Delia Woods - Mørkets Børn

Efter sidste sommers kamp og problemer, er roen endelig faldet over halvblodslejren igen. Alle håber at gå en rolig sommer i møde, men kort inden lejrdeltagerne alle vender tilbage, er der mystiske hændelser der fanger Delias interesse, og hun må endnu engang finde sig i at blive viklet ind i et kaos af fjender og kamp. Anden del af Delias historie.

2Likes
7Kommentarer
720Visninger
AA

3. Jeg drømmer om min vens far en hel nat

Jeg gik med Richard tilbage til hytten, og vi sad på verandaen indtil de to andre kom tilbage. Liam havde blade over alt i sine mørke krøller, og Charlie så ret så bister ud. Noget sagde mig at de havde været lidt for tæt på nymferne. Alligevel vovede jeg at spørge. "Hvad er der sket?" Det var meget svært at lade vær med at smile af Liams hår og udtryk. Han så ud som om en konfetti kanon fyldt med blade lige var gået af i hans hoved.

"Liam kan ikke finde ud af at holde sin mund, så vi fik en møgsur nymfe efter os," fortalte Charlie sammenbidt. "Hvad har I lavet?" spurgte hun, og dumpede ned ved siden af mig. Liam satte sig ved siden af Richard, og begyndte og pille bladene ud af sit sorte hår. Richard rakte op, og begyndte roligt at hjælpe Liam med at slippe for sin nye pynt. 

"Vi har snakket om guderne. Vi tog en runde ved alle hytterne og snakkede med et par stykker. Jeg har noget jeg skal snakke med Riley om, kan jeg få lov til at smutte derover? Det tager ti minutter." Forhåbentligt, tilføjede jeg i mit hoved. Charlie så ud på de andre, over på Hermes' hytte overfor os. Hun nikkede bare. 

"Jaja, jeg er ligeglad. Bare du er her igen til træning," bad hun, og lagde sig så ned på ryggen. Jeg nikkede kort, før jeg hoppede ned. Det var ikke sikkert Riley var i hytten, han havde trods alt været oppe og skændes med Silke, men jeg håbede det lidt. Hvis jeg skulle finde ud af noget med en dødsgud, så var han nok den jeg bedst kunne spørge. Jeg kendte ikke noget barn af Thanatos, så børn af Hades måtte være mit bedste bud. Måske kendte de en jeg kunne snakke med, en som vidste endnu mere. Jeg valgte ikke at indvige Charlie i mine spekulationer og planer, for så ville hun bare begynde og sige jeg ikke skulle blande mig, og det var noget vejlederne skulle tage sig af. Når jeg vidste mere skulle jeg nok sige det, vores far skulle have at vide Thanatos, en gud, havde været indblandet. Men først ville jeg finde ud af så meget som muligt. 

Jeg bankede pænt på ved hytte 13, men stak hovedet ind med det samme. Enten var der nogen hjemme og jeg fandt hvad jeg ville, eller også var der ikke og jeg måtte gå igen. Uanset hvad kunne det ikke skade jeg kiggede ind. "Riley?" kaldte jeg spørgende. Lyden af nogen eller noget der bevægede sig derinde kunne høres, og der gik ikke lang tid før Kimberly dukkede op. Hun var det sidste barn af Hades der havde manglet, så nu var de fuldtallige. 

"Han kommer om lidt, hvad så?" spurgte hun, og satte sig ved den store vandkar midt i hytten. Jeg trådte indenfor, og gik hen til karret. Hytten var mørk, ikke kun fordi den var bygget i obsidian, en helt sort stenart, men også fordi det var sparsomt hvad vinduer der fandtes i hytten. Der hang dog seks fakler med græsk ild brændende rundt om i den store sal vi sad i, med vandkarret og den enorme statue af Hades. 

