Uskyldig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2017
  • Opdateret: 11 mar. 2017
  • Status: Igang
En helt normal pige har dimension, da SWAT henter hende. Hun går igennem smerte, tortur og pinsel uden at vide, hvad hun har gjort.
Til at starte med forsøger hun at være stærk, men hun overgiver sig til smerten ret hurtigt.
Hvordan skal hun overleve at blive smidt rundt med og tæsket flere gange i ugen?
Historien handler om en piges kamp for retfærdighed, trods den hårde modstand.

0Likes
0Kommentarer
62Visninger
AA

2. Smerte og pinsel

Døren til varevognen bliver åbnet. 4 SWAT-mænd kommer til syne. De trækker mig ud i mine lænker, som er blevet flere siden sidst. Nu er lænkerne om håndled og ankler samlet på midten i en lænke om maven. Lænkerne har allerede lavet hul på huden. De må have båret mig rundt i dem. Jeg ved ikke hvor længe, jeg har været væk. Jeg vågnede for mindre end en halv time siden.

Jeg bliver revet afsted i de tunge jernkæder. Mændene har ingen sympati. Jeg bliver ført igennem en dør af lårfede tremmer med små mellemrum, og videre hen af hvide og grønne gange. Der er en dør forskudt på hver side af gangen hver 3. meter. Inde bag dørene er der gråd, skrig og banken.

De 4 mænd skubber en tung jerndør op og skubber mig hårdt ind i rummet. Jeg lander i smerte på mine allerede blå knæ, og bliver liggende. En ny kraftig hånd tager i min arm og løfter mig på benene. Jeg kan ikke rigtig støtte på mine ben, og de skælver derfor under mig.

”name?” Jeg kigger med miserable øjne på den kraftigt bygget kvinde.

”Lou Jackson” Hun lader sine øjne glide ned af papirerne i sine hænder. Blikket bliver rettet imod mit ansigt, men vender så tilbage til papiret.

”I see” hun lægger papirerne fra sig på gulvet og føre mig videre ind i det hvide rum. Det er et stort aflangt rum belagt med fliser over alt. Læderremme hænger fra loftet, og rummet er delt op i 4 af kraftige pæle, hvorpå der også hænger læderrime.

Først nu får jeg øje på hende. En pige i modsatte ende af lokalet. Hun hænger ned fra loftet i læderrimene om håndleddene. Hun er nøgen, forslået og svag. Hendes hoved hænger ned på brystet, og benene hænger slapt under hende. Hun har også lænker om anklerne.

”take off your cloth” Jeg retter blikket imod den kraftigt bygget dame fra før. Hun tager nøglen frem, og løsner den tunge byrde om min krop. Hun har fundet en ulækker metalspand frem. Vil hun have mig til at lægge mit tøj deri? Jeg starter med skoene, så bukserne, strømperne og til sidst T-shirten. Jeg står nu kun i undertøj. Jeg kigger damen dybt i øjnene, men ser ingen nåde.

”keep going” jeg tager undertøjet af og lægger det i spanden. Der er koldt, jeg er nøgen, og jeg er træt, men jeg forsøger ikke at tildække mig. Hun tager i min arm, og føre mig hen til nærmeste pæl. Hun spænder læderrimene stramt om mine i forvejen ødelagte håndled og ankler. Jeg forstår først hvad der egentligt sker, da hun begynder at spule mig med iskoldt vand. Jeg trækker mig sammen, og et højt gisp slipper ud gennem mine læber. Hun slukker vandslangen og strammer læderremmene længere væk fra min krop. Det gør det sværere at bevæge mig.

Da hun endelig er færdig efter 5 minutter, slukker hun for vandet og forlader rummet. Min krop skælver af kulde, frygt og smerte. Jeg har aldrig i mit liv følt mig så ussel. Mit hoved falder ned imellem mine skuldre, og benene giver efter. Min krop har opgivet opvarmningen og kropstemperaturen falder hurtigt.

Damen kommer tilbage ind i rummet efter 5 minutter, men går lige forbi mig. Hun fortsætter ned til den anden afkræftede pige. Hun giver pigen undertøj på, men uden at løsne lænkerne. Det er undertøj der ligner lidt bleer. De lukkes med snore i siderne, og BH’en lukkes med snor på ryggen. det ser blødt og rart ud, men jeg tvivler.

Damen forsvinder igen, og dukker op med en orange kedeldragt. Hun løsner pigens fodlænker og tager dragten på benene. Derefter sætter hun fodlænkerne på igen og løsner armlænkerne. Efter kedeldragten er helt på, lader hun pigen hænge.

