Delia Woods - Mørkets Børn

Efter sidste sommers kamp og problemer, er roen endelig faldet over halvblodslejren igen. Alle håber at gå en rolig sommer i møde, men kort inden lejrdeltagerne alle vender tilbage, er der mystiske hændelser der fanger Delias interesse, og hun må endnu engang finde sig i at blive viklet ind i et kaos af fjender og kamp. Anden del af Delias historie.

1Likes
0Kommentarer
170Visninger
AA

2. Mine brødre virker til at tiltrække død

"Dracon kom med ham lige inden vi skulle spise, det var derfor far ikke var der," forklarede Charlie mig. 

"Så det er derfor Dracon er her tidligt," kommenterede jeg lavt, mere en note til mig selv end de andre.

"Du har allerede mødt ham?" spurgte Charlie overrasket, og rejste sig op, stadig med Richard i hånden. Den lille dreng virkede til hurtigt at have fundet tryghed ved Charlie. Hun kunne også virke moderlig, lige så meget som hun kunne virke kold og afvisende. 

"Det kan man godt sige." Historien om den tohovedet hund kunne de få senere. Jeg så på drengen og smilede venligt. "Mit navn er Delia," præsenterede jeg mig kort. Han rykkede tættere på Charlie, og så spørgende op på hende. Jeg så normalt ikke mig selv som skræmmende, men hvis man kun var et barn, og man mødte nogen med lilla øjne og med et sværd i hænderne, så havde jeg nok også været lidt forsigtig. 

"Richard siger ikke ret meget. Vi har aftalt at Liam hjælper ham med at blive vasket og få noget rent tøj på, så reder vi to en seng og finder noget mad til ham." Charlie smilede kort til den lille dreng, inden hun så over på mig. Jeg nikkede en smule for at vise jeg var med på dén ide. 

"Kom med mig!" Liam smilede til drengen, og samlede ham hurtigt op. Han var heller ikke meget mere end otte år gammel at dømme ud fra hans udseende, og han havde vist ikke spist ret meget i længere tid, så han var ikke tung for min kamptrænede storebror. De to drenge forsvandt ind på badeværelset mens Liam snakkede løs om en eller anden superhlet, og så snart døren var lukket, så Charlie på mig. 

"Far har vedkendt sig ham. Dracon fandt ham rendende rundt i Las Vegas, ikke langt fra hvor han bor. Han prøvede at stjæle Dracons armbånd af underjordiske ædelsten. Det var det der gjorde han vidste drengen var halvblods, mennesker ser kun et hjemmelavet armbånd som en dreng på gaden ikke ville få noget ud af at stjæle. Han besluttede det var bedst at få ham hertil med det samme, så her er de," forklarede hun mig hurtigt. Jeg nikkede en smule. Det var sjældent Dracon gjorde noget fornuftigt på egen hånd, men den her gang havde han åbenbart været helt moden. Lejren var uden tvivl det sikreste sted for en dreng på hans alder. 

"Hvad med hans mor?" Min egen havde vendt mig ryggen da jeg var taget til halvblodslejren, men de andre havde haft mødre der elskede dem. Richard måtte jo kommet et sted fra, måske sad der en bekymret mor et sted nu. 

"Han aner ikke hvor hun er. Hvad vi har kunne få ud af ham, så har han boet på gaden et stykke tid. Han vidste ikke engang hvad han hed til efternavn," fortalte hun videre. "Vi blev enige om at James var et godt efternavn." Jeg så på hende i et ryk. 

"James? Ligesom-"

"Raymon, ja. RJ. Det er et stærkt navn, han ligner en der kunne trænge til det," sagde hun roligt. Jeg nikkede. 

"Det er helt perfekt." Det var godt nok lidt underligt, det var ikke engang et år siden Raymon var død, og nu havde vi allerede en ny RJ. Alligevel var det rart nok, som om det var sådan det skulle være. Vi talte nu ikke mere om det, i stedet bevægede Charlie og mig os ind på det værelse der førhen havde været drengeværelset. Nu var det bare Liams værelse, og han sørgede for at fylde pladsen godt ud derinde. Hans tøj, våben, bøger og andre ting var spredt med løs hånd over gulvet og de køjesenge der stod derinde. Vi var nødt til at smide en bunke tøj oven på en seng fyldt med krigsudstyr, for at gøre en seng ryddelig til Richard. Jeg ønskede inderligt at Avery havde været der i det øjeblik. Han var søn af Hera, og derfor mester i at gøre rent og gøre ting pæne. Og så havde han magiske evner så ting bare så fantastiske ud på ingen tid. Desværre måtte vi selv klare den, få lagt nyt sengetøj på, og redt op. Liam var stadig på badeværelset med Richard da vi var færdige. Vi behøvede ikke tjekke op på dem, for mens vi stod og overvejede om vi kunne forlade dem for at hente mad, kunne vi pludseligt høre et enormt plask og begge drenge bryde ud i latter. Jeg smilede lidt. 

"Liam kan vist godt lige klare det her i ti minutter," sagde Charlie, inden vi gik ud for at finde mad. Normalt var det uden for reglerne at tigge mad i køkkenet. Harpyerne i køkkenet kunne blive rigtig lede og strenge, og de var ikke bange for at true med at æde en. De fandt dog noget brød og en cheeseburger fra aftensmaden til os, som vi kunne få med tilbage til hytten. De fik os til at sværge på Styx på at vi ville komme tilbage med tallerkenen. Tænk engang, midt om natten, og så fik vi verdens vigtigste tallerken. 

