Delia Woods - Mørkets Børn

Efter sidste sommers kamp og problemer, er roen endelig faldet over halvblodslejren igen. Alle håber at gå en rolig sommer i møde, men kort inden lejrdeltagerne alle vender tilbage, er der mystiske hændelser der fanger Delias interesse, og hun må endnu engang finde sig i at blive viklet ind i et kaos af fjender og kamp. Anden del af Delias historie.

2Likes
7Kommentarer
720Visninger
AA

4. Profetier? Jeg hader dem endnu mere i år

Jeg fortalte ikke Charlie mere end højest nødvendigt. Hades havde fået det til at lyde som om, at han helst ville have, at det blev mellem os. Alt det med kun at sige det til dem jeg stolede på, og sådan. Så jeg startede ud med ikke at sige for meget. Min storesøster kunne selvfølgelig sagtens se, at jeg holdt noget hemmeligt, men hun gravede ikke i det. Måske vidste hun godt, jeg sagde hvad jeg kunne, eller også ville hun bare ikke presse på. Uanset hvad var jeg glad, for at hun ikke forsøgte at tvinge det ud af mig. Pludseligt havde jeg rigtig meget at tænke på. 

På meget kort tid havde jeg pludseligt Richard, som åbenbart var blevet kontaktet af Thanatos. Jeg skulle finde ud af hvorfor han var vigtig. Jeg anede ikke hvilke halvguder det var han havde set, men det var sikkert også vigtigt, og nu mente dødsrigets herre åbenbart, at jeg var vigtig for gudernes overlevelse. I det mindste havde jeg fundet ud af hvorfor Thanatos havde vist sig for Richard, det var Hades' bud. Jeg var den eneste der vidste alt det, og jeg havde ingen anelse om, hvem jeg skulle snakke med eller gå til. Mit bedste bud var min far, så da de andre havde træning, fik jeg mig undskyldt til at gå til hovedbygningen for at snakke med vores far. Charlie lod mig, hun kunne godt regne det ikke bare var for at slippe for træning.

Ved hovedbygningen skridtede Chiron rundt, mens han læste i en bog. Chiron lignede en rigtig rar, gammel lærer fra taljen og op. Brunt, pjusket hår og skæg, der var gråsprængt enkelte steder. Fra taljen og ned var han en hvid hest, hvilket var hvad der gjorde ham så umådeligt høj. Ingen i lejren nåede op på siden af hans højde, ikke engang Mikal med hans knap to meter. 

Jeg rømmede mig for at få hans opmærksom. Chiron så overrasket op, han havde åbenbart ikke set mig komme. "Delia," hilste han venligt, og sænkede bogen en smule. "Hvad kan jeg hjælp med?" 

"Min far, kan jeg snakke med ham?" spurgte jeg høfligt. Normalt kunne vi egentlig bare vade lige ind på hans kontor (en ting min far ikke var udpræget stor fan af), men når Chiron rendte rundt ude foran, så måtte der næsten være en grund. Han lukkede også sin bog og så beklagende på mig. 

"Jeg er bange for han har været nødt til at tage sig af nogle sager uden for lejren. Jeg ved ikke, hvornår han vender tilbage igen. Men kan jeg måske hjælpe?" Han gik stille hen imod mig. Jeg overvejede det kort. Hades havde sagt jeg kun måtte dele det med folk jeg vidste jeg kunne stole på. Hvis det ikke var Chiron, vidste jeg ikke hvem det ellers skulle være. Han levede for at træne helte som os, helt bogstaveligt. 

"For at være ærlig, så ved jeg ikke engang hvad jeg vil sige," indrømmede jeg og så ned. Chiron kom med en forstående 'hmm' lyd. 

"Skal vi gå og snakke om det?" foreslog han. Jeg nikkede en anelse, og begyndte at gå med ham i ud i lejren. "Start med begyndelsen. Hvad er det du har af bekymringer?" Hans skridt var langsomme og rolige, så jeg kunne følge med på mine korte, menneskelige ben. 

"Gudernes fald, egentlig," startede jeg ud. Det var sikkert ikke den bedste formulering, men i store træk var det problemet. Det var dem der var truede, men åbenbart os dødelige der havde fået opgaven om at beskytte dem. Det var svært ikke at hade dem. De lavede ikke andet end at klage over os halvblods, men når problemerne dukkede op, så var det os der var i profetierne. Hvis ikke det sikkert betød verdens ende, var det meget fristende at fortælle dem de måtte klare sig selv. Var det ikke det som de sagde til os? 

"Jeg troede ikke I længere bekymrede jer om det? Efter et helt års ro," prøvede Chiron at berolige mig. Jeg så på ham, en anelse misfornøjet. Han kunne umuligt tro at vi bare sådan glemte den slags. Selvfølgelig mente han at vi ikke længere så os over skulderen hele tiden, men vi bekymrede os stadig. Jeg gjorde i hvert fald, en hel del. 

"Du ved godt hvordan jeg har det med det... Jeg tror stadig ikke vi har set det værste endnu. Eller personen bag," mindede jeg ham om. Chiron nikkede en smule. 

"Ja, du er stadig overbevist om et større plot mod guderne. Og jeg forstår stadig ikke hvor du har den idé fra, unge Ms. Woods." Han virkede til at tage mig seriøst nok, men han gav ikke meget for mine teorier. Sandheden var at jeg heller ikke anede hvor den teori kom fra. I mit hoved gav det bare ikke mening at en datter af Afrodite, som aldrig havde manglet noget, lige pludseligt ønskede guderne ude af billedet. Hun havde ikke haft et dårligt forhold til sin mor, hun havde haft et godt menneskeligt liv inden lejren, hun stod til at arve et stort firma, hun havde intet at slås for. De andre, inklusiv Chiron, mente at hun ikke behøvede mere grund end at være halvblods. Jeg købte den bare ikke. 

"Det var noget min bror sagde til mig inden han døde. Det... Det er ikke det jeg ville tale om." Så fortalte jeg ham om min drøm, men den her gang fortalte jeg alt hvad der var sket. For hvert ord jeg sagde, virkede hans ansigt til at blive mere rynket af tanker og overvejelser, mens han skulle have det jeg sagde til at give mening. Han lagde ikke engang mærke til dem der hilste på ham, når vi gik forbi, han var for koncentreret. Da jeg havde fortalt alt om drømmen, blev vi roligt ved med at gå, men der var stille mellem os noget tid. Det var ikke fordi den besked jeg havde fået i min drøm var svær at forstå. Red guderne, lad vær med at gøre noget dumt. Beskeden var rimelig ligefrem, men jeg kunne stadig ikke helt forstå hvad i al verden jeg havde med noget som helst at gøre. 

"Ja meget af det giver sig selv. Lille Richard og du virker til at have en betydelig rolle i en kommende kamp for gudernes eksistens på Olympen. Det lyder bestemt ikke godt. Og guderne ved det ikke?" spurgte han mig. 

"Han virkede ikke til han ville have jeg gav ret meget videre. Jeg forstår bare ikke hvad han vil mig? Hvorfor ikke vælge en af sine egne børn?" Jeg sukkede opgivende og så op på himlen. 

"Hvis han har set dig være en vigtig brik, er der ikke meget vi kan gøre, Delia. Skæbnen kan vi ikke pille ved." Chiron trak på skuldrene, som om det ikke var en stor ting. Jeg syntes måske lidt det var ret stort at have en skæbne forbundet med gudernes skæbne, men jeg var også bare en lille halvblods. Chiron havde vel hørt den her slags før. 

"Men.. Han sagde han havde sendt de næste brikker min vej. Brikker i flertal. Richard er oplagt, men hvem mere?" Jeg så opgivende op på ham. I det øjeblik følte jeg mig ubetydeligt lille, ikke kun fordi Chiron tårnede sig op over mig, men i hele sammenhængen. Guder, skæbner og brikker. Hvad i al verden kunne jeg gøre fra og til? 

