Lygter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2017
  • Opdateret: 13 mar. 2017
  • Status: Færdig
Jeg stillede mig hen til den blinkende lygte. Den var ved at gå ud, det kunne enhver se. Der var bare ingen, der gjorde noget ved det. //At gå hele vejen//

0Likes
0Kommentarer
31Visninger

1. Lygter

Jeg er på vej, skrev jeg til ham og lagde min mobil på bænken ved togstationen. Den lyste op kort tid efter og dansede rundt på det nedslidte træ. Jeg stod med hænderne stukket ned i jakkelommerne og forsøgte at holde på den sidste varme i mine kolde fingre. Jeg lod mobilen ligge. Lyset fra lamperne fik tågen til at ligne spøgelser. Det løb mig langt ned af ryggen. Lampen længst fra mig blinkede uden en bestemt rytme og fik den allerede farlige togstation til at se mere uvelkommen ud.

Togstationen var tom. Det var en oplagt mulighed. Min mobil lyste op og vibrerede igen. Jeg tog den op og så, at Karsten havde ringet tre gange. Hvorfor dog? Jeg havde skrevet, jeg var på vej. Hvorfor blev han så hysterisk? Jeg ringede ham op.

”Freja, jeg mener det, du skal komme direkte herhen,” sagde han helt op i telefonrøret. Jeg tog øret lidt væk og tog fat om mobilen med to hænder. Jeg sank.

”Karsten, jeg skrev, jeg var på vej, hvorfor stoler du ikke på mig?”

Der var stille i den anden ende. Han hviskede: ”det ved vi begge to godt.”

Jeg tabte mobilen, kunne ikke styre mine hænder. Den splinternye mobil splintres mod asfalten under mine usikre fødder.

Jeg sad med hænderne presset mod panden. Mit tjavsede hår faldt ned foran mine øjne og lagde skygger over mit grå ansigt. Lyset fik egetræet til at kaste sorte forvrængede skygger. En fjern larm rumlede. Jeg rejste mig udkørt. Skraberen var starten på det hele. Men det var ikke nok nu. Mine slæbende skridt brød den dødlignende stilhed. Mine vans var ved at falde fra hinanden. Deres grønne ydre falmede for hver dag, samtidig med at de blev nedbrudt indefra. Sålen var gået i stykker.

Jeg stillede mig hen til den blinkende lygte. Den var ved at gå ud, det kunne enhver se. Der var bare ingen, der gjorde noget ved det. Jeg stillede mig hen til kanten af togbanen. Larmen føltes så tæt på nu. Vinden tog fat i mit hår, som stod jeg på kanten af en grøft. Der var ikke mere end tyve centimeter ned til gruset og skinnerne. Og idet jeg følte, at larmen ikke kunne blive højere, tog jeg et skridt ned. Og så stoppede lygten med at blinke, imens spøgelserne betragtede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...