Solen var næsten nede da vi gik tilbage mod vores hytte. Det betød at hytte 7 nu ikke længere skinnede som den plejede om dagen, og at hytte 8 nu begyndte at overtage pragten. Om dagen så Artemis' hytte kedelig og grå ud, men når natten nærmede sig og månen stod højt på himlen, så strålede den som en sølvstjerne midt i lejren. Det var et smukt og magisk syn, præcis som dens tvillingehytte var om dagen. 

Inde i hytten sad Richard og Liam i den store sofa. Liam havde fundet en jordbærplante og underholdt Richard med at han kunne få den til at bevæge sig og gro friske bær ud til ham. Richard var meget betaget af det, indtil han hørte os komme ind. Så flyttede han sit blik til maden jeg havde i mine hænder. Han så helt anderledes ud lige pludseligt. Han havde en solbrun hud, som passede til hans sorte hår og mørke øjne. Jeg havde først troet han bare var godt beskidt. Det havde han også været, han var blevet en tone eller to lysere, men stadig ikke i nærheden af min eller Charlies lyse hud. Han lignede Liam mest, kun med undtagelse af at hans træk var rundere og hans hår var glat. Alligevel var man ikke rigtigt i tvivl når man så de to drenge ved siden af hinanden. De var brødre. 

"De havde ikke ret meget, men det burde være nok, bare så du kan få lidt inden du skal sove," fortalte Charlie med en venlige, nærmest pædagogisk stemme. Hun tog tallerkenen fra mine hænder, og vi gik sammen hen og satte maden ned foran drengen. Richard så mellem os alle tre, som om han ventede på vi tog maden fra ham igen. Da det gik op for ham, at vi ikke ville tage den, kastede han sig over den som en udhungret hund. Vi så imellem hinanden mens han spiste. Selvom cheeseburgeren var i en fornuftig størrelse, nok til at de fleste normale voksne kunne blive mæt, så slugte drengen den på kort tid. Selv Liam ville ikke kunne have spist den så hurtigt, ikke engang hvis han prøvede. Brødet tog han lidt mere tid med. Ingen af os sagde noget imens han spiste, vi gav ham bare ro, og ville ikke have han følte sig udenfor hvis vi begyndte og snakke hen over hans hoved. 

Da tallerkenen var tom igen, gabte Richard. Han prøvede at skjule det, men vi så det alle. Han sank lidt længere ned i sofaen, og lignede en der kunne falde i søvn lige der. Charlie så over på Liam og nikkede imod drengenes værelse. Min storebror fangede hvad hun ville, og kom hurtigt på benene. 

"Kom, jeg tror det er ved at være sengetid. Du skal sove ved mig, det er super hyggeligt! Og jeg lover jeg nok skal blive hos dig. Du finder ikke et mere sikkert sted end lejren," lovede han Richard. Den lille dreng så tøvende ud, men kom også op og stå, og vraltede med Liam. Han havde fået en af Liams' t-shirt på. Den var alt for stor til ham, men det fungerede til vi kunne finde noget der passede ham bedre. Han skulle også bare sove i den lige nu, så var størrelsen ligemeget. 

Richard så rundt i hytten på vej mod drengenes værelse, og stoppede op da han fik øje på noget over vores ildsted. Han gik hen og stillede sig foran, blikket direkte rettet op på noget på hylden oven over. Liam gik hen bag ham for at se hvad han fik øje på. Richard lagde hovedet på skrå og pegede op på billedet der stod der. Et billede jeg havde taget sidste sommer, et billede af mine søskende dengang. Liam lagde en hånd på Richards skulder med et smil. 

"Dem skal jeg nok fortælle dig om i morgen, det lover jeg. Men du skal sove først. Kom med." Liam tog hans hånd og forsvandt ind på deres værelse. Charlie så på mig da de var væk. 

"Der er altså noget underligt over den dreng," sagde hun lavt. Jeg trak mine øjenbryn sammen i en undrende mine. 

"Hvad mener du?" spurgte jeg uforstående. Charlie trak lidt på skuldrene. 

"Jeg ved det ikke. Det er bare... Synes du ikke det er sært han dukker op nu? Han snakker ikke rigtigt, og så peger han på det billede." Hun nikkede over mod billedet og gøs. Jeg trak på en skulder. 

"Han er bare et barn, Charlie." Det virkede godt nok lidt underligt det hele, men alting var som regel lidt underligt i vores verden. "Jeg går hen med tallerkenen og skynder mig tilbage." For at skifte emne tog jeg tallerkenen og rejste mig op i hurtig bevægelse. Charlie kom også på benene. 

"Ja. Og så bør vi gå i seng. Alle de andre kommer i morgen, det bliver en lang dag." Hun strakte sig kort, inden hun forsvandt ind på vores værelse. Jeg nikkede bare, før jeg gik udenfor for at komme hen med den vigtige tallerken. Solen var helt nede nu, og månen var det eneste lys. Ved hytte 13 brændte der grøn græsk ild, men det oplyste ikke ret meget. Der var lys i nogle af de andre hytter endnu, nogle var helt mørklagte. Ude i den menneskelige verden havde jeg været bange for mørke. Det var jeg ikke rigtigt i halvblodslejren, jeg vidste jeg var i sikkerhed. Derfor gik jeg også roligt af sted mod køkkenet, svingede lidt med armene i den kølige sommeraften. 

