Ulvepigen

Dette er en kort historie, om pigen Jennas forvandling til ulv. Hvordan man nogen gange må forlade det velkendte, for at finde sig selv.

0Likes
0Kommentarer
69Visninger

1. Ulvepigen

Ulvepigen

Jenna slog øjnene op, med et lysvågen. Hun vidste med det samme hvad der havde vækket hende, for det var ikke første gang det var sket. Uden at larme kastede hun tæpperne af sig. Sengen knirkede svagt idet hun svang benene ud over den, men ikke nok til at det ville kunne høres i det tilstødende rum. Letfodet smuttede Jenna over det gamle gulv, gik gammelkendt uden om de knirkende steder og nåede vinduet uden at gulvet lavede en lyd. Forsigtigt slog hun skodderne op, og lukkede lyset ind i det ellers så mørke rum. Hendes blik søgte omgående himlen, der lå som et lysende tæppe over landsbyen. Her midt i natten var alle andre i landsbyen for længst gået til ro, alle huse i landsbyen henlå i mørke og intet menneskeskabt lys forstyrrede synet af himlen. Og sikket et fantastisk syn det var, tusind og atter tusindvis af stjerner dækker himlens sorte tæppe, med et glimtende og funklende lys, som selv ikke de mest kostbare ædelsten kunne måle sig med. Men selv stjernerne blegnede i sameligning med månen, der hang fuld og rund midt på himlen, og badede alting i sit sølvagtige skær. 
Jenna vendte ansigtet op mod månen og nød fornemmelsen af dens stråler mod sin hud. Hun mærkede blodet bruse i sine årer, mærkede en styrke vågne i hende og mærkede hvordan alle sanser skærpedes. Jenna følte hvordan en kalden vågnede i hendes hjerte, mærkede hvordan trangen til at følge den dunkede i hendes krop og gav genklang dybt i hendes inderste. Så langt tilbage hun kunne huske, havde denne kalden ledsaget fuldmånens lys og denne gang var tiden endelig kommet. Jenna kunne ikke stå i mod mere, hun blev nød til at følge sine instinkter. Men før hun tog af sted, var der en ting hun blev nød til at gøre. Hun listede sig ind i rummet ved siden af hendes eget, morens soveværelse. 
Det tog ikke Jennas øjne lang tid at vænne sig til mørket i morens rum. Da de gjorde, fik hun med det samme øje på moren, der sov fredeligt i sin seng. Hun mærkede kærligheden til sin mor, sin eneste familie, svulme i sit bryst. En frygtelig usikkerhed fyldte hende, da modsatrettede følelser sloges om kontrollen over hendes hjerte. Men denne gang vandt kalden og trangen til at følge den over kærligheden til hendes mor. På listende fødder gik Jenna over til morens seng og trak samtidig sin halskæde over hoved. Halskæden var enkel, den bestod kun af en lædersnor og en lyserød sten, ligeledes gjort fast med en mindre lædersnor. Men for hende betød den en hel del. For dengang hendes mor havde givet hende den, havde hun kaldt stenen en rosenkvarts og fortalt at den symboliserer kærlighed. Så længe du bære stenen mod dit bryst vil min kærlighed altid være hos dig, havde hendes mor sagt og Jenna havde ikke taget den af siden. Men det gjorde hun nu. Forsigtigt lage hun halskæden i morens halvåbne hånd, samtidig med at hun trykkede et blidt kys mod hendes kind. Så var hun ude af rummet i to lange, men dog stadig lydløse spring. Jenna smuttede hurtigt gennem huset og hen til hoveddøren. Jenna var kun iført den skjorte og de benklæder hun sov i og havde intet på fødderne. Men det skænkede hun ikke en tanke, da hun slog hoveddøren op og begav sig ud i natten. Jenna så sig ikke tilbage en eneste gang, det eneste der betød noget nu, var den kalden hun fulgte. 