"Ikke nødvendigvis hvem, måske også hvad.. Men jeg kan ikke give dig svar. Jeg ved ikke meget. Men må jeg foreslå du går til vores orakel og spørg om hun har set noget? Hvis nogen i lejren ved noget, må det være hende." Den tanke havde ikke rigtigt strejfet mig. Jeg havde aldrig snakket med vores orakel, hun holdt sig for sig selv i en hule i udkanten af lejren. Hvad hun rendte rundt og lavede vidste jeg ikke. Sikkert orakel ting for Apollon eller sådan noget. 

"Det virker som et klogt træk. Jeg tror jeg vil gå derhen med det samme. Tak." Jeg bukkede mig kort for ham, lige så akavet som min drøm om natten, hvor jeg havde bukket for Hades. Det måtte være en eller anden underlig reaktion jeg havde når jeg var usikker. Chiron bøjede kort hovedet, inden jeg stak afsted mod oraklets hule. Den eneste grund til jeg vidste hvor det var, var fordi Charlie havde forklaret det sidste år, da hun havde fået vores missions forudsigelse. Derfor brød jeg mig heller ikke ret meget om at skulle opsøge vores orakel, det lugtede lidt for meget af mission. Jeg ville aldeles ikke på mission igen, nu havde jeg det lige så godt i lejren og alle mine venner var kommet tilbage. 

Ved hulens indgang ville jeg gerne have banket på, men det var ikke rigtigt en mulighed. Der var ingen dør, bare en huleindgang. "Eirene?" kaldte jeg usikkert. Vi havde aldrig snakket sammen, jeg havde kun set hende få gange, det føltes helt forkert bare at træde ind i hulen. Jeg fik intet svar, så jeg kaldte igen, men stadig intet. Mine ører opsnappede dog hurtigt en lyd inde fra hulen, en lav, rytmisk lyd som fra hovedtelefoner, der var skruet alt for højt op. Da jeg kom helt ind i hulen og kunne se, hvad der måtte være Eirenes hjem, gik hun rigtig nok med musik i ørene. Hun var igang med at sætte bøger på plads på en enorm bogreol. Den fyldte næsten en hel klippevæg, og var sådan set hugget ind i hulens sten. Hun måtte være meget glad for at læse. Siden hun ikke kunne høre mig, gik jeg hen og prikkede hende på skulderen. Det fik hende til at vende sig om i et sæt og kaste de sidste bøger hun havde i armene imod mig, så jeg måtte afskærme med mine arme for ikke at få dem i hovedet. Hun rev musikken ud af ørene og så helt kampklart på mig. 

"Hvem er du?!" halvt råbte hun, sikkert halvdøv fra den høje musik. Jeg holdt afskærmende mine hænder oppe, men vovede at kigge på hende. Hun havde et brasiliansk udseende, smuk mørk glød, helt sort hår der krøllede og kun lige gik ned over hendes skuldre. Hendes øjne var brune, cirka samme farve som jorden udenfor. Hun var af en spinkel bygning, men måtte træne som os andre, for hun var ikke tynd eller afpillet på nogen måde. Hun var meget smukkere tæt på, end hun havde været når jeg havde fået korte glimt af hende. 

"Delia Woods, datter af Dionysos!" skyndte jeg mig at svare hende og trådte et skridt tilbage. Eirene så mistænksomt på mig, inden hun scannede mig med sit blik, og rettede sig op. 

"Hvad vil du her?" Høflighed var åbenbart ikke en af oraklets opgaver. Jeg sænkede mine hænder, og vidste ikke helt om der var sociale regler for at spørge om en profeti. 

"Jeg... Er her for at spørge om du kan se noget? Sådan... Med mig? Eller gudernes fremtid? Om du har en profeti?" Jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at Charlie sikkert havde lydt meget mere sikker, da hun havde spurgt efter en profeti sidste år. Desværre var jeg ikke min søster, jeg havde ikke rigtigt ordene i min magt som hende. Eirene gik forbi mig, og hen til en sofagrubbe hvor hun satte sig ned. Hun gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned ved hende, og mens hun ventede på at jeg adlød hendes stille ordre, trak hun en iPod op af lommen og slukkede for sin musik. Jeg satte mig forsigtigt på sofaen, et godt stykke fra hende, meget uvis om hvad der skulle ske. 

"Hvad er det præcist du vil vide? Jeg har ikke fået nogen profeti af Apollon et stykke tid, hvis jeg skal mærke efter eller bede ånden fra Delphi om at hjælpe, må jeg vide hvad jeg leder efter." Hun virkede meget ligefrem og seriøs omkring det hele. Selvfølgelig var det også meget alvorligt med fremtidsforudsigelser og den slags, men hun skræmte mig en anelse. Det var ikke profetier og forudsigelser, jeg havde været vidne til for det meste. 

"Ehm.. Gudernes mulige fald fra Olympen?" prøvede jeg. Eirene nikkede bare, som om det ikke var en underlig ting at ville have profetier om. Hun lukkede øjnene og satte sig med hænderne på sine knæ, håndfladerne opad. Jeg kiggede bare på hende, som om jeg regnede med at kunne se et eller andet. Om det var en magisk forvandling som en barbie film, eller en besættelse fra en dæmon jeg ventede på, det kunne komme ud på et. Jeg blev skuffet uanset hvad, for der skete intet med Eirene i fem minutter. Hun sad bare sådan, og hvis jeg bevægede mig fik jeg et skarpt sh!

Eirene åbnede øjnene efter en fem minutters tid. På det tidspunkt var jeg smeltet lidt tilbage i sofaen, fem minutter var lang tid at sidde ret og rank på kanten af en sofa. Jeg så afventende på hende, men fik et hovedryst. "Jeg får ikke noget som helst. Måske er det slet ikke meningen, der skal være en profeti. Ikke endnu, i hvert fald." Hun trak på skuldrene. Jeg sukkede og lod mit hoved falde tilbage mod ryglænet. 

"Pis..." Det var kun en mumlen, men det var nok til at fornærme Eirene. 

"Ja jeg kan altså ikke bestille den slags!" vrissede hun surt, og rejste sig. Hun gik hen og begyndte at samle de bøger op, hun havde smidt efter mig. Jeg så småsurt efter hende. Et humørsygt orakel var det sidste jeg manglede. 

"D-Delia?" Jeg så op, genkendte med det samme Richards stemme. Han kom gående ind i hulen, med en hånd mod klippevæggen som om den guidede ham. Jeg kom på benene med det samme. 

"Hvad laver du her, Richard?" spurgte jeg undrende. Han havde næppe fulgt efter mig, og jeg havde ikke lige troet han var typen der bare gik ind i en hule helt selv. Jeg satte mig på hug ved ham og så ham i øjnene. 

"Hestemanden sagde du, du, du var her," forklarede han sig. Eirene vendte sig irriteret om mod os med den sidste bog i hænderne. 

"Det her er altså ikke en hyggeklub, det er mit hjem. Kunne man overtale jer til-" Hun stoppede brat i sin kværuleren, og hendes arme faldt slapt ned af hendes sider. Hendes øjne blev grønne. Sådan, gift grønne. Det var hele hendes øje der blev grønt, ikke kun iriserne. Ud af hendes mund svævede en tæt, grøn tåge der passede til hendes øjne, og den omringede hende hurtigt, inden hun snakkede i en gammel stemme, der lød som om den var lige så gammel som evigheden. 

"Gudernes skæbne i halvblodshænder
Oppe imod ukendte fjender
Fire søskende må sammen vinde
Hvis de har gudernes overlevelse i sinde

Alene kan bagmanden ikke besejres endeligt
Alle halvblods i lejren må gøre sit
Mørkets børn skal tale sandt og rent
Hvis ikke, vil alle forsøg være for sent

Mod vest har fjenden vokset sig stor
For hver dag de går fri, deres styrke gror
Bag masken sker mere end halvblods vil vide
Hvis ikke de stoppes vil verdenen lide"

Da Eirene havde sagt det sidste ord, lød en hæs lyd. Den grønne tåge fordampede og hendes øjne blev igen normale. Hun vaklede en smule og søgte støtte ved at lægge en hånd på bogreolen bag sig. Overvældet tog hun sig til hovedet og så over på mig. "Det var din spådom. Giv den videre til Chiron. Nu." Så sukkede hun og sank sammen på gulvet. 