"Hvor skal du hen?" Jeg hoppede næsten da jeg hørte en stemme bag mig. Jeg snurrede rundt og var med det samme klar til at smække hvem end det var med tallerkenen. Mine parader faldt dog hurtigt da jeg så Viktor stå afslappet bag mig. 

"Hvad laver du herude? Nu? Jeg troede du skulle hvile dig?" Jeg sukkede lidt lettet. Viktor var ikke farlig, ikke over for siden venner. Hvis han endelig ville være det, så var det alligevel ikke nok med en tallerken. Han stak hænderne i lommerne og gik op på siden af mig mens han så op på månen. 

"Månen giver mig energi. Det er bedre jeg er herude i dens lys end inde i hytten," forklarede han roligt. "Hvor er du på vej hen?" gentog han så. Jeg smilede og tog fat om hans arm så vi kunne gå sammen til køkkenet. Nu hvor han havde opsnuset mig, kunne han lige så godt holde mig ordenligt med selskab. 

"Jeg skal ned og afleverer en tallerken. Render du tit rundt om aftenen?" spurgte jeg roligt. Det var rart at have en at snakke med. Turen til køkkenet var ikke ret lang, men det var alligevel rart at kunne følges. Så ville harpyerne måske heller ikke æde mig.  

"Nogle gange. Men jeg hørte noget og ville tjekke. Og så kom du gående." Han så lige frem for sig, ikke på mig. Hans ord gav mig en følelse af at en tung klump is pludseligt faldt ned i min mave, for han lød ikke til det var mig han havde hørt. 

"Hvad mener du med at du hørte noget? Altså som nymfer eller..?" Jeg kunne mærke jeg med det samme blev paranoid. Det var min første reaktion. Så huskede jeg mig selv på at jeg var i halvblodslejren, det sikreste sted for halvblods, og det hjalp lidt. Klumpen af is føltes lidt lettere, men den var der stadig. 

"Nej. Som stemmer. Fodtrin. Jeg er mere vågen og opmærksom om natten, opdager mere." Han trak lidt ligegyldigt på skuldrene. Det gjorde mig glad at han tog det roligt, så skulle jeg nok heller ikke være bange. Men igen, Viktor tog alting ret roligt.  

"Det var nok bare nogle der lavede sjov med hinanden. Vi er jo sikre her i lejren, ingen monstre kan komme ind uden vi lader dem," beroligede jeg mig selv. Viktor nikkede for at give mig ret. 

"Andre halvblods kan godt komme ind," sagde han så. Måden han sagde det  på gjorde isklumpen tung igen. Han havde ret. Vi var i sikkerhed for monstre, men ikke fra andre halvblods. Halvblods som Litsa. Alligevel rystede jeg på hovedet for at få tanken væk igen. Hvorfor skulle hun rende rundt i lejren nu? Hun var et afsluttet kapitel, tænkte jeg for mig selv. Kender du det når man tænker noget man ved er løgne, bare for at berolige sig selv? Ja, det var et af dé øjeblikke. 

"Det er sikkert ikke noget. Kommer Mikal i morgen?" Jeg skyndte mig at at skifte emne, inden det blev for uhyggeligt at snakke om. Ved køkkenet leverede jeg hurtigt tallerkenen inden vi gik arm i arm tilbage imod hytterne. Harpyerne nåede slet ikke at overveje og æde os. 

"Ja," var alt jeg fik af svar til mit spørgsmål. Viktor var en mand af få ord, så det var fint nok. Det gjorde mig glad på hans vegne at Mikal ville komme tilbage. De to drengen havde været lidt uheldige med planlægningen af det forløbne år. Viktor og Rosa havde været i Island tre måneder, og var kommet tilbage lige inden jul. På det tidspunkt var Mikal rejst for at komme hjem og på en klinik eller noget i den stil. Jeg var ikke sikker på detaljerne, men de havde i hvert fald ikke set hinanden siden sidste sommer. Jeg vidste Viktor havde det bedst med sin kæreste i nærheden, og Mikal var på samme måde. 

"Skal du slet ikke sove inden de alle kommer?" spurgte jeg da vi nærmede os hytterne igen, og han gik med mig i retningen af hytte 12, ikke mod den strålende hytte 8 han boede i. 

"Ikke før månen er på vej ned. Jeg nyder lige roen," forklarede han roligt og uden at se på mig. Hans blik var stadig rettet ligefrem. Øjenkontakt var endnu en ting der var svært med Viktor, men jeg ville heller ikke kunne se ret meget i det svage månelys. 

Han fulgte mig helt hen til min hytte før han gav slip så jeg kunne komme indenfor. Jeg fik sagt tak til ham. Han nikkede bare roligt, før han gik i retningen af søen. Jeg så kort efter ham, og så kort rundt i mørket som om jeg ville kunne se noget. Så skyndte jeg mig ind i lyset fra mine egen hytte og lukkede døren bag mig. 

***

Lejren summede næste morgen. De første kom allerede efter morgenmaden. Vi kom igennem vores første hytteinspektion uden problemer, hvilket var sødt af Tamora Cox. Hun var datter af Afrodite, og havde sidste år været ret strid. Hun var blevet lidt sødere at være sammen med, og havde ikke engang prøvet at skræmme Richard. Den lille dreng fik vi en orange lejr t-shirt til i den rigtige størrelse, og vi fandt nogle bukser der passede ham i hovedbygningen blandt glemt tøj. På en aller anden måde måtte vi skaffe noget mere, men han havde i det mindste noget. 

