One Last Hope

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 mar. 2017
  • Opdateret: 13 mar. 2017
  • Status: Færdig
Ved helt seriøst ikke hvad jeg skal skrive. Haha Kort novelle jeg selv skrevet, som jeg lige fandt. Håber i vil læse den. Skriv gerne hvad i synes om den.

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. Novelle

 

One Last Hope

Jeg kunne høre ordene. Alle skældsordene. Det ene efter det andet. “Calla…Hvem tror du, du er?”. Det var en stemme, jeg tydeligt genkendte. Det var min plejesøster Anna. Hende med det lange lyse hår, og de blå øjne. Den perfekte pige alle ville være. Jeg vidste ikke, om jeg skulle svare, men inden jeg nåede det, sagde hun: “Idiot det er, hvad du er”. Hun grinte selv højlydt, og hendes øjne formørkedes.

Hvis det her var første gang, ville jeg sikkert løbe grædende hjem, men det var det ikke. Det var sket så mange gange, at jeg til sidst stoppede med at tælle. Jeg vidste ikke, hvad formålet med det var, men jeg gættede: De prøvede at ødelægge mig, til jeg ikke kunne klare mere. Det havde de også næsten. Der var kun en lille gnist tilbage i mig. Det var mit sidste håb. Hvis den døde var det slut med mig.

 

Jeg havde vendt mig om, og nu stirrede jeg bare på træet. Først lagde jeg ikke mærke til det, men så så jeg skikkelsen. Det var en dreng. Han sad lænet op ad den fede træstamme. Han var slank og havde korn-farvet krøllet hår. Hans øjne skinnede som en engels. De søgte efter noget. Vi fik øjenkontakt. Jeg blev suget ind i dem i et kort øjeblik, men det føltes som længere.

 

Det tog mig noget tid, før det gik op for mig at det var Shay. Den nye dreng. Faktisk var  han jo ikke ny, når han startede for en  uge siden, men her i lille Fiverland skete der aldrig noget. Hele byen snakkede om ham, og hans far, der var psykolog. Man vidste ikke noget om hans mor. Ingen havde spurgt, og det troede jeg heller ikke de ville. Jeg kunne godt lide Shay. Han var den stille, mystiske type. Hvorfor tænkte jeg overhovedet på ham? Han ville sikkert bare væmmes af mig, som om jeg var skrald. Ligesom alle de andre gjorde.

 

Der lød skridt. De blev højere. “Vend dig om! Du skal ikke tro, du kan ignorere mig. Specielt ikke mig!” Anna var lavere end mig, men med de grimme pinke højhælede sko var det omvendt. Hun bukkede stille ned til mit øre og hviskede: “Du holder dig bare væk fra Shay. Han er min, bare fordi du sidder ved siden af ham, betyder det ikke noget”.  Jeg kom tilbage til den virkelige verden igen. Jeg havde lyst til at grine, fordi det var så latterligt det hun sagde. “Jeg er ikke interesseret i Shay. Bare tag ham”, sagde jeg. “Den hopper jeg ikke på. Jeg har set, hvordan du kigger på ham hele tiden, ligesom nu.” Jeg blev flov, og rødmede i hele ansigtet som en tomat.  Anna opdagede det vist, for der kom et stort smil frem.

 

Hvis du ikke vil, have han skal vide ….”. Hele min krop blev spændt. Jeg vidste godt, hvor det her vil føre hen til, men hun fortsatte: “Det med din far så gør, som jeg siger”. Inderst inde vidste jeg jo godt, at han før eller siden fandt ud af det, men alligevel nikkede jeg et ja. Anna sagde: “Det var godt. I det mindste ved du, hvordan man opfører sig, for dem der er meget bedre end en selv”. Hun vendte sig om gik, men stoppede brat.

 

Nårh jo idiot, mor sagde, at du skulle komme tidligt hjem, så du kunne få det sidste gjort færdigt i huset”. Jeg havde helt glemt alt om hjemmet. Selvfølgelig skulle hun også tage min sidste frihed. Havde jeg ikke allerede et surt liv? “Jo, det skal jeg nok”, sagde jeg bare. “Du bliver nok nødt til at løbe, når du nu er en retarderet vanskabning”. Ordene ramte mig som små knive. Selvom jeg normalt ikke græd, vidste jeg at jeg var på randen. Jeg holdt facaden bare for at ikke tilfredsstille hende.

 

Jeg løb først, da jeg ikke kunne se Anna længere. Jeg løb som aldrig før. Følelsen af sidestik mærkes, men jeg ignorerede den. Jeg havde bare lyst til at forsvinde. Så jeg løb ind i skoven. Jeg følte mig blive iagttaget. Jeg vendte mig flere gange om, for at se om jeg blev det, men hver gang var der ingenting, udover en fugl der pippede.

 

Først vidste jeg ikke, hvor det skulle ske, men så kom jeg frem til, at det var bedst ved søen. Den lå i udkanten af skoven, så der ville ingen finde mig hurtigt. Det tog mig ikke lang tid om at nå frem, da jeg ville have det hurtigt afsluttet. Jeg kiggede ned i vandet. Pigen dernede smilede. Jeg syntes det var mærkeligt at smile få minutter før sin død. Jeg havde gået og tænkt over det. I starten sagde den fornuftige stemme i mig:  “Det er sindssygt. Det gør du ikke. Du begår ikke selvmord. Tænk over det. Vil du ende ligesom din far, og endda det samme sted?” . Lige så stille forsvandt den fornuftige stemme. Det var for sent.

 

Jeg tænkte, på alt det jeg havde mistet. Min mor, alle de veninder jeg havde for et par år siden, og stadig hvis min far ikke havde begået selvmord. Han elskede mig, men alligevel gjorde han det. Hvorfor? Ingen ville sikkert savne mig. Der var intet at leve for. Jeg kunne mærke tårerne trille langsomt ned ad mine kinder. De var dejlige varme. I dag døde håbet i mig. Den lille gnist der var tilbage i mig, var væk. Jeg vidste ikke hvor, jeg fik modet fra, men den listede sig ind i hver celle i min krop. Igen kom følelsen af at blive iagttaget, men den her gang var jeg fuldstændig ligeglad, og jeg lod mig falde. Jeg kunne mærke vandet omringe mig som en hinde.  Det blev mørkere, og jeg synkede længere ned ad. Alle lyde summede ud.

 

Der var noget galt. Hvorfor kunne jeg høre noget, der blev kastet eller smidt? Var jeg død? Var det sådan det føltes? Så kom plasket: “Plaaask”. Nu var der uroligheder i vandet. Noget eller nogen tog hårdt fat rundt om mig, og jeg blev hevet længere op. Havde nogen allerede fundet mit lig? Jeg begyndte at se noget lys, og i det samme lukkede jeg af.

 

“Calla kom nu”. Jeg havde lyst til at åbne øjnene, og se hvem stemmen tilhørte, men i stedet hostede jeg vand op. “Årh Calla for helvede. Jeg troede du var død”. Vent, var jeg ikke død? Jeg kiggede op. Det første jeg fik øje på var øjnene, som skinnede som en engels. Igen føltes det som om at jeg blev suget ind i dem, i et kort øjeblik. Den her gang følte jeg mig mere tryg end nogensinde. “Er du okay?”. De tre ord rungede i mine ører. Det var så længe siden, jeg sidst havde hørt dem. Gnisten var blevet tændt, og nu kørte den rundt, som en dejlig varme i mine årer. Der var stadig et sidste håb.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...