"Jeg har nogle spørgsmål omkring Thanatos, måske kan han hjælpe mig med dem." Jeg så lidt rundt i hytten. Det måtte være sådan en krypt så ud, tænkte jeg for mig selv. Mørk, uhyggelig, svagt lyst op. Der var dog ikke så mange knogler som der plejede at være. 

"Thanatos? Hvad i al verden vil du vide om ham?" Kimberly så undrende op på mig, mens hun trak sin hånd op fra vandet i karret. Hendes reaktion gjorde mig kun mere nysgerrig. Jeg vidste faktisk ikke rigtigt hvad jeg skulle svare hende, men jeg blev reddet af Dracon. Den sætning lyder helt forkert. 

Et råb af "DRACON!" efterfulgt af en masse tumult fik både Kimberlys og min opmærksom. Hun rejste sig op med det samme, og skyndte sig efter lyden. Jeg fulgte med, uden at tænke over jeg aldrig havde været længere inde i deres hytte end karret. 

Vi gik gennem en døråbning, uden en dør sat til, og med det samme kom den bagerste del af hytten til syne. Da vi kom gennem døråbningen kunne man gå to veje. Til højre mod en lukket dør, eller til venstre hvor endnu en døråbning uden dør gjorde deres sengeafdeling synlig. Der var placeret to køjesenge derinde, i helt sort træ og med gråt sengetøj. Den eneste farve i hytten ud over mig, virkede til at være Kimberlys orange hårspidser. Alligevel var det ikke svært at se hvor lyden kom fra. 

På gulvet midt i deres værelse, lå Dracon på maven med begge hænder holdt fast på ryggen. På hans ryg sad Silke, Rileys ældste søster. Hendes hånd pressede hans ansigt mod gulvet. Hun havde et knæ placeret sikkert i hans ryg, så der var ikke mange muligheder for Dracon for at komme fri lige pludseligt. Jeg så meget overrasket på, det var ikke sådan mine søskende og jeg var sammen. Kimberly sukkede dog bare og lagde armene over kors, næsten som om hun bare synes det var træls de havde fået hende til at gå helt herind for dét. 

"Hvad har tumpen nu gjort?" spurgte hun, uden rigtigt at lyde som om det interesserede hende. 

"Han blander sig i ting der slet ikke kommer ham ved!" rasede Silke. Modsat sine tre søskende, så havde Silke helt lyst, næsten hvidt hår. Hendes hud var lige så bleg, og så var hun nærmest skelet tynd. Hvis hun ikke havde trænet og fået bare en anelse muskler og kropsform fra det, ville hun sikkert have set helt uhyggelig ud. Normalt kunne jeg egentlig godt lide hende, hun virkede meget fattet og som om hun havde styr på tingene. Det billed krakelerede lidt for mig i det øjeblik. 

"Jeg kom måske til at nævne Arrow," indrømmede Dracon. Så snart han sagde Arrows navn, pressede Silke ekstra på så han begyndte og skrige i smerte. Om det var fordi hun var ved at rive hans arme af led eller fordi hun snart ville knække et ribben på ham, det var jeg ikke helt sikker på, men begge muligheder så ud til at være realistiske. 

"Du skal slet ikke udtale dig om noget du ikke ved noget om!" skældte Silke videre. Arrow var hendes kæreste, og i år var første sommer han så ikke ville være her. Jeg kunne forestille mig Silke ikke brød sig om at blive mindet om lige præcis dét. Så vidt jeg havde fået at vide fra Riley, så var Arrow i militæret og udsendt i øjeblikket, så det hele var generelt bare en dårlig blanding for Silke. Hvis man så havde Dracon som lillebror, så blev det vist ikke mere op ad bakke. 

"Drengen er jo en spade, han tænker ikke," prøvede Kimberly at forsvare sin bror. 

"Du hjælper ikke, Kim!" klagede han under Silkes greb. Hun tog endnu hårdere fat, og han begyndte at vrikke for at komme fri. "Av av av! Okay, undskyld!" jamrede han så højt, at jeg var sikker på guderne på Olympen kunne høre ham. 

