TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

19. ÉN GANG TROLDKVINDE…

Med et enkelt skridt trådte Dina og Kenan fra himmelskibet til det okkulte rum i privaten. Det var en underlig svimlende fornemmelse og de måtte begge sunde sig lidt, før de kunne tale.
”Det virkede. Tænk, hver gang forstanderinden gik i privaten, var hun i virkeligheden
På luftskibet”.
”Lad os gå ned i køkkenet”, sagde Dina og forlod de dunkle stuer.
Det var en underlig tom fornemmelse at vende tilbage til børnehjemmet, som om gangene og stuerne rungede mere normalt. I køkkenet satte de te over og smurte ostemadder. De var sultne, drak og spiste i stilhed indtil Kenan lænede sig tilbage og slog sig på maven.
”Nu vil jeg høre det hele”.
Dina så op fra sin te, deres blikke mødtes og hun trak vejret tungt. Tavst skænkede hun te til dem begge og begyndte.
”Jeg vil starte med den sidste oplysning jeg fandt. Den fandt jeg på kontoret på himmelskibet”.
”Det sagde du da ikke noget om”, afbrød Kenan.
”Nej, jeg ville vente med at fortælle det til senere. Jeg må indrømme, jeg ikke selv helt var klar over, hvordan det hele hang sammen. Men jeg tror jeg forstår det nu”.
”Hvad var det for en oplysning du fandt?”.
”Forstanderinden og velgørerne havde noget til fælles, undtaget doktor Reinhardt. På kontoret fandt jeg dokumenter, der viste, at de alle led af den hvide syge”.
”Det dør man jo af!”.
”Ja. Det var sådan det hele begyndte. Dengang var det forstanderinden, Enkefru Kranz, politimester Saxen og Gast Volkhauser. Jeg tror de alle var patienter hos Reinhardt og jeg tror det var doktoren, der foreslog løsningen. Som deres læge har han haft mulighed for, at undersøge deres blod og finde ud af, at de var magikere. Da han også selv var troldmand, har han nok samlet dem og forslået dem den frygtelige løsning. Deres sygdom var uhelbredelig, men de kunne bruge en gammel og magtfuld formular til at bytte deres krop ud med en yngre og rask model”.
”Hvad med doktor Reinhardt, hvis han ikke var syg, hvorfor ville han så have en ny krop?”.
”Han var ikke ung længere. Jeg går ud fra, at ønsket om at leve et helt nyt liv også var en af de fristelser, der lokkede dem. Det var på den måde de kom frem til planen om børnehjemmet. Forstanderinden byggede sit hus om, så der kunne bo fem børn. Men det kunne ikke være hvilke som helst børn, det var afgørende, at børnene også havde vanahaiblod, ellers ville de jo ikke være magikere i den nye krop”.
”Hvordan fik de så fat i børnene”, spurgte Kenan, som om det endnu ikke var gået op for ham, at børnene var dem selv.
”Dengang fandtes et frygteligt sted; tiggerfabrikken. Her indfangede man hjemløse børn og gjorde dem til krøblinger, så de kunne tigge på gader og stræder. Jeg tror det var forstanderinden, der besøgte tiggerfabrikken, for at se på de nyindfangede børn. Når hun fandt en med vanahaiblod gik hun til Bodtka Hauge og betalte ham, til at stjæle barnet.”.
”Det lyder uhyggeligt. Findes tiggerfabrikken stadig? Jeg har aldrig hørt om den”.
”Den blev lukket for mange år siden”.
”Vent!”, udbrød Kenan pludselig og rejste sig, ”vil det sige… vil det sige, at alle os børn på børnehjemmet er fra tiggerfabrikken? Og at vi alle er magikere?”.
Dina nikkede og så op på ham.
”Da de havde skaffet alle børnene manglede de kun én ting, formularen. Jeg tror det var Gast, der kendte til den gamle formular. Hun var professor og arbejdede på universitetet. Jeg tror det var hende der skaffede bogen, jeg ved det ikke med sikkerhed. Men sikkert er det, at hun fortrød undervejs og ville aflevere bogen til domprovsten. Sammensværgelsen havde dog regnet Gasts forræderi ud og hyrede Bodtka Hauge til at myrde hende. Hun fik afleveret bogen til domprovsten, før hun blev dræbt, men Bodtka nåede ikke at flygte. Det var derfor han blev dømt til syv år ved straffegarnison Troldfront”.
