Saving a paper princess

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2017
  • Opdateret: 7 jun. 2017
  • Status: Igang
Carolina er 19 år og hun bor alene i en lejlighed. Hendes mor er død, og hendes far er stærkt alkoholisk.
Carolina skylder massere af penge væk pga. noget narko, og er i øjeblikket i det sorteste hul. Men vil Ethan være i stand til at få hende op fra det hul, bare med kærlighed?

"Jeg vrider mig og prøver at kæmpe imod så godt jeg kan, selvom jeg ikke engang kan rejse mig op. Smerten brænder i alle mine led. Jeg fremstemmer et skrig. Drengen begynder at hæve stemmen, og siger noget jeg ikke kan forstå.
​"Slap af. Rolig. Jeg vil ikke noget ondt" får han sagt, imens han ihærdigt prøver at få mine arme til at slappe af. Langsomt bliver jeg mere og mere rolig. Han holder nu om mig, og en lille bitte tryghedsfølelse bobler op i mig. Jeg er endelig rolig og giver tårerne lov til at få frit spil. Det her føltes så mærkeligt, men samtidigt så rart, og så naturligt. "

1Likes
2Kommentarer
482Visninger
AA

6. Alt og intet

Skolegangene er proppet med larmende og grinende elever. Mennesker der prøver at passe ind for ikke at blive udstødt. Hvis det er hvad livet går ud på, hvad er så ægte? Hvis alle bare prøver at passe ind og have det tøj på andre synes er flot, hvordan ved man så hvornår man virkelig ​har det godt. For har man det 'virkelig' godt, hvis det hele er falskt? Hvad ved jeg? Det er mange år siden jeg sidst har oplevet noget ægte. Så min dømmekraft er måske ikke den bedste. Hvis man konstant går i mørke har man svært ved at opfange det hvis der først kommer noget lys. Eller også blænder det en, så man slet ikke kan se noget. Man bliver vel bange for lyset.

Jeg finder de sidste bøger frem fra skabet, og hører klokken ringe lige efter.
​"Du har været lidt stille i dag Carolina, noget galt?" kommer det fra Felix, der går ved min side.
​"Nah, jeg er vel bare træt" svarer jeg og smiler hurtigt til ham.
​Han nikker og vi fortsætter vores gang. Elever kommer fra alle sider. Gangene er bredde. Her er en velkendt lugt af sved, mad og billig parfume. Gulvet er glat, og skulle egentligt have været hvidt, men er blevet gråt.
​Jeg hører et højt pift bagfra. Jeg vender mig om og støder straks ind i en.
​"Kig dig lige for" lyder det fra drengen.
​Jeg nikker og vender mig hurtigt om, men mærker en hånd på min skulder. Jeg skærer ansigt og vender mig langsomt om igen. Jeg møder et fremmede ansigt. Fremmed men flot. Blondt hår, blå øjne og ren hud. Klassisk.
​"Er du ny her?" spørger han.
​"Nah, ikke ligefrem".
​Han bider sig i læben, klemmer øjnene sammen.
​"Det undrer mig at jeg ikke har lagt mærke til dig før, må jeg sige" han smiler lidt, "-en lækker emo. Det ser man ikke tit".
"Min lyst til denne samtale sluttede, da jeg hørte ordet "emo"" svarer jeg.
​Han løfter det ene bryn.
​"Min pointe med sætningen var egentligt bare at du er lækker" svarer han med et flabet smil.
​Jeg nikker voldsomt og ser ironisk overdrevent interesseret ud.
​"... Okay. Min pointe med sætningen var egentligt bare at min lyst til denne samtale er slut." svarer jeg til sidst koldt.
​Han griner lidt.
​"Skal du med til fest på lørdag?"
​Jeg rynker brynene og smiler.
​"Hm. Det står ikke lige øverst på min ønskeliste, men tak for tilbuddet".
​Jeg vender mig rundt uden at høre hans svar. Typisk blond blond morsdreng. Sikkert også amerikansk fodboldspiller og en af dem der sender lange blikke efter cheerleaderne i kantinen. Jeg ruller med øjnene og tager Felix under armen igen. Han griner.
​"Hvad var det for noget?" spørger han.
​"Har ingen ide".
​Han griner og puffer mig mod klasselokalet vi skal være i. Lige inden vi går ind i lokalet lyder der en bib-lyd fra min telefon. Jeg hiver den frem og ser en besked fra et nummer jeg ikke kender.
​'Hey, det Ethan, tænkte på om du kunne tænke dig at mødes efter skole? Starbucks?'
​En ukendt varme breder sig i min krop og jeg smiler.
'Aftale'. 


