Toretto

Leah og Marco flytter fra by til by som forældreløse og prøver at starte på en ny. Men Lima, Ohio er ikke en by man kan føle sig sikker i. Alle ved alt om alle, og Leah og Marco har svært ved at blive accepteret, når deres fortid er et stort spørgsmålstegn?

Hvad sker der, når en mand på FBI's top 10 liste gentagende gange opsøger dem? Når unge teenagere må tage valg der involverer liv og død? Afhængighed, tillid og skuffelse? Hvor meget kan to 16 årige med en mørk fortid egentlig klare af det kriminelle gade liv?

Bliver de undervurderet eller overvurderet?

1Likes
0Kommentarer
862Visninger
AA

7. The first Time

~~

DOMINIC TORETTO’S P.O.V
Jeg tager en tår til af min øl, selvom jeg stadig ikke fatter, hvad der skete. Alt jeg ved, er, at jeg sidder med Leah's telefon i hånden, og der ikke er lås på.
Jeg her tjekket den igennem for alt - der er intet at finde, ikke andet end overflødige beskeder og billeder.
Man kan nemt se, hun ikke spilder tiden! Hendes kalender er fuldt med aftaler, der stod også en fredag: "skal være alene hjemme og se tv, fordi mine venner synes jeg er irriterende 😂"
Hun er bare .... Så lille, jeg ved ikke hvordan, jeg forklare det - det er bare forvir-rende! Da vi mødte hende første gang, blev hun næsten tævet - hun var kun tretten. Anden gang jeg så hende, så hun ikke mig. Jeg så hende stjæle en pung, tage kontan¬terne og så smide pungen væk igen.
Jeg kunne godt kende hende, jeg kan huske, jeg undrede mig, hvordan hun var endt op sådan der - jeg følte faktisk, det var lidt min fejl. Fordi jeg lod hende slippe, eller hun flygtede, men jeg kunne havde fundet hende igen. Jeg husker tydeligt, da jeg mødte hende:
Jeg kørte min hånd hen over disken, det var nok sidste gang, jeg ville stå her. Vi havde fundet et hul hvor kunne mødes, det var ikke sikkert at være sammen mere. Jeg var sammen med Letty og Mia, Leon og Vince rejste sammen. Vince var på flugt fra poli¬tiet, han var flygtet fra hospitalet. Jeg var stadig rasende på Brian, selvom det var noget tid siden.
"Hey, hvad fanden tror I, I laver?" sagde Mia pludselig vredt. Jeg troede, det bare Leon og Vince der lå og sloges. Jeg kiggede alligevel op, det eneste jeg så, var Mia der stod langt ude på terrassen, og at Vince, Leon, og Letty også havde rejst sig op. Hvad fanden?
Jeg rejste mig op for at se hvad der skete, da Mia råbte: "Hold så op!", skyndt jeg mig lidt mere. Jeg kom ud på terrassen, og stillede mig ved siden af Letty. Synet fik mig til at spærre øjnene op: to 18-19 stod foran en lille pige, der blødte fra øjenbry¬net og fra hovedet. "Bland dig uden om kælling!" sagde den ene, og jeg kunne mærke vreden stige. Jeg skulle lige til at gribe ind, da den anden pegede hårdt ned på pigen og sagde. "Du bliver der, ellers bliver det værst for dig selv!"
Der gik min grænse. "Så kan det fandme være nok!" råbte jeg og gik længere frem, sådan så jeg stod lidt foran Mia. Sådan kan de ikke gøre! Hun er jo et lille barn for helvede! Jeg havde regnet med, de ville løbe, men stod bare helt kolde. "Hvad fanden tror I, I laver?" kom der igen vredt fra Vince.
"Vi gør, hvad vi har fået besked på. Så bland jer venligst uden om," sagde den ene koldt og slap hendes håndled. Den lille pige gispede efter vejret, og vreden pumpede i mig.
"Det kommer ikke til at ske her, det kan jeg godt sige jer," sagde Letty hårdt og gik hen mod pigen, jeg tog et skridt frem for at gå efter hende - men da hun skulle til at gå forbi drengene, tog den ene hårdt fat om hendes arm og skubbede hende tilbage i jorden. Det slog klik for mig, jeg løb hen mod dem, og før de kunne nå at reagere - skubbede jeg ham hårdt tilbage i jorden, ligesom han havde gjort selv.