"Giv slip!" Jeg hoppede en halv meter op i luften da Riley dukkede op bag os, og med det samme blandede sig. "Jeg ved godt han er en nar, men dét der hjælper ikke." Han prøvede med logik, hvilket nok ikke havde virket på andre en Silke. Hun så op på sin storebror, og tøvede kort. Hun pressede kort endnu hårdere ned på Dracon, før hun så gav slip og han kunne komme på benene. Han blev dog liggende, og klynkede som et såret dyr. 

"Av...." mumlede han lavt. Kimberly sukkede og gik hen for at skrabe ham op fra jorden. Riley gik forbi mig, og hen til Silke for at lægge en hånd på hendes skulder. 

"Ignorer ham, okay? Han aner ikke hvad han siger." Det var ikke sagt ret højt, men højt nok til jeg hørte det. Pludseligt følte jeg mig meget akavet, og vidste ikke om jeg skulle sig noget eller bare liste af. Silke så på Riley og nikkede, før hun så hen på mig. 

"Du har vist fans på besøg," kommenterede hun så, før hun vendte sig mod en åben kuffert der var halvt tømt. Det måtte have været det hun havde været igang med før Dracon havde irriteret hende. Hun begyndte at lægge tøj på plads i en kommode. Tøj uden farve, alt sammen enten sort eller hvidt. Jeg undrede mig en smule over hvordan de kunne se forskel på hinandens tøj, når de alle næsten kun gik i sort. Den tanken fik jeg ikke tænkt færdigt, før Riley endelig opdagede jeg stod midt i det hele. 

"Delia? Hvad.. vil du?" spurgte han, og lød næsten mistænksom. Jeg slog kort ud med armene og så ud mod den store sal med vandkarret. 

"Jeg.. Har nogle spørgsmål. Det tager ikke lang tid, men kunne vi tale? Bare os to?" Det var ikke fordi de andre ikke måtte høre det, men jeg ville bare gerne kun dele mine tanker og informationer om Thanatos og hans indblanding i Richards ankomst hertil med Riley. Der var ingen grund til at andre skulle vide noget. Dracon piftede drillende efter at være kommet op og sidde på kanten af seng. Han lærte åbenbart ikke af sine fejl. Kimberly slog ham på skulderen for at få ham til at holde mund. Riley sukkede opgivende og så meget, meget træt ud. 

"Ja selvfølgelig, kom med." Han pegede mod døråbningen med hele hånden, før vi fulgtes tilbage til karret sammen. Vi satte os ned ved karret, som vi plejede når vi snakkede sammen herinde. "Hvad så?" spurgte han, præcist som Kimberly havde gjort. 

"Hvad ved du om Thanatos?" Jeg gik lige på og hårdt. Der var ikke nogen grund til at pakke det ind. Jeg lavede ikke noget forbudt eller gik imod vejlederne eller min fars ønsker eller regler. Ikke endnu. 

"Ehm. Han er gud for fredelig død. Hjælper sjæle til underverdenen. Meget loyal over for min far. Retfærdig men ubarmhjertig. Stor fan af Ares som befriede ham da Sisyfos lænkede ham. Hvorfor spørg du mig?" Han løftede et øjenbryn, så der faktisk kom en slags følelse i hans ellers udtryksløse ansigt. 

"Jeg ved ikke hvem jeg ellers skulle spørge. Jeg mener, jeg fik at vide han var dødsgud, og du var ligesom mit bedste bud på en der så måtte vide noget," forklarede jeg. "Hvem skulle jeg ellers gå til?" Jeg vendte mig mere mod ham, så jeg sad overskrævs på kanten af karret, og stak en fod ned i vandet på det enorme kar. Riley så kort skævt mod min fod, men så tilbage på mig. 