10 minutter senere bliver det min tur. Først det undertøj som så så rart ud, men langt fra er. Derefter den orange kedeldragt taget langsomt og besværet på. Imens hun giver mig tøj på, bliver den anden pige hentet af 2 store mænd. De løsner hende fra læderremmene og bære hendes næsten livløse krop ud af lokalet. Det er så u humant som det kunne være. Da turen når til mig bliver de gamle lænker, fra turen hertil, sat tilbage på mine afkræftede kropsdele. Også min næsten livløse krop bliver båret ud.

Turen føles uendelig lang. De 2 mænd hiver og slider i mine allerede opbrugte lemmer, og smerten bliver kun forværret. Varmen er så småt begyndt at komme tilbage, men jeg kan langtfra føle mine fingrer og tær. Det er en underlig følelse ikke at vide, hvor jeg er. Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg er her.

Endnu et hvidt rum belagt med fliser. I dette rum er der 4 stole med lænker til hænder og fødder. Denne gang er der dog også en lænke til hals. Her sidder igen pigen fra før. Hendes før så lange flotte sorte hår er trimmet af til ½ cm længde, og en dame er lige nu ved at klippe hendes negle.

Jeg bliver ført over i stolen, frigjort fra mine jernlænker og fastgjort med læderremmene. Stolen er hård, og remmen om min hals er stram, men jeg præsterer alligevel at falde i søvn. Jeg er kun væk i 5 minutter, inden jeg vækkes af, at en ny dame strammer min halslænke. Hun trimmer mit hår i samme frisure som den sorthåret piges. Hun klipper mine negle helt i bund og skærer mine neglebånd væk. Jeg forstår stadig ikke hvad alt det her skal til for.

Den sorthåret pige får strømper og klipklapper på og bliver igen båret ud af 2 sortklædte mænd. Samme ting sker for mig. Jeg bliver givet dejlig varme sokker på de iskolde tær, og klipklapper som kun hjælper på varmen. Jeg bliver sat tilbage i mine gamle lænker og båret ud af de samme 2 mænd. Min krop er totalt smadret. Ingen muskler er stærke nok til at spænde, så jeg må føles som spaghetti i mændenes hænder.

”prisoner number 649” en metal dør bliver åbnet, og jeg bliver smidt ind på gulvet. Denne gang er det en celle. Et hvidt rum på ca. 5 m2, hvor halvdelen er dækket af en madras. Jeg kæmper min krop op på madrassen, hvor jeg falder i søvn.

En dyb rungen lyder fra døren.

”649?” jeg åbner øjnene lidt, men bliver blændet af lyset.

”649?” det kommer fra den anden side af døren. Jeg ved ikke om jeg skal svare, men vælger alligevel at forsøge.

”Ye.. es” min stemme er svag og knækker. Døren bliver åbnet, og en mand træder ind.

”This is your first day. You will learn the routines fast” han forsvinder ud af døråbningen igen, og to mænd tager over. De tager mine lænker af, løfter mig op og følger mig ud af cellen. Ude på gangen er der fyldt med kvinder. De har alle sammen samme frisure og samme tøj som mig.

Jeg bliver fulgt tilbage til det første rum. Her bliver jeg sat i kø med 20 andre kvinder. De er alle afkræftede og tynde. Jeg ved ikke om, det er fordi, det ikke kan blive værre, men et lille smil dukker op. Køen bliver overvåget af flere af de sortklædte mænd.

Da det endelig bliver min tur, bliver jeg ført ind på en af de fire pladser. Jeg bliver ikke spændt fast, men bliver rakt en engangstanbørste og en kop vand. Jeg børster i 5 minutter, til damen foran mig stopper mig, og drikker så vandet i glasset. Det er rart at få noget i maven, selvom det bare er tandpastaskum og vand. Kvinden tager koppen og tandbørsten, og føre mig ud af en dør til en lang række toiletter. Der er ingen skillevægge. 5 af toiletterne er optaget, og der er kun 2 tilbage at vælge imellem, hvor det ene er stoppet.

Efter jeg har gjort færdig og vasket hænder, bliver jeg ført op i en stor sal. Der er nok 20 runde borde med 8 siddepladser ved hver, og næsten alt er fyldt. I den modsatte ende af rummet får jeg øje på mad. Jeg sætter farten op, men bliver straks skuffet. Det er en klam grå grød, og der er kun 1 grydeskefuld til hver. Grøden klistrer til ganen og gør tungen rug, men selvom det smager grimt, glider det ned på 2 minutter. Skeen og skålen er af hård grøn plastik. Det er meget slidt, og i skålens side er en revne. Efter 30 min i spisesalen bliver vi først tilbage til vores celler.

”if you make just one little sound you are gonna end on the ’psych-table’” Jeg kigger med usle øjne på de to mænd. Døren til min celle er åben, og de står lige bag mig. Jeg tager et skridt ind i cellen, men får så et hårdt skub i ryggen. jeg falder forover, men forsøger ikke engang at redde mig fra betongulvet. Mine tænder rasler, mine tindinger presser hårdt imod huden, og jeg kan mærke blodet løbe fra øre, næse og mund. Mine knæ rammer hårdt gulvet i faldet, og mine albuer tager også et slag.