"Richard, løb hen til Apollon hytten, den i guld. Spørg efter en helbreder til oraklet. Jeg finder Chiron." Jeg så ned på min bror, mens vi begge skyndte os ud af hulen igen. Richard nikkede, ikke ret glad for situationen, men han forstod jeg mente det seriøst. Så snart han rendte af sted, satte jeg selv i løb til hovedbygningen igen. Til min skuffelse travede Chiron ikke længere rundt ved hovedbygningen. Hans bog lo på bordet på verandaen, men kentauren var ikke til at se. Jeg overvejede om han havde træning med nogle hytter, eller om han måske var gået ind, selvom han ikke plejede at rende rundt indenfor i sin fulde form. Så højt til loftet var der heller ikke derinde. 

I et forsøg på at finde ham, rendte jeg indenfor, men måtter erkende at huset var tomt. På min fars kontor stod der en halvdrukket cola light, så han måtte være blevet afbrudt midt i noget, da han tog af sted. Jeg anede ikke hvad der var så vigtigt, at det kunne få ham ud af lejren, men det var heller ikke mit problem lige der. Jeg måtte ud i lejren og finde Chiron. 

"Delia!" Jeg var knap kommet ud, før en satyr hilste. Han havde langt, uredt, brunt hår der næsten dækkede hans bare overkrop. Pelsen på hans ben passede til hårfarven, en piercing skinnede i hans øjenbryn, og to små horn stak ud af hans pande som bitte små bjerge i hans ansigt. 

"Kykos! Dejligt! Har du set Chiron?" Det var nok ikke den varmeste velkomst til ham, der havde været min bedste ven i mit menneskelige liv, men jeg skulle give profetien videre inden jeg glemte den. Så havde jeg ikke tid til hyggesnak. Kykos så også lidt vild ud i hovedet, han havde sikkert masser at fortælle mig fra hans år uden for lejren. 

"Jeg tror han gik ned til bueskydningsbanen. Hvorfor?" Han skyndte sig at sætte efter mig, da jeg i løb bevægede mig mod bueskydningsbanen. Mine bare fødder var ikke glade for skovbundens små overraskelser, som småsten og grene, men jeg var for fokuseret til at ømme mig. 

"Jeg har fået en profeti. En vigtig en. Noget han skal høre." Ordet profeti fik Kykos til at ryge ud af takt et øjeblik, og han snublede næsten over sine egne klove. Han kom dog hurtigt efter det, og skyndte sig op på min side igen. 

"Profeti? Skal du på mission igen?" spurgte han bekymret. Jeg forstod hans bekymring. Det var ikke gået super godt sidste år. Desuden havde han sikkert allerede fået opsnappet, at vi ikke ville af sted i år. Han havde en vane med at hænge ud ved vores hytte og opspore sladder. Han var lidt en familieven på det punkt. 

"Det håber jeg ikke. Nu må vi se," var alt jeg kunne svare ham, mens jeg gentog profetien igen og igen i mit hoved for at huske den. Ved bueskydningsbanen stod Chiron rigtigt nok med nogle Demeter børn, der klagede over at træ ikke var lavet til at blive skudt op i luften, men skulle plantes i jorden. Jeg tror helt ærligt ikke han var sur over, at vi afbrød den diskussion. "Chiron!" kaldte jeg ud, før jeg stoppede op ved siden af ham. Jessamine Hill, Demeter hyttens vejleder, lagde utilfreds armene over kors, mens to af hendes søstre rullede med øjnene over mig. Det kunne godt være vi alle havde evner med planter, men mig og mine søskende var bare lidt en torn i øjnene på Demeter børnene. Jeg var ikke helt sikker på hvorfor. Plantesnobberi, sikkert. Og ja, det eksisterer i en lejren med magiske evner og uhyre. 

"Delia, hvad mere kan jeg være dig behjælpelig med?" spurgte han roligt, selvom jeg fornemmede en taknemmelig undertone. Kykos stillede sig bag mig, lidt som i de mindre klasser når man skulle snakke med en voksen, og ens ven stod bagved for at give mod. 

"Jeg snakkede med Eirene. Det er lidt vigtigt. Ret vigtigt. Meget vigtigt. Sådan gudernes-skæbne-vigtigt." Jeg prøvede egentlig at spille lidt cool, men der skete for meget i mit hoved, og derfor blev mine ord kluntede og nærmest useriøse. Kykos klappede mig på skulderen bagfra. Chiron virkede heldigvis til at forstå alvoren. Selv Jessamine rettede sig op, og fangede at det ikke bare var for sjov jeg afbrød hendes meget vigtige samtale om træer. 

"Kom med mig. Begge to. Jessamine I træner imens." Der var ikke noget at diskuterer i Chirons stemme, han gav ordre nu. Demeter børnene nikkede alle og vrimlede hen til deres buer og pile koggere, mens Chiron skyndte sig mod hovedbygningen. Når en hest skynder sig, tager den flere og større skridt end menneske eller gedeben, så både Kykos og mig måtte skynde os for ar følge med. Chiron bukkede sig ned for at komme indenfor, og fortsatte ind på min fars kontor. Det lignede sig selv, bare uden en mellemfornøjet gud med tømmermænd ved skrivebordet. "Luk døren," bad han. Kykos lukkede den, helt stille som om ingen måtte vide vi var der. Så så den store kentaur foran os forventede på mig, og det tog mig et par sekunder at få min mund til at snakke og videregive profetien Eirene lige havde givet mig. Han så ikke ret glad ud, hans pande blev mere og mere rynket jo mere jeg fortalte. Lidt ligesom da jeg fortalte om min drøm. 

"Det lyder slemt, gør det ikke?" afsluttede jeg lidt usikkert. Hvis der havde været plads nok, havde Chiron sikkert travet frem og tilbage. Han nøjedes bare med at sætte en tommelfinger under sin hage med et tænksomt blik. 

"Profetier som den er givet før... Men det lyder bestemt alvorligt. Der er meget i profetien, der bestemt lyder skidt. Vores fire helte, fire søskende, er en nål i en høstak, de fleste hytter har fire beboere eller mere... Og hele lejren må gøre sit? Det lyder til noget stort er på vej." Chiron så op på både Kykos og mig. Bag mig hørte jeg Kykos synke en klump. 

"Når du siger stort?" spurgte han bekymret. "Og hele lejren? Er det også satyrer?" Hans klove klikkede nervøst mod trægulvet. 

"Jeg aner det ikke, Kykos. Men det kan betyde alle halvblods såvel som nymferne og harpyerne med... Jeg prøver at få fat i Dionysos, find I hellere tilbage til hvad I lavede før. I høre fra mig senere.." Han trådte et halvt skridt frem for at rode rundt i tingene på min fars skrivebord. Kykos havde allerede åbnet døren og var på vej ud. Jeg blev stående og rømmede mig. Han så op, så ud til at være forvirret over at jeg ikke var gået. 

"Jeg vil være med. Når du indkalder vejlederne. Det kan godt være jeg ikke er vejleder eller ikke skal på mission. Men Hades-" Jeg nåede knap at sige navnet før jorden virkede til at ryste, som et mindre jordskælv. Jeg sank en klump. "Mørkets Herre kontaktede mig. Jeg er en del af det her." Jeg så stædigt over på lejrens lærermester. 

"Delia, jeg værdsætter at du vil hjælpe, men vejlederne har deres position af en grund. Jeg kan ikke bøje reglerne, heller ikke for dig. Jeg beklager." Han vippede undskyldende hovedet en gang, og fortsatte med at lede på bordet. Jeg bed tænderne sammen og fnøs irriteret før jeg gik og lod ham være. Jeg satte kursen mod lejrhospitalet for at se om Eirene var kommet derhen. De bar hende ind netop som jeg kom derhen. Frey, Richard og en fyr jeg ikke kendte hjalp hende indenfor. 