Vi kunne ikke bruge dagen på at vente, vi havde ingen søskende der kom, så vi blev sat til at rende rundt på jordbærmarkerne med nymferne for at plukke bær. Det var vores eksportvarer, vores dæknavn, Delphi Jordbærservice. Vi var ikke helt vilde med ideen, men man kunne ikke diskuterer med vores far, så vi vandrede lydigt ud på markerne. 

Liam havde en fest med planterne, fik dem til at gro og blomstre vildt om sig. Richard var super betaget af det, så han fulgte Liam lige i hælene hele tiden, mens min storebror fodrede dem begge med jordbær. Charlie og jeg stod med kasser til jordbærene og kiggede på dem. 

"Jeg ville for én gangs skyld gerne have Liams evne," brokkede min søster sig, inden hun satte sig ned på hug for at begynde og plukke bærene. Nymferne og satyrerne havde allerede lokket en del flotte bær frem, men de skulle jo også plukkes. Jeg satte mig hos hende. 

"Richard hygger sig da," prøvede jeg at opmuntre hende. Charlie smilede også lidt, mens hun roligt fik plukket bærerne. 

"Mh, og nymferne er godt trætte af ham. Prøv og se." Hun nikkede mod to nymfer der så misfornøjet på Liam. Nymfer var altid smukke, og lavet af naturen selv, men når de var sure var de ikke lige så smukke som når de smilede. Så var de mere skræmmende, som om man vidste man skulle holde sig væk. Jeg rynkede panden. 

"Hvad er de sure over?" spurgte jeg forvirret. Charlie rystede på hovedet. 

"Nymfer er tossede. De mener sikkert ikke de bær han laver er lige så gode som deres. Plantesnobberi, ligesom Demeter børnene." Hun rullede med øjnene, tydeligvis ikke med de største tanker om nymferne. Jeg lo en smule, og undlod at lægge for meget i det. Nymferne var velsagtens lige så forskellige som os. Noget sagde mig min storesøster bare havde en utrolig evne til at blive uvenner med de fleste. I hvert fald de fleste piger. Hun gjorde det sikkert ikke med vilje, men Charlie var ikke ret god til at holde sin mund. 

Høsten gik meget hurtigere for drengene end for os. Liam gik roligt af sted og lod bærerne modnes i samme tempo som Richard kunne plukke dem. Den lille dreng var hurtig med sine hænder. Hvis han havde boet på gaden som vi troede, havde han nok også været nødt til at være hurtig. I det mindste var det noget der også kom ham til gode som halvblods. Alligevel virkede det helt forkert for mig at en lille dreng som ham skulle bo her, med dødsfarer og hårde opgaver over det hele. Han var godt nok ikke den eneste, der var flere halvblods på hans alder, men jeg havde aldrig rigtigt haft noget med dem at gøre. Nu var en af dem min lillebror. 

Da drengenes kasser var fyldt op, sluttede de sig til os. Vi havde kun lige fyldt to kasser, mens de havde fået fyldt seks. Charlie skulede af drengenes kasser og skubbede vores tomme mod Liam. "Kunne du ikke fylde dem også?" spurgte hun køligt. Ved siden af mig satte Richard sig ned og begyndte og spise af bærerne. Det måtte vi egentlig ikke, men når vi havde masseproducenten Liam hos os, ville jeg ikke til at skælde ham ud. Han skulle have lov. 

"Intet problem! Hey, har I set hvordan de tjekker mig ud?" Liam kastede begejstret hovedet i retning af de to nymfer. Charlie sukkede tungt af ham, mens jeg synes det var svært ikke at grine. 

"De tjekker dig nok ikke ligefrem ud. Få nu fyldt de kasser så vi kan slippe ud af den her mark," beklagede hun sig. Det var ikke første gang vi var på marken, det var typisk her vi blev sendt hen når far ikke vidste hvad vi skulle lave. Liam og jeg kunne godt lide det. Liam havde sin jordbær ting, og jeg nød bare at rende rundt ved planterne, mærke jorden under mine fødder. Charlie var ikke lige så tæt på naturen og planter som Liam og jeg, hun brød sig ikke ret meget om markerne. 

"Det gik hurtigere dengang Dionte hjalp," pointerede Liam lavt, og begyndte og bruge sin magi på planterne ved os. Richard sad med jordbær i hele ansigtet og så undrende på Liam. Charlie og Liam opfangede det ikke rigtigt, og jeg vidste ikke hvordan jeg kunne forklarer det. 

"Ja, men... Nu er planterne dit job, Liam." Charlie lød ikke så kold og hård mere. Hun lød som om hun havde fået en klump i halsen, hvilket var lidt underligt. Hun havde bandet og svoret af Dionte, hævdet at han fik som fortjent. De seneste uger var det som om det havde ændret, som om hun var begyndt at savne ham. Vi andre havde sørget og havde grædt masser af tårer for begge vores brødre. Charlie havde ikke gjort nogle af delene. Hun havde ladet som om det hele ikke rigtigt var sket. Nu hvor alle kom tilbage kunne hun ikke længere lade som om. Richard sad stadig og så forvirret ud. Jeg stoppede min plukning og satte mig ned ved ham. 

"Dionte var vores bror. Han døde desværre sidste år, fordi en meget slem halvblods mente han havde fortjent det. Han døde sammen med vores anden bror, Raymon." Jeg forklarede det roligt og langsomt, så jeg var sikker på Richard forstod hvad jeg sagde. Liam og Charlie arbejdede stadig, men jeg kunne se hvordan Charlies muskler var spændt bare fordi jeg snakkede om vores brødre. 