"Din far, han er gud? Eller Rain Chapman, datter af Thanatos. Hvis hun er kommet, selvfølgelig." Riley trak lidt på skuldrene. "Hvorfor skal du overhovedet vide noget om ham?" Riley så ned i vandet. 

"Richard siger han har set ham. Jeg undrede mig over hvorfor en dødsgud ville vise sig for min lillebror. Han siger det var Thanatos som ledte ham til Dracon. Har du noget bud på hvorfor?" Jeg så op på den enorme statue af underverdenens hersker der stod midt i karret. Han så meget bestemt ud i statue form. Han minde mig ret meget om en striks far, hvilket måske var meget passende her i hytte 13. Han holdt en hjelm under armen, hvilket måtte være hans hjelm af mørke. 

"Ikke umiddelbart. Altså han kunne følge ordre af Hades, men hvorfor skulle min far blande sig i hvad et barn af Dionysos laver? Hvis det var fordi Richard var en af os, så forstod jeg det, men Richard burde han være ligeglad med. Intet personligt." Riley så over på mig. Jeg nikkede bare, og forstod udemærket hvad han mente. Der var ingen grund til at han havde hjulpet min lillebror. 

"Hm. Nå, men det var sådan set bare det. Kan vi holde det mellem os? Jeg vil helst ikke have de andre vejleder tror jeg snuser rundt og spilder tid." Det var mest fordi jeg ikke ville have et forbud mod at søge oplysninger. Jeg ville gøre det uanset, men hvis jeg ikke havde et forbud, så behøvede jeg ikke lyve for Charlie. Riley nikkede lidt til mig. 

"Selvfølgelig. Fortæl mig hvis du finder ud af noget. Prøv og snak med Rain," foreslog Riley igen. Det ville være mit næste træk, så jeg gav ham et nik, før jeg trak mit ben op ad vandet og vendte mig så jeg kunne komme op og stå. 

"Tak, Riley. Vi andre mødes ved lejrbålet i aften, du er velkommen til at slutte dig til os?" Normalt var han ikke meget for det, men jeg levede stadig i håbet om at han kunne få flere venner. Han var jo sød nok, bare lidt tilbagetrukken. Hans lidt døde udtryk hjalp heller ikke på at få nye venner, han lignede altid lidt en der bare ventede på at blive taget til Hades. 

"Jaer... vi må lige se," svarede han høfligt. Det var et afslag, så godt kendte jeg ham efterhånden. Alligevel smilede jeg til ham, før jeg skyndte mig ud af den mørke hytte. Jeg var datter af en naturgud, jeg brød mig ikke om at bruge tid i bygninger der var så mørke og kolde. Hyttens mørke resulterede dog i jeg næsten blev blændet af at komme udenfor da solens stråler kunne nå mig igen. Mine stakkels øjne skulle lige vænne sig til lyset igen, inden jeg kunne gå hjem, uden at være bange for at banke ind i noget eller nogen. 

Som Charlie havde befalet, var der træning inden aftensmaden. Det var Richards første træning, så jeg meldte mig frivilligt til at tage et træsværd og hjælpe ham med at få de basale ting på plads, inden han blev kastet ud i noget værre end det. Jeg var ikke den bedste, men jeg havde lært en masse, og jeg var måske bedre for drengen at starte ud med, end nogen fra Athenes hytte. 

Præcis som jeg tidligere havde forventet, lærte han hurtigt i kamp, og han var meget optaget af at hugge og stikke løs. Først var det meget kært at se på, en lille dreng med et træ sværd, men da hans krigerreflekser slog ind og han fik hugget til mod mig, var det ikke så sjovt. Hans slag blev senere til et blåt mærke, så det med at undervuderer ham gjorde jeg kun én gang. Han lærte åbenbart hurtigere end jeg havde gjort. 