Allerede inden jeg gik ind og snakkede med den nye fyr, vidste jeg godt hvor han hørte til. Han var en af Freys storebrødre, et barn af Apollon. Hans hud var en gylden brun farve, og om hans hoved var der en gylden krans af krøller. Han var som hugget ud i marmor, kunne have været en prins i en Disneyfilm. Da jeg gik med dem indenfor, lagde jeg mærke til halskæden om hans hals, med seks keramikperler. Han havde været i lejren i seks år. Det forstod jeg ikke helt, jeg var sikker på jeg aldrig havde mødt ham før. 

"Er hun okay?" spurgte jeg roligt, for ikke at stå og stirre på den nye dreng. Eirene var ved bevidsthed igen, men så ret træt ud. Richard nikkede op til mig. 

"Hun har det fint, men den profeti tog hårdt på hende. Det må have været en stor en," svarede den nye dreng og strøg Eirene over håret inden han sendte mig et blændende smil. Han rakte en hånd frem. "Ashland Blake, vejleder i Apollon hytten. Du må være Delia Woods, Rays lillesøster." Jeg så lidt overrasket på ham, inden jeg rakte hånden frem og gav den til ham. Hans hånd var underligt varm, som en sten der har ligget længe i solen. Jeg gav den en tryk og nikkede. 

"Det er mig. Sagde du vejleder? Vi har da aldrig mødt-"

"Nej, jeg var her ikke sidste år. Det fortryder jeg, virkelig." Ashlands smil falmede kort. "Jeg havde andre ting at se til. Men jeg er her i år. Jeg var gode venner med Raymon, og Charlie, sidst jeg var her. Jeg er sikker på Frey har nævnt mig?" Spurgte han. Frey var ved at lægge en kold klud på Eirenes pande, men han så på os da han blev nævnt. 

"Sikkert, men jeg husker det ikke lige. Der skete ret meget sidste år, jeg har stadig ikke styr på alle i lejren, slet ikke dem jeg kun har hørt om." Jeg smilede undskyldende. "Jeg vil lade jer arbejde. Richard, kom med mig hjem." Jeg rakte en hånd ud mod min lillebror. Han tog den med det samme, og var allerede på vej ud mod døren. En tanke slog mig, og jeg vendte mig mod de to Apollon drenge. "Vejleder... Hvad så med sidste års vejleder?" spurgte jeg nysgerrigt. Ashland var allerede igang med at blande et eller andet væske til Eirene, men så over på mig. 

"Jeg er den ældste, titlen tilfalder naturligt mig. Men Flitt overdrog gerne titlen til mig, selvom han havde den mens jeg ikke var her. Vejleder titlen er bare en formalitet." Han lo lidt og hjalp så Eriene op og sidde for at hun kunne drikke hvad han havde blandet op til hende, mens Frey virkede til at tage hendes puls. Jeg rynkede brynene, men blev trukket med udenfor af Richard. Han så op på mig med store, mørke øjne. Det var tydeligt han forventede en forklaring på det hele, så jeg fortalte ham om oraklet og hvordan Delphis ånd fungerede. Om han forstod det helt, det kunne jeg ikke rigtigt vide. I det mindste nikkede han lidt og accepterede det. 

De andre var stadig igang med træning, da vi vendte tilbage til vores hytte. Omkring hytten var der en masse liv, nu hvor alle halvblods var tilbage. Jeg satte mig med Richard foran vores hytte. Han var meget optaget af to Ares børn, der holdt sværdkamp ude foran deres hytte. Et stort brød mod en mindre fyr. Det var altid let at genkende Owen Baldwin i Ares hytten, han var den eneste af drengene der rigtigt så normal ud. Han var hverken skræmmende, åndssvagt høj eller lignede en menneskelig kamphund. Han kunne sagtens have været søn af Athene i stedet, han passede bedre ind ved dem ud fra udseende. 

Et højt brag fra Hefaistos' hytte fik alles opmærksomhed. Der kom hurtigt røg ud af døren og vinduerne, så flere af os kom på benene og skyndte os derhen. Jeg fik mig skubbet hen i døråbningen for at se ind. Der lød forskellige host og små skænderier inde fra hytten. Det lød som om flere havde en meningen om, hvorfor noget var gået galt. Noget med for meget af et eller andet, eller for høj temperatur, intet en som mig forstod. Det gav sikkert mening for dem inde i røgen. 

"Er alle okay?" spurgte en bag mig. Jeg drejede hovedet for at se hende, der havde talt. En pige lidt ældre end mig, ikke ret høj, men meget køn og ren at se på. Jeg havde set hende ved samme bord som Felix når vi spiste, så jeg anede ikke hvem hendes gudommelige ophav var. 

"Vi har det fint! Lad os komme ud. Jeg er ikke sikker på hvor sund røgen er," lød en lidt hæs stemme fra røgen, der stillede lettede, så Hefaistos' børn kom til syne. Vi flyttede os fra døren så de kunne komme ud, mens to piger, der kom ud af røgen, meget stædigt diskuterede videre om hvorfor det var gået galt. Pigen der havde stået bag mig, gik hen og begyndte og tjekke de forskellige Hefaistos børn. Mange af dem prøvede at skubbe hende væk, men hun blev stædigt ved, også selvom hun kun var halvt så stor som nogle af drengene. Ruxin kom rendende over fra smedjerne, sod og olie i hele ansigtet og over hele brystkassen. Han lagde ét blik på hytten og sukkede lidt, før han gik hen og tjekkede sine søskende sammen med den rene pige. Hun havde styr på dem, så han gik istedet hen til os for at se ind i hytten. 

"Hvad skete der?" spurgte han mig, inden han gik indenfor. De andre halvblods der nysgerrigt var løbet til, vendte igen hver til sit. Ingen var kommet til skade, så der var intet spændende at se på. Alt under lemlæstelse var lidt kedeligt i de fleste halvblods' øjne. 

"Spørg du mig? Ruxin, jeg aner intet om de ting, I laver. Jeg sad med Richard, og hørte et højt brag. Så var der røg," forklarede jeg. Jeg så mig over skulderen for at holde øje med Richard. Min lillebror sad ikke længere ved vores hytte. Et kort blik omkring gjorde mig opmærksom på, at han slet ikke var ved hytterne mere. Han var muligvis gået tilbage til træningen med de andre. Det høje brag kunne have skræmt ham, forklarede jeg mig selv. 

"Mh. Jeg har kun været væk én time, og så sker det her..." Ruxin sukkede og kom ud til mig igen. "De har leget med fælder til erobre flag. De glæder sig åbenbart til første spil." Han sagde det så roligt, mens han tørrede sine beskidte hænder i sin allerede beskidte t-shirt der hang fast i hans buksekant som en klud. 

"Til erobre flag?! Så de ville kaste det der efter os andre?" spurgte jeg nervøst, og så ind i hytten for at se om jeg kunne få et glimt af, hvad de havde leget med. Røgen gjorde stadig alt inde i hytten tåget, så det var umuligt. 

"Det er vores ting at finde på den slags, Delia." Ruxin lo lidt af mig. "Vi må håbe vi kommer på samme hold, ikke?" sagde han drillende og skubbede til mig. Noget af soden, der sad på Ruxins arm, smittede af på min. Han gik ned af de tre trin op til verandaen om deres hytte, for at vende tilbage til smedjen. Jeg hoppede hurtigt efter og tog fat i ham, inden han nåede for langt. 

"Hvem er hun?" spurgte jeg og pegede på den rene pigen, der stadig insisterede på at tjekke op på alle Hefaistos børnene, der havde været i hytten. De to piger der skændtes, var næsten umulige for hende, at få fra hinanden, så hun kunne kigge på dem. 

"Sienna? Datter af Asclepius." Han så på mig med et af sine venlige smil. 