”Så velgørerne var faktisk alt andet end velgørere”, vrissede Kenan surt og skænkede den sidste te, ”Men hvor kommer den fremmede gæst ind i billedet? Hed hun ikke Meminna?”.
Dina rejste sig og satte kedlen over ilden.
”Jeg har ikke helt forstået hvordan hun kommer med. Men jeg ved hun var med i historien allerede den gang. Bodtka fortalte mig, at Meminna jagtede Gast rundt i Pagoden, den aften han myrdede hende. Jeg går ud fra, at Meminna vidste Gast havde bogen og ville have den. Alle i sammensværgelsen var med til at beslutte, at Gast skulle myrdes, derfor tror jeg ikke Meminna var med i sammensværgelsen. Hvorfor skulle hun jage Gast, når hun allerede havde hyret en morder til at udføre arbejdet?”.
Der var stille mens Dina hældte vand i tepotten og satte sig tilbage til køkkenbordet.
”Jeg indrømmer det er det rene gætteri, men jeg tror Meminna var kommet til Asit Dur for at stjæle bogen. Hun vidste intet om sammensværgelsen, men hun kendte måske til den samme udgave af Korrektor som den Gast kendte. Gast stjal den først og derfor prøvede Meminna at fange hende, for at få bogen. Det lykkedes hende ikke, domprovsten fik bogen og han gemte den i krypten i en solid hellig kiste, der var fæstnet til gulvet med tunge lænker. Jeg tror hun var den eneste der vidste hvor bogen var, ud over domprovsten og Bodtka. Måske var det med den viden, hun kom ind i sammensværgelsen”.
”Men hvorfor hentede de den så ikke?”.
”Jeg tror ikke de kunne”, svarede Dina, ”Jeg tror kirken og domprovsten var for magtfulde til, de kunne bryde kistens lænker. Men jeg tror de aftalte med Meminna, at hun kunne få Miranda i stedet for Gast, hvis hun skaffede bogen tilbage. Hun tog hjem til Magus Narre og vente først tilbage, da hun var kraftfuld nok, til at stjæle bogen”.
”Og det skete ved vinteralmissen?”.
”Ja. Meminna kom, stjal bogen og opsøgte os på vinteralmisseaftenen. Den samme aften fremsagde hun formularen over Miranda og tog hende med sig, før hun tog livet af sig selv og overtog hendes krop. Miranda var den første”.
”Så må Rebekka være den anden”.
”Det var ikke et uheld, at enkefruen faldt ud af vinduet. Det var med vilje”.
”Men hvorfor skulle det være så voldsomt. Der var da mange andre måde at gøre det på?”, spurgte Kenan og rakte ud efter et æble.
”Det har jeg også tænkt på. Både enkefruen og doktoren tog livet af sig på meget grusomme måder og jeg tror ikke det var et tilfælde. Jeg tror de ville dø i offentlighed, uden mystiske omstændigheder. Hvis deres død ikke var let at forklare, kunne nærmere undersøgelser måske afsløre ting, de ikke var interesseret i. Husk på de døde begge ved en ulykke og begge gange var det politimesteren, der fastslog hvad der skete. Jeg tror han vidste det ville ske på forhånd”.
”Så i det øjeblik doktoren trådte ud foran kareten og døde, overtog han Fabians krop. Det var derfor han sprang over til liget og hentede noget. Det husker jeg da”.
”Han hentede bogen. Doktoren havde taget den med sig og han måtte sikre sig den kom i sikkerhed”.
”Hvem skulle have min krop?”, spurte Kenan, selvom han inderst inde allerede havde regnet det ud.
”Politimester Saxen. Der var derfor han blev vred over, at forstanderinden havde banket dig. Han ville ikke overtage din krop, før dine smerter var forbi”.
”Så det reddede faktisk mit liv, at forstanderinden bankede mig”.
”Det kan man godt sige”, Dina gabte, men var stadig opsat på at fortælle videre, ”Det var Bodtka, der fortalte domprovsten, at han havde set Meminna i byen. Da Emanuel hørte det, løb han ned i krypten og opdagede, at bogen var væk. De ledte begge efter hende men det var domprovsten, der fandt hende. Jeg tror Emanuel vidste hvad bogen kunne, selvom Meminna var i Mirandas krop, vidste han godt hvem hun i virkeligheden var”.