Skønt landsbyen ikke var stor nok, til at blive betragtet som en rigtig by, bredte den sig alligevel over et imponerende areal. Jenna der blindt fulgte sin indre kalden, drejede om hjørnet uden af bemærke det hastigt voksende lysskær, der kom imod hende fra den anden side. Overrumplet sprang hun baglæns, da hun bogstavelig talt støtte ind i vægterne, der gik deres sædvanlige runde i byen. Jenna var ikke den eneste der blev forskrækket, også vægterne fik sig et chok, især da Jenna uden at tænke over det ikke havde bevæget sig lydløst. ”Hvem der! ” råbte en af vægtene, efter at havde rystet den første forskrækkelse af sig. Den anden vægter hævde samtidig lygten, for at se nærmere på personen foran sig. Jenna der var kommet sig over forskrækkelsen hurtigere end vægterne, svarede ikke. Men veg i stedet uden om lyscirklen og begyndte at løbe ned af en sidegade. Højt råbende for at vække folk, begyndte vægterne at optage forfølgelsen af den ukendte person. 
Jenna spurtede gennem gaderne med en fart og udholdenhed, hun ikke kunne mindes at beside. Skønt vægterne hurtigt måtte give op, over for den mystiske persons hastighed, havde deres råb allerede fået vækket det meste af byen. Råbene bredte sig som ringe i vandet. Vægterne der undrede sig og blev skræmt af den indtrængendes usædvanlige fart, begyndte at overveje om det de jagtede virkelig var et menneske. Den ene af vægterne, der var mere overtroisk anlagt end de fleste, begyndte at råbe op om, at det de jagtede var en dæmon i forklædning. Snart bredte også dette råb sig gennem byen. 
Jenna drejede om endnu et hjørne og fandt sig selv trængt op i en krog. Foran hende blev gaden spærret af bagvæggen på et hus og bag hende kunne hun høre folk komme løbende. I stedet for at stoppe løb hun videre, instinkterne tog over og hvis hun bagefter skulle have forklaret hvordan hun gjorde det, ville hun ikke være i stand til det. Jenna brugte muren på nabohuset som afset, sprang højt op i luften og landede siddende på hug, på taget af den bygning der kort for inden havde spæret hendes vej. Hurtigt rejste hun sig og forsatte hen over tagende. Jenna spang fra tag til tag og fandt fodfæste på nærmest ikke eksisterende fremspring, alt sammen med en nærmest dyrisk ynde og selvsikkerhed.
Landbyboerne nåede frem til gyden kort efter, med højt løftede fakler og bevæbnede med hvad der nu end havde været inden for rækkevidde. Men synet af den tomme gyde fik dem alle som en til at stoppe op. For de befandt sig i den mest vældhavende del af byen og murene der omgav gyden var over to meter høje, lavet helt af sten og uden nogen synlige revner eller sprækker. ”Når nu kan vi være sikrer i vores sag, for intet normalt menneske ville kunne slippe væk herfra” råbte en mand, hvis enorme overarme svulmede af muskler. ”Spred jer, find dæmonen og slå den ihjel” forsatte den store mand råbende, samtidig med at han svang en kolossal hammer over hoved.  Ophidset af hans ord begyndte mængden råbende at sprede sig gennem byen, hvor flere og flere sluttede sig til dem i jagten på dæmonen.
Midt i massehysteriet var der ingen der lagde mærke til det hjerteskærende skrig, der skar sig gennem natten. Der var ingen der hørte udbruddet, eller bemærkede alt den sorg og smerte det rummede, bortset fra en. Ved lyden af skriget drejede Jenna brat hoved, hun vidste med det samme var der var sket. Smerten i lyden var lige ved at få hende til at vende om. Men trangen til at følge kalden sad for dybt i hende nu, så hun fortsatte fremad. Selvom lyden af skriget for altid ville hjemsøge hendes mareridt.
I den forløbende tid var månen steget lidt længere op på himlen og med den steg hendes styrke også. Jenna nærmest fløj hen over tagende nu, med en fart der fik hende til at virke sløret, en skygge blandt skygger. Med sine forstærkede sanser fornemmede hun tydeligt landsbyboerne et sted langt bag hende. Hurtigt nåede hun landsbyens udkant. Jenna sprang ned fra taget af landsbyens sidste hus og fortsatte med at løbe næste før hun ramte jorden. Hurtigt løb hun mod det smalle bælte af skov, der omgav denne side af byen.