"Prosit," sagde jeg overrasket. Det var ikke en gud jeg havde hørt om før, ikke hvad jeg kunne huske. 

"Asclepius er guden for lægekundskab," forklarede han mig og uglede op i mit hår, før han gik mod smedjerne igen. Jeg fulgte stædigt med. 

"Det troede jeg var Apollon?" spurgte jeg undrende. Ruxin vippede lidt med hovedet. 

"Asclepius er en guddommelig søn af Apollon. Specifik for lægekundskab. Sidste år var der to af hans døtre i lejren. Sienna og hendes søster Melissa. Jeg har desværre ikke set Melissa endnu i år..." Han sendte mig et blik, jeg godt vidste hvad betød. Han var bange for jeg havde ret, bange for at Melissa havde sluttet sig til Litsa og hendes hær der åbenbart voksede sig stærkere ifølge profetien. Profetien kendte han selvfølgelig ikke endnu. Men balladen med Litsa, den kendte han. Min teori om noget større kendte han også, og selvom han, som alle andre prøvede at overbevise mig om det ikke var sådan det var, frygtede han jeg havde ret. 

"Så der er halvblods der ikke vender tilbage i år..." konstaterede jeg stille, en smule betænkelig. Jeg var ikke glad for vi havde haft ret. Ruxin nikkede til mig. 

"Silas Wallace og Hadlee Knight er ikke dukket op i år. Det vil sige vi er 2 søskende mindre i år... Man kan håbe det betyder guderne vil bekende sig flere af deres børn, når nu der bliver færre i lejren. Men jeg ved ikke... Jeg kan ikke lide det." Rux stoppede op ude foran smedjen. Det var vist med vilje, så jeg ikke gik med ind og væltede alt muligt eller blev endnu mere beskidt. 

"Det kan jeg heller ikke. Men hey, måske får nogle af de villige halvblods snart en mission. Det er da en god ting, at nogle får deres chance." Jeg trak lidt på skuldrene. Så længe jeg slap, så måtte alle de andre halvblods slås alt de ville ude i den virkelige verden. 

"Det er rigtigt. Bare vi holde os i live i år." Ruxin sukkede. "Jeg skal tilbage til arbejdet. Har du ikke træning?" spurgte han så med et smil. Jeg rullede øjne af ham, inden jeg stak ham et smil og så lod ham gå ind i smedjen for at arbejde. 

Charlie og Liam vendte tilbage til hytten uden Richard da træningen var ovre. Jeg så op på dem fra min stol med et undrende blik. "Hvor er Richie?" spurgte jeg. Hvis han ikke var hos dem, vidste jeg ikke hvem han ellers skulle være hos. Charlie så lige så forvirret på mig. 

"Jeg har ikke set ham siden han gik efter dig. Er han her ikke?" Hun begyndte med det samme og se rundt, stadig med sværd i hånden. Liam havde nået at stille sit væk, men stod og drejede sig om sig selv for at lede efter Richard. Jeg rejste mig op og rystede på hovedet. 

"Nej, han gik da jeg snakkede med Ruxin, jeg gik ud fra han var gået hen til jer. Han er vel et eller andet sted i lejren," prøvede jeg at berolige Charlie og mig selv. 

"Ja, sagde du ikke han var vild med Ares hytten? Hvad hvis de har fået fat på ham?" skældte hun mig ud. Jeg så ned i gulvet, for det havde hun ret i. Richard kunne meget vel været kommet i problemer fordi jeg ikke gad lede efter ham. 

"Jeg skal nok kigge ved Ares. I tjekker de andre hytter. Liam du starter ved Avery, Delia du starter ved underguderne." Hun pegede på os inden hun smed sit sværd og satte kursen over til Ares hytten. Jeg så kort på Liam, inden vi begge skyndte os ud, og gjorde som Charlie sagde. Jeg trippede over til hytte 14. Udenfor sad han ikke, der var kun et par enkelte piger. Jeg genkendte den ene, Huan, Averys kæreste fra sidste år. Hun var datter af Thalia og havde fortalt historier, aftenen inden vi var taget af sted. Hun virkede ikke til at lægge mærke til mig, hun så slet ikke op da jeg gik forbi for at gå indenfor. Sidste år havde hun hilst når vi gik forbi hinanden. 

Hytte 14 var anderledes end vores hytte, meget anderledes. For det første var den meget større, i to etager. I midten af hytten, hvor man kom ind, var et stort åbent rum med statuer af flere af guderne der havde børn i hytten. Det hele var bygget i hvid sten og marmor, lidt som Heras hytte. Forrest i hytten var der et kar vand med et springvand. Fra solens lys skinnede en lille regnbue i vandstøvet fra springvandet. En evig kilde til Iris beskeder. Netop Iris havde to børn i hytten. Bag vandet var trappen til at komme ovenpå, og bag den en stor sofagrube. Der var selvfølgelig halvblods i hytten, der boede så mange, hytten var aldrig tom. Jeg fik et blik af flere af dem. Det var ikke rigtigt nogen jeg kendte, men de var mit bedste bud. Jeg så på drengen der var nærmest ved mig, og gik forsigtigt hen mod ham. 

"Har du set en lille, solbrun dreng med sort hår og mørke øjne? Yngste søn af Dionysos?" spurgte jeg ham håbefuldt. Han stirrede tilbage på mig med brune øjne, og nikkede lidt, men uden mine til at ville sige mere til mig. Jeg så forventningsfuldt på ham, ventede på han ville fortælle mig hvor. Jeg fik kun et blik tilbage. Hans ansigt var lagt i et helt neutralt udtryk der passede ret godt til hans rene, skarpe træk. Hans ansigt var en anelse langt, hvilket så en smule forkert ud når hans hår var pjusket til alle sider. Det var som om propotionerne ikke var helt lige. Det hjalp heller ikke, at han så super træt ud "Hvor?" spurgte jeg ham lettere irriteret efter alt forlang stilhed. Han pegede mod en dør, stadig uden et ord. Det var alt svar han havde til mig. Jeg sukkede lidt, utilfreds med han ikke gad snakke til mig. Alligevel fik han et tak fra mig, før jeg gik hen til den dør han havde udpeget. 

Allerede inden jeg bankede på døren, kunne jeg dufte tørrede blomster, eller noget andet sødt i den stil. Te måske? Som det røgelse min mor havde brændt af, de to uger hun gik op i yoga og helse, da jeg var 13 år gammel. Duften fik mig til at tøve et sekund eller to, før jeg bankede på. Der kunne ikke rigtigt høres noget gennem døren, ikke før nogen tog håndtaget og døren gik op. På den anden side dukkede Cemal op, Mikals storebror. Han så ned på mig, siden han var en utrolig høj mand. Der var noget om ham, der gjorde jeg havde en form for ærefrygt for ham. Om det var hans alder, hans højde eller hans seriøse udtryk, det var jeg ikke sikker på. Derfor måtte jeg lige tage mig sammen før jeg kunne snakke. 

"Er Richard her?" spurgte jeg usikkert. Cemal så ikke irriteret ud, hvilket han typisk gjorde, når jeg havde set ham. Han nikkede bare og åbnede døren helt op og trådte til side. Hans værelse var en fortælling for sig selv, lignede noget taget lige ud af 1001 nats eventyr. Puder, smukke mønstre og farver fra østen over alt, og duften af røgelse blev endnu mere tydelig. Det var nu dem der sad i hans seng, der interesserede mig mest. Mikal sad ved siden af Richard. Viktor sad på den anden side af ham, og på gulvet var en af Mikal og Cemals søstre, den yngste af dem. En rødhåret pige der til tider lystrede navnet Hester. De var alle meget fokuserede på Richard, hvilket jeg først ikke forstod, før det gik op for mig at Mikal sad og rørte ved ham. 

"Mikal! Nej!" bad jeg og trådte hurtigt ind for at trække Richard væk. Mikal var søn af Lyssa, vanviddets gudinde. Hans berøring kunne gøre en helt sindssyg, ved et enkelt zap. Selv kunne jeg også pille ved folks hoveder, men det var intet i forhold til hvad Mikal kunne gøre. Jeg kom ikke ret langt i min redning af min lillebror. Cemal stoppede mig og rystede på hovedet. 

