TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
277Visninger
AA

9. PÅ FERSK GERNING

De var hjemme klokken fire om eftermiddagen og fandt huset tomt. Dina satte drengene til at gøre rent i bryggerset, mens hun selv tog køkkenet. Det var ikke noget de skulle, men der var ingen grund til at spilde tiden, bare fordi de havde fået tidligt fri. Mangt og meget trængte til en kærlig hånd og Dina tænkte, det var godt at holde drengene beskæftiget, så de tænkte på noget andet. Forstanderinden blev væk hele dagen og de var stadig alene, da Dina satte vand over til aftente og bad drengene hente brænde i gården. Fabian ville hellere lege med sin kæphest, så Kenan og Dina sad alene i køkkenet, da mørket faldt på.
”Jeg tror ikke det var et uheld”, hviskede Kenan, "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er sikker på domprovsten blev myrdet”.
”Myrdet!” udbrød Dina og kom til at skvulpe te ud over bordet.
”Tænk dig om. Hvorfor skulle domprovsten gå op i tårnet, flere timer før klokkerne skulle ringe?”.
”Jeg har tænkt over det, men jeg kan ikke finde noget svar”, sagde Dina og tørrede op efter sig.
”Der kan kun være én grund”.
”Hvad er det for en grund?”.
”Han havde en aftale. En aftale med den som myrdede ham”.
Dine rystede på hovedet. Ikke fordi hun tvivlede på Kenan, men fordi hun næsten ikke kunne rumme det hele.
”To døde på to dage. Jeg ville ønske det hele ville holde op nu”.
”Det begyndte alt sammen med den fremmede gæst”.
Dina nikkede.
”Måske burde vi gå til politimesteren. Han er den eneste, som kan gøre noget”.
”Måske” gentog Kenan, som om han ikke rigtig hørte efter.
”Men hvorfor inviterede forstanderinden den fremmede hertil?”.
”Fordi hun skulle adoptere Miranda”, svarede Dina.
”Mja”, Kenan faldt i dybe tanker.
”Hvad tænker du på?”.
”Jeg gad godt vide hvem hun er. Jeg er sikker på, vi kan finde ud af noget på forstanderindens kontor”.
Dina blev bleg af rædsel.
”Er du vanvittig? Du kan ikke gå ind i privaten? Hun slår dig ihjel!”.
Kenan trak på skuldrene og så på hende. Han var ikke bange, hun kunne se det og det skræmte hende.
”Du gør det ikke Kenan! Hører du?”.
”Vi må vide hvad der foregår. Forstanderinden holder noget skjult for os, kan du ikke se det?”.
”Forstanderinden? Hun har da ikke noget med det her at gøre?”.
”Hun inviterede den fremmede hertil. Den fremmede kommer fra Magus Narre, det har hun selv fortalt. Magus Narre er troldmændenes by, er det ikke underligt?”.
”Jeg forstår altså ikke hvad du taler om”.
”Forstanderinden siger altid, at magikere ikke er noget vi tale om her i huset”.
”Ja. Magii er jo forbudt”.
”Netop!” udbrød Kenan næsten begejstret, ”Det er forbudt. Men hvorfor lader hun så en af dem adoptere Miranda?”.
”Det ved jeg ikke”.
Tankerne var dyster og Dina følte det, som blev hendes hjerte klemt af en stor hånd.
De sad lidt i stilhed, til Kenan rejste sig.
”Gå ind til Fabian og bliv der. I skal ikke blandes ind i noget”.
”Du er gal! Hvad er det du vil finde?”.
”Den fremmede er nøglen til alle ulykkerne. Jeg vil vide hvad hun hedder og hvad hun er for én. Hvorfor er alt gået galt, efter hun kom?”.
”Tror du virkelig forstanderinden har noget med det at gøre?”.
”Det vil jeg også finde ud af”.
Dina greb ham i ærmet.
”Lad være, det går galt, jeg ved det”.
”Det skal gøres nu. Hun kan ikke straffe mig to gange på samme tid”.
Kenan trak ærmet til sig og tog sin kniv op af bæltet.
”Gå ind til Fabian. Luk døren og bliv dér, til jeg kommer tilbage”.
”Hvad skal du med den kniv?”.
”Ikke noget farligt, gør nu som jeg siger”.
Hun fulgte ham på forsigtige fødder ud i gangen. Hjertet dunkede vildt, som var hun allerede taget på fersk gerning. Ingen havde nogen sinde turde gå ind i privaten, ingen ud over Rebekka. Og hun gjorde det kun, når hun skulle lægge penge i den store kiste. Dina standsede foran døren til sovesalen, mens Kenan fortsatte op ad trappen.
”Kan jeg slet ikke tale dig fra det?”.
”Gå ind til Fabian og luk døren”.
Dina fulgte ham med øjnene og hendes lille hjerte hamrede tungt for hver skridt Kenan nærmede sig privaten. Til sidst blev det for meget, hun gik ind i sovesalen og lukkede døren bag sig.

