Saving a paper princess

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2017
  • Opdateret: 7 jun. 2017
  • Status: Igang
Carolina er 19 år og hun bor alene i en lejlighed. Hendes mor er død, og hendes far er stærkt alkoholisk.
Carolina skylder massere af penge væk pga. noget narko, og er i øjeblikket i det sorteste hul. Men vil Ethan være i stand til at få hende op fra det hul, bare med kærlighed?

"Jeg vrider mig og prøver at kæmpe imod så godt jeg kan, selvom jeg ikke engang kan rejse mig op. Smerten brænder i alle mine led. Jeg fremstemmer et skrig. Drengen begynder at hæve stemmen, og siger noget jeg ikke kan forstå.
​"Slap af. Rolig. Jeg vil ikke noget ondt" får han sagt, imens han ihærdigt prøver at få mine arme til at slappe af. Langsomt bliver jeg mere og mere rolig. Han holder nu om mig, og en lille bitte tryghedsfølelse bobler op i mig. Jeg er endelig rolig og giver tårerne lov til at få frit spil. Det her føltes så mærkeligt, men samtidigt så rart, og så naturligt. "

1Likes
2Kommentarer
407Visninger
AA

5. Den tid

Mit hoved dunker og mit hjerte pumper. To timer. To timer med tomhed. Bare stirret ind i væggen. Frygten er langsomt forsvundet. Jeg tænker på de brune øjne. Ethan. Hvordan han bare smeltede væk i mit mareridt, og hvordan han gav mig tryghed i virkeligheden. Kl. er 6 om morgenen, men jeg har ikke kunnet falde i søvn siden mareridtet.
Jeg rejser mig endelig op. Sveden drypper ned af mit ansigt. Jeg tørrer det væk med min hånd. Om to timer skal jeg være i skole. Jeg tager en dyb indånding og går ud på badeværelset for at tage et bad.