"Se," sagde han i stedet. Jeg skulle til at råbe af ham, men så alligevel hen på Richard og Mikal. Mikal sad mest bare og prikkede til min bror, som om han var en død frø han ville have liv i, men intet skete. Han virkede ikke anderledes, han så bare dybt interesseret og spændt op på Mikal, næsten beundrende. Ingen smerte, ingen sindssyge, bare Richard der var sit sære selv, mens Mikal prikkede til ham. 

"Hvorfor.. Prøver du at zappe ham?" spurgte jeg nysgerrigt Mikal. Han virkede til først at lægge mærke til, at døren overhovedet var blevet åbnet nu, og så hen på mig. Han nikkede langsomt til mig. "Og... der sker ikke noget?" spurgte jeg forvirret. Jeg vidste Mikal ikke bare kunne gøre en lidt småtosset. Den dreng var farlig, mere end jeg sikkert kunne begribe. Heldigvis havde jeg kun historier og gå ud fra. Jeg vidste hvad jeg kunne gøre ved et uheld, og det han kunne var meget værre - og med vilje. Jeg så på Richard, som nu også så på mig. 

"H-han gør ikke no-noget," beroligede min lillebror mig. "Han l-l-larmer bare," fortalte han, som om jeg skulle forstå hvad det nu betød. Mikal smilede lidt over det, og et smil fra den dreng var ikke ret kønt. Lidt som hvis en ulv ville smile, lige inden den åd dig. Viktor sad og så godt misfornøjet ud ved siden af. 

"Jeg forstår ikke hvad du mener, Richard," sagde jeg lidt opgivende. Cemal gav slip i mig, så jeg var fri igen. Min lillebror hoppede ned fra Cemals seng. Vi fulgte ham alle med øjnene, da han gik hen til mig. Så begyndte han at pege rundt, først på Mikal. 

"Høj flimmer," så pegede han på pigen på gulvet, Hester. "Høj, larmende rod," han pegede på Viktor. "Tikken," til sidst pegede han op på Cemal. "Lavere flimmer," og så så han op på mig, som om jeg nu ville forstå det hele. Der var helt stille i lokalet, ingen af de andre kom med en forklaring på hvad min bror snakkede om. Jeg stod først og stirrede lidt på Richard, før jeg talte. 

"Richie, det giver ingen mening, jeg forstår ikke-" heldigvis afbrød Cemal mig, ved at prikke mig på skulderen, så jeg så op på ham. 

"Jeg tror han hører mentale forstyrrelser. Du ved... Lyssa og alt det. Og han er immun over for Mikals zappen." Han så ned på mig, som om jeg kunne bekræfte hans teori. Jeg rynkede brynene og så tilbage ned på min lillebror. Han virkede meget stille, men hvis han var i et lokale med en masse folk, der bare var larm i hans hoved, så forstod jeg ham godt. Det var nu alligevel svært at begribe. Hvordan kunne man hører sindssyge?

"Men.. Viktor er da ikke Lyssa barn?" spurgte jeg undrende, og så over på ham. Han rystede på hovedet, som om jeg havde brug for han gav mig ret. Nu havde jeg kendte ham næsten siden jeg kom, jeg vidste altså godt hvem han var. Cemal trak på skuldrene. 

"Der må så være noget andet. Han reagerer heller ikke på Mel," forklarede han roligt. 

"Mel? Hvor længe har Richard været her? Har I hevet folk ind for at tjekke ham? Har I bare brugt ham som forsøgsdyr?!" Jeg var ikke ret glad for den del. Jeg kunne godt se det var spændende, og jeg var da også nysgerrig, men han var stadig bare en dreng på otte år. Over fra sengen dukkede en arm op bag ved Viktor og Mikal. Solbrun, småfregnet. 

"Jeg vil gerne fralægge mig alt ansvar," indskød Mel. Jeg kunne ikke rigtigt se andet af ham end hans arm, så jeg gik ud fra han lå under nogle af alle silkepuderne og de tunge dyner. Han var godt begravet. Men så forstod jeg da hvorfor Cemal havde nævnt ham. 

"Har han været her hele tiden?" spørgsmålet var dumt, jeg kunne jo se han lå begravet ude af syne. Alligevel så jeg op på Cemal, som havde fået en rødlige nuance i kinderne, også selvom han så ret muggen ud. Jeg havde nok fornærmet ham på en eller anden måde. Det var sagen med Cemal, jeg vidste aldrig helt hvornår jeg fornærmede ham, eller hvorfor. 

"Ja. Men det er ikke pointen. Richard har været her det meste af formiddagen, vi har ikke gjort noget han ikke ville. Vi er ikke barbare! Selvfølgelig har vi ikke brugt ham som forsøgsdyr!" Cemal lød godt pigesur over jeg overhovedet kunne tro han ville gøre Richard noget. "Desuden, er det ikke noget der interesserer dig? Jeg har aldrig mødt en evne som hans. Og du har ikke noget imod det, vel?" Cemal satte sig ned på knæ og så på Richard, som smilede lidt til ham. 

"Forstår du slet ikke alvoren? Du af alle bør da vide hvordan evner med det mentale kan påvirke dig." Jeg trak Richard en smule til mig. Cemal, der nu var mere på min højde, så på mig. Hvis blikke kunne dræbe, havde jeg ligget stenkold mellem de mange puder og farver lige der.  

"Jeg forstår fuldt ud hvad det betyder!" vrissede han af mig. "Men du må også indrømme der ligger et super potentiale i den slags evne. Og Delia, hvis han er immun over for det, hvad er det farlige så?" Spurgte han, i en utilfreds, bidende, men meget velformuleret tone. Jeg var ikke ret tilfreds, mest fordi han havde lidt ret. Det tog mig lige et øjeblik at sluge min stolthed. Hvis han var immun kunne der jo ikke ske noget. Men hvis han nu ikke var, kunne det være en farlig leg. 

"Er det noget du måske kan lære ham mere om? Charlie vil ikke, det er jeg sikker på. Og jeg ved ikke nok om mine egne evner." Jeg strøg Richard over håret, mens Cemal igen rejste sig op i sin fulde højde. Han virkede til at overveje mit spørgsmål et øjeblik. Han så mest ud til at have lyst til at sige nej, bare fordi jeg spurgte. Hvis Richard selv havde spurgt, havde han vel svinget drengen rundt og sunget ja. Men fordi jeg spurgte, så var der en modstand, nu hvor jeg havde fornærmet ham. Han overvejede længe nok til Mels hoved dukkede op henne i sengen, med krøllet hår til alle sider. 

"Cemaaal. Du vil da ikke sige nej til at hjælpe, vel? Han er super nuttet! Gülden ville også sige vi skulle hjælpe hvis vi kan," hjalp han mig, med et smukt, hvidt smil. Afrodites børn så åbenbart altid godt ud, når de smilede, også selvom de havde ligget gemt under puder og dyner på ubestemt tid. Cemal så over på Mel og sukkede kort. 

"Jo selvfølgelig. Hvis jeg kan hjælpe. Alt for at finde ud af hvad der sker med dig, ikke?" Han så ned på Richard og gav drengen et smil. Jeg rullede med øjnene, ret irriteret over han ikke bare kunne snakke til mig. Det var mig der havde spurgt. Samtidigt var det nok også min skyld, han var fornærmet efter forsøgskanin kommentaren. Derfor nikkede jeg også bare. At diskuterer med Cemal ville bare gøre han gik mere i baglås, så meget vidste jeg da. Han skulle stryges med hårene. 

"Du har min tillid. Jeg er nødt til at tage ham med nu, men jeg snakker lige med Charlie om det. Vi ser jo nok hinanden senere," Jeg smilede kort til ham, og så de andre. Viktor løftede en hånd som for at sige vi ses. Mel forsvandt ned i dyner og puder igen. Cemal lukkede døren bag os da jeg gik med Richard ud, uden et eneste smil. Han skulle vist demonstrerer sin fornærmelse. Jeg tog hans hånd og spurgte ikke ind til noget før vi var udenfor igen. "Var de søde ved dig?" 

