TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
330Visninger
AA

13. MORDEREN

Månens lys trængte sparsomt gennem de tætte skyer og gaslampernes flakken fra torvet rakte ikke langt. Sneen faldt tæt, vinden havde rejst sig og fra havnen lød stormbøjernes spæde ringen.
”Hvorfor har du bragt os til domkirken?”, spurgte Dina.
”Her er vi i sikkerhed”, svarede Bodtka og stirrede mod himlen.
”Kommer der flere uvæsner?”, bare tanken fik tårerne frem på hendes kinder.
”Kun himmeskibe”, han tog hendes hånd og førte hende om bag domkirken.
Mosbegroede statuer stirrede på dem fra gravparkens halvmørke, mens Bodtka dirkede bagdøren op. Inde i kirkesalen lagde han en rigsdaler i kirkebøssen og tændte et lys.
”Her er vi i sikkerhed. Her kan uvæsnet ikke komme”.
”Hvorfor kom du? Hvorfor reddede du mig?”.
”Jeg skylder dig det”.
”Men hvorfra vidste du, forstanderinden var ved at dræbe mig?”.
”Det vidste jeg heller ikke. Jeg var på vej hjem, da jeg så uvæsnet på himlen. Jeg mente nok at kunne se, den havde dig i favnen”.
”Ved du, hvad det er for et uvæsen?”.
”En nattekravler! Rædselsfulde væsner fra Skingelgurk, en gammel og slukket verden. Troldmænd bruger dem gerne som tjenere, til at hente ting eller bortføre folk, men nattekravleren kan også pine sit offer ved at kilde med sin spidse hale”.
Dina lo sagte.
”Der er skam ikke noget at grine af. Nattekravlere kan kilde deres ofre til endeløs vandvid. Jeg har set det med mine egne øjne”.
Dinas latter blev overvundet af et gys, ”Bodkta?”.
”Ja”.
”Der er noget, jeg må fortælle dig”.
”Hvad?”.
Hun rømmede sig og fortalte om alle sine oplevelser; begyndte med vinteralmissen og den fremmedes ankomst. Hun berettede om dødsfaldene og hændelsen i krypten. Hun fortalte om politimesterens samtale med forstanderinden, om sammensværgelsen og hendes møde med Fabian. Det var en dyster historie og hun blev helt overrasket over, at hun havde oplevet alt det, på så kort tid.
”Da jeg endelig nåede bodsgården”, afsluttede hun, ”blev jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle gå derind. Men så var det nattekravleren fangede mig og førte mig til forstanderinden”.
De sad i tavshed et stille minut. Så trak Dina vejret dybt og fortsatte.
”Jeg forstår slet ikke hvad det hele går ud på, men jeg tror, der er en kamp mellem velgørerne om en bog. Jeg er overbevist om, at det er den bog vi sidder med nu, men jeg forstår ikke, hvad det har med mig at gøre eller hvorfor forstanderinden ville dræbe mig?”.
”Jeg ved heller ikke hvorfor Gruben ville dræbe dig, men jeg ved én ting; det er ikke første gang Bodtka ser den bog”.
Dina rettede ryggen og så forundret på den enøjede mand. 
”Kender du bogen?”, udbrød hun, ”Hvad er det for en bog? Hvorfor slås de om den?”.
”Vent!”, afværgede Bodtka, ”jeg ved ikke hvad det er for en bog, jeg aner ikke hvad den handler om, men jeg ved måske nok mere end du”.
”Hvad mener du?”, brugtjernsforhandlerens ord vækkede hendes usikkerhed og hun rykkede ubevidst lidt baglæns.
”Du skal ikke være bange, jeg vil ikke gøre dig noget. Faktisk skylder jeg dig en hel del. Måske mit liv”.
”Skylder mig? Hvad mener du?”.
Bodtka lagde fingeren over hendes mund og tyssede.
”Vær stille og lyt”.
Hun prøvede at slappe af, trak benene op under sig og nikkede. Udenfor slog træernes grene mod kirkevinduerne og det knagede i gulvets gamle træværk.
”Som ung var jeg en hensynsløs røver”, begyndte Bodka, ”jeg duede ikke til noget, jeg var hverken hurtig eller smidig, jeg var ikke fiks på fingrene og slet ikke i hovedet. Til gengæld var jeg stærk og det kunne jeg leve af. Jeg arbejdede dengang for Dynastiet, indkrævede penge hos folk som stod i gæld. Nogle gange skulle de trues, andre gange tæskes og en sjælden gang dræbes”.