Vandet glider ned af min krop og lander dansende på gulvet. Skyller svedet væk. Jeg gnider på min hals, men rammer mit sår.
​"Argh" mumler jeg for mig selv.
​Af en eller anden grund savner jeg Ethan. Jeg vil så gerne se ham igen, men jeg ved godt det nok ikke sker. Det er for mærkeligt at ringe. Han gjorde mig bare så tryg. Gav mig en følelse jeg aldrig har haft før. Ubeskriveligt. Jeg smiler lidt ved tanken af ham. Hans arme omkring mig. Hans bekymrende blik. Og hans ikke-ligeglade personlighed. Jeg tager mit æble duftende shampoo og hælder en klat ud i mit hår. Skyller det væk igen med vand. Tænk hvis man kunne gøre sådan med sine problemer. Skylle dem væk med vand. Fjerne det forevigt. Bare lade det skylle ned i afløbet og videre i kloakken. Livet ville være så nemt. Nok for nemt. Jeg sukker højlydt og slukker bruseren igen.
​Jeg kigger på mit eget spejlbillede. Mit mørklilla hår er endnu mørkere når det er vådt. Krøllerne er også næsten væk pga. vandet. Mine store brune øjne skinner klart, med lange øjenvipper. Man skulle næsten tro jeg var en udlænding hvis ikke det var for min hvide hud. Jeg smiler svagt til mig selv med min hjerteformede mund, jeg får så mange komplimenter på. Min mund. Ja den er jeg faktisk glad for ved mig selv. Først og fremmest er det den man spiser med, og jeg elsker mad. For det andet har jeg aldrig haft brug for bøjle eller andet, fordi mine tænder er så lige. Og så er de også hvide. Det er rart. Jeg sænker blikket imens jeg tager mit håndklæde omkring mig, og går ud af bade værelset igen.
​Jeg kigger ud af vinduet, - af gammel vane, bange for nogen kom for at gøre mig ondt. Kigger på de visne træer, der snart er blade på igen. Kigger ud på min barndomsgade jeg kan se lige over til. Dengang jeg stadig havde min mor, og dengang jeg var uskyldig uden problemer. Man havde intet ansvar. Ingen grænser. Jeg retter blikket mod mit gamle legested. Mit drømmeland. Det er utroligt hvordan en skov der virkede magisk og uendelig, kan blive til et par visne træer og en lund, når man bliver ældre. Sådan er det med mange ting. Voksne fejer alt skidtet væk for en så man ikke oplever noget virkelighed. Men så pludselig en dag bliver man kastet ud i verden. Den grimme virkelighed. Uden at vide hvordan man skal takle problemerne, for ingen vil jo noget ondt? Jeg vil ønske at jeg dengang vidste, hvad jeg ved i dag. Så jeg kan slippe for dette helvede uden ende. Det helvede der har ødelagt mig. Alt føltes som papir. Falskt. Noget der engang var glad og levende, men nu er livløst og samtidigt så følsomt. Hvis man ved en fejl brænder en smule af det, så er alt ødelagt. Og hvis man tager et forkert skridt falder man og forsvinder for evigt.
​Jeg retter blikket mod vores gamle hus og have. Den have vi har haft så mange grillaftener i. Med solen som fra siden gav en behagelig varme. Med min mors bløde grin, og min fars arme omkring hende. Med en konstant svag pippen fra fugle man aldrig kunne se. Bare med ren kærlighed og glæde. Mig og min kusine (der altid var på besøg), som sad i sandkassen og byggede sandslotte. Aftener med latter og snak. Dage med sol og lege. Vandkrig og krydskrone. Min far der havde klare øjne og en fremtid. Den far som kyssede mig på kinden hver aften. Den far som viste kærlighed og håb. Den far der ædru kunne sige at han elskede mig. Den far der var bekymret hvis jeg var væk eller andet. Den far der altid havde sjove kommentarer og lege. Den far der altid grinte højest af sine egen jokes. Den far der gav mig overraskelser. Den far jeg altid måtte lidt mere for. Den far der var trofast og hjalp mig når jeg var ked af det. Den far jeg legede fangeleg og gemmeleg med. Den far der elskede mig. Den far der var en far.
​Det var også med den mor som gav min far håb. Med den mor der kunne se hver gang jeg var ked af det. Den mor der tørrede mine øjne. Den mor som kunne skabe glæde i hele der rum hun befandt sig i, med sin latter. Den mor der ville nusse mig på ryggen hver gang jeg bad om det. Den mor som altid var glad. Den mor der ryddede op og gjorde rent uden at klage. Den mor der sang en godnat-sang for mig hver aften. Den mor som puttede mig når jeg var træt. Den mor der gav mig råd og tips. Den mor der eksisterede. Den mor som ikke var d...

Jeg sænker blikket og mærker en tåre trille ned af min kind. Hvorfor er det altid de gode der forlader verdenen først? Uden jeg lægger mærke til det begynder der at trille flere og flere tårer ned af mine kinder. Jeg stirrer tomt ud i luften. Hun havde fortjent så meget mere. Så meget mere end en død på 39. Hun var det mest sympatiske og smukkeste væsen. En engel forklædt som min mor. Nu forsvundet og væk for evigt. Jeg er taknemlig for jeg nogensinde har kendt hende. Men hvorfor? Hvorfor kunne hun ikke blive? Og hvorfor valgte hun min far? Min far som nu er en alkoholiker i parken. Ham der har glemt sig selv. Alkoholikeren med det knuste hjerte. Et knust hjerte der har elsket.
​Tårerne rammer lydløst mit håndklæde. Jeg ryster på hovedet og tager en dyb indånding. Så kigger jeg mod klokken. 6.56. Jeg går hen mod min kommode for at finde noget tøj. Hiver en sort T-shirt med V-udskæring, og en sort hættetrøje op. Retter blikket mod mine bukser, og finder nogle lyse cowboy jeans med få huller i. Tøj er sgu nok ikke det jeg går mest op i. Det skal bare være noget man passer ind med. Altså ikke noget der er vildt farvestrålende eller andet. Ellers er jeg for let at se i mængden. For let at genkende for dem...
​Jeg hopper i bukserne, og trækker T-shirten over hovedet. Tager et hurtigt kig i spejlet imens jeg binder hættetrøjen omkring mit liv, og går så ud i min opgang. Jeg er tidligt på den i dag, men det gør ikke noget. Jeg missede også hele dagen i går jo.

