TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
297Visninger
AA

11. GENNEM KØKKENDØREN

Det var en underlig fornemmelse at være alene i det store hus. Dina stod i entreen og mærkede ensomheden krybe ind under skjorten på hende. Selvom politimesteren havde lovet at finde Fabian, var hun urolig. Hvad var det, han havde han taget fra den døde doktor? Og hvorfor? Det nyttede ikke at gætte, hun havde ikke den mindste idé, men hun havde til gengæld en hel del at lave. Først hentede hun Kenans blodige sengetøj. Hun foldede det nøje sammen, men netop som hun løftede bylden, faldt noget ud af folderne. Det var et rødt visitkort og et sammenfoldet papir. Varsomt lagde hun bylden fra sig og samlede det op. Det røde visitkort viste navnet på en kvinde fra Magus Narre ved navn Meminna Hisnobel. Måske var det den fremmede kvinde, der havde adopteret Miranda. Det andet var et officielt dokument fra en eller anden læge, men Dina kunne ikke læse navnet. Det var en blodattest. Hun anede ikke hvad en blodattest var, men tabte næsten papiret, da hun opdagede hendes eget navn på dokumentet. Ifølge dette papir var hun vanahin. Måske var det en sygdom? Hun læste teksten flere gange, men blev ikke klogere. Så foldede hun det sammen, lagde det i lommen og bar sengetøjet ned i vaskekælderen.
Da hun havde vasket og hængt til tørre i bryggerset, tog hun fat på kølerkælderen. Det lugtede virkelig forfærdeligt og det fik sveden frem på panden. Hen på eftermiddagen tog hun fat på fadeburet. Det var ikke så slemt, som hun havde forventet og da hun var færdig ved ottetiden, kom forstanderinden hjem.
”Hvor er Kenan?”, spurgte hun, da hun kom ud i køkkenet.
”Der skete en frygtelig ulykke i morges, frøken”.
Forstanderinden forlangte at høre det hele og Dina fortalte hvad hun vidste.
”Derfor er jeg helt alene”.
”Hmm. Så politimester Saxen ville komme forbi. Så må du hellere se at komme i gang med maden”.
”Hvad med Fabian?”.
”Hvad med ham?”.
”Skal vi ikke lede efter ham?”.
”Tænk ikke på ham. Han har det sikkert udmærket hvor han er nu”.
”Ved De da, hvor han er?”.
”Se bare at få lavet aftensmad”, forstanderinden slog i bordet og forlod køkkenet, ”jeg går i privaten!”.
”Skal jeg dække op i spisestuen?”.
”Ja - også til politimesteren”.
Så fik Dina travlt i køkkenet. Hun satte kartoflerne over og smeltede smør til kødbollerne. Hun bagte linser, hakkede kød og skar brød. Da det hele simrede, dækkede hun bord, hentede vand fra pumpen og vin fra kælderen. I løbet af fyrre minutter var middagen klar og hun kaldte på forstanderinden fra trappen.
”Er politimesteren kommet”, spurgte forstanderinden koldt.
”Nej”.
”Så hold maden varm. Vi venter til han er her”.
”Det skal jeg nok, frøken” svarede Dina og vendte tilbage til køkkenet.
Hun lagde ekstra jernringe på komfuret og satte sig ved bordet. Udenfor ruskede vinden og selvom sneen lå tæt, var gaden mørk. Tankerne fór rundt i hovedet på hende, da hun mærkede blodattesten i lommen. Hun tog den frem og læste den igen. Vanahin, stod der. Hun havde hørt det ord før og nu kom hun i tanke om det: Pagodebogen! Hun rejste sig, gik ind i spisestuen og hentede bogen frem fra skabet med porcelæn. Siderne knitrede mellem hendes fingre før hun fandt hvad hun søgte i det lille afsnit om de forbudte sorte skoler. Det var skoler, hvor mennesker med drageblod kunne studere og lære den forbudte viden om magii. Disse mennesker blev kaldt vanahiner, men folk kaldte dem mest for troldmænd eller troldkvinder. Dina kunne næsten ikke trække vejret. Drageblod? Troldkvinde? Hun kunne da umuligt være troldkvinde? Var blodattesten et bevis på, at hun havde drageblod? Det var som hele spisestuen sejlede og hun var lige ved at falde om af svimmelhed, da en høj banken på hoveddøren rev hende tilbage til virkeligheden. Hun lukkede den store bog, lagde den hurtigt på plads, og løb ud i gangen for at åbne. Det var politimesteren.