Mia hjalp Letty op, og de skyndte sig over til pigen, jeg skævede over mod dem: Pi-gen rejste sig på sine albuer, men Mia bad hende om at slappe af. Hun kunne rejse sig, når de var væk. Hun så helt forvirret ud, og hendes pande blødte stadig.  "Jeg giver, jer tre sekunder til at forsvinde," sagde jeg hårdt og koldt. De rykkede sig ikke ud af flække, men en af dem kiggede splittet ned på pigen, som lignede en der ikke rigtig kunne få vejret - det hjalp ikke på situationen.
"Forsvind. nu," sagde jeg hårdt. De skænkede pigen et sidste blik. ”Det er ikke slut. Tøs.” Vrissede den ene, jeg skulle virkelig styre mig, for ikke at smadre ham. Pigen gispede og frygtede lyste ud af hendes øjne sammen med alle tårerne. De andre samlede sig rundt om hende, men hun kiggede op på mig. "Tak," mimede hen¬des læber, da hun åbenbart intet luft havde. Havde de slået hende slemt?
Jeg nikkede bare, det var intet problem. Nu ville jeg bare gerne have at vide, hvordan fanden hun kom op at slås med 18-årige drenge! Men jeg ville lige vente med at spørge hende, til hun havde fået det lidt bedre.
"Lad os få hende indenfor," sagde Letty og rejste sig. Pigen rystede på hovedet. "Det er ikke nødvendigt, jeg har det fint," forsikrede hun Letty og begyndte at rejse sig. Hendes stemme var lav og rystede. Hun ville nok ikke kunne rejse sig, hvis hun ville. "Det kan du godt glemme," svarede Mia hende.
"Helt ærligt? Du bløder jo for pokker," sagde Leon og pegede på hedes øjenbryn. Jeg stod bare med krydsede arme og betragtede hende. Hun havde langt brunt hår og blå øjne, hun var normal i højden, men det var ikke det, jeg bed mærke i.
Hun var ret tynd, havde store render under øjnene og så bange ud, kiggede hele tiden rundt, som om hun sikrede sig at alt vat okay, at hun var okay. Jeg kunne ikke regne ud hvad, men der var helt sikkert noget galt her.
Leon bar hende ind, selvom hun var meget imod det. Når jeg kom tættere på, kunne man se hvor ødelagt hun så ud men samtidig meget smuk. De satte hende over på di¬sken, og jeg vendte skiltet fra 'åben' til 'lukket'.
"Det er helt fint, jeg har det fint," prøvede hun hele tiden at sige for at komme væk, imens Mia rensede hendes sår. Hun stoppede dog aldrig med at stamme og kigge febrilsk rundt. Da hun kom til det i hovedbunden, sukkede hun. "Det er ret dybt, det her," sagde hun og trykkede forsigtigt på det. Pigen sprang en halv centimeter i luften men bed sig så i læben, det gjorde ondt. Hendes ærmer var våde af at tørre tårer væk.
Ingen ad os vidste hvordan vi skulle trøste hende.
"Skal jeg ringe efter en ambulance?" spurgte Letty men stoppede sig selv. Vi er ef-tersøgt, vi kan ikke bare ringe efter en ambulance. Pigen rystede voldsomt på hovedet og skulle til at hoppe ned fra disken, men Mia stoppede hende. "Nu må du sidde stille, hvad har du overhovedet så travlt med?" spurgte hun undrende.
"Jeg har en aftale," hviskede hun. "Med hvem?" spurgte Letty og lænede sig op ad mig. Jeg var stadig lidt bekymret for hende, jeg ved ikke hvor hårdt, hun faldt. Hun siger, hun har det fint - men det gør pigen jo også, så det er ikke rigtig til at stole på.
"Med min bror," det lettede lidt, da hun sagde det, jeg havde bare på fornemmelsen, at hun var helt alene.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg turde ikke rigtig snakke til hende. Ingen havde heller spurgt om hendes navn.
"Så kan din bror bare komme og hente dig her," sagde Vince, han havde det sikkert på sammen måde, som jeg. Jeg var ikke helt overbevist endnu, jeg troede, hun løj.