Charlie holdt os til træning så længe, at vi var nødt til at gå direkte fra arenaen til spise-pavillonen da konkyliehornet lød. Jeg brød mig ikke ret meget om at spise når jeg var svedig og klam, men jeg virkede til at være den eneste der blev generet af det. Liam hoppede af sted, helt upåvirket af at vi lige havde lavet. En tanke slog mig mens vi gik. 

"Liam, kender du Rain Chapman?" Han brugte en del tid i hytte 14 med Jasper, så forhåbentligt kom det mig en smule til gode. 

"Jeg har hørt om hende, men jeg har aldrig sådan rigtigt snakket med hende. Hvorfor?" Han så sig over på skulderen på mig. Min far var gud for skuespil, og jeg håbede ihærdigt jeg havde lidt gavn af det lige i det øjeblik. Jeg prøvede henkastet at trække på skuldrene. 

"Riley nævnte hende bare," prøvede jeg at undskylde det. Ingen af de andre virkede til at synes jeg opførte mig sært, så det havde nok virket at spille henkastet. Liam nikkede også bare, tilbage til at hoppe spændt mod maden. Vores far sad faktisk ved os den aften, hvilket var rart nok. Så føltes tingene lidt mere som de skulle, men det var alligevel underligt tomt at sidde ved vores bord. De andre borde var næsten fyldte, der summede af samtaler og gensynsglæde. Jeg følte jeg stod udenfor en varm stue og kiggede ind ad vinduet når jeg så på de andre. Alle andre havde fået deres familie tilbage. Det havde vi ikke. 

"Hvad l-l-laver de?" sprugte Richard lavt, da de første begyndte og ofre deres mad i bålet. Jeg så over på dem og fik et lille smil fram. 

"Ofre til deres forældre. Guderne kan godt lide lugten. Vi behøver ikke, far får alligevel ikke noget ud af det," forklarede jeg roligt. Endnu engang nikkede han blot accepterende til hvad jeg sagde, før han begyndte at spise. Vores far så på ham og fremmanede en dåse cola light på bordet. 

"Tager dine søskende sig godt af dig, knægt?" spurgte han Richard, mens han tog den første monster - eller gude - slurk af sin cola. Richard så på ham og nikkede lidt forsigtigt. Han lignede os mere og mere, syntes jeg. Som om for hver gang jeg så på ham, blev det mere tydeligt at han var en af os. Charlies ansigtsform, Liams hudfarve, alt sammen fællestræk fra vores far. Jeg havde ikke helt så meget til fælles med dem, det der linkede mig mest til min far, var mine lille øjne. Det var til gengæld også et ret tydeligt Dionysos-træk. 

"Jeg har snakket med Avery om at få lavet noget tøj til ham," fortalte jeg roligt, som vi begyndte og spise. Min far sukkede tungt. 

"Heras unge? Ved Styx, hvorfor dog det?" spurgte han mig, med et misfornøjet blik. Han mente det ikke så slemt som han fik det til at lyde, så jeg sendte ham et lidt strengt blik tilbage. 

"Fordi han er utroligt god til at lave tøj. Det er hans ting. Lad nu vær med at dømme ham på hans mor," bad jeg ham stille. 

"Du mener gudinden der smed mig ud af Olympen? Ih nej, lad os inviterer hende på te samtidigt," mumlede han dystert. Jeg sukkede af ham, men kunne ikke gøre andet end at smile lidt. Han var måske flere tusind år gammel, men han kunne opfører sig præcis så umodent som Liam og mig. 

"Er der nogle halvblods der ikke er kommet? Som vi forventede?" spurgte Charlie nysgerrigt. Min far nikkede. 

"Et par stykker.... Men nogle kommer først i morgen, vi kan ikke gøre status før det. Tænk ikke for meget over det, Charlie." Min far slog det hen på en selvsikker måde, før hans blik gled ud på de fyldte borde med halvblods der var høje på ferien der var startet og endnu en lovende sommer i lejren som skulle til at begynde. Der var meget stille ved vores bord resten af middagen. 

