TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
305Visninger
AA

10. ULYKKEN

Den nat satte frosten for alvor ind. Vandpytter frøs til og gadens sne isnede fast til brostenene. Dina stod ekstra tidligt op, for at give Kenan morgenmad på sengen. Teen duftede og grøden simrede på komfuret, da forstanderinden kom ned i køkkenet. Hun så træt ud.
”Godmorgen frøken Gruben”.
Forstanderinden satte sig ved køkkenbordet, uden at svare.
”Jeg tænkte De ville have morgenmaden tidligt i dag”.
Grubens grønne øjne hvilede på Dina mens hun tale. Det var ikke uvenligt, men ubehageligt.
”Det er det jeg godt kan lide ved dig”, sagde hun og fugtede sine læber, ”Du kan tænke”.
Dina serverede te og grød.
”Jeg prøver bare at gøre min pligt”.
Gruben nippede til teen, men fastholdt sit blik på Dina.
”Du er også klog, ikke? Du ved godt, man heller ikke skal tænke for meget. Det vidste Kenan ikke, derfor måtte han straffes. Det er jeg sikker på du forstår”.
Dina nikkede og skar et stykke brød.
”Honning eller skinke?”.
”Honning. Jeg trænger til noget sødt”.
Dina smurte honning på brødet og var netop ved at servere det, da forstanderinden greb hendes arm.
”Jeg har frygtelig travlt. Jeg kan ikke være hjemme i dag. Du må tage dig af huset for mig. Jeg stoler jo på dig. Der skal gøres rent i fadeburet og kølekælderen, det kan du og Kenan gøre. Fabian skal være hos doktoren klokken otte. Er det forstået”.
”Ja, frøken Gruben”.
”Godt. Og sørg nu for, at der ikke sker dumheder ligesom i går”.
”Det skal jeg nok”.
Forstanderinden fastholdt sit blik en stund, men vendte så opmærksomheden mod honningmaden. Hun spiste i tavshed, mens Dina æltede dej til mere brød. Da honningmaden var spist, rejste hun sig.
”Jeg må gå. Husker du det hele?”.
”Der skal gøres rent i fadeburet og kølekælderen og Fabian skal være hos doktoren klokken otte”.
Forstanderinden nikkede strengt.
”Straffen er ulidelig for den som bryder mit ord!”.
”Ja, Frøken Gruben”.
De så kort på hinanden, så nikkede forstanderinden igen og forlod køkkenet. Snart efter gik hoveddøren og Dina dækkede hurtigt bakken op til Kenan. Hun måtte gå forsigtigt, for ikke at spilde den varme te.
”Godmorgen” sagde hun blidt og stillede bakken på en stol.
Kenan reagerede ikke. Hun aede ham lidt på kinden og kaldte igen. Denne gang åbnede han øjnene og smilede skævt til hende.
”Sig ikke noget, jeg ved det godt”, hviskede han og Dina lo stille.
”Jeg siger ikke noget, men du bliver nød til at spise”.
”Er forstanderinden oppe?”.
”Hun er gået. Hun kommer ikke hjem før i aften”.
”Godt”. Kenan sukkede og Dina hjalp ham op at sidde.
Sengetøjet var helt blodigt, men hun serverede bakken uden at lade sig mærke ved noget.
”Jeg er godt nok sulten”.
”Vi skal gøre rent i fadeburet og kølekælderen”.
”Åh nej, ikke kølekælderen”, stønnede Kenan, ”det stinker så forfærdeligt”.
”Det er hurtigt overstået. Jeg lovede at sørge for det”.
”Jeg skal nok hjælpe. Hvad med Fabian?”.
”Han skal være hos doktoren klokken otte. Men alt det skal jeg nok tage mig af. Når du har spist, smører jeg din ryg med salve”.
Kenan nikkede med munden fuld af mad. Han prøvede at smile og drak af den varme te.
Dina blev stående og betragtede ham, mens han spise. Længe sad han fordybet i maden, men pludselig lagde han skeen fra sig og så på hende.
”Jeg tror forstanderinden er troldkvinde”.
Dina gispede.
”Troldkvinde! Men hun hader dem!”.
”Det har hun faktisk aldrig sagt. Hun siger bare, det ikke er noget man taler om her om huset”.
”Men hvorfor tror du det? Var det noget du så?”.
”Hun bor slet ikke i privaten. Der var hverken seng eller garderobe”.
”Hvad var der så?”.
”Et kontor og et mærkeligt rum med mystiske symboler på væggene og brændende lys på gulvet. Men det værste var, da der ligesom blev revet en flænge i luften og forstanderinden trådte ud fra mørket. Derfor tror jeg, hun er troldkvinde”.
På det tidspunkt vågnede Fabian.
”Hvad taler I om?”.
”Godmorgen, har du sovet godt?”.
Han nikkede søvnigt.
”Er der morgenmad?”.
”Ja, det kan du tro”.
”På sengen?”.
Dina lo.
”Nej, du kan komme med mig ud i køkkenet. Jeg skal alligevel hente salven til Kenan”.
”Hvilken salve?”.
”Det er bare Kenan, som har slået sig. Kom op med dig”.
Fabian var ikke længe om at komme på benene. Han trak trøjen over hovedet og hinkede efter Dina, for at tog hjemmeskoene på samtidig. Han satte sig på køkkenbænken og kastede sig over grøden, mens Dina fandt salven på hylden og vendte tilbage til Kenan.
Synet af den flænsede ryg fik hende til at gyse. Kødet hang i laser med størknet blod i sorte plamager. Først vaskede hun sårene, så smurte hun hele ryggen i salve og lagde til sidst en forbinding.
”Nu kan jeg vist ikke gøre mere. Salven er lavet af Damballa, den helbreder og bedøver”.
”Mange tak. Det hjælper allerede”.
”Jeg må tilbage til Fabian”.
”Jeg kommer om lidt”.

