Dangerous Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 mar. 2017
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Igang
Laura har mange problemer. Alle synes at hendes kæreste er fantastisk, men er han virkelig det? Denne novelle er en spændende historie om Lauras liv, og hendes hverdag.

1Likes
0Kommentarer
570Visninger
AA

2. William og Sebastian


 

Laura og William aftalte torsdag, at de skulle mødes fredag. Fredagen kom hurtigt og Laura cyklede på sin lidt for store, gule cykel. Bag ved det gamle skur, ved siden af hendes hus, sad William på en grå bunke af sten og grus, og ventede på hende. Hun steg hurtigt af cyklen og smed den i det visne græs ved siden af skuret. William kiggede op på hende med et kæmpe smil, og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig ned ved siden af ham. Hun stod lidt og overvejede tilbuddet, men overgav sig til sidst og satte sig langsomt ned ved siden af ham. ”Du ser smuk ud i dag” sagde han til hende. Hun kiggede ud over græsset og ind imellem træerne på den anden side af den visne plæne. ”Hvad er det helt præcist du vil? ” spurgte hun koldt. Det føltes forkert at svare ham på den måde, men han skulle ikke tro at han stadig betød noget for hende. ”Du er sur på mig” sagde han stille. Hun nikkede. ”Selvfølgelig er jeg det, William” svarede hun. Han rykkede tættere på hende. ”Kig lige på mig” sagde han. Hun vendte langsomt sit hoved og kiggede direkte ind i hans brune øjne. ”Jeg er ked af det” sagde han. Hun fnøs hånligt. ”Jeg tænker tit på dig” fortsatte han. En varm følelse spredte sig inde i hendes bryst. Hun kiggede hurtigt væk. William sukkede dybt og tog hendes hånd. ”Undskyld Laura” sagde han efter et godt stykke tid. Hun havde lyst til at tilgive ham, men det var ikke så enkelt. ”Du sårede mig virkelig den dag” sagde hun og fjernede sin hånd fra hans. Han kiggede ned. ”Jeg mente ikke noget af det jeg sagde” sagde han og kiggede på hende igen. Hun vendte sit hoved og kiggede ind i hans øjne. ”Det er lige meget nu William. Det er lidt for sent at sige undskyld” sagde hun og rejste sig. Hendes øjne begyndte at fylde sig med tårer. Laura skyndte sig at tage sin cykel op fra jorden og satte sig op på sædet så hurtigt hun kunne. ”Laura!” råbte William efter hende, men hun var allerede væk.

 

Laura vågnede med et sæt, da hun hørte hendes mor råbe hendes navn. Det var bare en drøm. Det var bare så virkeligt. Hun fik det skidt. Laura elskede jo William. Hun tænkte over drømmen i et stykke tid. Hun kunne ikke komme i tanke om nogen grund til at drømme det. Mis kiggede nysgerrigt på hende. Strakte sig og lagde sig til at sove med et miav. Laura trillede ud af sengen.

Laura kiggede på sig selv i det store spejl på vej ud af hendes værelse. Hun havde det mærkeligste morgenhår og hendes øjne var røde. Hun åbnede døren og gik ud på gangen. Badeværelset var lige ved siden af hendes værelse. Hun tog i dørhåndtaget, men døren gav sig ikke. “Mor! Jeg skal i skole” råbte hun og bankede gentagne gange på døren. Hendes mor var altid langsom om morgenen. Hun var en rigtig “sminke-hore”, som Laura kaldte det. Det var Laura ikke, hun brugte kun lidt nogle gange. Når hun endelig tog make up på, var det kun for at behage William. William kunne bedst lide hende, når hun havde sin eyeliner på.

Hun bankede på døren igen. Den blev åbnet indefra og hendes mor kom ud. “Gider du godt lige at tage den med ro, jeg er færdig nu” sagde hendes mor bestemt og gik demonstrativt forbi Laura og ind på hendes soveværelse. Laura rystede på hovedet og gik ind på badeværelset. Hun kiggede sig omkring. Det var et lille badeværelse. Der var et vindue lige foran hende, hvor man kunne se ud til haven. Hun lukkede langsomt døren bag hende. Bag ved døren var toilettet og det lille porcelæn badekar. Hun vendte sig om og stod foran den lille hvide håndvask og badeværelsesspejlet. Laura rakte hånden ud og greb fat i sin hårbørste, der lå på en hylde i hendes og hendes mors skab. Hun redte sit uglede hår igennem. Hun vidste at hun blev nødt til at dryppe noget i sine øjne for at få det rødlige skær væk. Hun havde altid problemer med sine øjne, når hun ikke fik nok søvn.

Da Laura kom ind på sit værelse igen, lå hendes mobil og vibrerede. Det var William der ringede. Hun skyndte sig hen mod sengen og tog hurtigt mobilen fra natbordet.

“Moonlight i aften” sagde William lige da hun tog telefonen op til øret. Derefter blev der lagt på. Laura vidste godt at hun ikke måtte tage i byen i hverdagen, men hun vidste, at hun bare kunne sige til hendes mor, at hun var hos William. Sebastian tog aldrig med i byen længere. Han plejede at tage med, men efter Laura mødte William, stoppede han. Desuden fik han det altid så dårligt bagefter, så han var ikke ligeså sjov som William. Sebastian og William var ikke venner. William kunne ikke lide at Laura var sammen med Sebastian. Hun blev nødt til at være snu, og kun være sammen med Sebastian når der ikke var chance for at William så dem. Han mente at Sebastian havde en dårlig indflydelse på hende. Hun forstod det ikke i starten, men William mente at Sebastian holdte hende tilbage, og det forstod hun godt. Sebastian havde spurgt hende, hvorfor hun ikke ville være sammen med ham efter skole, men hun kunne ikke risikere at blive set med ham. Hun var ikke bange for William, bare bange for at miste ham.

