TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
277Visninger
AA

16. OMBORD

En tyk stank af tjære fyldte næseborene, hovedet dunkede og hun havde opkastfornemmelser. Hun lå underligt og akavet på sine lemmer og selvom hun åbnede øjnene, kunne hun intet se. Så gik det op for hende, at hun var kneblet, havde bind for øjnene og var bundet på hænder og fødder.
”Nu er det min tur”, tænke hun og prøvede at holde hovedet koldt. Hvad var der sket med Bodtka og Kenan? Var de også bundet? Eller var de…? Hun prøvede at kalde, men kneblen stoppede lyden og tungen blev tør. Nok var tanken om at dø forfærdelig, men værst var dog, at forstanderinden skulle gå rundt i hendes krop og leve hendes liv. Det var ikke til at bære. Fingrene værkede og armene summede i det stramme reb, hun prøvede at trække det, men det virkede urokkelig. Hænderne var bundet på ryggen, skuldrene var næsten vredet af led og rebene skar i håndleddene ved den mindste bevægelse. Behændigt trak hun benene op under hagen og tvang armene rundt, så hun fik hænderne frem foran. Fingrene famlede ved det stramme reb, mens tankerne kæmpede mod dunkle forudanelser. Hele tiden vendte hun tilbage til de samme spørgsmål, hvor var hun selv og hvor var de andre? Der lød skridt, som gik nogen på et knagende gulv over hende og hun holdt vejret.
”Jeg skylder dig tak, fru Kranz”, lød politimesterens bryske stemme, ”de redede mig fra Bodtka Hauge og skaffede samtidig bogen tilbage”.
”Og Kenan, glem ikke ham”, lød Rebekkas spinkel stemme, ”men vi har ikke vundet slaget endnu”.
”Hvor er forstanderinden?”.
”Hun er på vej”, svarede Rebekka, ”Meminna er her allerede”.
”Måske skulle vi ordne hende med det samme”, sagde politimesteren, ”jeg er ikke bange, men vi må ikke undervurdere hende”.
”Hvad med mandskabet? Kan de skabe problemer?”.
”Mandskabet adlyder kun forstanderinden, men hvis de ikke opdager noget, er der ingen fare”.
”Jeg har gemt Kenan i lasten. De er bundet og bedøvede, du kan hente ham når du vil”.
”Jeg venter lidt”, svarede politimanden, ”nok er Kenans krop ung, men den er ikke så stærk som denne her. Jeg tror det er smart at beholde min store krop, til vi har fået skovlen under Meminna og Gruben. Hvor har du gjort af Dina?”.
”Hun ligge også i lasten”.
”Det var et held dine nattekravlere fandt dem. Nu har vi dem hvor vi vil have dem. Jeg henter Meminna, så gør vi det af med hende og venter på forstanderinden”.
”Så bliver bogen vores”, tilføjede enkefru Kranz begejstret med Rebekkas stemme.
”Bogen!”, udbrød politimesteren, ”Hvor er bogen?”.
”Her!”, svarede enkefruen.
Gulvet knirkede igen og en dør lukkede i det fjerne. Tankerne fór rundt i Dinas hoved. Hvad var dog det, der var på færde? Politimesteren og enkefruen havde åbenbart planer mod de andre i sammensværgelsen. Det var et spinkelt håb, men Dina klyngede sig til, at deres splid måske kunne blive hendes redning. Hun havde vrikket i rebet, så hun kunne få den ene hånd fri. Hun tog bindet af øjnene og så sig omkring. Her var dunkelt, kun oplyst af en række smalle lysstriber, der trænge ned mellem gulvbrædderne over hende. Da hun havde fået sin anden hånd fri, tog hun kneblen ud af munden og løsnede fødderne. De havde efterladt hende på en rulle af kraftigt tov og hun var så øm, at hun måtte gnide sine lemmer i flere minutter, før hun kunne bevæge dem. På det tidspunkt havde øjnene vænnet sig til mørket og hun bemærkede stablerne af kasser, tønder og sække, der stod tæt omkring hende. Dina kom på benene og undersøgte rummet, men fandt intet spor af hverken Kenan eller Bodkta. Hun var fanget i et lagerrum af en slags og den eneste dør, var låst udefra. En dør i det fjerne blev åbnet og flere skridt lød over gulvet. Der lød en tydelig mumlen, men Dina kunne ikke høre ordene. Hun så sig omkring og målte en af kassestablerne med øjnene. Hvis hun klatrede op på den øverste kasse, ville hun kun være en halv meter fra loftet. Dérfra måtte hun kunne høre hvad de talte om.
Forsigtigt klatrede hun op ad kasserne, der svajede let under hendes vægt. Hun brugte kroppen til at holde balancen, mens hun møjsommeligt nåede stablens top, hvor hun lagde sig fladt ned og lyttede. Til at begynde med overdøvede hendes bankende hjerte samtalen, men snart lød tre skarpe skud efterfulgt af en hæs og hånlig latter.
”Jeg er Meminna! Bærer af Hisnobels arv og hustru til Øversten af Magus Narre! Hvem er du, der tør stille dig op mod mig?”.
Noget tungt faldt på gulvet og enkefruen stammede med Rebekkas stemme.
”Det… det var politimesteren. Han tvang mig. Han truede mig…”.
”Du lyver!”, hvæsede Meminna hårdt med Mirandas lille stemme og fremsagde en formular. På et brøkdel af et sekund flammede en kraftig ild og Rebekka skreg så rædsomt, at Dina måtte lukke øjnene. Stanken blev næsten ulidelig, men hun kunne ikke hoste uden at afsløre hende. Med stort ubehag bed hun stanken i sig, mens tårerene trillede ned af kinderne.