"H-halvblods?" gentog Richard undrende. Charlie så sig forvirret over skulderen. 

"Vi er halvblods. Det ved du da godt, Richard," forklarede hun. Jeg rystede en smule på hovedet. 

"Jeg tror ikke det er det han mener. Du vil vide hvilken halvblods der var skyld i det, ikke?" Jeg så spørgende på ham. Den lille dreng nikkede en anelse. "Han var søn af Hermes. Dem over fra hytte 11, dem overfor os, med grafittien på facaden. Julien, hed han." Jeg smilede lidt til ham. 

"Han er ikke halvblods mere," afsluttede Charlie. "Jeg forvandlede ham til en due. Jeg håber han lever som en resten af sit liv." Hendes stemme var dyster, meget mere end jeg ville have brugt tæt på et barn. Men Richard kunne lige så godt lærer det. Vores verden var hård og ubarmhjertig. Jeg havde også lært det på den hårde måde. 

"Men du er i sikkerhed her, hos os andre. Der sker ikke noget inde i lejren." Det var svært at prøve at forsikre Richard om at intet ville ske, når jeg knap selv troede på det efter snakken med Viktor aftenen inden. Alligevel prøvede jeg. Drengen nikkede bare. Så rejste han sig op, tog to kasser med jordbær og så på mig og så i retningen af lejren. Jeg forstod. 

"Richard vil gerne have mig med tilbage. Er det okay?" Inden jeg havde fået grønt lys fra Charlie, rejste jeg mig op og børstede min kjole af for jord. Hun nikkede bare. 

"Ja, Liam og jeg klarer de sidste fire kasser. Intet problem." Hun mumlede lidt, som var hun i dybe tanke om noget. Jeg nikkede og tog fire kasser med jordbær før jeg gik med Richard mod hovedbygningen.

"Har du mødt andre halvblods før du mødte Dracon?" spurgte jeg afprøvende. Charlie sagde godt nok han ikke snakkede meget, og jeg havde heller ikke hørt meget fra ham, men derfor ville jeg stadig prøve. 

"Ja," svarede han til min overraskelse. Overraskelsen skyldtes to ting. For det første var jeg overrasket over han bare svarede. For det andet overraskede det mig at han havde mødt andre halvblods, men ikke var kommet til lejren før nu. 

"Hvordan vidste du at de var halvblods?" spurgte jeg nysgerrigt. Richard så frem for sig, for at være sikker på han ikke snublede over noget mens vi gik. 

"De havde s-s-sværd og brugte m-magi," fortalte han roligt. Jeg rynkede panden uforstående, men nikkede så. Han havde tydeligvis set gennem tågen som beskyttede os fra at mennesker så vores verden. 

"Hvordan så de ud? Dem du så?" Jeg var usikker på det rigtigt kunne give mig ret meget at gå ud efter, men jeg følte jeg var nødt til at spørge. Det kunne måske være vigtigt. 

"Uhyggelige," var det eneste ord jeg fik ud af ham til at starte med. Han skulle lige tygge lidt mere på mit spørgsmål, før han så prøvede igen. "Den ene havde et a-a-ar i ansigtet." Jeg kendte kun én halvblods med ar i ansigtet, men jeg vidste han ikke havde set Mikal. Mikal var fra Finland, hvis han ikke var i lejren var han i europa, ikke i Las Vegas. 

"Var der andre? Hvordan så de ud?" Måske var det ikke helt fair at udspørge ham, han var næsten kun lige kommet, men han havde min nysgerrighed. Desuden virkede han ikke til at have store traumer, så jeg gik ud fra det gik. 

"Det kan j-j-jeg ikke h-huske." Det fik jeg så alligevel ikke ret meget ud af. Selvfølgelig kunne jeg ikke blive sur på ham for ikke at huske det. Han havde sikkert ikke vidst hvad det var for noget på det tidspunkt, og han havde nok været bange, så jeg kunne ikke forvente meget mere. Vi stillede vores kasser af ved hovedbygningen. Far havde sagt vi bare kunne stille dem, så det gjorde vi. Jeg så på Richard. 

"Hvad vil du gerne?" Liam havde vist ham hele lejren omkring morgenmaden, så han kendte de vigtigste ting. Richard så mod hytterne og lagde hovedet på skrå. 

"Lærer om g-guderne," bad han stille. Det var selvfølgelig en meget god idé. Det gode ved at han ikke var ældre, var at han bare godtog tingene. Hans far var en gud? super. Han boede i en lejr hvor alle havde sværd? Intet problem. Han tænkte ikke så meget over det, han var bare i vores verden nu, og det var fint. Jeg misundede ham lidt den tilgang. Da jeg var kommet til lejren havde det hele virket som en sær, ond drøm. Alt havde været ret svært at tro på.

"Jamen så kom. Vi kan se alle hytterne, så skal jeg nok fortælle dig om guderne de tilhører. Måske er der kommet nogle nye halvblods du skal møde." Jeg strakte min hånd ud mod ham. Han tog den med det samme, og trak mig nærmest af sted. Som menneske havde jeg aldrig haft søskende. Det at jeg nu havde en der var yngre end mig var meget nyt, men jeg prøvede virkelig at gøre det rigtigt. Richard var heldigvis ikke ret krævende, så jeg kunne i det mindste forsøge lidt frem og tilbage. 