 

“Godmorgen” Sebastian kiggede på Laura og havde et stort smil på læberne. Laura gengældte smilet og satte sig ned ved siden af ham. De sad i lokale 104 på skolen. Sebastian kiggede stadig på hende. “Er du frisk?” spurgte han. Laura kiggede ud i luften. “Er jeg nogensinde det?” spurgte hun og grinte. Sebastian rystede på hovedet og hviskede: “Ved ikke hvorfor jeg spurgte”. Laura tog sin skitseblok frem og sine blyanter. Sebastian kiggede undrende på hende. “Vi skal ikke skitse i dag Laura, vi skal lave videre på vores projekter til prøven” sagde han. Laura følte med det samme en sky af pres svæve hen over hende. Hun skyndte sig at lægge tingene tilbage i sin lille rygsæk.

Både Sebastian og Laura havde ambitioner inden for kunst. William havde et stort talent. Det var også derfor der var så mange der så op til ham. Laura følte sig meget speciel. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor heldig hun var, at William ville have hende, når han kunne få enhver pige på hele skolen. Det var også det der skræmte hende mest. Hun var ikke ikke det bedste han kunne få og det gjorde hende bange. Hver gang de var sammen, fortalte han hende at de skulle være sammen for evigt. Hun troede selvfølgelig på ham, men der var stadig en frygt gemt dybt inde i hende.

 

Læreren kom ind i klassen. Hun var en ældre dame med små briller. Hendes tøj var fuld af maling og andre mistænksomme pletter. Hendes navn var Andrea, men vi kaldte hende fru Jensen. Det var et gammeldags koncept, men hun ville ikke have at de kaldte hende Andrea. “Godt at du er i skole igen Laura, i har ikke så lang tid tilbage før jeres projekt skal afleveres” sagde hun stille. Man kunne næsten ikke høre hvad hun sagde. Laura lænede sig længere frem og fik øjenkontakt med Jane. Hun sad i den anden ende af klassen. Hendes hår var rødt og hun havde mange flere fregner end Laura. Hun smilte. Laura kiggede hurtigt væk. Hun havde aldrig snakket, eller haft kontakt med Jane før. Hun syntes det var lidt mærkeligt, at Jane havde smilet til hende, men hun ignorerede det. Sebastian opdagede at Laura var utilpas og kiggede spørgende på hende. Hun rystede på hovedet og kiggede op på fru Jensen igen. “I kan bare fortsætte, jeg er i lærerværelset, hvis i får brug for hjælp” sagde fru Jensen og gik ud af klasseværelset. Sebastian kiggede på Laura. “Hvad skete der?” spurgte han nysgerrigt. Laura kiggede tilbage på ham. “Ikke noget” svarede hun og rejste sig. Sebastian rejste sig også op og gik foran Laura hen til døren der førte ind til opbevaringsrummet. Laura åbnede døren og kiggede sig omkring. Der var en masse hylder og på de hylder var der en masse malerier. Det var nærmest en mission, at finde sit eget maleri. Deres opgave var at male et mesterværk, hvorefter de skulle fortælle om maleriets historie og oprindelse. Laura havde ikke nogen som helst idé om, hvad der inspirerede hendes maleri og kunne ikke sætte en finger på det, uanset, hvor meget hun prøvede. Sebastian og hende ledte i godt fem minutter før de fandt deres malerier. Hun kiggede på sit mesterværk og gyste ved tanken om at vise det frem. Det var et billede der repræsenterede absolut ingenting og dermed ikke havde nogen form for formål her i livet. Hun tog maleriet med ud af det lille rum og gik, sammen med Sebastian, hen i kunst lokalet. De fandt, hver især, et staffeli og fortsatte fra der, hvor de kom til. Sebastian sad meget fokuseret og malede små hår på hans maleri af hans kat Baby. Laura syntes det var et slemt navn og kunne slet ikke klare, at han havde kaldt ham det. Da Laura havde spurgt ham, hvorfor han malede Baby, havde han svaret at det var fordi Baby var gammel og var ved at dø, derfor ville han mindes dens eksistens og male den. Laura syntes det lød dumt, men hun kunne godt forstå ham, hun havde trods alt selv en kat.

 

Timen var slut, de lagde deres mesterværker tilbage. Hun var imponeret over Sebastians maleri, han fangede virkelig Babys charme. De gik sammen ned til kantinen. På vejen så hun Sebastian stå, og snakke med hans gamle kæreste. Laura fik det skidt, men hun vidste godt, at de stadig havde en god kontakt. Hun tog lidt afstand til Sebastian, bare for en sikkerhed skyld. William skulle nødig se dem sammen.

 

Sebastian greb fat i Lauras arm. “Hvorfor går du væk?” spurgte han. Laura kunne godt høre at han var irriteret på hende. “Er det fordi han er her?” spurgte han og kiggede hen på William. Laura kiggede hen på William og så tilbage på Sebastian. “Det er lige meget” sagde hun. De satte sig ned ved siden af hinanden. “Må jeg gerne sige noget?” spurgte han. Laura nikkede. “Jeg synes det er mærkeligt, at du ikke må snakke med mig, men han må gerne stå derhenne med hende” sagde han. Laura kiggede surt på Sebastian. “De er jo bare venner” sagde hun. Sebastian grinte. “Er vi ikke også bare det?” spurgte han. Laura nikkede og kiggede ned i sit skød. “Laura, jeg synes ikke at han…” Sebastian stoppede midt i sin sætning og derefter mærkede Laura et par store arme omkring hende. “Kan vi lige snakke?” spurgte en velkendt stemme. Laura vendte sig om og følte en blanding af skyld og frygt, da hun så William stå foran hende.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...