Stilhed. Det eneste jeg kan høre er min egen vejrtrækning. Jeg har lagt på gulvet, hvor de smed mig, i lang tid. Jeg ved ikke hvor længe. Herinde mister man tidsfornemmelsen, men nu skal jeg tisse. Det ene glas vand jeg fik tidligere presser virkelig på. Jeg kryber hen til døren med min blå og hævet krop. Jeg banker på døren 2 gange, og kalder efter vagterne.

”Please. I have to pee” min stemme er fuld af længsel. Døren bliver kort efter åbnet ind i min krop, og 2 mænd løber hen over mig og ind i cellen. 2 andre mænd står foran mig. De vender mig om, så jeg ligger på ryggen. Jeg kæmper imod i smerte. De tager i hver af mine arme og ben. De løfter mig op, og frembringer stor smerte. Det kunne ikke være værre, troede jeg. De løfter mig ud af cellen og ned af de lange gange. Jeg vrider mig i smerte, men de strammer kun mere til.

Metaldøren er grøn, låst med 8 metalstænger, som går ned i gulv, loft og vægge. Rummet er hvidt med et metalbord i midten. Selvfølgelig er der en flere læderremme, hvilket giver mig en tanke om, hvad der skal ske. Ganske rigtigt smider de mig op på bordet og spænder mig stramt fast. Bordet er koldt, og remmene stopper blodtilførslen til mine hænder og fødder.

”Neeeej, stop!” De store mænd ligger hen over mig. De spænder remme om mine hænder, fødder, bryst, mave, knæ og hals. Jeg kan intet bevæge, og remmen over brystet gør det næsten umuligt at trække vejret.

”Why? No, no, no!” en bekendt hvid klud bliver holdt stramt over min mund og næse. Mit hoved svimler. Røde, blå og gule pletter danser foran øjnene. Mændene forsvinder langt væk, og min krop bliver tung. Lyset forsvinder…

Lampen blinker, skrig i det fjerne, en lang tone i mine øre, min krop gør ondt, luften er tyk, lugten er forfærdelig, og rummet er koldt. Jeg forsøger at bevæge mig, men bliver mindet om, hvor jeg er. Jeg kan ikke trække vejret og følelsen i mine hænder og fødder er forsvundet. Jeg lægger nu mærke til, at jeg kun ligger i undertøj i en pøl af mit eget pis. Min krop begynder at skælve voldsomt. Alt går i krampe, og jeg skriger et øredøvende skrig. Det føles som at få tusinde nåle stukket i huden. Ingen nåde.

Kramperne stopper først meget senere. Jeg troede ikke det kunne lade sig gøre, men min krop er nu mere udmattet end før. Jeg kigger rundt. Væggene er belagt med hvid tapet, loftet er af store hvide plader, lampen er en gammel rusten jernlampe, gulvet er af fliser og i den ene væg sidder et envejs vindue. Fra min side er det et spejl. Et spejl der afslører min usle krop. Jeg kan ikke dreje hovedet helt, så det er kun omridset jeg kan se. Men det er nok. Mit ansigt er blegt, men forslået. Hvad har jeg dog gjort?

Jeg råber og skriger, men får intet svar. Jeg græder højlydt, men ingen kommer ind. Først da jeg tier helt stille og ligger afkræftet og livløs bliver døren åbnet. jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg er her. Jeg har ingen anelse om, hvorfor de behandler mig som lort. Jeg ville ønske, en ville fortælle mig det.

De fugtige strimler om mine hænder og fødder bliver spændt op. Jeg ville ønske, jeg kunne kæmpe imod, men min krop er for svag. En mand løfter mig op i hans arme. En arm under armhulen og en arm i knæhaserne. Mit hoved falder bagover, og mine øjne lukker i. Jeg falder i søvn af den rolige gentagende lyd fra hans skridt, og den vuggende fornemmelse skridtene giver.

”psst… hey you. You must have done something terrible to end up here… I’m Mark. Or guard 649 same number as you” han hvisker utydeligt lavt. Dog høre jeg alt, hvad han siger. Jeg forsøger at give ham et tegn på, at jeg lytter, så jeg løfter besværet min pegefinger.

”I know. Don’t use your energy. I got you” da vi når til cellen går han stille og roligt ind og lægger mig blidt på madrassen. Jeg åbner mine øjne og kigger direkte ind i hans. Jeg løfter min hånd og kærtegner hans kind, men han tager om mit håndled og lægger den forsigtigt på sengen.

”Don’t use your energy. Get some sleep”

“thank you, Mark” Han smiler, rejser sig, og går ud af cellen. Døren bliver smækket og låst efter ham. Han har givet mig håb og styrke, men alligevel falder jeg i søvn kort tid efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...