"Desværre, min mobil er gået i stykker," svarede hun stadig hviskende og troede vist det var et pænt smart svar.
"Det ikke noget problem, vi har en her,” svarede Mia med et smil. Hun bed sig i læben og så nervøs ud. Hvilken løgn finder hun nu på?
”Jamen.. altså, øhm, det er det samme.” Hun begyndte at fumle med ærmerne. ”Hvorfor ikke?” Det var første gang, jeg talte direkte til hende. Hun slog blikket op og kiggede lige ind i mine øjne.
”Øhm, je-jeg kan ikke, øhm, nummeret i hovedet.” Hendes stemme var så lav, og jeg kunne ikke lide at presse hende. Men hvis hun troede, jeg bare havde tænkt mig at lade hende på ud på gaden igen, tog hun fejl.
"Jeg tror bare, du bliver her, indtil vi har fundet ud af noget," sagde Vince og nik-kede. Mia gik ud for at hente noget plaster og bandage, igen havde hun været mod¬stræbende. Der var en smule akavet stilhed, vi viste ikke en skid om hende - det var mærkeligt.
"Hvad hedder du?" spurgte jeg så. Hun kiggede ikke op, men holdte bare blikket på gulvet. 
"Leah," svarede hun tørt efter at havde tænkt længe. "Leah....?" spurgte Letty og fi-skede efter et efternavn. Hun trak bare skuldrene. "Så Leah," sagde jeg en smule koldt, trak en stol lidt tættere på hende og satte mig. "Er det, dit rigtige navn?" efter det spørgsmål, stillede jeg flere og flere:
"Ja," hun grinede let. Jeg lavede ikke en mine, så hendes smil falmede, hun var lidt bange for mig. Hendes grin var også falsk for at lyde mere troværdig.
"Hvor gammel er du?"
"13 om 2 måneder,"
"Passer det, at du har en bror?"
"Ja,"
"Hvad hedder han?"
"Marco," igen intet efternavn. Det undrede mig ikke.
"Hvor gammel er han så?" jeg håbede, han var meget ældre end hende, så han kunne tage sig hende. Hun kiggede irriteret ind i mine øjne. Det virkede ikke som om, hun nød at snakke om sin bror.
"12," Hendes stemme lød lidt udfordrende i forhold til hendes ellers så skrøbelige stemme.
"Det umuligt," sagde jeg koldt, fordi jeg hadede når folk løj for mig.
"På ingen måde," svarede hun bare koldt, og prøvede at sende mig et koldt blik, men endte med at kigge på gulvet igen. "Nåh, Leah," begyndte Letty og gik over mod hende. "Leah? Er det dit navn?" spurgte Mia hurtigt, og Leah nikkede forsigtigt. . "Hvor bor du henne?" afsluttede Letty. Leah skar ansigt. "Altså, det må jeg ikke sige til, øhm du ved, fremmede.” Hun lignede en der havde skyldfølelse. Hun var kun et barn, hun syntes det var strengt at kalde os fremmede. Men det var vi jo. "Det bliver du nød til, en af os bliver nødt til at køre dig hjem," sagde og nussede hende på armen.
Leah rykkede sig ikke men det var tydeligt, hun ikke brød sig om at blive rørt ved.
”Det er altså helt fi-fint, jeg g-går bare.” Hendes stemme rystede igen, og igen i lokalet var overbevist om, hun selv kunne tage hjem. Mia pakkede tingene væk, hvorefter hun satte et stort plaster i hendes pande.
"Der er ikke så langt, jeg tager bare bussen.” Hendes stemme rystede ikke, den var bare tom.
Nu gad jeg ikke mere. ”Leah, ingen ad os kan hjælpe dig, hvis du ikke er ærlig over for os.” sagde jeg træt. Forstod hun overhovedet hvad jeg lige havde reddet hene fra?  Hun kiggede på mig. "Jeg siger sandheden.” Hun hævede stemmen men hendes blik var stadig som frosset til gulvet. ”Jeg skal mødes med min bror, jeg bor ikke så langt væk, jeg har det fint og jeg er 12.”
Jeg sukkede og gned mine fingere hendes over mine templer, jeg sukkede højt. ”Jeg tror, ikke på det.” Siger jeg så bare.
