TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
305Visninger
AA

7. KOLD LUFT

Så snart Dina kom hjem, sprang hun ud i køkkenet til Rebekka, der stod bøjet over suppegryden, mens drengene dækkede bord. Dina brændte efter at tale med hende om sine oplevelser i kirken, men hver gang hun prøvede, blev hun afvist. Det gjorde lige ondt hver gang. Rebekka plejede aldrig at afvise nogen, men oplevelsen med enkefruen havde tydeligvis påvirket hende meget voldsomt. Hun virkede helt ved siden af sig selv og fumlede hele tiden i madlavningen.
Det var en tavs og underlig middag. Forstanderinden sad ved bordenden på sin høje stol og børnene sad på hver side. De slubrede kraftig suppe i knusende tavshed. Rebekka var den eneste som ikke spiste, hun skulede bare til forstanderinden, der slet ikke reagerede. Det undrede Dina. Stirrede man trodsigt, fik man lussinger, sådan plejede det at være. Men nu skete der intet. Forstanderinden blev færdig før de andre, hun lagde skeen og rejste sig.
”Jeg går op. Jeg vil under ingen omstændigheder forstyrres!”.
Hun lød dirrende vred og ingen af børnene turde løfte blikket. De stirrede ned i deres skåle og åndede først op, da hendes skridt lød fra trappen. Døren til privaten blev smækket og Rebekka skubbede hidsigt sin skål fra sig.
”Jeg går i seng. I må tage opvasken!”, snerrede hun og forlod spisestuen.
Børnene stirrede forundret på hinanden.
”Sådan har jeg aldrig set hende før”, hviskede Fabian.
”Hvorfor er hun så sur?”, spurgte Kenan.
Dina kom i tanke om, at de måske ikke vidste, hvad der var sket. Hun spurgte og de rystede på hovederne. Så fortalte hun dem om enkefruen. Drengene sad som forstenede.
”Det er nok derfor hun ikke har det så godt?”, sluttede hun.
”Det kan jeg godt forstå”
Kenan nikkede og Dina rejste sig
”Vi må hellere komme i gang”.
Hun gik i lag med opvasken, mens Kenan og Fabian ryddede af bordet. Det tog længere tid end normalt, men det var også meget hyggeligt. Da de sad om køkkenbordet og drak aften-te, fik Dina en frygtelig lyst til at fortælle om hendes oplevelser i krypten. Men hun havde lovet sig selv, at tale med Rebekka først, og lod i stedet Fabian berette om drengenes indkøbstur. De havde set nogle gøglere og grinede ved genfortællingen.
Dina rejste sig.
”Jeg skal på toilettet”, undskyldte hun løgnagtigt.
Drengene hørte hende ikke. De grinede bare videre og det passede hende godt. Stille forlod hun køkkenet. Hun måtte tale med Rebekka og det skulle være nu. Hun kunne ikke længere udholde at være alene med sin oplevelse og sine tanker. Rebekka ville vide hvad de skulle gøre, det gjorde hun altid.
Netop som hun nåede sovesalen, blev døren flået op. Bag den stod Rebekka med uredt hår og vrede øjne. Uden et ord skubbede hun Dina til side og trådte ud i gangen. Hendes øjne lynede og Dinas hjerte begyndte at hamre højlydt.
”Jeg har noget vigtigt, at fortælle dig”, sagde Dinan med en klump i halsen.
Rebekka reagerede ikke, men fortsatte ad trappen til privaten.
”Jeg tror Miranda er taget til fange af domprovsten”.
Rebekka standsede midt på trappen, vendte sig og stirrede ned på hende med isnende foragt. De ondskabsfulde øjne skræmte Dina helt ind i sjælen, hun trådte et par skridt baglæns, vendte sig og styrtede tilbage til køkkenet med bankende hjerte.

Drengene var stadig optaget af deres historie, der nu handlede om en dukketeaterforestilling. Hun prøvede at lade som ingenting, men indvendigt var hun i oprør. Hvad var der sket? Hvad kunne få Rebekka til at hade hende så meget? Hun rystede over hele kroppen, drak en kop te og det hjalp lidt. Til sidst bad hun drengene gøre sig færdige, for nu skulle de i seng.

Rebekka var endnu ikke kommet tilbage, da de krøb ned under de tykke dyner. Kenan undrede sig og Dina forklarede, at hun gjorde forstanderinden en tjeneste. Snart lød drengenes tunge vejrtrækning, mens Dina selv lå længe og stirrede uroligt ud i mørket, før også hun faldt i søvn.