Sollyset rammer mit ansigt og blænder mig, i det samme sekund jeg træder ud af døren. Jeg misser med øjnene. Mærkeligt hvordan det selvom, det er efterår kan være så lyst. Jeg trækker hurtigt en cigaret op af lommen og tænder den. Gaden jeg går på er smal, og lidt væk kan man høre dyttende biler og menneske larm. Her er en svag lugt af kloak blandet med øl, fra gårdagens begivenheder. Nogle råb lyder bagfra og jeg spejder over skulderen. Jeg spotter en stor flok drenge med sort tøj. Som en refleks hiver jeg min hætte over hovedet og kaster smøgeren. Jeg løber nedad en lille sidegade uden at kigge tilbage. Råbene begynder at lyde mere fjerne og straks er jeg mere rolig. Jeg tager nogle hurtige indåndinger og læner mig opad muren, med en hånd i håret.
​Det her kan ikke gå mere.
​Jeg går langsomt mod den lidt større gade igen og kigger ud mod den. Gruppen er væk og gaden er igen tom. Jeg er så naiv, og tror hele tiden nogen er efter mig. Kan det virkelig passe at det er sådan jeg skal leve mit liv? Konstant bange og uden kærlighed. Uden nogen der elsker mig. Hvor dem der har elsket mig bare har efterladt mig på en støvet hylde. En støvet hylde der snart falder ned. Men jeg fortjener det også, for ærligtalt, hvad er der at elske? Hvem gider at elske en der ikke engang elsker sig selv? Hvorfor skulle man elske en der bare er til fare for dig?

Jeg tænder en cigaret igen, og fortsætter ned af gaden, mens konstant at kigge over skulderen. Jeg tager tunge skridt med mine dr. martens støvler jeg fik i gave, for mange år siden. Himlen er skyet, og klokken er slået halv 8, når jeg endelig står ude foran skolen. Jeg sætter mig på en trappe i en lille port, og spejder ud på vejen, som er halvfyldt med mennesker. Ingen kigger herind. Ingen ser mig. Alle har for travlt med deres egen verden.

Men så ser jeg ham. De brune øjne, jeg sidst så i mit mareridt. Jeg betragter ham mens han krydser gaden. Det er noget helt andet at se ham i dagslys. Hans mørke øjne kigger opmærksomt og roligt på folkene omkring ham. Han bærer nogle sorte jeans og en mørkeblå t-shirt med en sort trenchcoat udeover. Jeg tager mig selv i at smile ved synet af ham, og bider mig i læben. Han tager et sug af sin cigaret og er nu på samme side af fortovet som mig. Langsomt drejer han hovedet, og hans blik lander på mig. Han kigger overrasket og smiler lidt. Jeg vinker kejtet.  
"Hej Carolina" siger han.
​"Hey"
​Han kigger roligt op og ned af mig.
​"Fryser du ikke?"
​"Nah" svarer jeg så og tager et sug af min cigaret.
Han kigger mistroisk på mig, men ser så pludseligt mere alvorlig ud kigger mig dybt i øjnene.
​"Hvordan har du det?"
​"Fint"
​"Nej jeg mener: Hvordan har du det? Med de drenge der osv. "
​"Åh. Jo men der er ikke sket noget rigtigt. Såh det jo super. Hvordan har du det?" Svarer jeg med et skævt smil.
​"Jeg har det godt"
​Så bliver der stilhed. Ikke akavet stilhed. Bare stilhed. Jeg kan mærke at han betragter mig imens jeg spejder udover menneskemængden på gaden. Så vender jeg ansigtet, og vi står bare og kigger hinanden i øjnene lidt. Jeg har lyst til at kramme ham. Har lyst til at kysse ham. Langsomt sænker jeg blikket mod hans mund. Fyldig og blød. Jeg bider mig lidt i læben med et bankende hjerte.
​"Nå jamen jeg skal også videre, såh ja vi ses måske, eller det der" siger jeg hurtigt og trækker mig væk.
​Han løfter blikket og klør sig i håret.
​"Farvel Carolina" svarer han og smider sin cigaret.

​Jeg går mod skoleindgangen nu og skæver til uret. Kvart i. Massere af tid.
​Hvad lavede han her overhovedet?
Jeg åbner døren og med det samme hører jeg støj og snak fra elever.
​"Carolinaaa" lyder en drengestemme.
​Jeg kigger op og griner. Felix.

 

 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...