                                                                                                                         ****
​​Timerne snegler sig af sted, men endelig er der kun få minutter til klokken ringer og vi får fri. Jeg plejer egentligt ikke at glæde mig til sådan noget, men i dag er det specielt. Af en eller anden grund glæder jeg mig overdrevet meget til at mødes med Ethan. Jeg føler mig som et lille barn igen. Han er så rolig og betryggende. Jeg ved egentligt ikke hvad der er ved ham, men noget kan jeg bare enormt godt lide. Han forlanger ikke noget af nogen, og jeg fortjener slet ikke hans opmærksomhed. Jeg smiler lidt ned i bordet, og kigger på klokken. 1 minut. Jeg begynder langsomt at tage min hættetrøje på og samler mine bøger sammen. *Riiing riiing* lyder det højlydt og i det samme sekund råber alle eleverne op og hører ikke engang halvdelen af hvad læreren siger. Jeg skynder mig ud af klasseværelset inden jeg skal til at snakke med alle mulige. Går direkte mod mit skab og putter bøgerne ind. Elever strømmer ud af klasseværelserne imens jeg går med raske skridt gennem gangene.
​Den friske luft rammer mig som en mur og jeg trækker vejret dybt, inden jeg fortsætter ud gennem skoleporten. Starbucks ligger kun omkring 5 minutter væk herfra. Jeg finder en cigaret frem fra min taske og stopper hurtigt op for at tænde den. Fortovene er ustabile, grumsede og grimme. Folk kommer hurtigt forbi i biler. Så hurtigt man ikke når at se dem. Det er sjovt at tænke på hvordan alle altid har forskellige destinationer. Forskellige mål og baggrunde. Alle er hver især deres eget centrum. Det de skal i deres liv, er det vigtigste for dem. Men vi er så mange mennesker. Så mange. I virkeligheden er alle ligegyldige. Ingen har vel en rigtig betydning. Det lige meget om din mor lige er død, om din kæreste har slået op eller om du har bestået eksamen. Ingen ser det. Jeg ser det ikke. Folk er ligeglade. Det er en uhyggelig tanke. Lige meget hvad kommer der en tid hvor ingen længere kan mærke at man har eksisteret. Hvad er så pointen? Pointen med alt? Jeg ryster tanken af mig. Pointen er vel bare at fortsætte livet på jorden. Ikke? Så kan man jo lige så godt få noget godt ud af det. Have det sjovt imens. Jeg sukker og tager et sug af min cigaret.
​Endelig spotter jeg Starbucks længere nede af gaden. Jeg finder min telefon frem og søger 'Ethan'.
'Hey, jeg er her nu'
​Skriver jeg kort og trykker 'send'. Jeg tager en dyb indånding, træder ind på Starbucks og en rar varme rammer mig med det samme. Jeg kigger rundt. Her er overaskende få mennesker i forhold til hvor mange her plejer at være. Væggene er helt hvide, og er fyldt med store billeder og ikoner af kaffebønner og kager i sort hvid. Her dufter rundt af kaffe og karamel. Jeg sætter mig ned på en af barstolene der står ud mod vinduet, og lukker øjnene kort imens jeg tager en dyb indånding. Så lyder der en høj bib-lyd fra min telefon igen, og jeg fumler den hurtigt frem imens jeg undskyldende smiler til en gammel dame der sidder et par borde fra mig. 'Ethan', står der i toppen af min skærm.
​'​Samme her'
Står der. Jeg smiler og vender mig rundt for igen at spejde ud i cafeen, og ind af døren træder han. Han kigger lidt rundt med sine dybe store brune øjne. Så får han endelig øje på mig og smiler en smule imens han går i min retning.
