Saving a paper princess

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2017
  • Opdateret: 7 jun. 2017
  • Status: Igang
Carolina er 19 år og hun bor alene i en lejlighed. Hendes mor er død, og hendes far er stærkt alkoholisk.
Carolina skylder massere af penge væk pga. noget narko, og er i øjeblikket i det sorteste hul. Men vil Ethan være i stand til at få hende op fra det hul, bare med kærlighed?

"Jeg vrider mig og prøver at kæmpe imod så godt jeg kan, selvom jeg ikke engang kan rejse mig op. Smerten brænder i alle mine led. Jeg fremstemmer et skrig. Drengen begynder at hæve stemmen, og siger noget jeg ikke kan forstå.
​"Slap af. Rolig. Jeg vil ikke noget ondt" får han sagt, imens han ihærdigt prøver at få mine arme til at slappe af. Langsomt bliver jeg mere og mere rolig. Han holder nu om mig, og en lille bitte tryghedsfølelse bobler op i mig. Jeg er endelig rolig og giver tårerne lov til at få frit spil. Det her føltes så mærkeligt, men samtidigt så rart, og så naturligt. "

1Likes
2Kommentarer
405Visninger
AA

3. Surprise bitch

​Sollys rammer mit ansigt. Jeg gaber og strækker mig, mens jeg gnider mig i øjnene. Jeg spejder rundt i det rum jeg er i. Værelset jeg er i er temmelig enkelt og jeg går ud fra det er et drengeværelse. Væggene er hvide, med en enkel plakat af et band jeg ikke kender, på sengebordet ved siden af mig står der en tom coladåse. 
Hvor er jeg?
Hurtigt forsøger jeg at sætte mig op, men min smertefulde ryg stopper mig så. Jeg kigger forvirret rundt mens jeg tømmer mit hoved for hvad jeg lavede i gårdagens begivenheder.
​Hvad fanden har jeg lavet?
​Hurtigt kommer jeg i tanke om noget. De brune mørke øjne. Den trygge favn. Jeg ryster på hovedet.
​Hvem var han?
​Langsomt glider minderne tilbage. Jeg tager mig til hovedet. Åh gud. Frygten strømmer ind i min krop igen. De fandt mig. Det er da altid noget jeg ikke tog hjem efter. Siden den episode jeg helst ikke taler om, er jeg nærmest blevet besat af altid at have kontrol. Hvilket ikke er noget man ligefrem kan sige jeg har nu. Jeg tager to dybe indåndinger.
​Så lyder der nogen lyde udefra værelset af. Jeg trækker dynen op til min hals. Den dufter maskulint og trygt. Lydene kommer tættere på. Jeg stirrer mod døren og bider mig i læben. Langsomt går døren op og drengen fra i går indtager rummet. Hans brune øjne kigger bekymret på mig. Jeg stirrer undrende tilbage.
​"Hvad er klokken?" Spørger jeg så.
​"Hvordan har du det?" Siger han, uden at svare på mit spørgsmål.
​Jeg drejer hovedet lidt på skrå og løfter øjenbrynet.
"Hvad er klokken?"
​Han ryster på hovedet og smiler skævt, men sænker så blikket mod sit ur.
"Den er halv 12"
​"For helvede hvorfor har du ikke vækket mig?" svarer jeg irriteret.
​"Tjo jeg tænkte du havde brug for at sove efter i går"
​"Åh fuck, i går. Det havde jeg helt glemt. Hvad fanden skete der, og hvorfor satan tog du mig med hjem????"
​Han rykker sig lidt tættere på mig, og sætter sig på sengen.
​"Ja der skete meget. Du kom ret slemt til skade pga. nogle svin, som jeg fik væk. Så gik jeg hen til dig og så... Ja så besvimede du i mine arme" siger han og kigger ned mens han siger det sidste. "-derfor besluttede jeg så at tage dig med hjem, fordi jeg jo ikke bare ville kunne lade dig ligge der"
​Jeg skal til at åbne munden for at skælde ham ud, men lukker den så igen.
​"Tak. Tak for det. Jeg kan ikke huske sidste gang gjorde sådan for mig." Siger jeg, og mener det virkeligt.
