Forladt

En novelle om en pige, som har været igennem lidt af hvert og ikke vil mere.

0Likes
0Kommentarer
59Visninger

1. Novelle

Forladt

 

Stenene fløjter om ørene på mig, da jeg flygter ned ad grusvejen. Mine fødder er bare og kolde. De bliver revet op af alle de skarpe sten. Det lange lyse hår klistre mod mit lille svedige ansigt, og strimlerne af det ødelagte tøj blafre i vinden efter min krop. Det er tidligt morgen, og havgusen bliver tættere og tættere, jo nærmere jeg kommer på havet. Gruset bliver skifter ud med sand, der svider i rifterne under mine fødder. Jeg falder om og ligger med lukkede øjne mod det kolde og våde sand. Jeg vrider mig i sandet af smerte fra mine ben, fødder og ikke mindst min ryg.

 

“Du fortjener ikke at leve!”

“Horeunge!”

“Hvem kan dog elske sådan en vanskabning?”

 

Jeg husker tilbage på hændelsen og åbner hurtigt mine øjne. Jeg stirrer ind i to

blå helt tomme små øjne. Jeg får et chok og lukker øjnene i igen.

 

Pisken rammer hårdt og et smæld giver genlyd i det fugtige kælderrum. En høj latter og endnu et smæld. Jeg skriger.

 

Jeg åbner mit ene øje halvt. De tomme øjne kigger stadig på mig, men de gør mig ikke noget. Jeg åbner øjnene helt og ser nu, at det er en dukke. Jeg bryder sammen i gråd, og sætter mig fortabt op. Tårerne fra mine små klarer blå øjne løber ned over håndaftrykket på min kind. Jeg tager dukken om livet og løfter den op. Jeg studerer den nøje, og får øje på nogle rester af noget tekst på dens ryg. Det er umuligt at tyde hvad der står, så jeg vender den om igen. Jeg kigger den dybt i øjnene og bliver mindet om min papfars vrede øjne, da han piskede mig igen og igen.

 

“Du er svag. Du er ligegyldig. Ingenting”

Jeg kigger ham dybt i øjnene, og hans blik ændres langsomt til kærlig. Jeg fælder en tåre og en stor behåret hånd efterlader sig et blodrødt mærke på min lille bløde kind.

“Tror du, jeg er dum?!”

 

Jeg skriger, og åbner øjnene. Jeg smider dukken fra min ned i vandkanten men fortryder straks. Forsøget på at rejse mig op slår fejl, og jeg falder sammen i sandet. Jeg prøver igen og kommer denne gang op at stå. Det er en kamp at gå, og ved hvert skridt jeg tager, føles det som om, en kniv bliver hugget ind i mit leg og gennem min fod.

 Jeg når ned til dukken, bukker mig ned og samler den op. Dens mørkebrune hår er vådt og fuld af sand. Tang er filtret ind i dens hår, og jeg prøver forsigtigt at få det ud. Det giver sig ikke, så jeg hiver hårdt. Et tilbageblik rammer mig.

 

Han hiver mig i håret, mens han voldtager mig hårdt. Frem tilbage, frem tilbage. Han stønner højlydt. Jeg prøver at skrige, men hans hånd er i vejen. Tårerne løber ned af min kind, og da han mærker den på sin hånd, fremstammer han. “nåå gør det ondt? nu skal du se hvor ondt det kan gøre!”

Han bevæger sig hårdere frem og tilbage. Det svider, og jeg græder endnu mere. Jeg prøver ikke at flygte eller kalde på hjælp. Jeg lader ham bare rive mig frem og tilbage, over det lodne trægulv som efterlader splinter og rifter i min allerede ødelagte ryg.

 

Tangen er filtret ud af håret, da jeg vågner fra tilbageblikket, og det glider langsomt ud af min hånd. Det er som om det, giver genlyd, da det rammer jorden. Jeg kigger omkring mig. Havgusen er næsten forsvundet, og et fyrtårn og en badebro er nu kommet til syne. Jeg kigger på jorden omkring mig. Sand, sten og muslingeskaller. Jeg lader dukken glide ud af min hånd, og bukker mig så ned. Jeg tager om en sten, som jeg kaster så langt, jeg kan ud i det blå “plop” Jeg samler endnu en op og kaster “plop” og endnu en “plop” Med tredje sten kommer en idé.

