TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
340Visninger
AA

1. VINTERALMISSE

Det var sidst i sneens årstid og tågen steg lydløst op fra floden Karm, der snoede sig gennem den gamle handelsby. Højt over byens tage hang himmelskibene med deres enorme balloner og spejlede sig i floden, der roligt flød forbi byens gamle gader og torve, under broer, og drejede af ved Pagoden, hvor den løb ud i Havkarmen. Nattens mørke fulgte trofast i flodens spor og dækkede snart den ganske by. Vægternes monotone stemmer sang natten ind, mens der var endnu et mylder i Pagodens gader. Lange fakkeltog snoede sig fra ghettoens afkroge til domkirken, for det var en særlig nat; en hellig nat for alle pagtister. De kaldte det vinteralmisse, den aften hvor man fejrede den hellige Runkel og der brændte stearinlys i alle vinduer til hans minde. Foran domkirken sang Pagodens børn, mens de fremmødte satte faklerne i jorden og gik i ly for den tætte sne.
Dina elskede at synge vinteralmissens komme, men det var ikke kun sangen, det var i høj grad også lysene. Det var så smukt med de talrige fakler langs gader, lanterne-giurlanterne på torvene og stearinlysene i vinduerne. Hun kunne se flammernes genskin i folks øjne, alle var så muntre og stenhusene lå svøbt i dufte af mad.

Da domkirken var fuld, førte domprovsten børnene indenfor, hvor de fik nybagte hjertekager fra provstefruens kurv. De sang hele vejen op til offerkalken og satte sig på gulvet. 
Domprovst Immanuel var afholdt og viis. Han prædikede med sin varme stemme, så ruderne duggede og dampen mellem pelse og frakker blev tæt.

Efter kirkegang samlede forstanderinden børnene, så de kunne gå sammen, to og to gennem byen. De var fem børn, så forstanderinden tog selv lille Miranda i hånden og gik bagerst med hende. Det sneede stadig og de skulle skynde sig. Børnehjemmet fik gæster, de skulle fejre helligdagen helt frem til morgenmessen. Sådan fejrede de fleste pagtister vinteralmissen, men på børnehjemmet måtte børnene ikke være med. Sådan var det hver vinteralmisse.

De fine gæster var velgørerne. Det var de rare folk, der betalte for børnenes ophold på hjemmet i håbet om at give dem et bedre liv. Dina og Rebekka skulle læse op af Pagodebogen, for at vise hvor dygtige de var blevet til at læse. Miranda, Kenan og Fabian skulle synge Vintersangen og de havde alle øvet sig, for de vidste forstanderinden ville straffe dem, hvis de lavede fejl.
Køkkenets store ovn havde opvarmet hele huset, og det duftede af steg, suppe og brød.
”Se nu til, at der ikke mangler noget. Vi skulle nødig skuffe vores velgørere,” sagde forstanderinden da de var kommet indenfor, og forsvandt ad trappen til privaten, hvor kun hun måtte komme.
Rebekka og Fabian sprang ud i køkkenet, Dina dækkede bord, mens Miranda og Kenan vaskede gulvet en gang til. Træværket skinnede, ruderne var blanke, og i alle vindueskarme stod små blafrende lys.
”Tror I, vi får gaver i år?”, spurgte Miranda, der var den mindste af pigerne.
”Hvis vi kan læse og synge ordentligt, så får vi gaver,” svarede Rebekka, der var den ældste.
De gjorde sig meget umage, for de var enige om, at intet måtte gå galt. I år skulle forstanderinden ikke have det mindste at blive skuffet over, og da de var færdige, tog de en sidste runde i hele huset. Der var rent overalt. De samledes i køkkenet, og hjalp hinanden med maden, mens de ventede på, at gæsterne skulle indfinde sig.
Netop som Dina og Fabian tog brødet ud af ovnen, lød dørhammerens skarpe slag mod hoveddøren.
”Kenan, løb ned og luk op”, sagde Rebekka med hænderne i kålen.
Udenfor stod en ældre dame i en fin tyk pels. Hendes hvide hår var sat op, og der hang diamanter fra diadem og ørenringe. Det var enkefrue og bankbestyrer Kranz, en venlig og godmodig sjæl. Hun smilede, og kneb Kenan i kinden.
”Hvor har jeg jer længe ventet...” smilede hun, ”...og så store i bliver, nu skal I ikke vokse fra os,” hun rakte ham pelsen, ”Tag den og før mig ind i spisestuen. Hvor er Gruben?”
”Hun er i privaten,” stønnede Kenan under vægten af den tunge pels, ”Hun kommer straks”.
”Jamen dog!”, udbrød hun, da Kenan førte hende ind i den pyntede spisestue, ”I har sandelig gjort jer umage”.
Hun fandt sig en plads, og Kenan løb tilbage i køkkenet.
”Hørte I det,” hviskede han ophidset, ”hun sagde vi havde gjort os umage!”
”Mægtigt!”, udbrød Fabian, ”et godt tegn”.
”Ja,” svarede Rebekka forsigtigt, og huskede på de år, det alligevel var gået galt, ”vi skal nok ikke glæde os for tidligt”.
”Æv, du er altid så negativ” vrængede Kenan, og hentede vin til enkefruen.
Da det bankede på for anden gang, var det Dina, der åbnede. Udenfor stod politimester Saxen, en stor mand i sort uniform. Hun tog hans kappe og hjelm og førte ham ind i spisestuen uden et ord.
”Enkefru Kranz!”, udbrød politimesteren og slog ud med armene, ”det er en velsignelse at se Dem. Kom lad os skåle,” han satte sig ved hendes side og forlangte øl, så Kenan måtte skænke fra det store fad.
”Jeg håber politimesteren vil nyde øllet,” sagde han og stillede kanden foran den store mand.
”Så opdragne de er” smilede enkefruen og politimesteren nikkede.
”Forstanderinde Gruben har gjort et godt stykke arbejde”.
Kenan vendte tilbage til køkkenet og fortalte hvad gæsterne havde sagt. Han var ivrig og hans begejstring smittede af på de fleste, undtaget Rebekka.

