Hvor kommer den fra?" spurgte Rosa, mens vi løb gennem skoven, efter lyden af tunge hundepoter og en legesyg gispen. 

"Du må gætte hvem der er kommet tidligere tilbage til lejren end forventet," svarede Riley, ret gnavent og sammenbidt. "Dracon finder hjælp ved spise-pavillonen, han skulle gerne dukke op med forstærkning snart!" forklarede han hurtigt, en smule stakåndet fra sin sprint. Hans lillebror var åbenbart kommet den aften, og havde startet tidligt med at kalde diverse væsner fra Hades til lejren. 

"Hvofor har han hidkaldt en tohovede hund fra Hades?" spurgte jeg. Jeg syntes selv det var et ret åbenlyst spørgsmål, når vi nu jagtede bæstet. Hvad i al verden skulle Dracon med sådan en aftenen inden alle de andre kom tilbage?

"Hvorfor hidkalder han generelt alt det han gør?" lød svaret tilbage. Der havde Riley en ret god pointe. Der lå sjældent ret meget mening bag de ting Dracon hidkaldte, andet end han kunne lide dem. 

"Kan du ikke skyggerejse? Send den dog tilbage til Hades den vej!" foreslog Rosa, mens vi alle undgik grene i hovedet og træstubber vi kunne falde over. Riley fnøs. 

"Det kræver ligesom jeg kan få den til at løbe ind i en skygge jeg åbner op. Og at jeg kan se den!" svarede han tilbage. Endnu en glimrende pointe fra hans side. 

"Du kan da snakke med dyr, kan du ikke, Rosa?" spurgte jeg. Vi bevægede os stadig længere ind i skoven, hvilket jeg ikke brød mig ret meget om. Himlens orange lys fra solnedgangen virkede til at begrænse sig mere og mere, og lyset fik sværere ved at trænge gennem trækronerne. 

"Jo, skovens dyr. Ikke dyr fra Hades, det er uden for min mors område!" Hun lød nærmest fornærmet. Det var måske lidt forståeligt, hendes mor var gudinde for skoven og det vilde. Bæster fra Hades var noget lidt andet end små nuttede egern og hjorte. 

Uden så meget som et ord sprang Viktor i en glidende bevægelse over en væltet træstamme, men i stedet for at lande på den anden side, fortsatte han op gennem luften. Midt i sit spring ændrede han form, det gik så hurtigt det ikke rigtigt var til at se hvordan det hele skete, men pludseligt fløj en stor ørn af sted gennem luften, en ørn der lige havde været Viktor. Fuglen holdt grebet til Forstøver i en klo, mens den skød gennem luften. 

"Genialt, Vikt!" roste Rosa ham, mens vi tre andre stadig for gennem skovens bund. I luften kunne han letter komme frem, og i stedet for at sakke bagud i forhold til den enorme hund ligesom vi gjorde, begyndte han at vinde ind på den. Der gik ikke lang tid før han var svær at spotte gennem træernes kroner. Knap var han ude af syne, før lyden af flere halvblods lød bag os. 

"Den her vej!" Stemmen genkendte jeg med det samme som den yngste søn af Hades. Jeg så mig over skulderen, og rigtig nok kom Dracon løbende med størstedelen af lejren efter sig. 

"Jeg slår dig ihjel efter det her!" rasede Riley foran mig. Dracon valgte ikke at høre det, men løb i stedet godt til for at kunne prøve og indhente os. I vores jagt på hunden foran os, satte jeg i mit stille sind pris på al den løbetræning Liam havde tvunget mig med på. De tidlige morgener vi havde brugt på at rende rundt om søen gav pludseligt mening for mig, og jeg vidste jeg allerede havde løbet meget længere end jeg havde kunnet året inden. 

Alt vores løberi stoppede pludseligt brat, da en lyd, der lød som om selve jordens overflade flækkede, skar sig gennem skoven. For ikke at vælte tog de fleste af os enten fat i et træ, eller måtte vakle lidt på benene. I et sekund eller to så vi på hinanden, som for at spørge om der var nogen der vidste hvad det gik ud på. De fleste så på Dracon, halvt med forventningen om han havde hevet endnu et bæst frem. Drengen så dog lige så forvirret ud som resten af os, og derfor satte vi alle i løb mod lyden der ekkoede gennem skoven. Lyden af den elefantstore hunds poter var stoppet, så et eller andet var der sket. Vi kunne nu stadig høre en glad gispen, og kort inden vi fandt grunden til lyden fra før, kom der to dybe bjæf. 