”Dræbte du dem så?”, udbrød Dina rystet.
”Ja. Jeg dræbte dem”.
Ordene rungede svagt under kirkehvælvingen og Dina stirrede vandtro.
”Så ér du jo en morder!”
Den enøjede nikkede eftertænksomt.
”Det vil jeg ikke løbe fra. Men lov mig ikke at være bange. Jeg er ikke længere som dengang. Syv år i minerne ved straffegarnision Troldfront ændrer et menneske”.
Hans ord trøstede hende ikke. Tanken om at sidde så tæt på en morder skræmte hende og et øjeblik blev hun usikker på, om hun kunne stole på ham.
”Hvorfor fortælle du mig alt det?”.
Den store mand sukkede.
”Du skal vide hvad og hvem jeg var dengang, så du bedre kan forstå det, som skete”.
”Det som skete?”, Dina så spørgende på Bodtka, ”hvad skete der?”.
”En grå efterårsmorgen blev jeg vækket ved en kraftig banken på min dør. Det var en kvinde, jeg aldrig før havde set. Hun spurgte, om jeg var interesseret i penge og det var jeg altid dengang. Jeg inviterede hende indenfor og fik en meget særlig opgave. Det var ikke af den slags jeg var vant til, men betalingen var uimodståelig”.
”Hvad skulle du?”.
”Jeg skulle stjæle et spædbarn”, svarede Bodtka dystert, ”det skulle være en helt bestemt pige, ingen ville savne”.
”Der findes da ikke børn, som ingen vil savne”, udbrød Dina og rystede på hovedet.
”Jo desværre og kvinden vidste præcis, hvor jeg kunne finde et”.
”Hvor?”.
”På tiggerfabrikken”.
”Hvad er tiggerfabrikken for noget?”.
”Det var et frygteligt sted”, den store mand gyste, ”de indfangede fattige børn og låste dem inde i fabrikkens kældre. Her sultede de dem, knuste deres lemmer og gav dem skavanker på de mest skrækkelige måder”.
”Jamen hvorfor?”, hviskede Dina rædselsslagen, ”hvorfor blev de mishandlet på den måde?”.
”Det var en tiggerfabrik. De fremstillede tiggerbørn og sendte dem i byen for at tigge. Asit Dur er en stor og rig handelsby, der er god forretning i at tigge på gader og torve. Jo mere vandskabt en tigger er, des flere penge tjener de. Om ikke andet betaler folk for, at undgå synet af dem. Det foregik naturligvis i hemmelighed, officielt hed det sig, at det var en opdragelsesanstalt for krøblingebørn, men jeg tror man til sidst opdagede hvad som foregik og lukkede det hele”.
”Det lyder virkelig uhyggeligt!”, sagde Dina åndeløst.
”Kvinden forklarede mig nøjagtigt, hvor jeg kunne finde pigen”, fortsatte Bodtka, ”de ville nok opdage hun var forsvundet, men de kunne jo ikke gå til politiet, når de selv havde stjålet hende fra gaden. Jeg tog hende samme aften og afleverede hende det aftalte sted”.
Tavsheden herskede for en stund, stearinlysets flamme blafrede og grenene slog skrabende mod de blyindfattede ruder. Udenfor var uvejret taget til. Snestormen hærgede nattens tomme gader og ruskede i byens tage, så det knirkede og klagede.
”Jeg hverken så eller hørte mere fra kvinden”, sagde Bodtka pludselig og brød tavsheden, ”det vil sige, indtil der var gået et år”.
”Hvad ville hun denne gang?”.
”Jeg skulle stjæle endnu et barn, men nu skulle det være en dreng. Igen udpegede hun nøjagtigt, hvilket barn jeg skulle stjæle og tilbød en uimodståelig belønning”.
”Hvad skulle hun med de børn?”.
”Det nævnte hun aldrig noget om og jeg spurgte ikke. Sådan foregår den slags forretninger altid. Men lyt, der er mere. Sådan kom hun til mig én gang om året, på nøjagtige samme dag - i fem år. Hver gang betalte hun for et barn, nogen gange skulle det være en dreng, andre gange en pige”.
Dina sagde ikke mere, stirrede bare på brugtjernsforhandleren, mens noget frygteligt, langsomt var ved at gå op for hende.