​"Hej" siger jeg kort.
​"Hey" svarer han og kører en hånd igennem sit mørke hår som igen sidder perfekt.
​Jeg bider mig i læben og signalerer at han skal sætte sig.
​Han smiler lidt og sætter sig så ned. Vi sidder lidt sådan i nogle akavede sekunder imens jeg piller ved mine negle. Jeg kan mærke hans øjne på mig, hvilket bare gør mig mere nervøs. Han begynder at smile og jeg kigger bevidst bare mod den anden ende af lokalet med løftede bryn og et smil på læben. Han rykker sig derhen mod, og jeg kan mærke han prøver at få øjenkontakt. Jeg holder op med at smile og begynder stille at fløjte og lade som om han ikke eksistere. Det hele begynder at blive en leg om at jeg skal undgå hans blik. Det akavede aftager hurtigt og til sidst er det svært at lade vær at grine. Hans blik følger mig konstant og jeg begynder at dreje hovedet for at undgå at se ham ud af øjenkrogen. Jeg kan høre ham langsomt begynde at grine og så bryder jeg ud i latter. Det føltes befriende og ægte. Jeg vender mig endelig mod ham og ser ham i øjnene imens han sidder med et stort smil på læben.
​"Jeg synes du er barnlig" siger jeg grinende.
Han smiler.
​"Det kan jeg leve med" svarer han.
​Jeg ryster på hovedet. Han kigger ud i cafeen imens jeg betragter ham. Jeg fugter mine læber da jeg får øjne på hans. De står let åbne og ser meget indbydende ud. Jeg tager mig til hovedet.
​"Hvad skal du have?" siger han pludselig og drejer hovedet.
​Jeg kigger hurtigt væk og forsøger at ligne en der tænker.
​"Tænker bare en sort kaffe".
​Han kigger på mig med et løftet bryn.
​"Træt?"
​Jeg smiler lidt og kører noget hår bag øret.
​"Sov ikke så godt i nat".
​Han rynker brynene svagt og ser alvorlig ud i nogle sekunder, men nikker så, og rejser sig for at gå mod kassen.
​"En sort kaffe og en kaffe-late".
​Jeg finder 2 dollars frem og ligger dem på bordet. Hurtigt kører jeg hånden igennem mit hår nogle gange, og tager en gammel læbepomade på, jeg fandt nederst i min taske. Lang tid siden jeg har brugt den. Bare generelt lang tid siden jeg har haft noget hvor jeg rent faktisk gik op i hvordan jeg så ud.
​"Her" siger Ethan og rækker mig kaffen.
​"Tak" svarer jeg, og nikker ned mod pengene foran ham på bordet.
Han rynker brynene og skubber pengene mod mig igen.
"Jeg giver".
​"Altså det behø..." begynder jeg.
​"Carolina. Det 2 dollars. Jeg klarer mig" griner han.
​Jeg smiler og pakker så pengene ned i min taske igen.
​Der lyder en klokke og både mig Ethan vender hovedet mod døren.
​Hurtigt genkender jeg personen der står i døråbningen med en ven. Den blonde mors-dreng fra skolen. Jeg ruller med øjnene og krymper mig. Ethan kigger spørgende på mig. Jeg signalerer at han skal tie stille imens jeg prøver at gemme mig bag ham.
​Drengen står ved disken og venter på at sin ven bestiller. Langsomt glider hans blik ud mod cafeen. Jeg lukker øjnene og vender ansigtet væk fra ham. Jeg kan mærke Ethan prøver at holde et grin tilbage. Mine skuldre begynder også at dirre og jeg prøver at tænke på noget sørgeligt. Virker en smule og langsomt kigger jeg tilbage på drengen. Uheldigvis er hans blik direkte i vores retning og jeg får øjenkontakt med ham.
Pis.