Endnu engang stoppede alle halvblods op, denne gang fordi vi kunne se hvor lyden var kommet fra. Midt i skoven stod den enorme tohovedet hund. Den var omringet af spidse stensøjler, nærmest som et naturbur til den. Den virkede nu ikke til at være specielt ked af det, den logrede glad inden i sit bur, og bjæffede igen begejstret ved at se os dukke op. For den var vi nok bare nye legekammerater. 

"Hvad i..." mumlede Riley ved siden af mig. Dracon stod og smilede. 

"Så kan vi beholde ham!" jublede ham. 

"NEJ!" lød det enstemmig fra alle halvblods omkring. 

"Hvor kommer buret fra? Det er jeg ret sikker på aldrig har været her før." En af Demeters døtre stod og så helt overrasket på de høje stensøjler. 

"Viktor," svarede Rosa hende. Demeter-pigen forstod ikke hvad hun mente. Rosa pegede, og rigtig nok stod Viktor henne ved siden af en af de store sten, og så op på hunden ind i hans nylavede bur til den. "Han manipulerer sten og jord," forklarede hun hurtigt, inden hun kaldte sin bror over. 

"Dræber vi den?" spurgte Valentina, en datter af Ares med stor smag for blod. Hun var allerede klar med et sværd i sin hånd. Nogle nikkede, enige i at det ville være en sjov leg, mens andre så mere tvivlende ud. 

"Nej. Jeg sender den tilbage til Hades," svarede Riley hende hurtigt. "Du kan roligt tage din hær med tilbage til lejren. Mange tak." Hans sarkasme var tyg. Han var heller ikke ret god til andre folk, slet ikke Valentina. Det hjalp sikkert ikke at hun var i familie med Silkes kæreste som han heller ikke kunne lide. Valentina fnøs skuffet og begyndte sammen med resten af flokken og gå tilbage gennem skoven. Jeg så spørgende på ham, for at se om der var noget jeg skulle hjælpe med. "Bare gå med dem," forsikrede Riley mig, inden han hev fat i nakken på Dracon og trak teenagedrengen med hen til hunden. Jeg lo lidt, og vendte tilbage mod lejren med tvillingerne. 

"Undskyld Delia, men vi er nok nødt til at aflyse træningen. Den slags tager på Viktors energi," forklarede Rosa mig med et beklagende blik. Viktor så også en smule smadret ud, men han prøvede tydeligvis bare at gøre som ingenting, og rystede svagt på hovedet. 

"Det er fint," prøvede han at overbevise hende om. Rosa sukkede. 

"Vel er det ej. Du trænger til at hvile dig nu." Når Rosa havde bestemt noget, var det sjældent man kunne ændre på hendes beslutning. Jeg nikkede bare forstående. Efter vores løbetur havde jeg egentlig ikke specielt meget lyst til at kæmpe med sværd oven i. 

"Det er helt fint. Så kan vi alle få lidt ro inden det går løs med sommersæsonen i morgen. I det mindste fik vi fat på hunden," beroligede jeg hende. Begge tvillinger nikkede, og sammen gik vi tilbage mod hytterne. De trak sig tilbage ind i hytte 8, og jeg gik hjem til hytte 12. Hytterne var smukke i solnedgangens lys. Hytte 7 lyste blændende op, mens blomsterne på hytte 4 virkede næsten endnu mere smukke, som de stod og trak dagens sidste solskin til sig. Nogle gange glemte man at man boede i en magisk verden. Eller... Jeg gjorde. Tro det eller ej, men på et tidspunkt bliver nærdødsoplevelser og magi hverdag. 

Hytte 12 var lyst op af små lamper rundt i hytten, selvom lyset stadig faldt en anelse ind af vores store ovenlys vindue. Det gav hytten en varm og hjemmelig atmosfære, og sammen med duften af søde druer var det bare perfekt, i hvert fald for mig. Jeg nåede dog ikke at sætte ret meget pris på det, for mit blik blev ikke fanget af det varme lys eller lampernes skær. I vores hytte, midt i det hele, stod en lille dreng. Han var snavset, hans hår sad i en stor, sort fuglerede, hans øjne var mørke som Liams, og han havde runde, buttede kinder som Charlie og vores far. Charlie og Liam var også i hytten, og sad begge på hug ved drengen, Charlie holdt hans hænder. Jeg havde undret mig over de ikke var med i jagten på hunden, men det så ud som om de havde snakket med drengen. Alle tre så på mig da jeg lukkede døren til hytten. 

"Hej?" prøvede jeg akavet. Liam kom på benene med det samme og pegede på drengen. 

"Delia! mød Richard, vores nye lillebror," præsenterede han drengen. 

"Vores nye hvad?!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...