TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
301Visninger
AA

12. FLUGTEN

Efter opvasken lavede hun te og satte sig ved køkkenbordet, men uroen tvang hende snart på benene igen. Havde forstanderinden ikke lige indrømmet, at sammensværgelsen myrdede gamle Gast? De havde altså ikke noget imod at dræbe. Det kunne ikke udelukkes, at de også var indblandet i domprovstens død. Kenan havde haft ret, noget var helt galt og hun kunne ikke længere komme uden om, at forstanderinden var dybt indblandet i det hele. Spørgsmålet var bare, hvad var det, hun var indblandet i?
Hun kom i tanke om Fabian. Politimesteren ledte efter en bog doktoren havde haft. Mon ikke de talte om den bog, Fabian tog fra doktorens lig. Hvis det var rigtigt, løb han sikkert alene og fortvivlet rundt i natten. Det måtte være frygteligt at være på flugt fra alle posekiggerne i den kolde nat. Langsomt gik det op for hende, hun kunne ikke lade ham gå rundt alene, hun måtte finde ham, hun måtte sørge for, at han kunne klare sig.
Uden at bemærke det, var hun gået i gang med at pakke en bylt med mad og lidt varmt tøj. Hun sørgede for der var rigeligt, stak fødderne i de små støvler og knappede sin tykke frakke. Stille sneg hun sig ud ad bagdøren, for ikke at blive opdaget af forstanderinden.
Sneen faldt endnu tæt og gadens snedriver opslugte enhver lyd. Dinas tanker sloges, mens hun kæmpede sig frem i modvinden. Hvor skulle hun søge? De store gader var oplyst af gaslamper, mens gyderne og de mindre stræder var overladt til det sparsomme lys fra husenes vinduer. Som sneen langsomt sivede gennem hendes tøj, gnavede tvivlen sig ind i hendes sind. Hvad nu hvis det slet ikke hang sådan sammen? Hvad hvis det bare var tilfældige uheld? Dina rystede tanken fra sig. Nej! Noget var helt galt.
Hendes søgen førte hende til Borgerparken og hun fik en idé. Parken var omringet af et højt gitter og portene blev låst ved mørkets frembrud. Med parkens mange træer og de aflåste porte, ville det være et godt sted at gemme sig. Hun så nærmere på gitteret. Det var højt og afstanden mellem stængerne var for smal til, hun kunne presse sig mellem dem. Hvis hun ville derind, blev hun nød til at klatre over. Hun greb fat i gitteret så højt oppe hun kunne og trak sig opefter. Jernet var glat af frost og hun gled mange gange, før det lykkedes at komme over på den anden side. Gitterets skarpe spydspidser flængede frakken, men hun tog sig ikke af det og fortsatte ufortrødent sin søgen i den dunkle park. 
Vinden var ikke så kraftig under træerne, men frosten var stadig bidende. Hun gik forsigtigt med blikket stift rettet mod jorden. Hun traskede frem og tilbage, på kryds og på tværs, men der var ikke det mindste spor af drengen. Gråden pressede sig på og hun fik lyst til at opgive det hele. Hvad nyttede det, at rende rundt her i mørket? Med ét gik det tåbelige i hendes plan op for hende. Hun måtte hjem! Hvis Fabian havde brug for hjælp, havde han ikke andre steder at komme end til hende. Men hun var jo ikke hjemme. På det tidspunkt var hun kommet til den modsatte side af parken og hun besluttede at klatre over gitteret. Men netop som hun greb fat i stængerne, hørte hun skridt ude fra gaden. Instinktivt trådte hun i skjul og lurede ud mellem de bladløse grene. Blodet brusede i hendes ører, da hun så Fabian komme snigende rundt om hjørnet ude på gaden. Han gik langsomt og spejdede hele tiden mod hustagene og himlen, som var han bange for noget.
"Fabian”, kaldte Dina lavt, ”Fabian”.
Drengen fór sammen og så sig forskrækket tilbage.
"Det er bare mig”, hviskede Dina lidt højere og trådte frem fra busken.
"Åh det er dig”, snerrede Fabian lettet men uinteresseret, "lad mig være".
Dina havde været så bekymret for ham, at hans reaktion skuffede hende. Hvorfor var alle begyndt at hade hende?
"Jeg har mad med til dig” prøvede hun og rakte bylten frem, "har du brug for hjælp?".
"Lad mig nu være”. Fabian lød ikke længere som en lille dreng. Han spejdede hele tiden mod himlen og ignorerede bylten hun rakte frem.
"Hvad er du bange for? Er nogen efter dig?".
"Gå nu, jeg skal nok klare mig selv”.
Dina blev stum et øjeblik, men så kom vreden og hun skulle lige til at overfuse ham, da lyden af posekiggernes fløjter skar gennem natten. Råb rungede fra tomme gader i det fjerne og i samme øjeblik spænede Fabian tværs over gaden. To posekiggere sprang efter ham fra en nærliggende gyde men Fabian smuttede rundt om et hjørne og kom ud af syne. Dina så til mens drengen tog noget frem fra jakken og gemte bag nogle skraldespande, før han spænede videre ned ad gaden. Men han kom ikke langt, to nye posekiggere dukkede op foran ham og bag ham var de to første ved at indhente ham. De kastede sig over ham, han skreg og kæmpede som en gal for at komme fri, men forgæves.