”Der skulle gå endnu et år, før jeg hørte fra hende igen, men denne gang gennem et brev. En aften blev det skubbet ind under min dør, med en besked om, at jeg skulle møde op på en adresse. Det gjorde jeg, for jeg vidste hun betalte godt og denne gang var ingen undtagelse…”, Dina ville afbryde, men Bodtka vinkede hende af, ”…jeg mødte hende på et lille kontor i en støvet kælder. Hun sad mellem papirbunker og kasser og denne her”, han bankede med knoen på bogens omslag og så dystert på Dina. ”Jeg lagde straks mærke til den, ikke fordi jeg vidste hvad det var, men som du nok selv har bemærket, er det en mærkværdig bog. Kan du se metalringen i bogryggen dér?”, han pegde og Dina nikkede, ”dengang var bogen lænket til bordet i den ring, så jeg gik ud fra, at den var meget værdifuld”.
”Hvad ville hun have dig til?”.
”Jeg skulle dræbe en kvinde”.
”Hvem?”.
”Hun hed Gast Volkhauser, mere vidste jeg ikke om hende til at begynde med. Jeg troede det ville blive en let opgave, men det hele endte skæbnesvangert for Bodtka Hauge”.
Det lille lys spruttede og var ved at brænde ud. Bodtka lagde endnu en mønt i kirkekassen og tændte et nyt.
”Jeg slog til en aften, hun var på vej hjem fra Rantz spillehus. Hjemvejen gik gennem Mosaikparken, hvor jeg stod og ventede, men netop da jeg skulle til at gå efter hende, satte hun i løb gennem parken. Det gik hurtigt op for mig, at det ikke var mig, hun havde opdaget. Hun løb fra en høj kvinde, bleg som månen, med smaragdgrønne øjne, der forfulgte hende i en hurtig og svævende bevægelse over jorden. Jagten gik gennem byen, ind i Pagoden og jeg fulgte efter. Kvinden jeg skulle myrde havde retning mod domkirken og jeg vidste jeg måtte vente med mit forehavende. Hun skreg efter hjælp, domprovsten kom løbende ud i natskjorte og kvinden med de smaragdgrønne øjne fremsagde en hvas formular, som han afværgede med et højt brøl. Et øjeblik så de hinanden an, mens min klient faldt om i sneen. Til sidst vendte kvinden med smaragdøjnene om og forsvandt i skyggerne. Det var nu jeg havde min chance, jeg tog sigte og fyrede et skud mod kvindens krop i sneen. Jeg ramte og hun døde på stedet. Domprovsten opdagede mig, råbte på posekiggerne og bøjede sig over liget. Jeg så han samlede bogen op, hun må havde haft den under frakken, men så var der pludselig posekiggere over alt, jeg blev grebet og ført til en bodsgård uden for Pagoden. Tre dage efter dømte fredsdommeren i Domus Imperium mig til syv års arbejde ved Staffegarnision Troldfront og det blev enden på den gamle Bodkta Hauge”.
Lyset gik ud og de blev siddende uden at røre sig. Stormbøjerne bimlede i det fjerne, vinden ruskede i trækroner og hustage mens frosten forvandlede sneen til ishagl, der hamrede mod den forsvarsløse by.
”Den kvinde som hyrede dig, det var forstanderinden, ikke?”.
”Jo.”
”Og de børn du stjal, det var os fra børnehjemmet, ikke?”.
”Jo,” svarede Bodtka som et ekko af sig selv.
”Og kvinden du dræbte, var det Gamle Gast?”.
Den store mand nikkede uden lyd.
”Hun gav os altid gaver, men en dag fik vi at vide, at hun var blevet dræbt af røvere”.
”Det blev hun jo også”, Bodkta smed endnu en mønt i kirkebøssen og tændte et lys. Det blussede op og i skæret glimtede Dinas tårevåde kinder.
”Jeg er ked af det alt sammen. Jeg var et fjols, en dum idiot. Jeg ved det”.
Dina så op på ham, smilede og rystede på hovedet.
”Nej Bodtka. Du reddede os fra en frygtelig skæbne på tiggerfabrikken”.
”Men hvilken skæbne gav jeg jer i stedet?”.

”Det handler helt sikkert om den bog!”, Dina kneb øjnene sammen og tappede på bogens omslag, ”prøv at høre”, hun knipsede så det rungede under kirkehvælvingen, ”De var seks; Gast, enkefruen, politimesteren, doktor Reinhart, forstanderinden og Meminna”.
”Hvem er Meminna?”, spurgte brugtjernsforhandleren.