Låsen var vanskelig at få op. Kniven skrabede mod metallet og Kenan var tæt på at opgive, da der lød et tydeligt klik. Døren knirkede og han trådte ind på kontoret. Gardinerne var trukket for, men en enkelt månestråle skar som en lysende klinge ind i luftens tunge støv. Lugten virkede mærkelig gammel og han måtte kvæle et host. Til højre stod den store pengekiste og langs væggene tårnede tunge bogreoler mod loftet. Kenan listede frem til skrivebordet, der lå henlagt i skygge. Blandt opslåede bøger, brugte penne og blækhuse, lå tre brune mapper. Han genkendte navnene; Kenan, Fabian og Dina og åbnede mappen med sit eget. Der var ikke mange papirer; en dåbsattest, nogle notater om den undervisning han havde fået og en blodattest. Han anede ikke hvad en blodattest var og han fattede ikke hvad der stod. Det var ikke et fremmed sprog, men der var alligevel for mange ord, han ikke kendte. De andre mapper havde samme indhold, så det han blev ikke klogere af. Da han gennemgik skrivebordsskufferne fandt han et rødt visitkort med lysende sølvskrift.
Meminna Hisnobel
Kringelstræde 7
Hisnobel - Magus Narre

Da Kenan læste kortet blev han overbevist; det måtte være den fremmede. Han tog en blodattest med, så de kunne undersøge, hvad det var, foldede det hele sammen og gemte det i skoen. Med dunkende hjerte listede han videre til kontorets anden dør. Han regnede med, den førte til forstanderindens lejlighed, men stirrede måbende, da han åbnede den. Her var kun et enkelt kammer, helt uden møbler. Væggene var overmalet med sære symboler og tekster på fremmede sprog. Fire klynger af tykke vokslys oplyste kammeret og afslørede gulvets mørke pletter samt de tykke bøger, der lå spredt rundt omkring. Pludselig var det, som blev luften flænset op og en langt sort rift opstod midt i kammeret. Kenan ville flygte, men kunne ikke. Lysene blafrede og pludselig ragede et par lange blege arme ud fra den sorte rift og greb Kenan i kraven. Det var forstanderinde Gruben. Hendes øjne glødede og tænderne gnistrede.
”Straffen er ulidelig for den som bryder mit ord!”, hvæsede hun med en stemmen så kold som is. ”Din ryg skal lide for din brøde!”.

Fabian hvilede tungt under sin varme dyne, men Dina kunne hun ikke sove. Hun ventede en uendelighed i mørket, da lyden af stokkeslag og skrig brød stilheden. Dina græd uden lyd.
En timer senere gik døren op til sovesalen og der lød slæbende fodtrin over gulvet. Hun satte sig op i sengen og tørrede øjnene.
”Skal jeg gøre noget for dig?”, spurgte hun og forsøgte at skjule hun havde grædt.
Kenan svarede ikke. Han klædte sig af og selvom det var halvmørkt, afslørede gadens lys hans blodige ryg. Tavst lagde han sig på maven.
”Skal jeg gøre noget?”, spurgte Dina igen.
”Lad mig være”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...