​Jeg smiler akavet og retter mit blik mod Ethan igen, men kan se hans skikkelse nærme sig ud af øjenkrogen.
​"Fucking lort" mumler jeg for mig selv imens jeg stadig har et akavet smil i fjæset.
​Ethan kigger bag sig og lige der står mors-drengen. Igen.
​"Hey emo-tøs" begynder han, men ser så Ethan. "Jeg ser du har selskab".
Jeg nikker med løftede bryn.
​"Godt spottet".
​Han griner falskt og kigger op- og nedad Ethan, men ignorerer ham og retter så igen blikket mod mig.
​"Har du tænkt over den fest der på lørdag?" siger han.
​Jeg kigger undrende på ham.
​"Troede faktisk at jeg havde gjort mit svar rimeligt klart".
​"Come on, næsten hele skolen kommer", han griner og ligner en der overvejer noget. "Du kan måske også tage din lille ven med her".
​Jeg smiler lidt og kigger mod Ethan som sidder og ser ud som om at han finder samtalen meget underholdende. Han åbner munden lidt men lukker den så igen, imens han kigger spørgende på mig. Jeg ruller med øjnene.
​"Okay. Jaer. Ethan, hvad skal du lørdag?".
​Han griner hæst et grin der gør mig blød i knæende.
​"Ingenting" svarer han.
​"Såh, vil du med til fest?"
​"Lyder fint".
​Jeg drejer hovedet mod morsdrengen igen.
​"Tilfreds?"
​Han griner og nikker overdrevent.
​"Jepper".
​Jeg tømmer min kaffe, kigger spørgende på Ethan og nikker mod udgangen, imens drengen kigger et andet sted hen. Han nikker og begynder at rejse sig.
"Sorry morsdreng, vi smutter nu"
​"​Morsdreng??" spørger han.
​"Vi ses på lørdag" siger jeg og nikker afværgende med hånden, mens mig og Ethan går ud af cafeen.
​Ethan holder døren for mig da vi går ud og jeg mærker mig selv af en mærkelig grund rødme. Måske fordi det er så usædvanligt at nogen gør sådan noget. Jeg ved det ikke. 
Jeg mærker vinden og kulden ramme mig som en mur da vi går ud af cafeen. Solen er helt forsvundet bag skyerne. Man kan høre at biler dytter et stykke herfra. Mærkeligt sted at placere en Starbucks.
​"Hvor kender du ham der fra?" spørger Ethan pludseligt.
Jeg smiler lidt.
​"Han er fra skolen, mødte ham for første gang i dag. Flabet unge".
​"Hm".
​"Skal vi sætte os her?" spørger jeg ved en bænk.
​Han nikker og sætter sig uden at svare.
​Jeg betragter ham en smule mens han kigger ned i jorden. Han kører en hånd gennem håret. Ubevidst bider jeg mig selv i læben. Langsomt vender han blikket mod mig og jeg mærker min vejrtrækning blive lidt hurtigere. Hans mørke øjne kigger blidt på mig. Pludseligt tager jeg mig selv i at stirre på hans fyldige læber. Jeg rødmer svagt og fugter mine egne. Jeg får så en enorm lyst til bare at bukke mig fremover og kysse ham. Langsomt bukker han sig forover. Det føltes som om mit hjerte går i stå. Jeg mærker nu hans ånde svagt på min hals. Jeg synker en gang. Men så tager han sin hånd op og fjerner bare et blad fra min skulder og rykker sig en smule bagover igen.
​En stor skuffelse rammer mig og jeg forsøger at tage en glad facade på. Derfor smiler jeg svagt og akavet og kigger hurtigt ned i jorden.
​Jeg er for fanden også for dum. Han har ikke vist et eneste tegn på interesse for mig på den måde. Måske havde han bare ondt af mig, og det er også derfor han virker så oprigtig bekymret for mig konstant. Jeg tager mig til hovedet og kigger diskret i hans retning. 
​Hvorfor?  



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...