Saving a paper princess

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2017
  • Opdateret: 7 jun. 2017
  • Status: Igang
Carolina er 19 år og hun bor alene i en lejlighed. Hendes mor er død, og hendes far er stærkt alkoholisk.
Carolina skylder massere af penge væk pga. noget narko, og er i øjeblikket i det sorteste hul. Men vil Ethan være i stand til at få hende op fra det hul, bare med kærlighed?

"Jeg vrider mig og prøver at kæmpe imod så godt jeg kan, selvom jeg ikke engang kan rejse mig op. Smerten brænder i alle mine led. Jeg fremstemmer et skrig. Drengen begynder at hæve stemmen, og siger noget jeg ikke kan forstå.
​"Slap af. Rolig. Jeg vil ikke noget ondt" får han sagt, imens han ihærdigt prøver at få mine arme til at slappe af. Langsomt bliver jeg mere og mere rolig. Han holder nu om mig, og en lille bitte tryghedsfølelse bobler op i mig. Jeg er endelig rolig og giver tårerne lov til at få frit spil. Det her føltes så mærkeligt, men samtidigt så rart, og så naturligt. "

1Likes
2Kommentarer
407Visninger
AA

2. Nothing

Løber.
Flygter fra virkeligheden.
​Vinden blæser i mit ansigt og nattehimlens stjerner oplyser himlen. Mit hurtige åndedræt ligner røg i den kolde luft.
​Komplet stilhed fylder gaden udover mine fødder når de rammer jorden med høje klask, som sender en lille smerte op igennem min ankel. En lugt af græs og røg fylder mine næsebor.
​Mit hår flyver om ørene på mig, og gaden er tom. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg løber bare. Frygten i mig bobler.
Slørrede og skræmmende råb bagfra giver mig myrekryb. Ikke kig tilbage. Ikke kig tilbage.
Jeg sætter farten op. Mit blik hviler på en bygning langt væk. Det skulle give ro at kigge på noget der står stille. Mit hjerte pumper så højt jeg næsten kan høre det.
Jeg løber og løber.  
​Stemmerne er begyndt at nærme sig og mit hjerte sidder helt oppe i halsen på mig. Jeg løber bare. Og løber. Mens råbene bliver klarere og klarere og jeg bliver mere og mere håbløs. Jeg har lyst til at skrige, men jeg har mistet stemmen. Pludselig lyder en motor, og jeg kan ikke lade vær med at kigge tilbage. Mændene er omkring 100 m. væk fra mig. Uden at trække vejret fortsætter jeg med at spurte af sted. Tankerne flyver rundt i mit hoved. Jeg lukker øjnene.
​Mor. Få det til at forsvinde. Få det nu til at fosvinde. Få det til at forsv...
​Et hårdt stød rammer mig pludseligt i ryggen og jeg falder med det samme sammen på jorden med et hyl. Alt tåger og jeg kigger tomt ud i luften. Jeg troede virkelig jeg kunne slippe fra dem denne gang. Men man kan aldrig slippe fra dem. De er overalt.
​"FUCKING SKAF OS DE PENGE KÆLLING"
​"- DU KAN KRAFTEDME IKKE BARE SLIPPE AF MED TING SÅ LET, FATTER DU DET SO"
​"Næste gang går det udover din familie, ER DU MED?"
​Jeg ligger på jorden og lytter til de hårde trusler, mens min krop tager imod de hårde spark. I maven, i ryggen, på hovedet, på benene, i hoften. Over alt. Smerten er forfærdelig, men man skal ikke vise nogen tegn på svaghed. Det er først der man er helt færdig.
​Mit ansigt bliver mast mod asfalten, som smager af jord og benzin. Det føltes som om min kæbe bliver knust. Jeg lukker øjnene.
Vær nu sød at stoppe. Vær nu sød.
​Men intet stopper. Råbene og sparkene fortsætter, og jeg begynder langsomt at mærke min krop give op. Jeg giver slip. Mit åndedræt er ikke så desperat mere, og sorte prikker danner sig for mine øjne. Det er faktisk rart, men samtidig ulideligt. Pludselig er det som om smerten stopper. Det er som om råbene er mere slørrede. Mere bange?
​Jeg åbner straks øjnene, og prøver at rejse mig op. En sort skikkelse som går hurtigt mod mig. Frygten rammer mig igen og min svimmelhed får det hele til at virke 10 gange værre. Skikkelsen kommer nærmere og jeg krummer mig sammen på vejen, mens jeg lukker mine øjne.
​"Hey er du ok?" lyder det så pludseligt fra en rolig stemme i mine øre.
​Jeg løfter blikket og får øjenkontakt med nogle helt mørke trygge øjne. En dreng.
​"Jeg... Jeg, ja" får jeg fremstammet.
​Frygten sidder stadig helt oppe i halsen på mig, og det virker nærmest helt urealistisk det her. Jeg kan ikke huske sidste gang nogen ville mig noget godt. Det er så svært at tro på. Derfor stoler jeg ikke på nogen. Og derfor har jeg så svært ved at knytte bånd.
​Jeg ligger stadig ubevægelig på jorden og drengen rykker sig nærmere. Frygten bobler op i mig.
​Hvad vil han?!
​Jeg vrider mig og prøver at kæmpe imod så godt jeg kan, selvom jeg ikke engang kan rejse mig op. Smerten brænder i alle mine led. Jeg fremstemmer et skrig. Drengen begynder at hæve stemmen, og siger noget jeg ikke kan forstå.
​"Slap af. Rolig. Jeg vil ikke noget ondt" får han sagt, imens han ihærdigt prøver at få mine arme til at slappe af. Langsomt bliver jeg mere og mere rolig. Han holder nu om mig, og en lille bitte tryghedsfølelse bobler op i mig. Jeg er endelig rolig og giver tårerne lov til at få frit spil. Det her føltes så mærkeligt, men samtidigt så rart, og så naturligt. Mine tårer pibler ud af øjnene. Jeg kan ikke huske sidste gang jeg græd heller.
​"Shhh. Det okay. De er væk" lyder det roligt fra ham.
​Langsomt begynder min krop at slappe af, og så bliver alt sort. Lige der i den fremmede drengs arme.