Vi gik hen til hytterne, og min plan var at starte ved Zeus og Heras hytte, men før jeg kunne få startet så jeg et velkendt ansigt. "Avery!" råbte jeg glad for at få hans opmærksomhed. Jeg så ned på Richard og smilede, for at vise ham det her nok skulle blive godt. Jeg fik Heras søns opmærksomhed, og han stak også i et smil da han så mig. Han havde noget der lignede en skoleuniform på, hvilket slet ikke lignede ham, men det ville jeg ikke spørge om nu. Avery gik imod os med det samme. 

"Delia! Dejligt at se dig. Og hvem er det?" Han så ned på Richard og smilede varmt. Der var noget trygt ved Avery, som om han var den fætter man altid glædede sig til at se igen. Hans mor var vist også gudinde for noget med hjemmet eller huset eller sådan noget. Måske var det en naturlig aura. Det virkede til Richard også kunne mærke det, for han smilede tilbage til Avery, og gemte sig ikke ind til mig. 

"Min lillebror, Richard. Dracon kom med ham i går, fundet ham i Las Vegas." Jeg så kort imellem dem. Richard løftede en hånd som for at vinke. "Avery er en rigtig god ven. Han hjalp med at kæmpe mod de slemme halvblods sidste år," forklarede jeg ham. 

"Så meget hjalp jeg vist heller ikke," fik Avery ydmygt sagt. 

"Jo du gjorde. Apropos hjælp. Richard har ikke rigtigt så meget tøj, er det noget du måske kunne hjælpe med en af de kommende dage? Jeg ved godt du lige er kommet, men-"

"Jeg vil meget gerne hjælpe, Delia. Jeg siger dig, skolen har været forfærdelig i år. Jeg har bare glæder mig til at komme her igen og få mit fokus flyttet til noget andet. Det ville være et perfekt projekt at starte med. Jeg kigger på det senere. Jeg skal lige have pakket ud og skiftet tøj, men vi ses vel, i hvert fald til lejrbål?" spurgte han nysgerrigt. Jeg nikkede ivrigt. 

"Ja selvfølgelig! Vi er nødt til at finde sammen i aften, alle sammen," indskød jeg. Med alle, mente jeg os der var en gruppe sidste år. Det var jeg sikker på Avery også forstod. Han nikkede i hvert fald, men uden det ødelagde hans perfekte frisure. Hvordan han rendte rundt og lignede en filmstjerne konstant forstod jeg ikke helt. Magi var der indblandet, det vidste jeg godt, men alligevel. Det virkede helt utroligt. 

"Aftale. Vi ses. Hyggeligt at møde dig Richie!" Avery gav Richard en high five, inden han trippede ind i sin hytte. At kalde bygningen en hytte var en underdrivelse. Det var en enorm stenbygning, med dekorerede søjler udenfor. Jeg havde ikke været indenfor, men jeg ville undre mig meget hvis alt ikke var hvid sten, marmor og guld indenfor. Det var det i hvert fald udenfor. 

Richard og jeg gik runden ved hytterne, startede ved hytte 1 og snakkede om udsmykningerne, hvem der boede der, og guderne hytterne var bygget for. Richard sluprede alt til sig han kunne. Hans øjne var store, som om al den information han fik gik lige ind og satte sig fast, og det næsten var for meget for ham. Alligevel pegede han ivrigt hver gang der var noget eller nogen han ville vide mere om. Han var meget betaget af Ares hytten, og deres noget voldsomme måde at præsenterer deres hytte på. Pigtråden og vildsvinehovedet over indgangen virkede til at interesserer ham meget, så jeg tvivlede ikke så meget på at han nok skulle blive god til kamp. Han var næsten umuligt at få med videre fra den blodrøde hytte, jeg var nødt til at tjekke der ikke var vokset planter om hans fødder som holdt ham fast. Jeg lokkede ham med at næste hytte også var en krigsgud, så det var nok til at få ham med videre til sidst, men også kunlige. 

Vi hilste på et par af de nyankomne. Elena Johnson kom ud af sin hytte da vi stod ved den, og hilste pænt. Der var en snert af dårlig samvittighed i hendes blik da hun smilede til mig, men jeg bar ikke nag. Jeg smilede blot pænt til hende, og lod hende fortsætte hen til hvorend hun var på vej. Hun havde været kærester med Julien sidste år, inden han havde slået mine brødre ihjel. Det gjorde mig faktisk virkelig glad at se hun var hos os, at hun stadig var på vores side. Nu havde Julien heller ikke haft mange muligheder for at overtale hende til noget andet, han var trods alt en due, og rendte sikkert rundt i New York for at samle brødkrummer og madrester op på jorden. Den tanke gjorde mig lidt glad, selvom det selvfølgelig var synd for Elena han havde været sådan en nar. 

Ved Apollons hytte var Frey stadig ikke kommet endnu, men jeg sagde hej til et par af beboerne. Richard brød sig ikke ret meget om deres hytte, han missede utilfreds med øjnene, og hev mig med over mod Artemis' hytte i stedet. En af pigerne fra Apollons hytte så fornærmet ud, som om Richards reaktion var rettet mod hende personligt. Jeg bad til min lillebror ikke lige havde fået sin første fjende. Desværre gik den slags bare hurtigt i lejren, det havde jeg også erfaret den gang jeg ankom. 