Dina tøvede ikke et øjeblik. Resolut klatrede hun over gitteret, krydsede gaden og listede hen til skraldespandene. Hun måtte kravle op i det stinkende skrald og rode godt rundt, før hun fandt hvad Fabian havde gemt. Det var en stor pakke. Hun havde set den før, det var den Fabian skulle aflevere hos doktoren. Hun mærkede efter på pakken og blev overbevist om, at dette måtte være bogen. Hun fik lyst til at pakke op og læse, men hun kunne ikke lade Fabian i stikken og fulgte istedet efter hans svage råb i det fjerne.
Stædigt traskede hun gennem de tomme gader, på sikker afstand fra posekiggerne og skuttede sig i den kolde luft. Deres spor førte hende til Domspladsen, hvor Bodsgårdens sorte stenmur glinsede i gaslampernes lys. Da Dina ankom var posekiggerne og Fabian forsvundet bag den svære port. Her var roligt, men skyggerne virkede truende. En rytter dukkede op fra mørket og red roligt over pladsen. Der stod vagter på muren over porten og som hun næremede sig bodsgården, kom hun i tvivl. Var det nu sikkert at opsøge politimesteren? I samme øjeblik fangede hun en bevægelse i øjenkrogen, vendte hovedet med et gys og stirrede mod taget på det nærmeste hus. Vinterskyerne var for et kort øjeblik drevet bort fra månen og lyset afslørede kun alt for tydeligt et unævneligt uvæsen på det skrå tag. Det stod på sine krumme bagben med udspredte vinger og skreg uden lyd. Med en enkelt bevægelse hævede den sig mod himlen, som svømmede den i luften og dykkede med udfoldede vinger mod Dina. Uvæsnet havde intet ansigt, vinger og arme gik ud i ét og mellem dens ben svingede en lang hale som en arrig slange. I et grusomt sekund ramte rædslen hende, hun skreg, vendte sig i panik og spurtede blindt mod vagterne på muren. Men uvæsnet var langt hurtigere. Som en skygge faldt det over hende, den hidsige hale greb fast og vingerne løftede dem begge fra brostenene. Der lød skud og råb, men Dina mistede bevidstheden i de sekunder og vågende først, da de var på vild flugt over byen. Det gik rasende stærkt. Under hende strakte lysene til lange striber i skyggerne. Hun kunne ikke orientere sig, men flyveturen var kort og hun genkendte straks børnehjemmet. Vinduet til forstanderindens kontor stod åben og med en glidende bevægelse, trak uvæsnet hende gennem det og satte hende af på gulvet. Mens Dina prøvde at orientere sig, krøb uhyret hen i skyggen, hvor det tilsyneladende forsvandt.
Bag det tunge skrivebord tronede forstanderinden med lynende øjne. Dina rystede af angst og afventede sin straf med bogen i favnen. Gruben gik hen til hende, bøjede sig over hende og to pakken fra hende. Et øjeblik stirrede hun vredt på pigen, men flåede så papiret af pakken og betragtede bogens omslag med et grådigt smil. Så lo hun. En lang og uhyggelig latter, der rungede i hele huset. Dina turde ikke se op, hun var mere bange end nogensinde, tårerne trillede ned ad kinderne og benene rystede som espeløv i storm. Bogens sider knitrede lystigt og så snart forstanderinden fandt hvad hun søgte, læste hun op. Dina forstod ikke ordene, men de lød så frygtelige, at hun ikke havde glemt dem. Det var de samme ord, som den fremmede gæst havde sagt den aften, hun lyttede ved døren under vinteralmissen.
Da forstanderinden var færdig, lagde hun bogen fra sig og greb fat i Dina.
”Straffen er ulidelig, for den som bryder mit ord!”, skreg hun og slæbte hende ind i rummet ved siden af. Det sved og brændte hvor den nøgne hud gned mod gulvtæppet. Rummet var uden møbler, kun oplyst af stearinlysklynger på gulvet, nøjagtigt som Kenan havde fortalt. Væggene var overmalede af sælsomme tegn og luften var så tyk af voksdampe, at Dina næsten besvimede. Forstanderinden smed hende på gulvet og stirrede med onde øjne.
”Du kan ikke forestille dig, hvor længe jeg har ventet på dette her!”, hvæsede hun, ”endelig bliver jeg fri for dig og din sødmende venlighed, din irriterende snusfornuft og dit latterlige smil”.
”Hvorfor? Hvorfor?”, Dina krabbede sig baglæns mens hun græd, ”hvad har jeg gjort?”.
”Giv mig dit liv!”, forstanderinden smilede og greb en flintpistol fra gulvet, ”Giv mig dit liv!”.
Dina skreg og forstanderinden lo, da der pludselig lød et brøl fra døren. Gruben vendte sig og blegnede, Dina stirrede forbi hende og så brugtjernsforhandler Bodtka Hauge på spring ind i rummet. Hans øjne lynede af vrede og hans muskler svulmede.
”Hvad foregår her!”.
Forstanderinden rystede på hovedet og løftede pistolen, men Bodtka var over hende med det samme. Han greb pistolen, vristede den fra hende og væltede hende omkuld med et øredøvende brøl. Så bøjede han sig over Dina og samlede hende op.
”Du skal ikke være bange”.
Bag dem prøvede forstanderinden at komme på benene, men hun var fortumlet og gled.
”Giv mig dit liv!”, skreg hun efter dem, truende som en hæs krage, ”Giv mig dit liv”.
Bodtka var allerede på vej ned ad trappen, da Dina råbte.
”Bogen! Bodtka, vi må have bogen med os!”.
Den store mand standsede og så undrende på hende.
”Hvad taler du om?”.
”Den ligger på skivebordet. Hent den!”.
Bodtka så ind på kontoret, så tog han en rask beslutning og hentede bogen, før han satte i løb ud af huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...