"Mh. Jeg k-kunne h-høre Viktor da du gik, og f-f-fulgte efter l-lyden," forklarede han mig, mens vi gik tilbage til vores egen hytte lige ved siden af. 

"Har du altid kunne høre dem?" spurgte jeg nysgerrigt. Richard nikkede. 

"Ja. J-jeg ved ikke hv-hvad det er. Det sker bare v-v-ved nogen. De fleste er s-stille." Han gav slip på min hånd da vi kom til hytten, og hoppede næsten glad indenfor. 

"Bliv i hytten. Jeg får fat i Charlie og Liam. Det er snart tid til frokost," bad jeg ham. Han lød til at give et okay tilbage, så jeg sukkede lidt med et smil og gik så for at få fat i Charlie og Liam. Jeg skulle kun lige vende mig om, for at se Charlie gå imod mig. 

"Har du fundet ham?" spurgte hun, tydeligvis bekymret. Jeg nikkede hurtigt. 

"Ja, han er i hytten. Charlie, nu jeg har dig. Der er noget jeg vil spørge om," startede jeg. I mit hoved havde jeg regnet med hun stoppede op og lyttede. I stedet for gik hun lige forbi mig ind i hytten. Det var en flad fornemmelse.

"Vi tager den ved frokost, find Liam. Der er ikke lang tid til," beordrede hun. Jeg så misfornøjet efter hende, men det hjalp ikke ret meget. Hun gik bare ind i hytten, så jeg havde ikke andet valg end at få fat min bror. Han var på vej ind i Demeter hytten da jeg spottede ham. Jeg gik i samme retning, mens Avery kom ud af sin hytte med favnen fyldt med tøj. Det så ud til han snart ville tabe det hele, så jeg satte i løb, og nåede lige præcis at gribe den del af tøj bunken der ellers havde kurs mod jorden. 

"Tusind tak! Jeg var død hvis det var blevet beskidt nu, jeg har arbejdet på det hele dagen," klagede han. Jeg fik et ordenligt greb om tøjet med lidt kamp. 

"Hvor skal du hen med det?" spurgte jeg, mens jeg fik styr på den sidste t-shirt. Avery lo lidt af mit spørgsmål. 

"Ja, hen til jer. Bad du ikke om tøj til din nye lillebror?" spurgte han med et smil, mens vi gik tilbage mod min hytte. Jeg så overrasket på ham. 

"Jeg bad om lidt tøj, ikke en helt ny garderobe!" udbrød jeg med et smil. Det var så typisk, han kunne ikke gøre noget halvt. 

"Jojo, men hvis drengen ikke har noget," forsvarede han sin bunke af tøj. 

"Du har lavet alt det her i dag? Hvordan?" spurgte jeg forbløffet. Avery smilede. 

"Jeg går på en kostskole for drenge med specielle talenter. Mit er tekstiler og mode. Og så hjælper mine guddommelige kræfter en del," svarede han med et smil. Det skulle jeg have sagt mig selv, specielt efter missionen sidste år. Han havde kreeret tøj magisk på os, så var det her vel intet. 

"Ah... Hey hvad er der med Huan? Hun hilste slet ikke da jeg gik forbi hende. Hun lod som ingenting, hun ved da jeg er venner med dig," spurgte jeg nysgerrigt. Hans perfekte smil falmede og han så ligefrem. 

"Jeg aner det ikke, jeg har ikke snakket med hende siden sidste sommer..." Hans stemme var dyster og hans generelle glæde var forsvundet som dug for solen. Jeg forstod ikke helt hvad jeg havde sagt forkert, og havde slet ikke fået med, at der var problemer med dem. 

"Hvorfor ikke?" Jeg forsøgte at være forsigtig i mit spørgsmål. Avery sukkede, da vi stod et par meter fra hytte 12, og så på mig. 

"Hun slog op med mig sidste år, inden vi tog hjem. Noget med jeg skulle være sammen med en anden, jeg var ikke glad hos hende, hun var ikke den rette. Den slags gøgl." Han virkede rigtig godt bitter over det. Uden at virker for akavet, prøvede jeg at nikke medlidende. "Jeg ved ikke... Der er så mange her i lejren, der bare venter på deres chance for at vise hvad de kan, få en mission. Jeg er endelig af sted, selvom min mor aldrig har villet give mig en mission, og hvad er takken? Min kæreste slår op med mig. Det er da ikke en helts slutning, er det?" spurgte han lidt usikkert. 

"Avery, jeg er bange for det her slet ikke er slutningen endnu... Men nej, jeg forstår godt hvad du mener," svarede jeg med et suk. Han så bekymret på mig, kunne høre der lå mere bag mine ord. 

"Hvad mener du med det ikke er slutningen? Guderne fik deres attributter," prøvede han håbefuldt. Jeg nikkede. 

"Ja. Men... Du skal nok regne med der bliver kaldt til møde med vejlederne. Kom," jeg kastede med hovedet for at få ham med til vores hytte. Han kom med en lille, hjælpeløslyd, inden han gik med mig ind. Charlie sad i sofaen med Richard. 

"Hvor er Liam?" spurgte hun nysgerrigt, og fik øje på tøjet og Avery. "Hvad laver dukkedrengen her?"

"Avery har lavet tøj til Richard," forklarede jeg og løftede kort det tøj jeg holdt, inden jeg gik hen og satte det ved siden af Richard. Den lille dreng så på det med store øjne. Avery lagde det, han bar, ved siden af. 

"Hvilket af det er m-mit?" spurgte han helt overvældet. Avery smilede igen, og satte sig på hug så han kunne se Richard mere i øjnene. 

"Det hele. Tror du at du kan bruge det? Jeg havde godt nok ikke dine mål, men det skulle passe," forklarede han. Richard så ud til at forvente Avery rev det fra ham igen i næste sekund og lo af ham. I stedet tog han en t-shirt og viste den til drengen. "Vil du prøve det på? Så tilpasser vi det, så det passer helt rigtigt." T-shirten viftede han foran Richard, der med store øjne nikkede og hoppede ned for at gå med Avery. Han lo og tog en del af tøjet og gik med Richard ind på ham og Liams værelse. 

"Og Liam?" spurgte Charlie, nu irriteret. 

"Jeg skal nok..." Hendes humør gjorde mig en smule usikker, mest fordi jeg stadig skulle snakke alvorligt med hende, og hun ikke virkede i humør til alvorligt lige nu. Jeg nåede kun lige tilbage med Liam, da konkyliehornet lød til frokost og vi alle måtte gå mod spisepavillionen. Avery gik med os, mens han beundrede Richard i det nye tøj. Det kunne være købt i en designer butik. Denimshorts og en t-shirt i lilla med et print af en leopard på. Der var ikke tvivl om han var vores bror i det tøj. 

"Charlie?" prøvede jeg igen da vi sad ved vores bord og spiste. Vores far var stadig ikke tilbage, og Chiron var ikke til at se nogle steder. Det var kun os fire ved bordet. Min søster så op, så hendes kolde, blå øjne så direkte på mig. Det var et blik der gjorde det klart at jeg skulle fortsætte. "Jeg vil gerne spørge dig om en ret stor tjeneste," startede jeg. Hun rettede sig op og så mere interesseret på mig. Liam bøjede sig en smule, han kunne også mærke Charlie ikke var i det fedeste humør. 

"Jaer?" spurgte hun, tydeligvis allerede utilfreds. Jeg sank min mad og skubbede resten lidt væk for at folde mine arme foran mig. 

"Jeg ved godt vejleder titlen tilfalder dig, men... Jeg vil gerne have den. Bare for en tid. Jeg ville ikke spørge hvis det ikke var vigtigt," skyndte jeg mig at tilføje. Charlies blik blev mørkere. 

