TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

6. KRYPTEN

Domprovsten blev noget overrasket over at se Bodtka Hauge i sin hoveddør. Brugtjernsforhandleren var en sjælden gæst i kirken og en af de få domprovsten undlod at besøgte på sine hyppige vandreture i byen. Men Emanuel var en venlig mand, han bar ikke nag.
”Mester Hauge, nu har jeg set det med, hvad bringer Dem til mig?”. Så fik han øje på Dina, smilede og vinkede hende indenfor, ”og lille Dina, nøjagtigt som forstanderinden har lovet. Spring ud i køkkenet, så vil min kone…”.
”Lige et øjeblik,” afbrød Bodtka, ”de bør nok først høre, hvad som er hændt”.
Emanuel så undrende på den store mand, så virrede han med hovedet, da han opdagede pigens forskræmte ansigt.
”Hvad er der dog sket?”.
Den store mand rystede på hovedet.
”De og jeg må tale sammen. Alene”.
”Vi kan tale i kirken”.
”Som De vil”.
Domprovsten sendte Dina i køkkenet og traskede med Bodtka over provstegårdens sne.
Provstekonen hed Rubina, hun skænkede varm kakao og satte sig med Dina ved køkkenbordet, mens bollerne blev lysebrune i ovnen. Den buldrende ild varmede og duften af hjemmebag lå tungt i luften. De havde dårlig sat sig, før Dina plaprede løs om enkefruens død. Det var en befrielse at fortælle om det, nu hvor hun havde fået det lidt på afstand og Rubina lyttede forfærdet med.
”Det var dog rædsomt” udbrød provstefruen, da Dina var færdig, ”enkefru Kranz kom ellers altid i kirken”.
”Jeg fatter ikke hvorfor hun kravlede op i vinduet. Det var jo slet ikke nødvendigt”
”Enkefruen var jo en ældre dame”, forklarede Rubina, ”hun vidste nok ikke helt hvad hun gjorde”.
Dina skulle lige til at spørge, hvad hun mente med det, da domprovsten kom travende ind i køkkenet. Han var alene og så alvorlig ud.
”Det må have været en frygtelig oplevelse” sagde han og brændte sig på en bolle, da han hev den ud af ovnen, ”av!”.
”Sådan går det når man stjæler”, smilede Rubina og rejste sig, ”men de er vist færdige”.
”Hvis du hellere vil vente med at pudse kirkeguldet til i morgen, så er det helt i orden med mig”.
Dina overvejede det kun kort, men turde hverken være uvirksom eller komme hjem uden penge.
”Jeg vil gerne. Hvad skal jeg begynde med?”.
Domprovsten og hans kone så på hinanden, Rubina nikkede og Emanuel lagde sin store hånd på pigens skulder.
”Kom med mig”.

I kirken viste han hende offerkalken og den store ankh. De var begge af prægtigt guld med mange ædelstene. Hun måtte stå på en stige for at nå ankens top og offerkalken var større end et bord.
”Det er vist rigeligt at overkomme på en enkelt dag. Min kone kalder når der er frokost og hvis der ellers er noget, så står hun i køkkenet”.
”Hvad med Dem pastor Emanuel?”.
”Jeg… jeg skal ordne noget andet. God arbejdslyst”.
Så vendte han sig og forsvandt ud af kirken.

Sidste år havde Dina været her sammen med Rebekka, på nøjagtig samme dag. Derfor vidste hun hvor pudsegrejet og stigen var og det varede ikke længe før hun svedte over den beskidte ankh. Det var hårdt, men Dina mente nok det glimtende guld, der efterhånden dukkede frem, var en god belønning for arbejdet.
Da Rubina kaldte ude fra provstegården, var Dina netop blevet færdig med ankhen, så den skinnede i middagslyset fra de farvede glasruder. Hun var meget tilfreds, men hun var også blevet sulten og provstefruens lammesandwich mættede godt. Hun spiste to, hvilket imponerede Rubina og spurtede så tilbage til kirken for at blive færdig til tiden. Offerkalken var det værste at pudse. Først skulle det skures, derefter børstes, så skulle det renses og til sidst poleres.
Hun havde netop børstet offerkalkens inderside, da hun hørte en dør knirke et sted i kirken. Det var ikke hoveddøren, den kunne hun se hvorfra hun stod, men det var også mere den lyd der fulgte efter, der fangede hendes opmærksomhed.
”Lad mig være!”, lød det.
Stemmen var dæmpet, men Dina genkendte den med det samme. Miranda! Hun lagde kluden fra sig, listede i retning af lyden og standsede først i gangen til kirkebygningens bagerste kamre. Der lød slæbende skridt længere fremme, Dinas hjerte galoperede og hun blev stående uden at trække vejret, indtil lyden forsvandt. Lydløst sneg hun sig ned til døren, der førte ud til kirkegården. Der var friskt jord på dørtrinet og sporet førte videre ad gangen til en lille kælderdør lige rundt om hjørnet. Dina vidste godt, hun var ved at gøre noget forbudt, men nysgerrigheden havde grebet hende. Kælderdøren stod på klem og nogen havde tændt olielampen på væggen. En stentrappe førte ned i kirkens krypt med de gamle grave og lange skygger mellem stensøjler. Her lugtede muggent og ved trappens fod fortsatte sporet i gulvets snavs. De mange grave var alt for uhyggelige til, at Dina turde følge sporet helt ind i krypten, hun blev stående på det nederste trin, da hun pludselig genkendte domprovstens stemme bag en lukket dør i krypten modsatte ende.
”Lyv ikke! Jeg ved hvem du er og jeg ved hvad du har gjort!”.
Dina stivnede. Fugten drev ad væggene og underlige lyde forstyrrede i mørket.
”Jeg aner ikke hvad du taler om!”, lød Mirandas stemme.
”Du lyver! Du lyver! Jeg kender dine rænker, du vil os intet godt. Svar! Svar! Hvor er den?”.
Dina blev bange over domprovstens vrede. Aldrig havde hun oplevet så dirrende en foragt, end ikke hos forstanderinden. Benene skælvede under hende. Og Miranda? Det var hendes stemme, det vidste hun, men hvem var Miranda i virkeligheden? En kvælende fornemmelse krøb sig ind på hende og pludselig fik rædslen frit løb. Hun vendte om på hælen og spurtede op ad trappen, til hun med bankende hjerte lukkede døren til krypten. Hvordan kunne domprovsten tale sådan til Miranda? Hvorfro var Miranda i kirken? Dina troede hun var på vej til det fremmede Magus Narre. Hun følte sig svimmel og et øjeblik overvejede hun at spørge domprovsten. Men hun slog hurtigt tanken ud igen. At sprøge ville være at indrømme hun havde lyttet ved døren. Hvis forstanderinden fik det at vide, ville hun blive straffet hårdt. Dina stod lidt og rystede skrækken af sig og fortsatte eftertænksomt poleringen af offerkalken.

Klokken halv otte ryddede hun op og gik over i køkkenet. Rubina var stadig i gang med bageriet og Dina fik en kage i lommen.
”Emanuel er desværre ikke kommet hjem endnu,” forklarede Rubina, ”men jeg skal nok betale de tyve nobler”.
Mønterne klingede, de hilste farvel og Dina lovede at komme igen den næste dag. Hun spiste kagen med det samme, før hun skyndte sig hjem mellem mennesker, der hastigt passerede hendes vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...