”Hvem er egentlig den femte gæst?”, spurgte Dina og plumpede den sidste kartoffel ned i gryden.
Rebekka trak på skuldrene. ”Forstanderinden sagde bare, at der kom en ekstra gæst. Hun sagde ikke hvem”.
”Mon gæsten har gaver med?”, spurgte Miranda.
”Det skal du ikke regne med,” grinede Rebekka og daskede til hende, ”men gæsten skal sidde i forstanderindens stol”.
”Hvad?!”, udbrød børnene, ”Hvor ved du det fra?”
”Det fortale forstanderinden mig. Jeg skulle sørge for, at den særlige gæst fik hendes egen stol”.
Børnene var målløse, normalt var det forbundet med straf bare at røre den.
Tredje gang det bankede på, var det doktor Reinhardt, en høj, tynd og bleg mand. Han efterlod handsker, stok og hat i entreen og spadserede direkte ind i spisestuen, hvor han nikkede til enkefruen og politimesteren. Da Kenan skænkede vin, betragtede doktoren ham.
”Du er blevet en smuk dreng. Det glæder mig”.
Kenan kunne ikke lide den måde doktoren sagde det på og skyndte sig ud til de andre børn.
”Hvad tror I, det kan betyde?”.
”Det betyder nok ikke noget” svarede Rebekka beroligende.
”Det kan godt være, men han er altså mærkelig” insisterede Kenan og hjalp hende med at tage den store gryde af komfuret.
”Vores velgører er meget fine mennesker” sagde Rebekka belærende ”vi skylder dem vores tak”.
”Jamen…” Kenan skulle til at sige mere, men blev afbrudt.
”I står vel ikke og driver?”. Forstanderinden stod i køkkendøren, hun så mægtig ud, næsten dæmonisk og hendes øjne glødede i komfurildens skær.
”Hvor er De smuk forstanderinde”, udbrød Miranda og Rebekka, ”alting er parat”.
”Godt!”. Forstanderinden sendte et skarpt blik rundt i køkkenet, ”Jeg forventer alt går, som jeg har forlangt. Vi må under ingen omstændigheder skuffe vores velgørere”.
”De vil ikke blive skuffet”, svarede børnene i kor.
Gruben nikkede, og gik ind i spisestuen for at møde gæsterne. De kunne høre dem tale derinde, men maden skulle ikke serveres, før den femte gæst var ankommet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...