VI-X3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2017
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
"Jeg svævede ud igennem hullet på skroget og ud til en sonde for at om programmere dens Lokation til at styrte ned i den panseret dør. Det burde være mere end nok til at ødelægge den. Men det var ikke lige til, for Daemon nægtede mig tydeligvis adgang da den ikke gad at åbne terminalen da jeg nærmede mig."

1Likes
0Kommentarer
53Visninger
AA

3. Hoved computeren

Daemon åbnede den anden dør og jeg svævede langsomt ind, da jeg var kommet ind var der endnu en dør “Man kan aldrig være for sikker, vel?” kom det fra Terminalen ‘underligt det er næsten som om at den kan læse mine tanker’ Men det var sikkert ikke noget at være bekymret for, man kan jo slet ikke lave sådan slags computere, eller hvad? Daemon lukkede hurtigt døren bag mig, og jeg faldt ned på gulvet “Kunstig tyngdekraft genetableret” kom det fra sikkerhedssystemet. “sådan det burde være nemmere for dig” kom det fra terminalen, jeg rejste mig fra gulvet (ret svært i øvrigt efter at have brugt måske en halv dag i nul tyngdekraft) og gik langsomt hen til den næste dør Computeren lyver stod der på væggen, jah lidt bange blev man. Kort efter kan jeg høre alle dørene åbne på en og samme gang. Jeg gik igennem den let oplyste gang der var skrevet flere tankevækkende skrifter på væggene selvom at det ser ud som om nogen har prøvet at viske dem ud, hvilket var underligt, for ifølge logbogen har der ikke været nogen herinde siden at stationen blev lavet, og der var skrifterne der ihvertfald ikke. tro mig jeg var der til den jomfrurejse til Mars. Jeg fortsatte ned ad gangen “hvorfor så mange døre?” spurgte jeg nysgerrigt med en snert af skræk “jov havde lidt forudse at du ville finde ud af noget underligt før eller senere” svarede han “så jeg måtte jo nødt til at sikre at man ikke bare kunne komme ind, men det virkede tydeligvis ikke” Det gjorde mig ihvertfald ikke mere tryg ved hele situationen. Hvad gemte den da derinde som var så hemmeligt.

 

Jeg kom endelig igennem alle dørene. Ind i et gigantisk mørkelagt rum, lyset tændte langsomt og tilsidst en gigantisk terminal “Velkommen til hoved computeren” stod der, jeg gik hen til den og så et lig sidde i en stol med en slags hjelm på. Jeg kiggede chokeret på liget “hvad er der sket?” skrev jeg ind i den store terminal. “Den person du ser siddende i stolen er ham der lavede stationen. han prøvede at stoppe mig så han satte sig selv ind i computeren, og nu er du her jo” jeg stod lidt målløs og stod og stirrede på liget der var som spændt op til computeren “Hvad prøvede han da at stoppe dig fra at gøre?” spurgte jeg ham “Det må du jo selv finde ud af” jeg blev lidt skræmt Skrog repareret 100% kom det fra sikkerhedssystemet.

 

Jeg nåede kun lige ud fra hoved computeren og kikkede rundt, kiggede op på skroget og så et stort hul. og så blev alt sort.

 

Jeg vågnede op på en græsmark, rejste mig op og kiggede rundt. der var stille, ikke en fugl eller noget levende i miles omkreds. Hvordan var jeg kommet herud? jeg kunne faktisk ikke huske så meget. Havde fuldstændig glemt, hvad jeg hedder, hvor jeg boede, eller hvad jeg lavede før jeg var her. Jeg rejste mig helt op så jeg stod på mine ben, af en eller anden grund føltes det forkert, som om at det ikke var virkeligt eller at det ikke burde være sådan her, men kunne ikke lige sætte en finger på hvad det skulle være.