Desværre var tvillingerne ikke hjemme, så jeg nøjedes med at fortælle om Artemis. I min forklaring prøvede jeg ihærdigt på ikke at farve hans mening om hende, men jeg havde ikke hørt de bedste ting om hende fra Rosa. Desuden havde der også været det mindre skænderi på Olympen sidste år da vi havde afleveret gudernes attributter tilbage. Der var ikke rigtigt nogle af guderne jeg brød mig specielt meget om, andre end min far, og selv ham var jeg virkelig sur på til tider. Det skulle Richard dog ikke lide under, så jeg prøvede at være så positiv eller neutral jeg kunne være. 

Til min glæde var Ruxin Simpson hjemme da vi nåede til Hefaistos hytte. Han stod med sine søskende og snakkede udenfor. De fleste af dem var dækket i sod og snavs fra smedjen, mens nogle havde olie i hele ansigtet. Knap var de kommet ind i lejren, og de var allerede igang og beskidte. Han nåede dog at se mig før jeg kunne sige noget. "Delia!" udbrød han glad og hoppede over det metal gelænder der var om hyttens veranda. Han landede foran Richard og mig, utroligt elegant for hans størrelse. Manden var næsten ikke andet end muskler og dreadlocks, og hans udseende var nok til Richard gemte sig en anelse ved mig. 

"Ruxin. Jeg tror ikke du har mødt Richard endnu, vel?" Jeg så ned på Richard. Han lignede en der helst ville forsvinde helt, ikke ret interesseret i den store, beskidte mand foran sig. Ruxin satte sig ned på hug for at komme i samme højde som drengen og rakte venligt en hånd ud for at hilse på ham. 

"Hvornår er du kommet?" spurgte han venligt. Richards mørke øjne så meget undersøgende på Ruxins store lap af en hånd. Han var ikke helt sikker på ham, men han rakte dog sin hånd frem, og tog Ruxins greb. 

"Han kom i går med Dracon, men omkring maden. Det er derfor du ikke har set ham." Jeg satte mig også ned på hug, det føltes underligt at stå over dem begge. Richard lagde nu interesseret hovedet på skrå, for at se undersøgende på Ruxin. Så så han på mig for at spørge ind til hvem han var. 

"Han siger ikke meget, hva?" spurgte Rux roligt og lod drengen tage det i sit tempo. Jeg rystede lidt på hovedet og smilede. 

"Nej, ikke sammen med andre." Jeg lagde en arm om Richard. "Ruxin er den dygtigste smed i lejren. Han laver våben og små nyttige ting og sager. Han er en rigtig god ven, ham kan du godt være tryg ved," For at understrege min pointe, nussede jeg kort Richard på ryggen. Ruxin kom med et skævt smil. 

"Den dygtigste er måske så meget sagt. Nå, men så fik I jo alligevel en bror hjem i år," skiftede han let emne. Ruxin havde været gode venner med Raymon, det var Ray som havde sørget for jeg fik et sværd Ruxin havde lavet. Alligevel var han ikke som Charlie, han havde altid snakket åbent om tabet, og været meget ærlig om sine tanker og følelser omkring det. Han havde også været god at snakke med i løbet af vinteren. Det krævede bare at han ikke stod og bankede på noget i smedjen for at snakke med ham, og de fleste vågne timer brugte han ved ambolten. Derfor havde det været lidt sværere end at tale med Riley. 

"Ja, Richard har gjort vores sommer meget bedre," stemte jeg i, og smilede også til min lillebror. Han gik fra at virke nysgerrig, til at virke forlegen. Et lille smil gled over hans læber, og hans kinder fik en rød nuance. Jeg lo mildt og klappede ham på ryggen. "Vi må hellere fortsætte vores tur rundt og se alle hytter," foreslog jeg, før jeg rejste mig op igen. 

"Ja, jeg har også nogle søskende der skal velkommes tilbage," fortalte Rux, og kom også på benene. Det var egentlig ikke fordi Ruxin var specielt høj, nok nærmere lidt lille i forhold til at han var en dreng. Til gengæld var hans skuldre noget så brede, og så fik de ekstra muskler ham lidt til at ligne en tyr i menneskeskikkelse. Ringen i hans næse hjalp med det billede. 

Vi gik hver til sit igen, med et løfte om at vi måtte snakke senere. Jeg var nu ret sikker på han enten ville glemme det, eller få for meget arbejde i smedjen til at få tid. Alligevel håbede jeg dog at han faktisk ville finde os senere. Vi gik til hytte 10, hvor vi ikke havde nogen at hilse på. Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide dem, men jeg havde gjort mig uvenner med en af dem sidste år, og så fulgte resten lidt med. Det var det samme med Ares' unger. Flokmentaliteten var stærk i mange hytter. Jeg fik dog et smil og et kort vink fra Mel, han stod ved et vindue og var ved at fikse noget, sikkert pakke ud eller noget andet. Høftligt sørgede jeg for at vinke igen. Til Richard sagde jeg ikke ret meget om Mel. Han var rigtig sød, jeg havde mødt ham sidste sommer, og han var en af de få af Afrodite børnene som ikke havde hadet mig fra starten. Jeg ville dog ikke til at forvirre Richard med alle hans forhold. Liam havde prøvet at forklare mig hvordan det hele hang sammen, han kendte af en eller anden uhyggelig grund til alles forhold i lejren. Alt jeg fik med var at han havde flere kærester, og derimellem var Ruxin nu dukket op. Som sagt, indviklet historie, og et helt kapitel for sig selv at forklare. 