Kenan hjalp Dina med opvasken, mens Fabian legede med sin kæphest i sovesalen. Kenan var tydeligt såret, hans bevægelser var langsomme og han stønnede ved selv små bevægelser. Dina tilbød ham at tage opvasken alene, men det ville han ikke høre tale om.
Da de var færdige, hentede de Fabian og hjalp ham i overtøjet. Han skulle være hos doktoren om en halv time og de var blevet enige om, at Kenan skulle følge ham derover. Dina åbnede hoveddøren, den bidende kulde fyldte entreen og udenfor var trafikken lige så tæt som snevejret.
”Se nu at komme af sted og lad være med at løbe. I kunne glide og slå jer”.
”Det skal vi nok”, svarede Fabian.
”Jeg kan i hvert tilfælde ikke løbe nogen steder”, smilede Kenan.
”Når du er færdig hos doktoren, skal du komme lige hjem”, formanede Dina, ”og opfør dig nu ordentligt”.
Fabian nikkede velopdragent og skulle lige til at træde ud på fortovet, da Kenan fik øje på noget og pegede.
”Se der! Doktoren! På den anden side af gaden!”.
De stirrede i retning af Kenans finger og så ganske rigtigt doktor Reinhart på den anden side. Han havde tydeligvis også set dem, han løftede sin høje hat, smilede til hilsen og trådte over gaden - lige ud foran en droske i rasende fart. Kusken flåede i seletøjet, men hestene stejlede, så både drosken og de selv blev revet omkuld. Under den væltede vogn lå doktoren trampet til døde mod brostenene. Der lød mange skrig og på et øjeblik standsede al trafik. Nogle mænd sprang til, doktorens lig blev trukket op på fortovet og drosken blev løftet på højkant igen. Snart var der posekiggere alle vegne og politimesteren kom i egen høje person. Gaden blev afspærret og efter tyve minutter erklærede politimester Saxen, at det var et frygteligt uheld, forårsaget af doktorens dårlige syn. Ligbærerne kom løbende, men før de nåede frem, sprang Fabian pludselig over gaden. Dina råbte og Kenan prøvede at gribe ham, men forgæves. Den lille drenge spænede hen til doktorens døde krop, samlede noget op og forsvandt i mængden af tilskuere
”Stop ham!”, skreg Dina og Kenan satte straks i løb. Men han var ikke kommet langt, før han besvimede af smerte og faldt om på de kolde brosten. Dina styrtede frem mod Kenans livsløse krop, men politimester Saxen kom først. Sårene på ryggen var gået op og jakken var gennemblødt af blod. Politimesteren bemærkede det og rynkede på næsen.
”Hvad er det her?”.
Dina anede ikke hvad hun turde svare, så hun svarede slet ikke.
”Er det forstanderinden, som har gjort det?”.
”Han har det ikke så godt, vi må hellere få ham indenfor”.
”Han skal med på bodsgården. Vi har en læge, der kan tilse ham”.
”Åh tak. Vil De gøre det?”.
”Han er slemt tilredt”, politimesterens stemme lød vred, ”jeg må tale med forstanderinden om dette her. Sig til hende at jeg kommer forbi i aften”.
”Men Fabian? Fabian er løbet væk, jeg må finde ham”.
”Er Fabian løbet væk?”, politimesteren kløede sig under hjelmen, ”du skal se, han blev nok bare bange. Jeg skal finde ham til dig, tænk ikke mere på det”.
Han greb hendes hånd og førte hende tilbage til huset.
”Jeg kommer tilbage i aften. Bare tag det roligt, jeg vil sørge for alting”.
”Mange tak politimester Saxen, det er venligt af dem”.
”Det manglede da bare”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...