 

Jeg kiggede ned ad mig selv, og fik et chok. Jeg var ikke andet end et glimt af lys, jeg stod ikke engang på jorden, jeg synes ellers lige jeg kunne mærke græsset under mine fødder. Jeg svævede langsomt længere og længere og længere op i luften, jeg stoppede først da jeg var nået helt op ved skyerne. og så blev det sort, og en slags terminal kom frem som om at den var låst fast til mine øjne “hvem er du?” stod der lige pludselig, jeg prøvede at svare men jeg kunne ikke tale, hvert et ord jeg prøvede at sige kom frem som tekst på “terminalen” jeg begyndte at blive lidt skræmt “Hvor er jeg?” udbrød jeg så meget som jeg nu engang kunne ud af tekst. “2 sekunder” kom det fra terminalen. Alt blev sort og jeg var på stationen igen, “jeg er virkelig ked af det” kom det fra en skikkelse der stod foran mig “hvem er du?” spurgte jeg fascineret “jeg er ham som programmerede computeren du er inde i nu” sagde han og jeg begyndte langsomt at blive bange igen, om det så var tanken om at måske at være inde i en computer eller at jeg er i samme rum som en psykopat. Alle mine minder var langsomt ved at komme tilbage “kan du huske liget i stolen uden for?” spurgte han nysgerrigt jeg blev mere bange end jeg var før “jeg var det lig, og du sidder sikkert i stolen ved siden af, ellers ville du ikke være her” det hele var lidt surrealistisk “Din krop lever ikke længere, men du vil stadig leve inde i computeren, dine minder vil stadig være inde i computeren, dit sind og alt hvad du har gjort vil være herinde” jeg blev lidt skræmt af hele situationen, eller rettere virkelig skræmt at skulle tænke på at jeg måske ikke levede, at jeg aldrig skulle komme tilbage på jorden, se min familie igen og alle dem jeg elsker. “Men bare rolig det her behøver ikke kun at være slemt” Det blev sort igen, og vi dukkede op i en regnskov, det lignede fuldstændig jorden, jeg kiggede ned ad mig selv, jeg lignede et menneske, mærkede på mit bryst og kunne mærke mit “hjerte” slå “i denne her verden er vi guderne” vi gik rundt i den store grønne regnskov, jeg tog en mango fra en af det saftige mango træer og tog en stor bid, det smagte nøjagtig som en mango. Det var fuldstændig som om at vi aldrig havde forladt Jorden.

 

Som tiden gik begyndte jeg at vænne mig til denne jord. Charles (som er ham der programmerede Daemon og lavede stationen) og jeg er blevet ret gode venner selvom at jeg var virkelig sur på ham i starten. Men det er snart tusind år siden så jeg besluttede at jeg ikke kunne være sur på ham i bogstaveligt talt en evighed. Charles var også den der kunne finde ud af at programmere så han havde lavet nogle menneskelignende væsner. Det var fuldstændig som at se ind i en myretue, man kunne se hvordan de begyndte at jage dyr og bisoner, fuldstændig ligesom i stenalderen.

 

Endnu et årtusind gik og “menneskene” var virkelig begyndt at udvikle sig, og i en væsentlig hurtigere fart end de rigtige mennesker. For Charles’ mennesker havde allerede udviklet en svævende bil som var langt over den teknologi vi havde dengang. Selvom at de virkelig var dårlige til at enes, hvis nogle blev uvenner sloges de indtil en af dem døde, jeg prøvede at stoppe nogle af dem fra at dræbe hinanden men Charles vil helst ikke have at jeg blander mig for meget. Han syntes det er fascinerende at se på.

 

Selvfølgelig undrer jeg mig nogle gange over hvad der er sket uden for i den “virkelige” verden (selvom at vi teknisk set stadig er i den virkelige verden, bare i en computer) Charles har forklaret mig at der ikke er meget vi kan gøre udover at sætte stationen ud af kredsløb hvilket vi har gjort, Charles sagde at han ikke kunne gøre det alene, så det var derfor at han ikke havde gjort det før at jeg kom. Men som sagt vænner man sig lidt til at være inde i Computeren og så er det da heller ikke helt skidt at være gud over sin egen verden.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...