”Hvor er Kenan?”, spurgte hun.
”Kenan sover trygt på bodsgården” svarede den store mand og masede sig indenfor ”men hvor her dog dufter dejligt af mad”.
”Jeg har dækket op i spisestuen, hvis politimesteren sætter sig til rette, vil jeg kalde på forstanderinden”.
”Med glæde, med glæde”.
Politimesteren, gned sine store hænder og gik ind i stuen, mens Dina listede op til privaten og bankede forsigtigt på”.
”Er politimesteren kommet?”, lød det skarpt bag døren.
”Han sidder allerede til bords”.
”Så kan du godt servere, jeg er der om et øjeblik”.
Brød, kartoffelmos, linser og kødboller kom på bordet. Hver gang Dina bragte noget nyt, roste politimesteren både duft og udseende. Da hun til sidst bragte sovesen ind, havde også forstanderinden sat sig til bords.
”Du kan spise i køkkenet i dag”, sagde hun og sendte Dina et skrapt blik.
Dina nejede og forlod dem. Det gjorde hende ikke noget, men hun var nysgerrig. Hvad ville politimesteren? Så snart hun kom ud i køkkenet, lagde hun øret til døren. I lang tid lød kun klirren fra bestik og politimesterens højlydte smask. Det begyndte at summe i hendes ben, før han endelig lagde kniv og gaffel fra sig.
”Hvad bilder De Dem egentlig ind Gruben? Jeg mødte Kenan i dag. De har jo banket ham gul og blå”. Politimesteren slugte et en hel kartoffel af ophidselse, ”nu beholder jeg ham på bodsgården”.
”Det var nødvendigt”, svarede forstanderinden tørt, ”jeg fandt ham luske rundt i privaten. Han havde set for meget”.
”Set for meget!”, brølede politimesteren, ”tror De ikke, jeg ved, hvad De er ude på?”.
”Ude på?”, forstanderinden hvæsede, ”hvad taler De om mester Saxen? Vi er vel alle ude på det samme?”.
”HA!”, Politimesteren brølede, ”Først tæsker De Kenan til blods, så jeg ikke kan bruge ham i flere dage og så forsvinder doktor Reinhart med bogen!”.
”Er doktoren forsvundet med bogen?”, forstanderinden rejste sig.
”Den skulle være afleveret hos mig klokken ni i morges, men den kom aldrig. Er I ude på at snyde mig!”, politimesteren var tydelig ophidset og det spruttede fra hans læber, ”tro ikke I får mig så let som gamle Gast!”.
”Gast ville stoppe os, hun var til fare for os alle. Du var selv med til at stemme for”, forstanderindens stemme ændrede sig, blev alvorlig og nærmest truende, ”Hvis Reinhart har stjålet bogen, er vi begge blevet snydt”.
”Mine posekiggere leder efter ham overalt. Havnen og murene er sikret, han kan ikke forlade Pagoden”.
”Den lumske forræder”, hvæsede forstanderinden, ”jeg rister ham levende, når jeg får fingrene i ham”.
”Jeg skal nok finde ham”, nu var det politimesteren der slog i bordet og rejste sig, ”Det var et godt måltid. De hører fra mig, så snart der er nyt i sagen”.
”Det var godt de kom”, svarede forstanderinden og fulgte ham til hoveddøren.
Det hele gik ret stærkt og Dina var lamslået. Hvordan kunne de tale om enkefruen og doktoren, som om de var levende? Det virkede meningsløst. Men hun forstod nu, at velgørerne og forstanderinden var med i en sammensværgelse. Hun kunne ikke regne ud, hvad den gik ud på, men det var tydeligt, at de lå i strid med hinanden om en bog. Sådan måtte hun forstå det.
Mens forstanderinden sagde farvel til politimesteren, ryddede Dina af bordet. Alle fadene var tomme, så de var lette at stable og bære ud i køkkenet. Hun gik hurtigt i gang med opvasken og mens hun havde hænderne i det varme vand, kom forstanderinden ud til hende.
”Jeg vil gå til ro. Husk at slukke lyset efter dig. Du skal være i kirken klokken otte i morgen tidlig. Der er endnu guld, som skal pudses og jeg har lovet enkeprovstinden din hjælp”.
”Det skal jeg nok”, svarede Dina, ”Sov godt”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...