Toretto

Leah og Marco flytter fra by til by som forældreløse og prøver at starte på en ny. Men Lima, Ohio er ikke en by man kan føle sig sikker i. Alle ved alt om alle, og Leah og Marco har svært ved at blive accepteret, når deres fortid er et stort spørgsmålstegn?

Hvad sker der, når en mand på FBI's top 10 liste gentagende gange opsøger dem? Når unge teenagere må tage valg der involverer liv og død? Afhængighed, tillid og skuffelse? Hvor meget kan to 16 årige med en mørk fortid egentlig klare af det kriminelle gade liv?

Bliver de undervurderet eller overvurderet?

1Likes
0Kommentarer
803Visninger
AA

5. A Hello from the Past

~~LEAH’S P.O.V
"Løb, Leah." Hvisker hun, som om jeg faktisk betyder noget for hende. "Jeg har løbet hele mit liv, det er slut nu." Svarer jeg hårdt. Hun sukker og går hen til mig, hun ta¬ger mine hænder i hendes. "Leah, du har oplevet ting, jeg ikke ville ønske for min værste fjende. Du har altid troet, det du gjorde, var det rigtige at gøre. Men Leah, det ændrer ikke på noget du er hård, ond, flabet." Bliver hun ved.
"Nu gør du det, jeg altid har hadet. Du nævner alle de dårlige ting om mig, som er sande, men du glemmer alle de gode ting. Selvom jeg tvivler på der er nogle tilbage." Svarer jeg tungt og en smule ked af det.
"Der tager du fejl igen, fra din synsvinkel, har du kun gjort det, fordi dig og din bror var ved at dø. Og Leah, - "LEAH!" - du har så mange - "LEAH, VÅGN OP!" - smukke ting tilbage i dig. - "LEAH!" - men pas -"LEAH! HVIS DU IKKE VÅGN¬GER OP NU, HÆLDER JEG VAND UD OVER DIG!"
Jeg vågner op med et sæt og kigger mig forvirret rundt. Jeg ser Darren og Thea stå tæt op ad hinanden. Thea har makeup rester under øjnene og munden stående lidt åben, Darren er sorte render under øjnene og ser ked af det ud.
"Hva.. Hvad fuck sker der?" Får jeg endelig fremstammet, da deres ansigter gør mig ubekvem.  De vender deres hoveder samtidig og kigger hinanden ind i øjnene, hvilket for mig til at rejse mig op fra sofaen og kigge afventende på dem. Der er noget glat,. Hvorfor siger de ikke siger det med det samme? Og Marco, Spencer og Rebecca er her ikke.
"Hvor er de?" Jeg for stadig intet svar. ”Hvor er de?" Presser jeg dem.
"Vi så Gustav og hans bror i nat, efter du forlod festen," da ordene forlader Theas mund, fryser mit blod til is og jeg gør hvad jeg kan for at holde tårerne tilbage. Det var sådan vi mistede Dylan. Min hånd ryger op foran mit mund i skræk. "De sagde, det ville gå nemmere hvis bare de fulgte med, med det samme."
"Slap I væk?" Spørger jeg, imens jeg kigger rundt i værelset, og diskuterer med mig selv, hvad jeg skal gøre.  "Nej, de ville ikke have os med. De ville kun have Marco og Spencer, men da Rebecca stod og gemte sig bag Marco, tog de hende med også," forklarer Darren.
"Fuck Gustav, typisk ham at tvære ud han har magten.” Siger jeg vredt og samler mine bukser op fra gulvet "Ved I hvor de er?" spørger jeg, og tager min sorte langærmet bluse og finder min læder vest. "Svar mig," siger koldt og tager resten på.