”Jeg tager hjem nu.” Hun var vred nu, men jeg havde ikke i sinde, at lade hende gå. Jeg rejste mig selv op og så frygten i hendes mave, det gjorde mig ked af det. Men det var ikke fordi det overraskede mig.
"Okay, selvfølgelig. Men vil du ikke have noget mad først? Ude i køkkenet " spurgte Mia for at redde situation. Jeg sagde ikke noget. . Leah nikkede og skyndte sig at gå ud i køkkenet.
Var det mig hun skyndte sig sådan væk fra?
 Mia og Letty gik også ud i køkkenet, så snart de var væk, smuttede Leon over til hen¬des taske, som hun havde glemt. Jeg var fuldstændig chokket, da jeg så, hvad der var i: mere end en telefon, så var der en ting hun løj om. Jeg hev en lille halskæde op, den var fuldstændig ridset. Bortset fra at andet vedhæng, det så forholdsvis nyt ud. Jeg vente det om og så skriften:
"Los Angles Orphanage, 27 E Gleason St."
Jeg tabte næsten halskæden, hun var løbet væk fra sit børnehjem. "Se," sagde jeg kort til Vince og gav ham halskæden. Den blev sendt rundt, og ingen vidste hvad jeg skulle sige. Jeg havde så meget medfølelse med Leah, at løbe væk fra sit børnehjem af ulykkelighed og så ende på den slemme side af gaden.
Vince gravede længere ned i tasken og fandt mig så et billede. "Hun løj ikke," sagde han bare. Jeg kiggede på billedet, som var slidt og, der var en lille revne i det ene hjørne. Det var et billede af to babyer, de s ikke ud til at være mere end et par uger gamle:

 
Det gav mening, hun sagde, hun blev 13 om 2 måneder, så var hun jo 12. Så ville hendes tvilling også være 12, præcis som hun sagde.
"Hvad gør vi?" spurgte Leon og begyndte at lægge tingene tilbage i tasken. Jeg lagde forsigtigt billede ned i en lille lomme i tasken, det skulle ikke blive hærget, end det allerede var. "Det eneste rigtige at gøre, tage hende tilbage til børnehjem-met," svarede jeg tungt. Det var sgu lidt synd for hende, der måtte jo være en grund, til hende og hendes bror var stukket af. De var helt alene.
"Er det nu ikke lidt synd for dem? Jeg mener, de kan tydeligvis ikke lide at være der," spurgte Leon forvirret og kløede sig i nakken.
"De er jo kun børn for helvede," sukkede Vince.
"Pigen var nær blevet gennemtævet af nogle 18-årige fyre, vi kan da ikke bare lade hende gå ud igen?" tilføjede Leon. "Hvornår har nogen været glad for at bo på bør¬nehjem? Hun har ikke noget valg," sagde jeg.
"Hvem bor på børnehjem?" spurgte Letty pludselig, hun var åbenbart kommet ind. Jeg tyssede på hende, og gav hende halskæden. Hun sukkede. "Vi tager hende hjem," sagde jeg.
"Det er jo ikke så meget et hjem," begyndte Letty. "Nej, men vi har ikke noget valg. Hun kommer tilbage. Nu," afbrød jeg hende og skulle til at gå ud i køkkenet efter Leah, men Letty stoppede mig.
"Dom, vent. Kan du ikke få det ud af hende, uden at sige, I har været i hendes taske? Hun har det svært Dom," sukkede hun dybt. "Jeg skal nok prøve," svarede jeg bare - men jeg gad ikke være sukkersød længere. "Leah, kommer du ikke lige her ud?" halv¬råbte jeg. "Øhm, jo.” Hendes stemme var forvirret og skræmt. Jeg måtte minde mig selv om, hun var lidt bange for alle og i sært mig. 
 "Sæt dig," sagde jeg lidt for koldt og fik et bedene blik fra Mia - men jeg ignorerede det. Jeg vidste ikke hvordan, man gjorde.
"Jeg tror, du lyver for os," sagde jeg, hun skulle til at åbne munden. "Hvem var de? Hvem var det, som du skylder penge? Hvem var det, som var ved at tæve dig?" spurgte jeg lidt for hurtigt, spørgsmålene røg bare ud. Hun lukkede straks munden og vidste ikke hvad hun skulle sige. "For jeg gider ikke mere, Leah. Jeg har været sød og ikke har spurgt, hvad det handlede om - og så lyver du for mig," sagde endnu en gang.
