TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
334Visninger
AA

8. KLOKKETÅRNET

Døren gled lydløst på de smurte hængsler og sneen dalede ind på gulvet. Dina var i færd med at pudse Ottars syvogfyrre gerninger; en række guldfigurer, der prydede indgangsportalen.
”Hej”, udbrød hun begejstret, ”Hvordan gik det?”, men så opdagede hun Kenans blege ansigt, ”er der noget galt?”.
”Jeg… Jeg blev opdaget?”, stammede han.
”Blev han vred? Hvor er han?”.
”Nej, nej du misforstår. Det var forstanderinden”.
”Forstanderinden?”
”Forstanderinden opdagede mig. Pludselig dukkede hun op ud af ingenting. Hun skreg et eller andet hæsligt, men jeg blev så forskrækket, at jeg ikke hørte hvad hun sagde. Jeg løb og løb, til jeg nåede herhen”.
”Hvordan opdagede hun dig?”, spurgte Dina bekymret og trådte ned fra stigen.
”Hun må være fulgt efter os. Det virkede som om, hun havde ventet på mig”.
”Men hvorfor skulle hun følge efter os?”.
”På grund af mig”.
”På grund af dig?”
”Hun stoler ikke på mig. Hun var klar over jeg ville hjælpe Fabian”.
”Jeg skal nok tage mig af dig” sagde Dina omsorgsfuld. De vidste begge han stod til straf.
”Tak”
”Hvad med Fabian?”.
”Han skal nok klare det, han kender byen bedre end jeg troede”.
Dina smilede, men læberne stivnede og hun blev alvorlig.
”Der er noget jeg må fortælle dig”.
”Hvad?”
”Ikke her, kom”.
Hun førte ham over i alkoven og trak forhænget for. Deres blikke mødtes, hun prustede lidt og satte det røde pandehår bag øret. Først fortalte hun om Miranda og den fremmede på børnehjemmet. Så fortalte hun om enkefruens underlige død og til sidst oplevelsen i krypten. Børnene havde overlevet i mange år ved at stole på hinanden og Kenan vidste, at Dina ikke ville sige den slags, hvis det ikke var rigtigt - eller i det mindste, ikke uden at hun selv troede, det var rigtigt. Han nikkede alvorlig og lagde hånden på hendes skulder.
”Det er dét jeg siger. Det er som om, alting er forkert. Men uanset hvad du oplevede i krypten, så tror jeg altså på fader Emanuel”.
”Det gør jeg da også. Men... det lød virkelig som Miranda. Hvem kunne det ellers være?”.
Kenan tænkte sig om.
”Skal vi gå ned og se efter? Hvis hun stadig er der, kan vi jo spørge hende”.
Dina trådte forskrækket et skridt baglæns.
”Hvorfor skal drenge altid foreslå det farligste og mest uhyggelige?”.
”Fordi det nogle gange er nødvendigt”, svarede Kenan alvorligt.
Deres blikke mødtes, Dina blev varm i kinderne og hun vidste hun måtte gå med derned.
”Vent! Hvad tænker jeg på?”, udbrød hun pludselig, ”Hvad med Fabian? Vi må da vente til Fabian kommer”.
”Så venter vi da bare”.
”Jamen, vi kan da ikke tage ham med ned i krypten?”
”Det kan der være noget om”, Kenan grublede, ”så skal vi skynde os. Kom!”.
De greb hinandens hænder og skyndte sig til kryptens nedgang. Døren var ulåst, men væglampen var slukket. De strammede grebet i hinanden og listede ned i mørket. Trappen var vanskeligt at gå på, men ved at støtte sig til væggen, kom de helt ned i krypten uden at falde.
”Pas på! Der står stenkister over det hele og gulvet er hullet” hviskede Dina.
”Vi kan føle os gennem rummet ved at røre ved kisterne. Har du nogen ide om hvilken retning vi skal gå?”.
Det mente Dina nok hun havde og forsøgte at vise vej. Det var uhyggeligt at bevæge sig frem, uden at kunne se det mindste. De gik langsomt mellem kisterne, over kryptens gulv og nåede døren hvorfra hun havde hørt Mirandas og domprovstens stemmer.
”Det er herinde”.
Kenan lagde øret til døren.
”Jeg kan ikke høre noget”, hviskede han og tog i dørhåndtaget.
Hængslerne knirkede og de stirrede ind i en smal stencelle med højt til loftet. Helt øverst skar dagslyset sig ind ad et lille vindue, men det var så svagt, at det kun med nød og næppe nåede gulvet. Midt i rummet stod en svær egetræskiste og rundt om den lå kraftige rustne lænker. Den stod åben og på låget var indgraveret et mærkeligt ord.
”Hvad er det?”, udbrød Kenan og prøvede at læse.
”Kan du se hvad der står?”.
”Jeg genkender bogstaverne, men ordet forstår jeg ikke”.
Dina gik hen til ham.
”Korrektor,” læste hun højt.
”Hvad kan det betyde?”.
”Jeg ved det ikke. Låsen er brudt op, lænkerne har holdt kisten lukket”.
”Lænkerne er fæstnet til gulvet. Hvad mon der har været i den?”.
”Noget værdifuldt”.
De blev stående tavst en stund, da kirkeklokkerne pludselig gungrede højt oppe i tårnet. De fór sammen og Dina kastede sig i armene på Kenan.
”Klokken skal da ikke ringe nu!” peb hun forskrækket.
”Vi må se hvad der sker! Kom!”.
Igen greb Kenan hendes hånd og sprang tilbage mellem kryptens kister. Han kunne intet se og skrabede flere gange knæet mod de ru sten, før de nåede ovenpå. De sprang op i klokketårnet og skreg i rædsel da Kenan flåede døren op. Oppe under tårnets spir bimlede klokkerne som afsindige og under dem hang provsten filtret ind i klokketovene. Ansigtet var lilla, tungen opsvulmet og de livløse øjne stirrede tomt ned på dem. Dina vendte hovedet i afsky, Kenan gloede fuld af mistro.
”Han er død”, hviskede han tørt, greb Dinas hånd og trak hende ned ad trappen, ”vi må have fat i politimesteren”.
”Og provstinden”, nåede Dina at tilføje, før hun brød ud i gråd.

Det vrimlede med posekiggere og grædende koner stod i kø for at trøste den ulykkelige provstinde. De havde fået provsten fri af rebene og seks stærke posekiggere havde båret ham over i kapellet. De fandt to brækkede trin og et ødelagt rækværk længere oppe på kirketårnets vakkelvorne trappe. Politimesteren afhørte de to børn og det varede ikke længe, før han konstaterede, at provstens død var et uheld. Hvad han skulle i tårnet, kunne de ikke vide, men det stod klart, at de gamle trin var bukket under for hans vægt. Børnene fortalte hvad de havde set, men ingen af dem nævnte noget om krypten. Politimester Saxen virkede ganske uinteresseret i deres forklaringer, han fandt allerede sagen afklaret.
Midt i det hele dukkede Fabian op og forstod ikke hvad der forgik. Dina fik fat i ham og forklarede ham kort hvad, som var hændt. Det varede ikke længe, før politimesteren kørte dem alle tre tilbage til børnehjemmet i den fine sorte politibil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...