 Jeg vader langsomt ud i vandet. Mine fødder gør allerede så ondt, at det ingen forskel gør at få dem i saltvand. Det kolde saltvand trækker ind gennem bukserne og rammer benene. En rar fornemmelse løber igennem min krop. Jeg fortsætter ud, til vandet rammer min ryg. En forfærdelig smerte får mig til at standse. Det føles som en sløv kniv, der bliver trukket gennem huden på min ryg, men jeg er målrettet. Jeg lukker øjnene og bøjer langsomt mine ben. Mere og mere af min ryg bliver dækket af vand. Det gør ondt, og jeg skriger.

 

Kniven nærmer sig mit lår. Mine arme er bundet fast til hovedgærdet ,så jeg kan intet gøre. Det skarpe kolde blad rammer min bløde hud og bliver presset ned. En smerte løber igennem mine nerver og blod ned over mit lår. Jeg skriger så højt jeg kan. Et skingert skrig, men ingen kan høre mig. Jeg tør ikke, bevæge mig. Det ville bare gøre det værre. Han fjerner kniven og sætter nu i stedet spidsen mod mit bryst. Han presser ned og trækker den så hele vejen ned over maven. Et langt åbent sår. Jeg græder og skriger i smerte, men intet hjælper.

 

Da jeg åbner øjnene igen, er jeg under vandet. Jeg får vand i munden, og rejser mig hurtigt op. Da mit hovede kommer fri fra det grønne klistrede hav, spytter jeg den salte væske ud. Jeg kigger ned af min krop. Min ødelagte t-shirt er nu ikke længere fuld af blod. Jeg tager i kanten og trækker den over mit hovede. Endnu en gang kigger jeg ned af min krop. Det lange ar han lavede, er tydeligt ned over min mave. Jeg kigger på t-shirten. Pisken har lavet lange revner over det sarte stof. Jeg tager hårdt fat om en strimmel stof og hiver. En lang strimmel bliver revet af og deler t-shirten i to. Jeg vader gennem vandet op til bredden.

 Da jeg når op til grænsen, hvor det grønne saltvand laver streger i sandet af skum, kigger jeg rundt omkring mig. Jeg kigger over på en stor våd sten, som er fuld af grøn ulækker tang. Jeg væmmes ved følelsen, jeg får, da jeg lader hånden kører over dens ulækre overflade. Jeg lader begge mine hænder sig begrave i den tykke moslignende tang og løfter så. Dens vægt er ekstrem, så jeg giver med det samme op. Jeg må finde en anden måde. Jeg går med langsomme afkræftet skridt langs stranden til opgangen af den halvrådne badebro. Da jeg træder et skridt op på den ulækre overflade, falder jeg sammen i gråd. Min svage krop rammer det klistrede træ hårdt. Braden mit hovede ligger på, bliver langsomt varm, og det grønlige træ ændre farve til mørkere rustbrun med et rødligt skær. Alt begynder at snurrer. Havet, sandet og det rødstribet fyrtårn mister langsomt farven, og forsvinder langt væk til et sort tomt rum. Mørket trænger mig ind i en krog, hvor jeg forsvinder ind i mig selv.

 Kulden får min krop til at ryste, og mine klarer øjne kommer til syne bag øjenlågene. Jeg løfter langsomt det tunge hovede. Lyset er ændret til et rødligt skær, og solen er væk. Jeg bevæger langsomt mine ømme forslået krop. Jeg lader mine fingre glide ned mellem brædderne og tage fat. Med besvær og anstrengelse får jeg min krop op fra det våde underlag. Jeg støtter med mine knæ, og begynder at arbejde mig frem ad på de sidste kræfter og energi.

 Jeg kommer i tanke om dukken, og kigger mig tilbage. Den ligger forladt på broen sammen med den iturevet t-shirt. Jeg ville ønske, jeg havde kræfter til at hente den, men jeg bliver nødt til at fortsætte ud mod enden af broen uden den. Jeg har mig et mål. jeg vil dø. kræfterne er ved at slippe op så jeg må handle hurtigt. jeg kigger ned i vandet. Det er dybt, mørkt og bunden er væk. Jeg lader min krop glide ud over den glatte kant.

 Da vandet omringer mig, er kræfterne væk. Der er nu kun tankerne og mørket tilbage. Jeg betyder intet! det er bedst, hvis jeg bare forsvinder. Ingen vil alligevel lægge mærke til, jeg er væk. De dystre tanker løber gennem mit hovede, imens mine lunger fyldes af vand. Smerten forsvinder sammen med synet. Alt bliver trukket ind i et stort sort hul, og døden tager mig med sig. Det sidste jeg tænker på inden det hele er væk, er Dukken. dens blå øjne og dens fortabte blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...