"Jeg lyver ikke - alt jeg har sagt, passer!" svarede hun mig surt igen. "Jeg flyttede din taske - der faldt noget ud," sagde jeg bare. Hun spærrede øjnene op og flyttede sit blik hen på tasken. Hun skulle til at rejse sig op.” Du bliver siddende,"
Hun satte sig ned igen med et skræmt blik i øjnene, så blev det vredt.
"Hvad fandt du?" spurgte hun vredt. Jeg holdt bare halskæden op i luften. Hendes kolde ansigt blev til et pokerface. "Den er ikke min," svarer hun koldt. Vince sukkede, og ham og Leon gik ud. De følte sig nok lige så fortabt som mig.
"Jo, det er det" afgjorde jeg lige så koldt. "Bland.dig.uden.om." Var det eneste der røg ud af hendes mund. Hun var helt anderledes end før, jeg fik ud fra, det var frygten for at miste sin bror, der fik denne side frem i hende,
"Lo sentimos Letty, voy a tener que decir las ,cosas como es," sagde jeg på spansk og kiggede på Letty, jeg gik ikke ud fra Leah ikke forstod spansk.
Hun kiggede skræmt frem og tilbage mellem mig og Letty..
"Halskæden faldt ikke ud af din taske," begyndte jeg og lagde den på bordet. "Jeg fandt den, da vi kiggede i den," hendes øjne lyste af vrede, men frygten lå lige under den som et slør. Hun rejste sig op - hun ignorerede også mig, da jeg sagde hun skulle sætte sig igen. Hun gik hen mod bordet med tasken, men da jeg sad lige ved siden af bordet med tasken - tog jeg tasken, fordi jeg troede, hun ville tage den og løbe.
Hun vendte sig vredt om. "Giv.mig.min.taske.nu." sagde hun så hårdt, som hun kunne, men hendes stemme rystede endnu engang, og jeg så tårerne. Hun tørrede dem arrigt væk, jeg kunne ikke holde det ud - jeg gav hende den, men jeg ville ikke lade hende løbe!
Hun tog tasken og stillede den så på bordet, hun rodede igennem det hele, som om hun ledte efter noget. Amen helt ærligt - hun troede vel ikke, vi havde taget no-get? Det gjorde mig let irriteret, men jeg skød tanken væk, da jeg huskede, jeg næsten fik hende til at græde - og hun virkede ikke som en der brød sammen let. Hun be¬gyndte at hive alt ud, da jeg kom i tanke om hvad, hun ledte efter.
"Lommen øverst oppe," sagde jeg bare, hun gav mig et flygtigt blik men tjekkede så. Hun åndede lettet op, da hun fandt billedet af hende og hendes bror.
"Jeg bliver nød til at tage dig hjem, Leah," - hun fnyste hånligt - "jeg ved, det kan være svært at forstå.."
”Jeg tager ikke tilbage, du ved intet om mit liv.” Hendes hænder begyndte at ryste og hun måtte tage fat om bordkanten. " Jeg vil ikke mere, lad mig gå!" skreg hun - jeg trådte i skridt tilbage i chok. Mia tog fat om hendes arm, men Leah vred den fri. Hårdt nok til hendes cardigan røg lidt af, så jeg kunne se arene hele vej ned af hendes arm - det var forfærdeligt. Vince og Leon smækkede døren op. "Hvad sker der?!" spurgte Vince forvirret.
Så begyndte hun bare at hulke, Mia prøvede at kramme hende. Men hun græd bare. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, hun hulkede så meget, hun ikke kunne få vejret.
"Hey, kig på mig!" råbte Letty og tog fat om Leah’s anden arm, Leah kiggede skræmt ind i Letty's øjne, så ændrede de sig - kolde. De blev helt kolde. Ærligt, skræmte det mig lidt - det er vel meget at sige, at en lille pige skræmte mig, men det gjorde hun - det kolde, voksne, blik i hendes øjne var ikke okay.
Hendes øjne vidste ingen form for følelse men tårerne, der stadig løb ned af hendes kinder bevidste det modsatte.
Hendes blik skulle være fyldt med glæde, det eneste hun skulle være ked af, var hvis hun havde kæreste sorger eller dårlige karakterer i skolen - eller bare noget normalt!
