Uskyldig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2017
  • Opdateret: 11 mar. 2017
  • Status: Igang
En helt normal pige har dimension, da SWAT henter hende. Hun går igennem smerte, tortur og pinsel uden at vide, hvad hun har gjort.
Til at starte med forsøger hun at være stærk, men hun overgiver sig til smerten ret hurtigt.
Hvordan skal hun overleve at blive smidt rundt med og tæsket flere gange i ugen?
Historien handler om en piges kamp for retfærdighed, trods den hårde modstand.

0Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

1. Indledning

Salen er helt stille. Alle 400 øjne er rettet mod mig. De forventer en tale uden en knækket stemme. De forventer en smuk tale.

”kære alle som sidder her i dag. I dag er en stor dag. I dag er vores dimensionsdag. Jeg har ikke meget at sige. Faktisk har jeg kun en: indgangskravene til næsten alle studier er 02. vi har ikke alle fået 02. spørgsmålet er, om det stopper os?

Jeg har gået i klasse med jer alle i 1 år. Nogle af jer har jeg gået i klasse med i 3, andre har jeg gået i klasse med i 6, og få har jeg gået i klasse med i 10 år. Det er faktisk lige meget. Pointen er den, at jeg kender jer alle sammen okay godt. Jeg ved at lige meget hvad, klare i den. Intet kan stoppe jer. Intet kan stoppe os.

Vi går ud af niende klasse i dag. Vi har nogle enkelte eksamen tilbage. Derefter er vi kastet ud i verdenen. Jeg Violet er selv rædselsslagen for fremtiden. Vi skal dog huske, at lige meget hvad, vil der altid være et sikkerhedsnet. Der er intet at frygte.

Det var det jeg havde at sige. Jeg vil give mikrofonen tilbage til skoleinspektøren igen”

Alle klapper. Jeg kigger ned på mine forældre, som klapper og pifter. Jeg kigger rundt på mine klassekammerater som alle smiler.

Vinduer smadres, døre brydes op, alarmen går i gang og publikum skriger i forsøg på at komme i dækning. Sorte mænd hejses i reb ned fra loftsvinduerne. En røgbombe spreder sin kvælende røg. Mænd med geværer stormer ind af begge døre. Jeg kigger ned af mig selv. Jeg er dækket af røde prikker. Alle geværer er peget imod mig. En stemme bag røgmuren lyder højt.

”Hold your hands where we can see them!” Jeg løfter mine hænder over hovedet.

”turn around!” Min krop går langsomt i panik, men jeg gør stadig som de siger. Jeg lægger nu mærke til bogstaverne på en af mændenes veste: SWAT. Er jeg blevet pranket?

”Stay still!” en mand kommer bagfra og overfalder mig. Det giver et stød i mit kranie da det rammer jorden. Mine tænder er løse, og mine tindinger dunker kraftigt. Endnu en mand lægger sig over mine ben. Mine knæ bliver presset så hårdt ned imod gulvet, jeg skriger. Håndjernene om mine håndled og ankler er stramme og kolde.

De løfter mig op at stå. En mand på hver side løfter mig i armkrogene. Mine knæ gør for ondt, til jeg kan støtte på dem. Hvad har jeg dog gjort? Håndjernene stopper blodtilførslen til mine hænder. Jeg vil ikke kæmpe imod, men jeg kan ikke lade være. Jeg vrider mig i smerte, men mændene tager kun kraftigere fat i mig.

Udenfor er sollyset skarpt, og det gør kun hovedpinen værre. En hvid klud bliver holdt foran min næse og mund. Jeg forsøger at holde vejret, men jeg har brug for frisk luft efter den tykke røg. Jeg trækker vejret ind og kroppen begynder at summe. Jeg får mønstre for øjnene og de lukker i…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...