Bark havde aldrig set en skabning som denne før og han var ellers en erfaren jæger. Født og opvokset i denne skov. Han havde skaffet sig føde gennem skoven hele sit liv og han havde troet at han kendte alle de dyr der levede i den. Men beviset på det modsatte løb med en utrolig fart af sted foran ham. Det var svært at se skabningen tydeligt, på grund dets fart og mørket mellem stammerne i skoven. Men det så ud til at løbe på to ben, selvom det løb på en foroverbøjet måde, et menneske aldrig ville have fundet behagelig. Det var umuligt at opfatte andre detaljer omkring væsnet, men så længe Bark kunne se omridset, havde han heller ikke brug på mere. Hurtigt hævede han buen og trak strengen tilbage, mens han lod buen følge væsnet. Da øjeblikket var rigtigt slap han med øvede hænder strengen, med en svag svirpen skød pilen af sted. 


Den kalden Jenna havde fuldt hele natten, blev kun mere gennemtrængende, jo tætter på hun kom. At vende om var ikke længere end mulighed og havde ikke været det, siden hun første gang gav efter for trangen. Selvom hun havde levet hele sit liv i landsbyen, følte hun sig mere hjemme i skoven, end hun nogensinde havde gjort det i byen. Men hendes rigtige hjem lå længere fremme. 
Jenna nærmede sig udkanten af skoven nu. Hun havde aldrig været så langt væk fra byen før. Selvom det ikke var første gang, hun sneg sig rundt blandt træerne. Hun var kun et par meter fra udkanten af skoven, da vinden slog om. Da vinden ændre retning opfattede hun, hvad vinden ellers havde ført væk fra hende i lang tid. Det var en lugt, en lugt som Jenna på en enkelt nat var kommet til at hade, lugten af menneske. Uden at sætte farten ned drejede hun overkroppen for at prøve at bestemme hvor lugten kom fra og det blev hendes redning. Pilen der ellers ville have truffet hende rent i hjertet, ramte hende nu i skulderen. Jenna mærkede hvordan området eksploderede af smerte, samtidig med at hendes venstre arm blev slap. Med en voldsom snerren rev hun pilen ud af skulderen, uden af tage sig af blodet, der strømmede fra det åbne sår, fangede hun igen færten af menneske og begyndte at opspore kilden. Jenna tænkte ikke på smerten, bemærkede den ikke, selv hendes indre kalden blev i det øjeblik trængt i baggrunden. Tilbage var en eneste tanke, hævn. 


