Celloens fortryllelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2017
  • Opdateret: 13 mar. 2017
  • Status: Færdig
Nogle gange må man godt være lidt barnlig og skrive et eventyr.:-)
Hr. Bjerre bor i en lille fredelig by, men en dag kommer der nye til.

2Likes
2Kommentarer
52Visninger
AA

1. Celloens fortryllelse

Der var engang en gammel mand, som hed hr. Bjerre. Han elskede at spille cello, og han brugte meget af sin tid på det. Hr. Bjerre var byens præst, og den dag var han meget spændt. Til dagens gudstjeneste ville han spille en helt ny sang. Han øvede en sidste gang, inden byens folk kom. Lidt efter lidt kom der mange. De strømmede ind af de små kirkedøre. Men så snart hr. Bjerre begynd-te at spille, gik alle igen. Han havde ellers glædet sig meget til at spille sin nye sang for byens folk, og han blev meget ked af det. Hr. Bjerre syntes selv, at han var god. Måske ikke ligesom en be-rømt, men stadig god. Og han havde øvet sig så meget! Derfor besluttede han at gå ned i den lille by. Det kunne jo være, at folk bare skulle noget andet den dag. Det måtte jo være derfor!

Hr. Bjerre tog sin hat på og gik med genvundet mod ned i byen. Det var en kold og tåget dag, men det gjorde ikke hans humør noget. Han smilede, for han kunne slet ikke vente med at vise alle, hvad han havde lært. Men da han nåede byens torv blev han chokeret. Der stod alle byens folk i en cirkel. En ubehagelig støj nåede hr. Bjerres ører. Midt inde på torvet var der tre unge mænd. De spillede alle sammen højlydt på en af de der nye elguitarer. De sprang rundt og svingede med de-res lange hår, og alle smilede og råbte rosende ord til dem. Hr. Bjerre blev så ked af det. Han indså, at det var derfor, de ikke var blevet til gudstjenesten. Han kunne ikke forstå, hvorfor de syntes, at sådan noget bras lød godt. De burde sætte pris på den klassiske musik! Hr. Bjerre begyndte med vrede skridt at gå hjem.

Det triste vejr passede godt til hr. Bjerres humør, da han gik hjem igen. Han slæbte sig vemodigt hen ad vejen til den lille kirke. Så åbnede han de tunge døre og satte sig ned for at finde ud af, hvad han nu skulle gøre. Han fandt sin cello frem, og da han sad med den, kunne han ikke lade væ-re med at tænke på, om han bare var dårlig. Hans største ønske var bare at være god. Måske skul-le han alligevel anerkende de tre mænd med guitarerne. Folk kunne jo så godt lide dem. Måske skulle han være lidt mere åben og smilende.  Og da han sad og tænkte, skete der noget. Pludselig bevægede celloen sig, og et lys strømmede ud fra den.

Lyset blændede hr. Bjerre, og han blev meget bange. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre. Han rejste sig op og begyndte skræmt at løbe hen mod kirkedørene. Men pludselig stoppede det hele. Kirken var stille, og celloen lå på gulvet og lignede enhver anden cello igen. Hr. Bjerre gik for-sigtigt tilbage til den. Han tog den op og gik tilbage til sin stol. Han satte sig til rette og begyndte så at spille. Så skete der noget helt fantastisk! Da hr. Bjerre strøg buen hen over strengene, kom der de smukkeste lyde. Han blev så overrasket. Sådan havde det aldrig lydt før, havde det? Det lød så flot! Hr. Bjerre spillede og spillede, og alt lød fantastisk. Han skyndte sig at invitere alle byens folk til at komme dagen efter. Da han gik i seng den aften, var han meget glad.

Så snart hr. Bjerre vågnede, begyndte han at gøre klar til sin store dag. Han glædede sig meget! Endelig kunne han vise folk sit talent. Hr. Bjerre tændte lyset i den lille kirke og tørrede de slidte bænke af. Han pudsede vinduerne, og han vaskede gulvet. Selv celloen pudsede han. Der skulle jo være fint, når folk kom. Så gik hr. Bjerre ud på badeværelset og kiggede på sig selv. Han var lidt nervøs, men han fortalte sig selv, at alt nok skulle gå. Han tog sin hat på igen. Så var han klar.

Hr. Bjerre gik ud til fordøren og ventede. Efter lidt tid kunne han høre skridt. Han flåede døren op og med et stort smil, bød han de første velkommen. Det var stadig tåget udenfor, men han kunne se, at der kom flere. Og der kom flere. De ilede ind i kirken. Nogen så lidt mistroiske ud, men hr. Bjerre var ligeglad. Til sidst kom de tre mænd, der spillede elguitar ind af døren. De så ikke glade ud. Men det skulle de nok blive! Da alle var kommet ind, gik hr. Bjerre smilende op ad midtergan-gen. Han satte sig på sin stol, der stod midt på alteret, og satte celloen på plads. Så kiggede han en sidste gang ud over alle.

Så begyndte det. Hr. Bjerre begyndte på sin sang. Han strøg yndigt buen hen over celloens strenge. Alle i kirken blev overraskede. Var det virkelig hr. Bjerre, der kunne spille sådan? Men det var det. Hr. Bjerre spillede nu som en drøm. De smilede alle sammen, og nogle kunne slet ikke vente, til sangen var færdig med at klappe. Hr. Bjerre blev så glad! Han vidste, at han havde det i sig. Sangen sluttede, og der lød det største bifald, han nogensinde havde hørt. Alle byens folk rejste sig fra bænkene og jublede. Meget højere end de havde gjort ned på torvet. De tre mænd med elguitar-erne rejste sig også. De smilede og klappede lige så højt som de andre. Bifaldet fortsatte, og alle i den lille kirke levede lykkeligt til deres dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...