Lejrbålet var lidt bedre. Flammerne var i hvert fald store, og de brændte alt efter hvor godt humøret omkring det var. Vores gruppe fandt sammen. Felix, Frey, Nolan og tvillingerne med Mikal slog sig ned ved os. Avery kom endda, og havde Riley på slæb. Vores lille gruppe, var pludseligt blevet stor, og blev kun større af at Jasper også satte sig ved Liam da han var en af de sidste der dukkede op til lejrbål. 

"Er det så årets første sandhed eller konsekvens?" spurgte Nolan med et gavtyvssmil. Felix lo af ham, mens Frey kom med en lang klagende lyd. 

"Må jeg ikke lige får vejret inden jeg skal til at være løgndetektor?" klagede han. 

"Ja, kan vi ikke vente til imorgen?" bad Liam, mens han var ved at få flettet hår af Jasper bag ham. Viktor var smeltet op af Mikal, mens Rosa og Avery sad lænet op og ned af hinanden. Riley sad og lignede et lig endnu en gang. 

"Det er alligevel også sjovere i dagslys så man rigtigt kan se folks reaktioner," indskød Felix, og lagde sig ned med sit hoved i Freys skød. Det føltes pludseligt som om det var i går vi sidst havde siddet sammen, ikke et år siden. 

"Så vi skal bare sidde og kigge på hinanden?" spurgte Riley utilfreds. Han havde en fantastisk evne til at få alt til at lyde kedeligt og negativt. Flere af os smilede. 

"Vi kunne også bare snakke og nyde hinandens selskab for en gangs skyld?" foreslog Avery ham, og sendte ham et blændende smil med sine perfekte, hvide tænder. Riley trak sin hoodie lidt mere over hovedet og så ned, næsten som om han var utilfreds med at Avery kom med en idé han ikke havde fundet på. 

"Jeg er sikker på Richard godt kunne tænke sig en præsentation af alle. Hvad med vi leger biografi?" Liam kom med ideen, og alle var med det samme med på ideen. Richard så også meget interesseret ud. Han sad mellem Charlie og mig, og hans store mørke øjne mens vi alle blev enige om reglerne. Det hele gik ud på at man skulle interviewe hinanden. Vi sad i en rundkreds, og man skulle så interviewe den til venstre for sig, og lade som om det var en kendt person. På den måde kunne man ikke vide hvad der blev spurgt om, og man kunne komme ud i nogle fakta om sig selv, som man måske ikke havde tænkt på. Alle var med på ideen, og det startede med at jeg måtte interviewe Felix. Det var ikke de mest saftige ting jeg spurgte om. Legen skulle lige igang, så jeg kom nok ikke med de bedste emner.

Felix var til gangæld meget glad for at interviewe Frey. Han lå stadig med hovedet i hans skød, og så op på ham imens. Frey var ikke i stand til at lyve, takket være hans far. Det gjorde blot, at da Felix spurgte om ikke det var hårdt at have så pæne venner, måtte Frey tage sig selv i at sige jo. Vi havde kun lyset fra bålet der flakkede, men hvis det havde været dagslys, så var jeg sikker på han havde røde kinder. Det forlegne svar virkede til at få Felix helt op på mærkerne. Han kom op og sidde, og startede på spørgsmål der næsten lød som scorereplikker. Da Frey var så genert og forlegen at hans svar kun var en lille mumlen, besluttede Felix nok vist var nok, og han lagde sig igen med hovedet i Freys skød. Efter kort tøven, begyndte Frey så at spørge Rosa. Sådan gik det på runde, selv Riley var modvilligt med. Han udviste dog ingen glæde ved legen, da Avery interviewede ham. Han ville ikke engang rigtigt se på Avery. Han var dog sød nok til at se på Jasper da han skulle interviewe ham.Selv Viktor og Mikal legede med, men dog som samme person. Mikal virkede ikke glad for Liams spørgsmål, og jeg frygtede lidt for min brors helbred, men han virkede ikke til at se noget problem.