"Måske vi prøvede at følge efter dem, men en af deres biler kørte af vejen, men vi var kun en kilometer væk fra den klub de engang ejede." Forklarer  hvisker Thea, og jeg spærrer øjnene op. "Fuck, vi er så døde!" afgøre jeg skræmt. "Ja, no freaking shit!" råber Darren irriteret, da jeg går ind efter min pistol. Oh, jeg skulle aldrig været taget ind til den natklub i nat, jeg var bare så nysgerrig.
”Men de ejer den ikke mere. Dominic Toretto gør – gadens mest berygtede driver. Han er efterlyst over alt i USA. Politiet har ikke fundet ham endnu.” Siger Darren. Ja, ham ved jeg godt, hvem er.
"Lad os komme af sted, vi må finde et nyt hotel at planlægge hvordan vi får dem ud," siger jeg og finder mine bilnøgler. De nikker og fin¬der deres ting.
"Skal vi tjekke ud?" spørger Thea og åbner døren til elevatoren. "Nej, når vi flygter, leder de efter os her." svarer jeg og trykker på knappen til stueetagen. Den irriterende elevatormusik provokerer mig helt vildt. Jeg er tæt på at flå højtaleren ned fra væg¬gen, der skal ikke så meget til at gøre mig sur, når jeg er oprevet. Da vi endelig kom¬mer ud, styrter vi hen mod bilerne.
***
"Leah, vi løber tør fra tid!" Råber Darren inde fra hans værelse. Inde fra Theas væ¬relse lyder der en masse rod, hun leder efter sin 49' (det er en pistol) "Jeg ved det," svarer jeg frustreret.
Jeg beholder min bluse på, men tager min tynde læderjakke på. Den er måske tynd, men den varmer godt, og jeg kan bevæge mig i den. Jeg har to glocks med og amunation til dem begge. Jeg frygter vi ikke klare den i aften, det kan godt være vi kommer levende ud, men for mig er det ikke at klare.
”Har du ringet til Moko og Mika?” Råber Thea. ”Ja, de er i Tyskland lige nu, de kan ikke hjælpe.” Svarer Darren og endnu mere håb, siver ud af mig.
 Jeg lukker døren op til stuen: Darren lader sin pistol, og Thea binder sine støvler. "Lad os komme af sted," siger jeg hårdt og går ud mod døren. "Hvad fanden har vi tænkt os at gøre?" spørger Thea fortabt, og Darren ser også uforstående ud. De står festtøj og ser ret rige ud
"I går ind, ser rige og forelskede ud, finder ud af hvor kælderen er og sender mig en sms, jeg smutter ned og henter dem og I sørger for vi kan komme ud derfra." -"Er det ikke åbenlyst? Hvad hvis nogen genkender mig og Thea?" afbryder Darren mig. Jeg ryster på hovedet. "Nej, I må bare holde jeres ansigtet godt skjult, men jeg tror heller ikke Gustav er ovenpå. Desuden ejer de ikke klubben længere.”
 "Tror I, de gør dem noget?" spørger Thea en smule bange.
"Jeg ved det ikke,” svarer jeg simpelt og trækker på skuldrende. Jeg ved, Marco og Spencer er stærke, men ikke Rebecca. Hun er så sød, selvfølgelig kan hun slås og forsvare sig selv, jeg tror bare, de knækker hende hurtige en de andre. Jeg er alligevel bange for at der sker noget med Marco og Spen¬cer. De er jo mine bedste venner.
Mine tanker driver kort hen på fremtiden. Vi havde undgået alle dem her så længe, og nu bliver vi nok nødt til at skilles og flygte vær sin vej. Ikke en gang det kan vi gøre sammen.
"Lad os komme af sted, jeg tager den sorte bil, så tager I min, okay?" spørger jeg men venter ikke på svar, jeg kaster bare bilnøglerne til Darren, og han griber dem. Den sorte bil er flugtbilen, den skræmmer os alle. Fordi vi ved, når man først kører i den, er der ingen vej tilbage. Men vi har alle vidst, noget snart måtte ske.