"Vigtigt? Delia, du er ikke berettiget den titel. Jeg er den ældste, den næste i rækken er Liam," indvendte hun. Liam rystede hurtigt på hovedet, han var åbenbart ikke interesseret i titlen. 

"Det ved jeg! Men det er en formalitet. En jeg skal bruge. Hør, Ha-" Jeg stoppede mig selv inden jeg fik sagt hele navnet. "Mørkets herre sendte mig en besked, jeg fik en profeti af Eirene. Jeg har brug for at komme med til møderne om den her profeti. Jeg ber dig, Charlie. Jeg er en del af det her, om jeg kan lide det eller ej, og jeg kan kun være en del af det hvis jeg er vejleder." Jeg så bedende på hende. Charlie rystede på hovedet, så hendes store, mørke krøller hoppede. 

"Nej, nej, nej! Vi var enige, ingen missioner. Du har fået en profeti? Hvorfor? Nej lad vær med at svare... Delia, du har knap været her halvandet år, du har ikke styr på dine evner, du kunne ikke engang holde øje med Richard, hvorfor skulle jeg overdrage dig titlen?" Hendes blik var skuffet og ikke mindst dømmende. Jeg bed kort tænderne sammen. 

"Richard har ikke brug for at blive set efter! Mange halvblods har ikke søskende til at holde øje med dem! Charlie, jeg har brug for at få al den information I får, og med mindre jeg selv er der, får jeg den ikke!" Jeg kunne mærke hvordan jeg selv pustede mig op, fordi jeg syntes hun var urimelig. Charlie gjorde det samme. 

"Vi holder ting skjult for dig, fordi du ikke er til at styre ellers! Du har alle de her skøre ideer, og du vil ikke lytte til fornuft! Jeg kan ikke sende dig af sted som vejleder. Hvis du vil være vejleder må du udfordre mig og vinde ligesom alle de andre." Med et nik gjorde hun klart at hun ikke havde mere at tilføje til det emne. Jeg så surt på hende, følte mig hverken hørt eller taget seriøst. 

"Du er ligesom Dionte. Du regner ikke med jeg kan finde ud af noget.." Jeg skubbede min mad helt ind på bordet før jeg rejste mig op og gik. Min appetit var væk, og jeg gad ikke skændes mere. I stedet gik jeg ned mod stranden. Alle spiste, så jeg kunne være i fred dernede. Det er normalt imod min natur at blive sur, jeg er generelt en glad person. I hvert fald hvis jeg selv skal sige det. Men når nu min søster skulle være sådan. 

Jeg satte mig og begravede mine fødder i det hvide sand og så ud på vandet. Det bølgede dovent i den sparsomme vind, og glimtede smukt i solskinnet der strålede ned. Jeg sukkede opgivende. "Hvad ville du gøre?" spurgte jeg ud i ingenting og lagde en finger imod glasøjet om min hals. Raymon havde givet mig det, for at det skulle passe på mig, men det virkede vist ikke ret godt. Jeg så op mod himlen med et vredt blik. "Hvis jeg skal hjælpe jer, hvorfor hjælper I så ikke mig?!" halvt råbte jeg af himlen. Jeg råbte af guderne, profetier, mine brødre, hvem end der var i de højere lag. Guderne gad ikke engang blive sure over jeg råbte af dem. Jeg sukkede og faldt tilbage på ryggen og så op i den blå himmel. 

Mit blik fulgte fuglene der fløj over lejren. Et par solsorte, en krage, et par duer. Det var det eneste jeg rigtigt kunne se, siden skyerne veg uden om halvblodslejren. Det hele virkede uoverskueligt. Profetien gik stadig igennem mit hoved og jeg prøvede at forstå den. 

"Ukendte fjender, bag masken... Det er altså ikke Litsa... Jeg har ret," mumlede jeg til mig selv. "Mørkets børn skal tale sandt... Mørkets børn?" sukkede jeg tungt. Det kunne forstås på så mange måder, jeg havde mine ideer. Men min første indskydelse var Hades børnene. De var trods alt børn af Mørkets herre. 

Jeg blev på stranden hele eftermiddagen. Selv da der dukkede andre halvblods op, for at bade eller træne. Jeg holdt mig til udkanten af de andre, men blev siddende og så på vandet. Mest fordi jeg var sur på Charlie, og jeg gad ikke gå hjem, for bare at skændes videre. Jeg lagde armene om mine ben og min hage mod minde knæ. En eller anden satte sig ned ved siden af mig, men jeg gik ud fra de snakkede hvis de ville mig noget. Mit blik forblev rettet ud mod vandet.

"Du minder mig enormt meget om Raymon. Han var også så direkte og stædig. Måske mere dannet og velopdraget, men." Stemmen ved siden af mig lo lidt. Jeg vendte hovedet og så direkte på Ashland Blake. Han havde et æble i hånden og så ud på vandet ligesom mig. Hans smil var strålende, jeg var næsten sikker på det gav genskind fra solen. 

"Hvad?" spurgte jeg, siden han havde overrasket mig lidt med den udtalelse ud af ingenting. Mine tanker havde været et andet sted. Ashland smilede til mig. 

"Dig. Du er ligesom ham. Lavet af det samme." Han rakte æblet til mig. "Et æble om dagen holder doktoren væk. Tag det fra en, der ved det." Han gav mig et blink med det ene øje. Jeg tog det med et smil, selvom jeg virkelig prøvede at lade vær med at være glad allerede. "Du nåede ikke at spise meget før du gik. Hvad skændtes du med Charles om?" spurgte han, rimelig direkte. Mit smil forsvandt igen, og mit blik søgte ud på havet. 

"Det er ligemeget, hun giver sig ikke. Kender du bare alle her i lejren?" Det var et tydeligt forsøg på at skifte emne. Ashland accepterede det dog. 

"Nah. Ikke dem der er kommet efter dig og sådan. Men jeg var rigtig gode venner med Raymon og Charlie sidst jeg boede her. Vi legede altid sandhed og konsekvens sammen," fortalte han med et smil. Jeg så på ham med et ryk. 

"Det leger vi hele tiden." 

"Det gør mig glad. Jeg hører du er gode venner med Rosa og Viktor også? Rosa nævnte dig i hvert fald." Ashland så helt roligt på mig. Der var noget rart, hyggeligt og beroligende over ham. Som om han var en levende solstråle, hvilket nok ikke var helt forkert. Han var søn af solen, så det gav i hvert fald mening. 

"Ja, vi var på mission sammen, jeg træner med dem. Jeg kender Viktor bedre end Rosa," forklarede jeg og tog en bid af det æble han havde taget med til mig. Han havde haft helt ret, jeg nåede ikke at spise meget til frokost, og var faktisk sulten, selvom jeg ikke rigtigt havde trænet den dag. 

"Virkelig? Han er ellers svær at komme ind på. Måske er det bare mig," han lo lidt og klappede mig på skulderen. "Hvis jeg kan hjælpe dig med Charles, så sig til. Ellers så bliv gode venner med hende igen. Vi erobrer flag i morgen, det er aldrig sjovt at have fjender på sit eget hold," advarede han mig dramatisk, før han rejste sig igen og lod mig være alene. Jeg smilede lidt. Han kendte mig godt nok ikke, men der var noget rart over ham. Jeg så ud på vandet igen og tog endnu en bid af æblet. Til min overraskelse faldt æblet fra hinanden i flere stykker. Jeg prøvede ihærdigt at gribe stykkerne af æblet, men nogle af dem faldt på jorden og andre ramte min kjole så saften plettede den. Det lagde jeg nu ikke ret meget mærke til særlig længe. En lille, sammenkrøllet seddel stjal min opmærksomhed. Den var fedtet af æblesaft, og jeg kunne godt regne ud den havde været i æblet. Jeg så op efter Ashland, men han var allerede væk. I stedet foldede jeg sedlen ud for at se hvad der stod. 

"Vejleder møde i aften, 19.00. Snak med Nora Goldenberg først. Hytte 11." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...