”Som I nok har opdaget, er Rebekka her ikke mere”, sagde forstanderinden, da hun kom ned i køkkenet den næste morgen.
Det havde de skam opdaget og de havde også talt om det.
”Hun er blevet adopteret af en meget fin familie. Derfor skal I ikke længere hilse på hende, hvis I møder hende i gaden, det vil blot være pinligt for hende!”.
”Er hun adopteret af en familie hér fra Pagoden?”, udbrød Dina.
”Må vi slet ikke hilse på hende?”, spurgte Fabian.
”Stille!”, forstanderinden slog i bordet og børnene hoppede af forskrækkelse, ”hun bliver i Pagoden, men vi kender hende ikke mere!? Vi må ikke være så egoistiske og kun tænke på os selv. Hun er kommet ind i en meget fin familie og vi skal hjælpe hende. Er det forstået?”.
Dina og Kenan svarede straks, men Fabian forblev tavs. Forstanderinden reagerede resolut og langede ham en lussing.
”Straffen er ulidelig for den som bryder mit ord!”, hun råbte så spyttet stod til alle sider. Hun stod lidt og dampede, men rettede sig så op og talte med behersket stemme. ”Alle hjælper til i domkirken i dag. I skal være der klokken otte”, hun pegede på Fabian, ”men nu hvor Rebekka ikke er her længere, må du være gammel nok til at gå ærinder i byen. Før du går til domprovsten, skal du gå forbi doktoren med denne pakke”.
Fabian nikkede stolt og skød brystet frem.
”Er det ikke bedre, jeg gør det?”, spurgte Kenan.
”Hvad hvem gør her i huset, det bestemmer jeg”, skreg forstanderinden til svar og endnu engang hoppede børnene af forskrækkelse. ”I skal være tilbage klokken otte i aften”.
Hun puffede en tung pakke i armene på Fabian og forlod køkkenet. De forblev stille, til døren smækkede oppe i privaten.
”Det er som om, alt er forkert”, hviskede Kenan.
”Bare rolig”, udbrød Fabian, ”den opgave skal jeg nok klare”.
Han lød så sjov, at Dina ikke kunne lade være med at fnise.
”Forstanderinden vil åbenbart ikke spise med”, Dina tørrede øjnene og snøftede, ”vi må begynde uden hende, hvis vi skal nå det hele”.
Det skulle hun ikke sige to gange. Drengene kastede sig over grøden, mens Dina formanede om, at det var usundt at spise så hurtigt.
Forstanderinden blev i privaten hele morgenen. Hun svarede ikke engang, da børnene sagde farvel og forlod huset.

Det sneede og himmelskibene hang dovent højt over byens tage. Hestevogne og mennesker vrimlede i gaderne, mens avisdrenge og gadespringere råbte med tynde stemmer. Ved domkirken på Runkels Plads ville Fabian fortsætte til Ankhensgade, hvor doktoren boede, men Kenan stoppede ham.
”Er du sikker på, du kan gøre det? Du har aldrig været alene i byen før”.
”En gang skal jo være den første”, svarede Fabian selvsikkert.
”Skal jeg ikke gøre det i stedet?”
”Nej!”, Udbrød Fabian, ”jeg skal nok selv”.
Så vendte han sig og gik.
Kenan så efter ham og vendte sig mod Dina.
”Er det i orden, jeg sniger efter ham? Jeg skal nok lade være med at blive opdaget”.
Dina var heller ikke begejstret for at sende lille Fabian ud på egen hånd.
”Jeg siger til domprovsten, I skulle aflevere en pakke først, men skynd dig tilbage”.
”Det skal jeg nok”.
Dina gik til Domkirken, mens Kenan sneg sig efter Fabian. Han var god til at bevæge sig uset rundt og var sikker på, Fabian aldrig ville opdage ham. Behændigt snoede han sig mellem den travle trafik og mistede ikke den lille dreng af syne et øjeblik. Kenan fulgte efter på god afstand og måtte være ekstra forsigtig i den smalle gyde, hvor der stort set ikke var noget at skjule sig bag. Han standsede ved en skraldebunke og ventede til Fabian var drejet om hjørnet, før han sprang efter. Men netop som han kom rundt om hjørnet, hoppede han baglæns af forskrækkelse, da han stirrede lige ind forstanderindens vrede øjne.
”Straffen er ulidelig for den som bryder mit ord!”, hvæsede hun og løftede truende en knytnæve mod ham, ”mærk dig mine ord!”.
Kenan skreg, vendte om på hælen og spurtede tilbage i gyden. I hysterisk panik fortsatte han mod Runkels Plads og standsede ikke, før han stod foran kirkedøren. Hjertet galoperede og tankerne rasede. Hvor var hun kommet fra? Hun måtte være fulgt efter dem. Hun havde set ham liste efter Fabian, sådan måtte det hænge sammen. Langsomt traskede han op ad trappen og åbnede den tunge kirkedør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...