Hytte 11 snakkede vi heller ikke med nogle af beboerne med. Jeg fortalte roligt, og prøvede igen at være så neutral jeg kunne. Alligevel var det svært, jeg var stadig sur over at en som Julien havde boet lige over for os. Det kunne dem der stadig boede der selvfølgelig ikke gør for, det vidste jeg godt, men der var en bitter og barnlig del af mig der ikke helt havde tilgivet dem endnu. 

Ved hytte 13 havde Silke og Riley gang i et skænderi. Riley havde ellers glædet sig til Silke kom igen, men nu stod de i et af deres mange skænderier om noget jeg ikke helt forstod. Jeg holdt derfor Richard en anelse på afstand, bare så han ikke fik det forkerte indtryk af Hades' børn. "Riley der er vejlederen. Han er rigtig sød normalt, men han har det ikke altid helt let," forklarede jeg med et smil. "Silke er også rigtig sød for det meste. Du skal ikke være bange for dem." Richard nikkede, men hans øjne var låst fast på Riley. Om det var frygt eller fascination var jeg ikke helt sikker på, men han turde dog i det mindste stirre. Jeg prøvede at flytte hans fokus til den sorte hytte, og forklarede lidt om den græske ild der brændte ude foran. Richard virkede ikke specielt interesseret om at høre om Hades og underverdenen, og gik næsten bare fra mig til sidst. Den sidste hytte var mere spændende, åbenbart. 

Ved hytte 14 rendte folk frem og tilbage i døren, ind og ud. Der var gensynsglæde og kufferter der skulle bæres ind, nogle der virkede til allerede at have lavet de første narrestreger som flygtede, og andre som var ivrige for at komme hen og kæmpe i arenaen. Der var som altid gang i den. Her var der masser af guder at snakke om, og jeg prøvede at huske dem alle mens jeg forklarede om dem til Richard. Hans mørke blik var denne gang på udhugningen af de mange guder i facaden på bygningen. Bygningen var ellers også bare hvid og i sten, med normale fakler brændende udenfor, men alle guder som havde eller havde haft børn i den hytte, de var hugget ind i facaden. Det var et smukt stykke arbejde, men noget sagde mig at min lillebror ikke var ret kunst interesseret. Der var noget andet der fangede hans interesse ved udhugningerne. Han pegede på en af udhugningerne af en gud med vinger. Det var ikke Eros, så meget vidste jeg, for hans udhugning havde Felix vist mig. Det her var en anden gud. 

"Han fortalte mig h-h-hvor jeg skule g-gå hen." Richard så så op på mig, med de store brune øjne fulde af forventning om at jeg kunne få ham til at forstå hvem guden var. Jeg forstod ikke engang hvad han sagde, anede ikke hvad han snakkede om. 

"Jeg ved ikke hvilken gud det er. Jeg skal nok finde ud af det. Hvad mener du med at han sagde hvor du skulle gå hen?" Igen satte jeg mig ned på hug ved ham, for at føle mig mere lige med ham. Richard trak sine øjenbryn sammen og så igen på udhugningen som om den så kunne give ham svar, nu hvor jeg ikke kunne. 

"Så jeg k-k-kunne finde D-Dracon. H-han sagde jeg skulle s-se efter de s-s-sorte sten i h-hans armbånd." Den lille dreng så forvirret ud. Som om det at se en stenudhugning af en magisk mand han havde mødt, en gud, var det underligste der var sket for ham den sidste tid. Det virkede for mig som noget af det mest normale, men Richard virkede til at være helt uforstående om hvordan det mon kunne lade sig gøre. Min øjne scannede de halvblods der rendte rundt omkring hytten for at finde en jeg kendte. En ranglet søn af Eros kom mig til undsætning. 

"Felix!" kaldte jeg, for at få hans opmærksomhed. Han hørte mig, men så rundt for at finde ud af hvor lyden kom fra. "Felix! Her!" kaldte jeg igen, for at få ham over til os. Han kiggede rundt igen, og denne her gang fik han øje på os. Han smilede roligt og gik imod os. Han havde været på vej ud med sin stav i hånden, hans primitive våben som ellers havde været praktisk nok. Hans lange hår var sat op. Det var ikke blevet klippet siden sidste sommer, så han havde snart en hestehale der kunne konkurrerer med Afrodites døtres. 

"Hvad så?" spurgte han roligt, og satte sig på hug hos os, som om det var helt naturligt at sidde midt mellem hytterne. Han gav Richard et venligt smil, men virkede en anelse akavet omkring ham. 

"Richard her vil gerne vide hvem det er? Det er ikke din far?" Jeg pegede på den samme gud som Richard havde udpeget lige før. Felix så derhen og trak på skuldrene. 

"Thanatos. Han bliver tit forvekslet med Eros. Gud for døden, meget loyal overfor Hades," fortalte han kort. "Jeg er nødt til at komme til træning, ellers slår min bror mig ihjel. Men vi snakkes senere, ikke? Hyggeligt at møde dig." Felix klappede mig på skuldrene, og smilede til Richard, inden han hurtigt var på benene igen og af sted. Jeg så slet ikke efter ham. Mit blik var fast rettet imod udhugningen, præcis som Richards havde været. Thanatos. En dødsgud. Hvorfor havde en dødsgud vist min lillebror til Dracon, søn af en anden dødsgud? Så meget død i én tanke skræmte mig, og selvom vi sad midt i junisolen, så følte jeg mig kold som is. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...