Da vi kommer ned på gaden, hopper de hurtigt ind i bilen, og det gør jeg også. Vi vil ikke vække for meget opmærksomhed, det skal bare gå hurtigt. Jeg ser dem køre, så går jeg rundt om bygningen og ser bilen der er dækket med et sort betræk. Jeg hi¬ver det af og smider det i skraldespanden, jeg for ikke brug for det lige foreløbig.
Jeg hiver bilnøglerne op af lommen og låser op, jeg åbner døren og stiger ind. Bilen dufter stadig af ny, hvilket gør mig vred. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har det som om, en forfærdelig historie, som jeg har oplevet én gang, skal til at begynde igen. Det er kun et år siden, at det skete. Det er næsten to år siden, det be¬gyndte, og vi har været fanget i det lige siden.
Jeg startet bilen og sætter kursen mod klubben, jeg orker ikke rigtig problemer med Toretto og hans slæng. Jeg siger det lige ud, hvis han har slået sig til dem, har vi ikke en chance. Alle er bange for ham, så hjælper det ikke at han er helt umulig at flygte fra. I hvert fald i bil.
Jeg gjorde det engang, flygtede fra ham altså. Minderne går igennem hovedet på mig, imens jeg kører.
Jeg løb væk fra dem, jeg vidste dog, de ville indhente mig hurtigt. Jeg var på span-den. Jeg strammede grebet om tasken, for den skulle jeg bestemt ikke miste. Jeg var ved at glide i gruset og falde ind i den meget gule bil.
"Hey, Leah!" Blev der råbt efter mig. Jeg skar en grimasse og vendte mig om, stadig med et fast greb om tasken. ”Hvad laver I her?” Jeg prøvede at lyde hård, men min stemme rystede.
"Du skylder os penge, så spar mig." svarede Jake hårdt tilbage. Ud af øjenkrogen kunne jeg se nogle underne blikke fra dem der sidder ved den lille restaurant/cafe artig-ting. Der sad et par mennesker på terrassen.
”Jeg vil ikke have noget med jer at gøre, lad mig være.”
Toby smilte Jack, og jeg følte mit hjerte snart fløj ud af brystet på mig og ud på grosset.
"Vi gentager det kun engang til," sagde Jake. "Du skylder os penge." afsluttede Toby helt koldt.
”Det er ikke mig, der skylder jer, hold jer fra mig.” De begyndte at gå tættere på mig, og frygtede pumpede i mig. Jeg ville ikke tilbage, men jeg nægtede at opgive min bror. Det var ham, der skyldte dem penge. Jeg mærkede et stramt greb om min skulder og blev hevet hårdt ned i asfalten som var mere småsten en asfalt. Forbandede grus, de skar i ryggen. Kort efter mærkede jeg et slemt spark i maven, alt luft blev slået ud af mig, og jeg gispede efter vejret. Jeg ventede på det næste spark men hørte nogle andre blande sig. Mit syn var sløret af alle tårerne, og jeg gispede for vejret.
"Hey, hvad fanden tror I, I laver?" Kom det vredt ovre fra restauranten. Det var en pige. Jeg kunne ikke afgøre, hvor gammel hun var. Jeg prøvede at komme at stå, men Toby spændene ben for mig, så jeg faldt igen. Jeg kunne stadig ikke rigtig få vejret. "Hold så op!" blev hun ved, jeg fik vendt hovedet, hun så nærmest forfærdet ud.
Hun kendte mig ikke engang? Jeg ønskede, hun skulle holde op, hun havde ingen ide om hvad, hun var ved at rode sig ud i. "Bland dig udenom kælling," svarede Toby hårdt og koldt tilbage. Hun havde deres fulde opmærksomhed, jeg så mit snit til at løbe. Jeg prøvede at rejse mig op igen. "Du bliver der, ellers bliver det værst for dig selv!" sagde Jake vredt tilbage og pegede truende på mig.