​Der bliver stilhed og vi sidder bare og kigger lidt på hinanden. Hans brune svagt bølgede hår, sidder perfekt selvom han nok lige er vågnet. Lidt under har han nogle perfekt fyldige læber som er ret så tiltrækkende. Ikke før nu har jeg lagt mærke til at han faktisk er virkelig flot.
"Nå. Men jeg skal også hjemad. Jeg skulle faktisk havde mødt for lang tid siden, men i guess der ikke bliver noget skole til mig i dag så..." siger jeg og begynder at rejse mig op, men min krop kæmper igen imod, og jeg stønner højt.
​"Av for helvede"
​Hurtigt rykker drengen hen til mig og støtter min ryg, så jeg kan rejse mig. Igen står vi ansigt til ansigt. Sådan står vi bare lidt. Og kigger hinanden i øjnene. Det er som om et eller anden sker indeni mig. Jeg ryster forvirret på hovedet og går hurtigt forbi ham. Jeg får øje på et spejl og tager et lille kig.
Hvad fanden?!
Hele min hals er fyldt med blå mærker og så har jeg nogle få ridser, - også i hovedet. Jeg prøver at røre ved et af dem, men det svirrer.
"argh"
Bagfra kan jeg høre nogle skridt.
​"Her" siger han med noget creme og papir i hånden.
​Jeg sætter hovedet på skrå og kigger undrende på ham.
​"Til at rense sårene" tilføjer han.
​"Åh, ej det behøver jeg altså ikke"
​"Jo. Jo det gør du. Ellers går der betændelse og andet lort i det. Kom nu, ellers gør jeg det" siger han.
​"Skal bare hjem nu ok? Ellers tak"
​Han kigger på mig med rynkede bryn. Rollerne plejer ligesom at være anderledes. Så vender han sig rundt og går mod badeværelset igen. Jeg betragter ham mens han går ud. Så lægger jeg mærke til noget i hans nakke. Et kæmpe sår, samt et enormt blåt mærke under.
​"Hey kom lige"
​"Hvad så?"
​"Hvad fanden er det for et sår du har i din nakke?" spørger jeg.
​"Hvad? Nårh ja. Det ikke noget, skulle du ikke hjem?"
​Jeg løfter øjenbrynet.
​"Må jeg lige se?"
​Han vender sig langsomt rundt, så jeg ordenligt kan se det. Jeg spærrer øjnene op. Det ser ret voldsomt ud, og ser også ret nyt ud. Han har vel ikke..?
​"Vent det her er ikke noget du fik i går, pga. mig vel?" spørger jeg med rynkede bryn.
​"Det... Ikke pga. dig. Bare de der svin" siger han og sænker blikket.
​"Jamen. Ej for satan. Det kan du da ikke. Du kender mig ikke engang? Hvorfor? Hvorfor mig? Er du klar over hvor farlige de typer er? Ved du godt de kunne have dræbt dig?"
​Han kigger lidt fjernt på mig.
​"Nårh, jaja det fint. Der skete ikke noget stort. Men jeg kunne forhelvede da ikke bare lade dem tæske dig?" svarer han så.
​Jeg betragter ham mistroisk imens han tripper lidt.
​"Nå jamen, tak hvert fald. Jeg skal hjem nu. Såh vi ses" siger jeg mens jeg tager jakken på og åbner døren halvt.
​"Jo. Ja det skal du nok" siger han og lyder faktisk lidt skuffet "- er du sikker på du ok?"
​"Ja jeg har det helt perfekt, vi ses. Måske." siger jeg og går ud i opgangen.
​"Hey. Hvad er dit navn?" lyder det bagfra.
​Jeg vender mig rundt.
​"Carolina, og dig?"
​"Jeg hedder Ethan. Husk lige at, du kan bare ringe hvis du har brug for mig"
​Jeg løfter brynet og siger: "Jo ja, det behøver jeg nok ikke, men jeg har jo ikke dit nr.?"
​"Jeg puttede det på din telefon i går hvis noget skulle ske." siger han med et skævt smil.
​"Oh, jaer det kan jeg så ikke huske. Men øh tak for alt. Jeg smutter nu"
​"Ja klart heh. Hejhej, pas på dig selv Carolina"
​Jeg smiler svagt og får igen øjenkontakt med hans dybe øjne. Så går jeg ned af trappen og ud.
​Et eller anden i mig var ændret. For første gang i lang tid satte nogen pris på mig. Nogen prøvede at passe på mig. Det føltes så mærkeligt.
​Jeg tænder en cigaret og går ned af gaden, med et smil i øjnene.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...