Det passede så perfekt, at da den sidste i rundkredsen var blevet interviewet, begyndte Richard at gabe. Hans lille gab fik sat gang i en bølge af gab. "Vi må hellere smutte i seng," forslog Rosa, inden hun også måtte overgive sig til et gab. 

"Ja, vi har morgentræning," medgav Felix, og strakte sig, inden han kom op og stå, og hjalp Frey med op. Resten af os fik os stablet på benene. Jeg havde Richard på armen, da han allerede halvt var ved at falde i søvn. Lejrbålet var også blusset ned, og var på kanten til kun at være gløder, da de fleste var på vej i seng eller bare sad og kiggede på den sparsomme ild. 

"Vi må lige finde sammen på stranden i morgen," mindede Nolan os om. Der blev mumlet små svar, før vi alle gik mod hytterne, og så gik hver til sit med små godnat ønsker. Liam, der nu havde to flettede rottehaler, overtog Richard så de kunne komme i seng. Jeg fulgte med Charlie ind, og vi gik begge omkuld så snart vi ramte madrassen. 

Det fede ved at være halvgud, er at du aldrig er sikret. Tror du at du er sikret fred og hvile når du sover? Så tro om! Guderne er vilde med at ødelægge vores søvn med syn, visioner og beskeder. Det var en af dé nætter for mig. 

Jeg vidste godt jeg drømte, men alligevel sov jeg ikke helt. Jeg befandt mig ikke i lejren, men derimod i en tronsal. Rummet var lavet af samme sorte obsidian som hytte 13, mens tronen var lavet af onyx. Salen var tom, dekoreret med juveler og blomster der så ud til at være lavet af metaller og ædelsten også. Der var få ægte blomster, men de der var, var de smukkeste jeg nogensinde havde set. Et syn for guderne, kunne man sige.

"Datter af Dionysos," rungede en stemme et sted i mørket. Jeg vendte og drejede mig for at finde ud af hvem der snakkede til mig, men jeg fandt stadig tronsalen tom. 

"Jaer?" spurgte jeg med en spinkel stemme. Jeg havde en idé om hvem der talte, men jeg anede intet, og jeg turde slet ikke at begynde og gætte midt i det hele. En lille stemme af fornuft sagde i mit hoved at jeg bare skulle stå stille og lytte. 

"Jeg har ladet mig fortælle du er en vigtig brik i gudernes fremtid. Efter mange overvejelser vælger jeg derfor at hjælpe dig. Jeg sørgede for min søn ledte en anden vigtig brik til dig. Forhåbentligt kan du finde ud af hvad hans rolle er, før det er for sent." Stemmen bevægede sig rundt i rummet. Jeg prøvede på ikke at se rundt for at finde den, men det var svært. Til min lettelse dukkede en mand op på tronen, med en hjelm i hænderne. Jeg genkendte ham med det samme. Det var manden fra statuen i hytte 13, og hjelmen var også den samme som var afbilledet der. Af en eller anden grund bukkede jeg for ham, mest fordi det lige føltes rigtigt i det øjeblik. Set i bakspejlet var det nok lidt underligt, men jeg står ikke ret tæt foran en hersker for noget som helst, midt i en tronsal. Hvad skulle jeg ellers have gjort? 

"Jeg forstår ikke, vigtige brikker for hvad?" Jeg så op på ham, selvom det var ubehageligt. At se på ham i drømmen var som at kigge efter monstret under sengen, man havde ikke rigtigt lyst, selvom man vidste det ikke var farligt. Det var som en mørk, kold hånd der lagde sig bagerst i mit hoved, og luften om mig blev næsten drænet for ilt. 

