TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
467Visninger
AA

3. FARVEL MIRANDA

”Vi gjorde det! Vi gjorde det!”, triumferede Kenan, da de stod ude i gangen.
”I var dygtige” sagde Rebekka, ”kom, lad os gå ind og se på gaverne”.
Det skulle hun ikke sige to gange, Kenan satte i løb og Fabian var straks efter ham. Drengenes råb lød fra sovesalen og da pigerne selv trådte ind, forstod de hvorfor. Midt på gulvet stod en stor kurv med chokolade, sukkerstænger, hindbærbrus fra Algundur og det nyeste nummer af tegnebladet om Choko Belles eventyr.
”Det er ligesom gamle Gast” udbrød Dina og spang hen til kurven.
”Bærbrus! Jeg elsker Bærbrus!”.
”Jeg vil læse Choko Belle!”, Fabian kastede sig over kurven og hev bladet til sig.
”Hvem er gamle Gast?”. Miranda så på Rebekka.
”Hende kan du nok ikke huske. Hun var en af velgørerne. Hun var altid så venlig, gav os slik selvom vi lavede fejl. Men hun døde for flere år siden”.
”Hvorfor?”
”Hvorfor hvad?”
”Hvorfor døde hun?”
”Røvere,” svarede Fabian, ”de skød hende lige i hovedet. BANG!”.
Miranda veg skræmt baglæns, mens Rebekka sendte ham et irriteret blik.
”Lad os nu smage på gaven”.
De satte sig i rundkreds om kurven og Rebekka delte indholdet i fem lige store bunker. Bærbrusen gik på omgang, mens de lukkede pakkerne op. Miranda fik en dukke, som hun straks begyndte at lege med. Kenan fik en kæphest, Dina en smuk benkam og Fabian en slebet kniv. Da Rebekka åbnede sin gave, begyndte hun at græde. Det var et håndspejl.
De spiste slikket, legede med deres gaver og snart var de alle mætte.
”Nøj, hvor er der meget”, stønnede Kenan, ”jeg kan slet ikke spise det hele”.
”Du kan bare gemme resten til i morgen”, sagde Fabian med munden fuld af lakrids.

Da domkirkens tårnklokke slog to fjerne slag, brød de op og vaskede sig. Rebekka kyssede Miranda og Kenan godnat og måtte stoppe en pudekamp mellem Dina og Fabian, før hun kunne skrue gaslampen til vågeblus.
”Godnat,” hviskede hun i mørket, ”det var en dejlig vinteralmisse”.
”Det var den bedste nogensinde”, lød det søvnigt fra Mirandas seng.
”Godnat” hviskede Dina.
”Hmm” brummede Fabian.
Kenan sov allerede.

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen uden at få svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina var blevet bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.
”Jeg er tilfreds med Miranda”, det var den fremmede, ”I kan bruge bogen, men bogen er min. Så snart I har brugt bogen, skal jeg have den tilbage”.
”De kan stole på os” lød doktor Reinhardts fortrolige stemme, ”nu hvor gamle Gast er død, ser jeg intet problem i den handel”.
”Heller ikke jeg”, sagde politimesteren.
”Enig”, erklærede enkefruen.
”Så lad det være en aftale” afsluttede forstanderinden med sin bryske stemme, ”nu skal jeg hente hende”.
”Ikke nødvendigt”, sagde den fremmede koldt, ”hun er på vej”.

Hvad skulle det betyde? Tankerne snurrede i Dinas hoved. Havde forstanderinden fundet en familie til Miranda? Skulle den fremmede være Mirandas nye mor? Uden at tænke nærmere over det, listede hun ned mod spisestuedøren og lagde øret til.
”De er en mægtig kvinde”, lød doktorens stemme, ”tiden har gjort Dem stærk”.
”Jeg kan ikke blive meget længere. Lad os få overstået hvad jeg er kommet for”.
Men det er jo vinteralmisse”, brummede politimesteren, ”burde De ikke blive til morgenandagten?”.
”Jeg er ikke pagtist” svarede den fremmede, ”så snart vi er færdige her, vil jeg overlade helligdagen til jer selv”.
Der gik nogle minutter i frygtelig tavshed, da en stemme pludselig gnistrede som kakkelovnens blussende ild. Ordene var fremmede og lød grusomme. Dina blev grebet af panik, vendte sig impulsivt og styrtede tilbage til sovesalen. Men hun var knap nået ind i sovesalens mørke, før døren til spisestuen gik op med et smæld og den fremmede svævede i høj fart ned gennem entreen med Miranda i armene. Hoveddøren blev åbnet af en usynlig hånd og den fremmede forsvandt i mørkets fygende sne. Døren smækkede i vinden og snart kom forstanderinden løbende, men på det tidspunkt var Dina kravlet tilbage i sin seng. Hoveddøren blev lukket og forstanderinden stak kort hovedet ind i sovesalen, før hun også lukkede den dør. Hendes skridt blev svagere, mens Dinas hjerte galoperede under tæppet. Hvis det blev ved, troede Dina ikke på, hun kunne falde i søvn. Men det gjorde hun nu alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...