Bark bandede lydløst over sit uheld, at vinden netop i det øjeblik var slået om og at skabningen lige i det øjeblik havde vendt kroppen fra at snuse til vinden. Han så det hive pilen ud af skulderen, men han havde allerede en ny pil på buen og hurtigt sendte han den af sted med samme præcision som den første. Men nu var væsnet forberedt på angreb og sansede på en eller anden måde den flyvende pil, i sidste øjeblik sprang det til side. Nu havde det tydeligvis fundet ud af hvor han befandt sig, for det bevægede sig direkte mod ham. Bark sendte pil efter pil efter væsnet og trods frygten var hans sigte stadig uhyggeligt præcist, men det kunne ikke hamle op med uhyrets fart. Uhyret, som han i sine tanker var begyndt at omtale skabningen som, kom hele tiden nærmere. Uhyret var omkring tre meter fra træet, da Bark rakte over ryggen efter endnu en pil. Men der var ikke flere, hans kogger var tomt og nu var det for sent. Selvom det burde havde været umuligt. Sprang uhyret uden synlige problemer de fem meter op, til den gren Bark sad på og trak ham ned på jorden.
Bark landede hårdt på jorden og fik alt luft slået ud af lungerne, men det skænkede han ikke en tanke, for han var landet midt i en lysning. I fuldmånes lys kunne han nu for første gang se uhyret ordentligt. Synet foran ham var så mærkeligt og skrammende at han et øjeblik ikke troede på det. Bøjet over ham stod noget, der til forveksling linede en ung pige, men selvom det var tydeligt at hun engang havde været et menneske, var hun det ikke mere. Kroppen lignede i høj grad en menneskekrop, selvom der var noget mærkeligt omkring både albuerne, knæene og den var underlig foroverbøjet. Huden virkede mærkelig, blodårerne var blæksorte og fuldt synlige. Hænderne og de bare fødder havde noget dyrisk over sig, neglende på begge dele var uhyggelig lange og spise. Men det mest umenneskelige var ansigtet. De sorte blodårer var også tydelige her, men intet ved ansigtet var menneskeligt mere, selv håret var vildt og pjusket og mindede om pelsen på et dyr. Næsen virkede næsten sort og var unaturligt lang og spids. De røde læber var så smalle at man næsten ikke kunne se dem. Til gengæld var der frit udsyn til en mund fuld af spidse tænder, der mindede om et rovdyrs. Men det mest skrammende ved hele uhyret var øjnene. De skinnende gule pupiller ligefrem lyste af blodtørstighed. Alt det observerede Bark på et halvt åndedræt og mærkede samtidig håbløsheden komme over sig, for uhyret kendte ikke til nåde. Jeg skulle aldrig have skudt efter dette monster, var den sidste tanke Bark nogensinde kom til at tænke.


Den røde tåge af vrede lage sig langsomt og med den kom erkendelsen af hvad hun havde gjort. Hurtigt vente Jenna ryggen til det frygtelige syn. Den metalliske smag fyldte hendes mund og den røde væske klæbede til hendes krop. Samtidig med at blodrusen lage sig, vågnede kalden igen i hendes bryst og hun begyndte med det samme at følge den. Nu også for at slippe væk fra den frygtelige sene bag hende.
Jenna fulgte kalden ud af skoven og mange kilometer over græsklædte stepper. Hun fulgte den til et højdedrag, hvorefter den så pludselig forsvandt, men det gjorde ikke noget for hun var endelig fremme. Hun kastede et flygtigt blik over skulderen og mærkede et kort stik i hjertet ved synet af landsbyen i horisonten, men Jenna havde aldrig følt sig hjemme der, at forlade den havde ikke været et valg. For det havde aldrig været meningen, at hun skulle havde være der, hun hørte til et andet sted.
Jenna vendte blikket mod månen, der i det samme nåede sit højeste punkt på himlen. I det øjeblik overgav hun sig fuldt og helt til sine instinkter. Hun mærkede, hvordan hele hendes krop begyndte at forandre sig, en forandring der var begyndt allerede dengang hun gav efter for månes kald, for hvad der føltes som en menneskealder siden. Jenna følte hvordan samtlige knogler i hendes krop forandrede sig, hun mærkede en prikken og kløen i huden, og uden at tænke over det sank hun ned på hænder og knæ. Hun mærkede en varme bredde sig i kroppen, samtidig med at hendes bryst blev smallere, hendes ben og arme kortere men stærkere. Hun mærkede sit ansigt forandre sig og blive både længere og smallere, hun mærkede sine sanser skærpes til det yderste og en kløende fornemmelse bredde sig over kroppen. Jenna følte hvordan den kløende fornemmelse steg et øjeblik, for så derefter at forsvinde helt, samtidig med at en tyk pels voksede ud overalt på hendes krop. Forandring sluttede brat. Hurtigt bakkede hun ud af de blodplettede klude der engang havde været hendes tøj. Jenna følte hvordan det startede i hendes mave, arbejde sig op gennem brystet, før hun åbnede sine tandbesatte kæber og lukkede det ud. Et hyl gav genlyd gennem natten, det kunne høres langt væk og snart sluttede flere hyl sig til det første, idet flokken besvarede hendes kalden. På lydløse poter og med et hjerte der svulmede af lykke, løb hun sin nye flok i møde. 


Jenna så sig ikke tilbage en eneste gang, det ville hun aldrig gøre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...