Jeg gav op, eller ikke helt, men jeg valgte at vente lidt, til jeg kunne trække vejret. Hun kiggede på mig, og hun vidste ikke hvad, hun skulle gøre. Jake bøjede sig ned og tog hårdt fat omkring min håndled, et lille pib kom fra mig. Det gjorde virkelig nas, men jeg prøvede ikke at hulke. Min vejrtrækning rystede.
"Så kan det fandme være nok!!" var der en meget dyb stemme der råbte, jeg fik det største chok og drejede hovedet hårdt over mod cafeen igen, min nakke sagde knæk og jeg mærkede noget varmt løbe ned i siden af mit ansigt. Jeg tog mig til hovedet med den frie hånd, lige over øjenbrynet blødte jeg. Det gjorde ikke ondt.
"Hvad fanden tror I, I har gang I?" kom det fra en mørkhåret mand, nok samme alder som pigen og den anden mand, de havde begge kæmpe muskler.
"Vi gør, hvad vi fået besked på. Så bland jer venligst udenom." sagde Jake og slap mit håndled. Jeg hostede, da det endelig føltes som om mine lunger blev fyldt med luft igen.
"Det kommer ikke til at ske her, det kan jeg godt sige jer." Blandede en ny stemme. Også en kvinde, hun lød meget hård. Hun kom gående hen imod mig, da hun kom tæt nok på, greb Toby fat om hendes arm og skubbede hende hårdt tilbage. Jeg lukkede øjnene, så flere tårer gled ned af mine kinder. Jeg ville bare ønske, det hele ville stoppe.
Den med kæmpe muskler, som talte meget dybt og var skaldet, tog fem store skidt og skubbede så Toby virkelig hårdt tilbage i jorden. "Jeg giver jer tre sekunder til at for¬svinde," nærmest vrissede han, slev om han hjalp mig, skræmte han mig. Toby kom op og stå, og de gav mig begge i rasende blik, jeg støttede mig på mine albuer. Kig¬gede skiftevis fra manden til Toby og Jake. Hvis det endte i en slås kamp, ville Toby og Jack tabe.
Hende kvinden satte sig på hug foran mig, lige bagefter kom hende det startede det. "Er du okay?" spurgte hun bekymret, jeg nikkede og prøvede at komme op at stå. "Tag det roligt," nærmest hviskede den anden kvinde.
Mit hjerne snurrede, og jeg kunne ikke finde ud af hvem der var hvem. Mit hoved begyndte at dunke.
Jeg vendte hovedet mod drengene, mændene, Toby og Jake var forvirrede. Jeg for-stod dem godt, hvis de kom hjem uden mig, ville der blive ballade. "Forsvind. nu." Sagde den skaldede. ”Det er ikke slut, tøs.” Vrissede Jack vredt, og jeg gispede.
Han kiggede ned på mig, og de andre hjalp mig op. Ja, jeg syntes stadig han var lidt skræmmende. Han fik lige to 18årige fyre til at løbe uden at løfte en finger. "Tak," prøvede jeg at sige, men det blev til et lille hvæs. Han nikkede bare som svar.
Jeg ryster på hovedet og håber på det bedste. Jeg har ikke tid til af gå ned af minde-vejen, der er meget få gode minder jeg har tilbage. Her på det sidste, er det gået godt. Jeg ville ønske det kunne blive ved, jeg har bare på fornemmelsen, det ikke kommer til at være sådan foreløbig.
Da jeg kommer til klubben, ser jeg min egen bil, de er her. Jeg kører rundt om hjørnet for at parkere lidt væk, det er ikke godt at parkere lige foran klubben. Jeg har aldrig været her før, det ville jeg nok, hvis ikke jeg vidste, hvem der ejede klubben. Toretto. Nu når jeg tænker over det, kan jeg da godt kende dem. Det var nok bare et minde, jeg har prøvet at fortrænge.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...