Drengen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2017
  • Opdateret: 12 mar. 2017
  • Status: Færdig
Jeg har næsten lige skrevet en stil i dansk. Det er en meget ny genre for mig, men jeg synes selv, at jeg har klaret at skrive en gyser relativt godt! (Deltager i Girls Can Write-konkurrencen; valgmulighed 1.)

1Likes
8Kommentarer
270Visninger

1. Drengen

Drengen

 

“Ej kom nu, jeg lover der ikke sker noget!” griner Caroline. Det er fredag aften, og vi er hjemme hos Caroline. Den energiske pige har plaget hele ugen, om jeg kunne sove hos hende. Det har ikke været af min gode vilje, at jeg har sagt ja. Sandt at sige, er Caroline min bedste veninde, og det er heller ikke derfor, jeg ikke vil sove hos hende. Tværtimod, jeg synes Caroline og hendes familie er virkelig venlige. Men jeg er bare ikke glad for at sove hos andre. Jeg er generelt ikke engang glad for at sove. Det er måske overdrevet at kalde det mørkeræd, men jeg er bestemt ikke glad for mørke.

Nu har Caroline så spurgt, om vi skulle gå ned i hendes kælder. Hvad er det egentlig at spørge om? At gå ned i sin kælder efter ens forældre havde sagt at man skulle sove?

“Jeg tror altså ikke, at det er nogen god ide,” sukker jeg opgivende. Jeg piller lidt ved mine hårspidser, som jeg har for vane med, når jeg er nervøs. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle, at tanken om kælderen ved denne tid, ikke er helt betryggende. Især fordi hun så vil sige, at jeg er bange.

Hun trækker på skuldrene. “Hvis du siger det,” siger hun bare. Efter hun siger det, lyder der et BLING fra min telefon. Jeg overvejer, om det virker uhøfligt at tjekke hvad det er, men slår det hen. Caroline er trods alt min bedste veninde, og hun gør det også selv.

Jeg sukker for mig selv, når jeg ser beskeden sendt fra en klassekammerat. Caroline læner sig nærmere for at se beskeden. Hun fniser for sig selv, så snart hun ser det. Mine mundvige trækker sig langsomt op i et smil, jo længere jeg læser. Til sidst griner jeg selv af det. Men jeg går helt i stå, da jeg læser den sidste linje.

Kædebeskeder. Det er noget folk er begyndt at sende meget videre. Denne gang er det den kiksede historie, at hvis man ikke sender beskeden videre inden midnat til 10 veninder, vil lille Oliver Pedersen sove ved din side resten af livet. Oliver er en dreng, der er blevet myrdet et par år forinden i en alder af 5 år.

Det her er altså virkelig en grov joke! Som regel finder man på en åndssvag kædebesked, som for eksempel: hvis du ikke sender denne besked til dine bedste venner, vil det næste år blive forfærdelig eller hvis du sender denne besked til 15 personer, vil den du elsker mest kysse dig i nat, men hvis du ikke sender den, vil der falde en forbandelse over dig. De er så latterlige og jeg magter aldrig at sende dem.

Men i denne kædebesked er det altså en 5-årig dreng nogen bruger!

“Har du læst den færdig?” spørger jeg tonløst Caroline, og rækker hende min telefon. Hun ryster på hovedet og rynker brynene i forvirring, da hun får den. Hendes øjne viser forståelse, da hun læser kædebeskeden. Hun fnyser hånligt, mens hun rækker telefonen tilbage til mig.. “Tænk folk magter at spilde sin tid på det der,” siger hun, og viser tydelig afsky overfor min telefon.

“Det var også det, jeg tænkte,” mumler jeg. Denne gang er det Carolines babyblå dyne jeg piller ved.

“Skal vi så ikke bare gå live på instagram?” spørger Caroline, med sit særlige Caroline-smil.

Jeg gengælder smilet. “Why not?”

 

***

 

Efter at have fjollet rundt på livestream, set Divergent mens vi spiste is, og fortalt hinanden pinlige historier, var vi endt med at gå i seng - hvilket på vores sprog betød at vi skulle dokumentere vores dag inde på snapchat.

Jeg slår pludselig øjnene op.

En kraftig tørst rammer mig som det første. Carolines værelse er dunkelt, men alligevel er der et eller andet utrygt ved at være her, når der er helt stille. Jeg kaster et blik på Caroline, der snorker voldsomt højt. På alle andre tidspunkter end lige nu, ville jeg have grinet af hende. Men her i mørket, hvor der er så stille, virker det ikke nær så komisk. Jeg tager min telefon der ligger på Carolines natbord. Så snart jeg tænder den, bliver jeg i et øjeblik blændet af lyset. Jeg skruer hurtigt lyset ned igen, men skaden er sket. Jeg er lysvågen og kan ikke falde i søvn igen. Forsigtigt rejser jeg mig for ikke at vække Caroline.

Jeg lister ud af værelset en smule tøvende. Sandt at sige har Carolines familie været virkelig venlige overfor mig, og jeg tænker, at det er okay at gå ned for at tage et glas vand. Det er trods alt ikke en hvilken som helst pige jeg er hjemme hos: Det er min bedsteveninde.

Et højt knirk lyder fra trappen.

Jeg stivner ved lyden. Jeg er ret sikker på, at Carolines forældre sover - og hendes storesøster sover vist også hos en veninde, hvis jeg ikke tager helt fejl. Der er bare din fantasi, minder jeg mig selv om. Det er kun fordi jeg ikke er tryg ved at sove hos andre. Det er trods alt langt fra første gang jeg forestiller mig sære ting. Med fornyet mod går jeg ned ad den lille gang.

Jeg træder ned på det første trappetrin, og trappen knirker igen. Nervøst bider jeg mig i læben. Jeg håber virkelig ikke, at jeg ender med at vække nogen. Jeg tager forsigtigt endnu et skridt, bange for at det vil knirke hvis jeg er for hurtig.

Denne gang hører jeg noget knuses. Det lyder som glas. Ved en fejl træder jeg hårdt ned, og denne gang knirker det endnu højere. Mit hjerte hamrer hårdt. Enhver logisk tanke forsvinder ved et trylleslag.

Jeg løber ned ad trappen. Hvert trin  knirker højt.

Panisk leder jeg efter stikkontakten, så jeg kan tænde lyset. Da min hånd kan fornemme den, klikker jeg på den.

Det forbliver mørkt.

Min højre hånd holder fast i gelænderet. Hårdt. Jeg skriger, så snart jeg hører lyden. Lyden af et barns latter. En hadefuld og kold latter.

“Ha-hallo?” kalder jeg stammende. Jeg har et hårdt greb om gelænderet.

Intet svar.

Modvillig giver jeg slip på gelænderet. Jeg træder ind i det bælgmørke køkken. “Caroline? Er det dig?” spørger jeg ulogisk, da jeg ved, at Caroline sover sødt ovenpå.

Latteren igen. Endnu koldere end før. Iskold. Jeg skutter mig.

Skridt lyder. Jeg tager uvilkårligt et skridt tilbage. Men vedkommende nærmer sig.

Jeg skal væk. Nu. Men inden jeg når op på det første trin, holder personen min hånd i et jerngreb. Jeg kan nu skimte skikkelsen.

Det er et barn. En dreng. I den anden hånd holder han noget. En bamse. Jeg stirrer på ham. Skælvende prøver jeg at ryste ham væk. Så falder alt pludselig sammen.

“Oliver?” gisper jeg.

Det er ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...