TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
303Visninger
AA

5. ENKEFRUEN

Da ungerne den næste morgen var samlet i køkkenet og kedlen snurrede på komfuret, kom forstanderinden usædvanlig tidligt ud til dem. Hun havde sin frakke over armen og paraplyen i hånden. Øjnene var mørke og hun lignede en, der ikke havde sovet hele natten.
”Drenge!”, sagde hun med hæs stemme, ”vi skal på torvet!”
Kenan og Fabian havde nær fået grøden galt i halsen, de stønnede højlydt og så ned i bordet. De elskede at gå på torvet, men ikke med forstanderinden. De måtte ikke stoppe op og se på gøglerne, høre fortællerne, betragte tryllekunstnerne eller de monsterteltene. De skulle gå tæt bag hende, mens hun fordrev timerne med at se på gamle ting, som de måtte slæbe rundt på, til de segnede af træthed. Men forstanderinden var kold.
”Hvad hvem skal lave her i huset, det bestemmer jeg!” sagde hun og efterlod ingen tvivl.
”Hvad med os?” spurgte Rebekka og så på Dina.
”Dina skal ned og pudse kirkens guld. Du skal til enkefruen og hente en pakke”.
”Domprovsten plejer også at betale så godt”, Rebekka nejede.
Forstanderinden sendte hende et kort og uudgrundeligt blik, vendte så om på hælen og forsvandt ud af døren.
”Fart på” skyndede Rebekka, så snart forstanderinden var gået, ”hun virker vred i dag”.
Det fik drengene på stikkerne og de slugte maden, selvom Rebekka havde sagt, det var usundt. Dina hentede frakker og sko, så de kunne komme i overtøjet, så snart de havde spist. Rebekka redte en kam gennem deres hår og sendte dem ud til hoveddøren, mens Dina tog af bordet.
”Og lad nu være med at brokke jer. Undgå i det mindste, at forstanderinden hører det”, formanede hun.
Mens pigerne stod bøjet over opvaskebaljen, kom forstanderinden igen ud i køkkenet.
”Domprovsten venter dig om en time Dina og det samme gælder enkefruen. Skuf mig nu ikke”.
Pigerne nikkede og snart efter hørte de hoveddøren smække. De var ikke længe om at gøre rent, selvom de pjattede en hel del. En halv time senere, stod de udenfor i den dalende sne.
”Der er mindst tyve minutter til, jeg skal være hos Domprovsten” sagde Dina, ”skal jeg følge dig ned til enkefruen”.
”Det er jo en omvej”.
”Kom nu”.
”Du er bare ude efter småkager!”.
”Småkager!”, udbrød Dina, ”hvem taler om småkager?”.
Rebekka daskede veninden på skulderen og de lo. De vidste begge, at enkefruen altid gav småkager, nå børnene kom på besøg.
”Kom, så lad os skynde os”.

Da de nåede Esplanaden, var de gennemblødte af den voldsomme sne. Gaderne lå næsten øde hen, de fleste havde søgt ly under butikkernes markiser, i opgangenes gem eller på en af de mange beværtninger.
”Hvorfor kom du egentlig så sent i går?” spurgte Dina.
”Jeg... jeg faldt i søvn”.
”Faldt i søvn? Hvad mener du?”.
”Enkefruen insisterede på at læse et gammelt eventyr for mig, men jeg fattede ikke et ord af det, så jeg faldt i søvn”.
”Hvorfor vækkede hun dig ikke?”.
”Hun sagde jeg lignede en, der kunne bruge lidt søvn, så hun lod mig sove”.
”Hvor er du heldig!”.

Ejendommene ved Esplanaden rummede byens største herskabslejligheder og ragede fem etager mod himlen. Pigerne stoppede nogle meter fra trappeopgangen og stirrede mod femte sal, hvor enkefruen boede.
”Kommer du og hjælper mig i Kirken bagefter?”, spurgte Dina.
Rebekka lagde eftertænksomt pegefingeren over læberne.
”Det var da egentlig mærkeligt”.
”Hvad er mærkeligt?”.
”Forstanderinden sagde ikke, hvad jeg skulle gøre bagefter”.
”Så kan du jo godt komme og hjælpe mig”.
”Jeg ved det ikke, det kan jo være, det tager hele dagen”.
”Kom nu. Skulle du ikke bare hente en pakke?”.
”Det er jo det, som er mærkeligt. Forstanderinden nævnte ikke hvad jeg skulle gøre med den”.
”Det fortæller enkefruen dig nok”.
”Ja… Du har nok ret”.
Mens de talte, fik Dina øje på enkefru Kranz. Hun havde åbnet vinduet på femte sal og vinkede ned til dem med kagedåsen i hånden.
”Se! Det er enkefruen. Hun vinker med kagedåsen!”.
”Kom!”.
De fortsatte mod opgangen, da Rebekka pludselig standsede og greb venindens arm.
”SE! Hvad laver hun?”.
De stirrede op og så den gamle enkefrue klatre op i vindueskarmen. Hun vinkede ivrigt med kagedåsen, mens hun kaldte.
”Rebekka, Rebekka, vil du ikke have en småkage?”
Pigerne blev forskrækket og råbte så højt de kunne.
”Pas på! Gå ned fra vinduet. Vi kommer op nu”.
”Nej, nej!”, lød svaret fra femte sal, ”Se her, de er til dig!”.
Hun rakte kagedåsen ned mod dem, som ville hun kaste den, men i samme øjeblik gled hun i den våde vindueskarm og faldt de mange meter i døden uden en lyd. Dina skreg og Rebekka besvimede. Kagedåsen hamrede mod brostenene og småkagerne trillede ud på gaden, hvor de blev opløst i sneen.
Så vrimlede det pludselig med folk og posekiggernes råb overdøvede tilskuernes.
”Til side! Få børnene væk! Kom nu!”
En eller anden trak i Dina og snart stod hun omgivet af velmenende voksne. Råbene fortsatte bag hende, men stemmerne blandede sig med vindens susen og blev til uforståelige lyde i hendes ører.
”Kan I ikke se, at pigen er i chok?”, lød en dyb stemme og en bredskuldret mand maste sig frem. Det var Bodtka Hauge.
”Hvad i Korbuls navn laver du her?”, udbrød han, da han så Dina.
”Jeg... Vi... Hun skulle hente en pakke hos enkefruen. Det vil sige, jeg skal pudse kirkens guld. Hvor er Rebekka?”
”Hun fik et større chok end du”, svarede brugtjernsforhandleren. ”Posekiggerne er ved at bære hende til doktoren. Men bare rolig, det er ikke noget alvorligt”.
”Hun ville bare give os kager” mumlede Dina frem for sig, ”enkefruen… hun ville bare…”.
”Kom min ven, så skal jeg følge dig til domkirken”.
Hun mærkede Bodtkas enorme hånd om sin og fulgte med uden at protestere. Han talte hele tiden, men hun lyttede ikke. I tankerne spurgte hun sig selv igen og igen, hvorfor enkefruen var kravlet op i vinduet, det var jo slet ikke nødvendigt. Først da han nævnte Rebekka, blev hun opmærksom.
”Hvad er der sket med Rebekka?”.
”Hører du slet ikke efter? Hun besvimede. Du skal se, hun er snart på benene igen”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...