"Jeg ved ikke meget. Guderne på Olympen ved endnu mindre. Din tråd er spundet til at have en stor betydning for gudernes skæbne. Hvordan eller hvornår ved jeg ikke, men vid at du har min tiltro." Hades samlede hænderne, efter at have sat sin hjelm af mørke ned ved siden af sin trone, så den hvilede på et kranie. Hans ord var meget opmuntrende, men jeg anede ikke hvilken betydning eller skæbne han snakkede om. 

"Hv- Skæbne? Gudernes... undskyld, men jeg forstår ikke." Jeg var ikke velsignet med ordenes ynde som Apollons børn, langt fra. Specielt her, foran mørkets herre, var mine ord kluntede og faldt næsten over hinanden. Hades så mere bekymret ud, end han så sur ud. Han genovervejede nok lidt hvilken halvblods han havde valgt have tiltro til. Det kunne jeg ikke bebrejde ham.

"Det hele vil komme til dig. Jeg beder dig, Dionysos datter, sørg for at udfylde din rolle i det hele. Hvis du fejler, vil gudernes dage på Olympen være talte. Ikke at jeg bekymrer mig om deres skæbne, men lige så meget min egen. Falder Olympen, falder jeg også." Hans blik hvilede på mig, som om jeg var en skakbrik, og han overvejde hvor han skulle rykke mig hen. Det virkede helt absurd for mig, og det hjalp bestemt ikke da et sæt gyldne øjne dukkede op i mørket bag Hades. En mørk mand kom til syne stille og roligt. En mørke mand med enorme, sorte vinger. Jeg genkendte ham da han var helt synlig for mig. 

"Thanatos," hviskede jeg lavt. Salen rungede så jeg næsten væltede af det. 

"Navne indeholder meget magt, barn. Misbrug dem ikke," advarede Hades mig. "Men du har helt ret. På mit bud har han sendt de næste vigtige brikker af din og gudernes skæbne i armene på dig. Vær opmærksom, og brug hvad vi har skænket dig. Mere kan vi næppe gøre, uden det tiltrækker for meget opmærksomhed. Derfor går jeg ud fra du forstår dette må blive mellem så få som muligt. Kun dem du kan stole på." Hades satte sine samlede hænder op foran munden og så afventende på mig. Thanatos' gyldne øjne lå på Hades, ikke længere på mig. 

"Jeg forstår ikke et ord af hvad du siger!" klagede jeg højlydt. Der var sikkert en eller anden guderegel om man ikke måtte give mening i syner, men det var helt ærligt umuligt at forstå noget som helst. Min skæbne? Gudernes skæbne? Hvad i al verden havde jeg med den at gøre? Og hvad var det for noget med jeg ikke måtte fejle? 

"Det vil du i tide. Husk vores ord, og husk vores hjælp." Begge guder så på mig. Thanatos forsvandt igen lige så stille som han var dukket op. Hades blev dog siddende på tronen og stirrede på mig, og den kolde hånd i mit baghoved virkede til at tage hårdere fat i mig. Den klemte så det blev helt umuligt at se på guden, eller stå stille. Jeg lukkede øjnene og krøllede mig sammen, der midt i tronsalen. Jeg kunne ikke gøre andet, den kolde fornemmelse spredte sig gennem min krop. 

Jeg satte mig op med et sæt, og befandt mig tilbage i min seng. Det var allerede næste morgen, og solens varme stråler skinnede ind ad vinduet i hytte 12. Den kolde hånd var stadig som et aftryk i mit baghoved. Charlie var oppe, og igang med at tæmme sit hår, da hun så overrasket på mig. 

"Hvad så?" spurgte hun undrende. Det måtte have være tydeligt jeg ikke bare havde sovet normalt. Jeg kørte en hånd over mit ansigt og faldt tilbage med hovedet på min pude med et suk. 

"Jeg tror Rileys far lige har givet mig ansvaret for gudernes overlevelse..." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...