”Det var hende troldkvinden, jeg fortalte om. Hende som adopterede Miranda. Jeg er overbevist om, at det er den samme kvinde, der jagtede Gast, den aften du dræbte hende. Men det er altså de seks, som er med i sammensværgelsen. Gast ville af ukendte årsager ikke være med mere. Den aften jeg overhørte politimesterens og forstanderindens samtale, sagde Gruben, at Gast havde forrådt dem. Det kunne være det var det du så, da hun gav bogen til Domprovsten”.
”Milde søuhyrer, jeg tror du har ret!”, udbrød Bodtka, ”jeg så den fremmede kvinde for anden gang i mit liv, den dag jeg fandt dig og Rebakka foran enkefruens opgang. Jeg genkendte hende med det samme og tænkte, jeg hellere måtte advare domprovsten. Det var derfor, jeg gik med dig til kirken. Jeg fortalte ham, at troldkvinden var i byen, og han styrtede straks ned i krypten. Jeg fulgte efter ham og aldrig har jeg set en mand så rasende, som da han opdagede, at kistens magt var brudt og bogen var borte. Han sendte mig ud for at lede efter troldkvinden i havnen, mens hans selv ville søge i gaderne. Mere ved jeg desværre ikke. Jeg fandt hende aldrig og den næste gang jeg hørte om domprovsten, var han død. Ved Karms forbandelse! Jeg tror ikke på den historie om ulykken! Det var hende, der dræbte domprovsten!”.
”Jeg forstår bare stadig ikke, hvorfor domprovsten havde Miranda i kælderen eller hvorfor han troede, hun var ude på noget ondt”.
”Er du sikker på, det var hendes stemme?”
” Helt sikkert”.
”Jeg forstår det heller ikke. Hvis bare vi kunne læse den bog, så kunne vi måske finde ud af noget mere”.
”Jamen vi kan da bare læse den”, udbrød Dina begejstret og slog op i bogen, ”vi har den jo her!”.
Papiret var stift og kniterede lystigt. Siderne var tæt skrevne med en sirlig håndskrift, og flere steder havde ukendte hænder rettet i teksten gennem tiderne.
”Umuligt!”, Bodtka rystede på hovedet, ”med mindre du kan læse Valari”. 
”Valari? Hvad er det?”, spurgte Dina og stirrede på de fremmede bogstaver.
”Det er vanahaifolkets gamle sprog”.
”Vanahaifolket? Har de noget med vanahiner at gøre?”.
”Naturligvis. Det var jo vanahaifolket, der først fik drageblod. Men før de uddøde for mere end tusind år siden, blandede de sig med mennesker og fik børn med dem. Det er derfor nogle mennesker stadig fødes med drageblod”.
”De bliver til troldmænd og troldkvinder, ikke?”.
”Det er rigtigt”, svarede Bodkta, ”men det er forbudt ved dødsstraf at bruge magii, det ved du”.
”Det virker Meminna ret ligeglad med”.
”Det ser sådan ud”.
”Måske kunne vi finde en, som kunne læse bogen for os?”.
”Det kan være farligt,” svarede Bodtka dystert, ”Vi kan komme i fængsel for at have den bog i vores besiddelse”.
”Men hvad gør vi så?”, spurgte Dina og mærkede hjertet synke i brystet.
”Hvis vi dog bare kendte bogens titel”.
Dina tørrede øjnene og så op på den enøjede mand.
”Ville det hjælpe hvis vi kendte titlen?”.
”Så behøvede vi ikke tage bogen med. Vi kunne nøjes med at finde en, som vidste noget om bogen, uden at fortælle vi faktisk har den”.
”Jamen jeg tror jeg ved hvad den hedder! Korrektor! Det stod på egetræskisten i krypten”.
”Korrektor!”, udbrød Bodtka, ”Det er rigtigt! Det var dét domprovsten kaldte den! Korrektor!”, han tav et øjeblik og lagde sin hånd på Dinas skulder
”Jeg har en idé, men det er nat nu, vi må vente til i morgen tidlig”.
”Jeg er også træt”, gabte Dina og puttede sig ind til den store mand, ”skal vi sove her i kirken?”.
”Det er det mest sikre”.
Stearinlyset spruttede og gik ud. Dina gled ind i søvnen, mens Bodkta vogtede over dem i mørket. Øjnene var vagtsomme som en jægers, ørerne opmærksomme på hver en lyd og i hans sind kæmpede dystre tanker med hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...