Jeg havde ikke lyst til at spørge mere, Letty trak hende ud i køkkenet igen, sammen med Mia som så meget uforstående ud, og mindst lige chokket som mig. Letty så rolig ud, for rolig - hun lignede en der vidste mere end os andre. "Hvad fanden sker der?" Spurgte Vince chokeret.
Jeg satte mig bare ned ved brag - jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre - mig som al-drig finder mig i en skid og kan få folk til at forsvinde på ingen tid - havde måske lige drevet en 12årig pige over kanten. Jeg havde ondt i maven.
"Jeg mener, vi vidste alle sammen der var noget galt, da vi så de der drenge næste tæve hende - men det her?!" Sagde Leon frustreret. "Ingen af os ved mere end du gør - så holdt lige kæft med de spørgsmål!" afgjorde Vince en smule vredt.
Det føltes som timer, før Letty kom ud - alene - hun satte sig end ved siden af mig med et suk. Jeg bøjede mig straks forover hen imod hende. "Hvad er der galt?" Spurgte jeg. Hun sukkede og kiggede op på mig med opgivende øjne. "Dom, du kan ikke sende hende tilbage," sagde hun tungt, og der gik min grænse for tusinde gang i dag.
"Hvad fanden skal jeg ellers gøre!? Vi kan jo ikke beholde hende her! - Og vi lader hende ikke bare gå, så du ikke der er nogen efter hende? Hun er jo bare et barn," Jeg ved ikke hvorfor, jeg blev så vred, det hele gjorde mig bare frustreret. "Det ved jeg godt, Dom." Svarede hun mig og tog mit ansigt i sine hænder.
Hun nåede ikke at sige mere, før Mia kom ind for at hente hendes taske. "Hvad sker der?" Spurgte jeg en anelse for hårdt til Mia. "Hun bare godt have sin taske og være alene i fem minutter," svarede Mia, og nåede ikke at få et ord indført, før hun var gået igen. Jeg kunne ikke lide det, der var noget lusket ved det. Men mindet om hendes hulk, fik mig til at ignorere det.
Jeg tror, en del af mig var bange for at konfrontere hende. Der var intet at være bange for, Leah kunne ikke gøre mig noget. Alligevel var jeg så nervøs.
Letty slap mig. Jeg blev bare ved med at kigge hen mod køkkendøren - Mia var stadig der ude. sagde hun ikke, hun ville være alene? Jeg behøvede ikke at gå ud og spørge, for døren åbnede og Mia kom ind. "Hva så'?" Spurgte Letty. Mia rystede bare opgi¬vende på hovedet og satte sig ned ved siden af Letty.
"Jeg går ud og snakker med hende," sagde jeg tørt og rejste mig op. Ingen stoppede mig. Jeg vidste ikke rigtig hvad, jeg skulle sige, måske bare et undskyld? Jeg åbnede døren til køkkenet, som var pænt stort og køligt, og kiggede rundt. Jeg kunne ikke se nogen Leah, indtil jeg vendte hovedet lidt mere mod venstre. Der sad Leah, i det åbne vindue. Jeg åndede lettet op, det virkede ikke til, hun havde set mig.
Jeg skulle til at sige noget, da hun pludselig stak begge ben ud af vinduet. "Vent!" Råbte jeg, men hun var hoppet. Jeg skyndte mig over til vinduet. "Leah, vent!" Råbte jeg igen bare ikke så højt, der var kun lidt over en meter ned. Hun samlede sin taske op. "Jeg er virkelig ked af det, Dom. Men jeg kan ikke tage tilbage, jeg skal finde min bror. Tak for alt," sagde hun og skulle til at sætte i løb. "For resten, de hecho, me habla también español," var det sidste hun sagde for hun satte i løb mod hovedvejen. Så talte hun Spansk, hvor snedigt.
Hun ville blive nødt til at løbe, ind foran restauranten. Så jeg kunne stoppe hende der. Da jeg nåede ud at køkkenet, hørte jeg, Leon råbe: "Vent!"
Jeg kom hurtigt der ud, men jeg nåede kun at se, en tolvårig pige løbe igennem et hul i busken. Jeg regnede det hurtigt ud, det var ikke første gang hun var løbet igen¬nem der. "Pis," mumlede jeg vredt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...