Mørk og lang en skov

One-shot
Jeg skrev denne historie til novellekonkurrence på Roskilde Bibliotek, der blev holdt i anledning af deres litteraturfestival. Jeg vandt ikke, men nu vil jeg dele den historie med jer.
Den er baseret på folkevisen om Venelite

1Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

1. Mørk og lang en skov

Hun klamrede sig til hesten i frygt for, hvad der kunne ske, hvis hun faldt af. Den kolde vind sled i hendes ansigt som sand og pressede vand ud af hendes rødsprængte øjne. Det var ikke til at fatte, at der stadig var vand efter hun havde grædt som pisket. Hun turde ikke se op. Hun turde ikke røre sig. Hun turde knap nok tænke. Alt, hun koncentrerede sig om, var at fortrænge omverdenen. Det eneste ved hende, der bevægede sig, var hendes hjerte, der hamrede, som ville det springe ud af brystet og flygte. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at det var et mareridt. At hun snart ville vågne op igen. For det her kunne ikke ske. Det måtte ikke ske.
Når hun vågnede, ville hun være hjemme på godset, i sin egen trygge seng, og hendes forældre ville vente på hende nede i den velkendte spisesal med de smukke gobeliner på væggene og det veldækkede bord.
Det var der, hun allerhelst ville være. Ikke her, med denne grufulde hensynsløse rytter, der havde kunnet løfte hende op på sin ganger med én hånd som hun ingenting vejede. Ikke på denne hest, der galoperede gennem skoven uden så meget som at sænke farten eller stoppe op for et hvil.
For det måtte være et mareridt, ikke?
Hvad var det der overhovedet skete? Hun ville bare tage sig en aftenridetur ude på markerne. Oldfruen havde mindet hende om, at hun ikke skulle være væk for længe, da det snart ville blive mørkt. Og så ville der komme troldpak frem.
Men det havde hun jo ignoreret. Hun troede ikke på den slags. At der ville komme trolde og mystiske væsner frem efter solnedgang for at lege. Hendes huslærer var en meget alvorlig mand, der mødte al form for overtro med skepsis. Og det havde hun taget til sig.
Hun havde stoppet op på en mark nær skoven og steget af hesten for at røre benene lidt. Skumringen var allerede faldet på.
Men så kom der en rytter ud fra den mørke skov.
Der stoppede hun sine tanker. Hun ønskede ikke at huske, hvad der skete derefter. For det ville jo være at acceptere nuet, som hun ikke ønskede skulle være virkeligt.
I farten strejfede en gren hendes arm. Det føltes som et piskeslag.
Hvad var der sket med hendes egen hest? Var den løbet hjem? Hvis dem derhjemme så hesten komme tilbage uden hende, så ville de jo straks gå ud for at søge efter hende.
Så standsede rytteren pludselig hesten, og trak hårdt i tøjlerne, så hesten rejste sig på bagbenene og vrinskede højt.
Et skrig slap ud af hendes mund. Hun troede for et øjeblik, at hun var ved at falde af. Men hesten lod forbenene falde til jorden igen og faldt til ro, mens den prustede og fnysede som et vildt dyr.
Hun blinkede forvirret med øjnene, mens en foruroligende følelse lagde sig over hende.
En klump samlede sig i halsen. Hun prøvede at synke, men den sad fast, så det gjorde ondt.
Hun turde ikke tænke på hvad der skulle ske. Lige nu havde hun fortrukket, at hesten bare havde forsat med at storme afsted. For selv hvis hun aldrig ville komme hjem igen, så havde hun ikke lyst til at vide, hvad der skete nu, hvor rytteren havde standset op.
Noget skulle til ske nu. Det kunne hun mærke.
Hun kiggede op. De var stoppet op i en lysning, hvor der lå en kæmpe grøn høj i midten. Hun havde før været i skoven, den gang hun var barn, men hun mindedes ikke at have set den høj før.
Hvor var hun havnet?
Lysningen var omgivet af træer, der virkede så høje som kirketårne. Deres stammer var beklædt med grønt mos og lav fra de nederste grene ned til rødderne. Og de stod så tæt op ad hinanden, at hun ikke kunne se en vej ud, hvis hun turde springe af hesten og løbe. En vind gled igennem dem, og fik dem til at knirke og knage. Det var næsten som om, de prøvede at tale til hende.
Hun kiggede op. Himlen var overskyet, man kunne hverken se stjernerne eller månen. Måske havde de mon nægtet at våge over hende?
En hånd greb sig om hendes hoved i et jerntag, og tvang hende til at se væk. Hun blev overvældet af lugten af våd jord, der var så tyk, at hun troede, hun ville blive kvalt.
Lugten mindede hende om død. Hun kendte den lugt fra kirkegården, dengang hendes bedsteforældre skulle begraves. Der havde det regnet samme morgen, og luften hang tyk af våd jord, da kisterne skulle graves ned.
Tiril liril lilil haugjen min,” råbte rytteren. Hans stemme var dyb, men kraftig som torden. ”Bjerg, åbn dig.”
Der lød et højt brag, og hun vovede at kigge op igen. I højen var der nu en kæmpe sprække, der ledte nedad. Ned til mørket.
Ned under jorden.
Da hun indså, hvad der nu skulle ske, fik hun atter kræfter til at begræde sin skrækkelige skæbne. Hendes gråd hang i luften omkring højen, og den kunne stadig høres, da rytteren red ind i højen, for derefter langsomt at dø ud.
Så lød der igen et brag, og langsomt lukkede højen sig i.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...