”Meminna!”, prustede politimesteren med en næsten venlig stemme, ”Jeg forsikrer dem, jeg har intet med hendes forræderi at gøre”.
”Tåbe!”, afbrød hun, ”Tro ikke du kan narre mig med dine ord. Gør som jeg siger og du vil overleve”.
”Jeg gør alt, hvad De siger”, svarede politimesteren ydmygt.
”Bogen. Bring mig bogen”.
Dina hørte politimesteren rumstere en tid, flytte tunge ting og åbne en kiste, før han vendte tilbage.
”Her er den”.
Det lød næsten som om Meminna smaskede, da hun modtog bogen.
”Så har jeg ikke mere at gøre her”, svarede hun, fremsagde en formular og så blev der stille. Gulvbrædderne knagede under politimesteren fødder, han var alene. Dina turde ikke røre sig, men hjertet bankede af håb. Meminna var borte og enkefruen var død. Nu var der kun politimesteren og forstanderinden tilbage. Uden bogen var Kenan ikke i fare, men hun selv var allerede fortryllet af forstanderinden og skulle stadig passe på. Længere kom Dina ikke i sine overvejelser, før en dør åbnede sig ovenpå og hun hørte forstanderindens farestruende stemme.
”Hvad sker der her?”.
Politimesteren svarede med sin venlige, undskyldende stemme.
”Jeg ved det ikke. Hun… Hun gik amok. Pludselig trak enkefruen en revolver og skød Meminna. Men hun blev slet ikke ramt, kuglerne skadede hende ikke det mindste”.
”Hvor er Meminna nu?”.
”Hun forsvandt ud i den blå luft.”.
”Hvad med bogen?”.
”Den tog hun med sig”.
”Fik du fortryllet Kenan?”
Politimesteren svarede ikke med ord.
”Uduelige fjols!”, brølede forstanderinden og slog i bordet, ”hvor er Dina?”.
”Hun ligger i lastrummet”.
”Hvad gjorde i med Kenan og Bodkta?”.
”Kenan ligger også bundet i lasten og vi arrangerede en ulykke med Bodtka på brugtjernspladsen. Ingen vil mistænke noget”.
”Lad mig være dommer over det”, hvæsede forstanderinden, ”du er en elendig amatør! Hent hende! Hent Dina til mig. Nu!”.
Politimesterens hastige skridt lød over gulvet og døren i det fjerne blev åbnet. Dina måtte sunde sig. Tabet af Bodkta var overvældende, aldrig havde hun følt sig så alene, kroppen blev slap og hun fik en umådelig lyst til at give op. Men mismodet havde ikke spiret længe, før tankerne om forstanderinden i hendes krop blev til vrede. En meget dyb vrede. Forstanderinden var en fjende, hun måtte dø. Og så gik op for hende, hvad forstanderinden lige havde sagt. Politimesteren var sendt ned efter hende. Hvad skulle hun gøre? Hun møvede sig hen til kassens kant, så hun kunne se ned mod døren, det raslede fra låsen og politimesteren trådte ind med en lygte i hånden. Der gik kun få sekunder, før han han opdagede at Dina var borte. Han brølede af vrede og fremsagde en formular, mens Dina stirrede på ham fra sit skjul, otte kasser over ham. Så vendte han sig pludselig og stirrede op, lige ind i hendes øjne. Hun fik et chok, da deres blikke mødtes; hun var opdaget! Hurtigt trak hun hovedet til sig og trykkede sig fladt mod kassen med bankende hjerte. Hun vidste, hun ikke kunne blive liggende, men hun anede ikke hvad hun skulle gøre og hun var så bange, at hun ikke turde bevæge sig.
Politimesteren trådte et skridt baglæns og fremsagde endnu en formular. I det samme knagede det faretruende under hende og kassestablen begyndte at vakle, da den midterste kasse pressede sig ud fra stablen, som skubbet af en usynlig hånd.
Politimesteren trådte et skridt frem og ruskede i de nederste kasse i stablen. Han brugte alle kræfter og blev prustende rød i hovedet, da stablen pludselig skred og styrtede sammen. Dina skreg, da kassen forsvandt under hende og hun styrtede mod gulvet. Flere kassestabler fulgte efter, ramle larmene ned over den første og de knustes mod hinanden, så tusindvis af splinter spredtes i en altdækkende støvsky.
Dina lå på ryggen, albuer og knæ var slået til blods, men heldigvis var hun landet uden for sammenstyrtningen, hvor fabriksnye rifler lå spredt ud over gulvet. Der gik ikke mange sekunder, før hun blev fanget i lyskeglen fra politimesterens lygte. Han talte ikke til hende, men trådte over bunken af de knuste kasser, mens hun desperat krabbede baglæns på alle fire. Måske kunne hun nå at løbe hen til døren, før politimesteren nåede frem, men hun var knapt kommet på benene, da der lød et knirkende smæld og gulvet under politimesteren brast. De tunge kasser havde svækket gulvbræddernes konstruktion og det gav nu efter under den store politimesters vægt. Med et brøl styrtede han ned i mørket med knuste kasser og fabriksnye rifler lige efter ham. Vinden kæmpede sig brølede op fra hullet og Dina kravlede derhen, for at se hvad der var sket. Vinden blev kraftigere som hun nærmede sig og da hun endelig stak næsen ud over kanten, gispede hun efter vejret af forbløffelse. Langt, langt under hende blinkede et hav af små prikker i glødende klaser. Himlen var mørk, det haglede med is og så gik det op for hende, at dét hun så dernede, var den mægtige stad Asit Dur. Hun var om bord på et himmelskib.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...