I undrer jer sikkert over hvad jeg har lavet? Hvordan det kunne gå så galt for mig?
Nu skal i høre. Når ens mor dør som 6 årig, og ens far er en af de alkoholikere i parken, som man går en stor bue udenom, fordi man ærligtalt bliver lidt skræmt af dem. Så er det klart der ikke kommer et englebarn ud af det. Og så er det heller ikke overraskende at deres barn bliver en narkoman som 15 årig.
Rent faktisk er jeg nogenlunde ude af perioden med narko osv. men mit problem er gælden. Det er de penge jeg skylder pga. det. Hvis det nu bare var til min veninde, bror eller andet, så ville det gå over, og det ville ikke være farligt for mig. Det ville ikke være livsfarligt. Men det er det bare ikke. Det er ikke lige sin bror man stjæler narko fra vel? Det er ofte nogle ikke alt for rare typer. Hvilket ikke er det mest intelligente træk hvis man vil have en fremtid.
Det hele føltes på en måde lidt unfair. Selvom det var mig dengang, der stjal det narko. Så føltes det ikke som mig. Det føltes som en anden person. Et meget uvidende og dumt barn. Jeg vidste jo ikke bedre? Jeg ville bare have det rart, og af en eller anden grund havde jeg bildt mig selv ind, at det var min eneste kilde til glæde. Jeg tænkte da ikke på hvor store konsekvenser det ville få for mig i fremtiden. Jeg vidste ikke at jeg var i gang med at smadre resten af mit liv. Det eneste jeg ville var bare at få lidt sjov. Lidt nyt. Det sjove gik så hen og blev en afhængighed.

Og så selvom jeg er ude af "hullet" med narko i dag stort set, så er det bare stadig som om, at jeg er i en kæmpe kløft fyldt med andre problemer. Problemer som ødelægger mig. Og lige meget hvor ihærdigt jeg så prøver at komme ud af den kløft, føler jeg bare at jeg kommer længere og længere ned. Nogen gange kommer der jordskred, og så har jeg den her tendens til at falde i hullet igen med mit ene ben. Hullet med narko.


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...