”Det var det du hørte i krypten. Naturligvis troede du det var vores Miranda”.
”Det lød jo som hende.”.
Udenfor tog vinden fat og hvirvlede sneen forsvarsløst rundt i gaderne mens krysantemumbuskene slog sine grene mod køkkenets små ruder.
”Hvorfor tog doktoren egentlig bogen med sig? Det ville da være mere sikkert at lade den blive hjemme? Han kunne jo altid hente den igen”.
”Det var opstået en splid i sammensværgelsen. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men jeg tror de blev grådige og lagde planer mod hinanden. Den oprindelige aftale betød, at Meminna skulle have bogen med hjem, men jeg tror særligt enkefruen og politimesteren havde fået en anden idé. Måske vidste doktoren ikke, hvem der var forrædere, men han var klar over noget var galt. Derfor tror jeg ikke, han turde lade bogen ligge noget sted. På politigården overhørte jeg en samtale mellem ham og politimesteren. Han troede tydeligvis, at forstanderinden ville narre dem.”.
”Hvad skete der med Fabian… jeg mener doktoren?”.
”Politimesteren skød ham. De prøvede også at skyde Meminna, men hun var langt mægtige end dem og hun brændte enkefruen op med en eneste formular. Jeg tror også de ville skyde forstanderinden, men da politimesteren var alene, lod han som om, det hele var enkefruens plan”.
”Hvor er politimesteren nu?”.
”Han faldt ud gennem hullet i himmelskibets skrog. Du så det selv hullet, da vi gemte os for forstanderinden”.
”Det husker jeg godt”.
De sad atter i tavshed og lyttede til kvistenes symfoni mod de små ruder. Teen var drukket, æblerne og ostemadderne var spist. Pludselig slog Kenan i bordet.
”Hvis du har arvet forstanderinden, så må jeg være arving til politimesteren!”.
Dina spærrede øjnene op.
”Ja, sådan må det være. Det må vi se på i morgen”.
”Vi må også se at få fjernet alt det troldomsværk her i huset. Det bliver rart at komme af med alt det skidt”.
”Hvad mener du?”.
”Vi har jo… jeg mener... du... har jo stoppet en ond sammensværgelse af magikere. Vi må gennemgå alle deres ting og brænde det”.
”Brænde det?”, Dina så uforstående på Kenan, ”hvorfor?”.
”Det er forbudt! Vi kan blive dømt til døden for den slags”.
”Kun hvis vi bliver opdaget”, svarede Dina alvorligt.
”Hvad mener du?”, Kenan blev pludselig usikker og kunne ikke kende sin veninde igen.
”Kan du ikke se det? Jeg har blodet, du har blodet og vi har arvet en helt ny verden af muligheder. Vi kan lære at trylle, blive bedre end velgørerne var. Forstår du hvad jeg siger? Hvorfor skulle vi smide denne mulighed ud?”.
”Jamen…”, Kenan sank en klump, ”det er jo magii”.
”Ja”, svarede Dina, ”og den er vores. Du kan gøre hvad du vil, men jeg vil være troldkvinde og hvis du nogen sinde sladrer, så brænder jeg dig op”, det sidste sagde hun med et blik i øjet, men Kenan bemærkede den bagvedliggende alvor.
”Der er sket noget med dig”, sagde han, ”du er ikke den samme mere”.
”Det ville du heller ikke være, hvis du havde oplevet hvad jeg har oplevet. Men jeg er træt nu. Vi kan tale videre i morgen”.
De ryddede bordet og gjorde rent efter sig, som de havde gjort så mange gange før. Men stemningen var en helt anden og da de nåede døren til sovesalen, standsede Dina op.
”Jeg tror jeg sover i privaten, du kan få hele sovesalen for dig selv”.
”For mig selv?”, Kenan stirrede afvæbnet på hende, ”hvorfor kan vi ikke sove i salen begge to. Det plejer vi da?”.
”Tingene er ikke mere som de plejer, Kenan. Vi må se at blive voksne. Sov godt”, så vendte hun sig og tog trappen til privaten. Kenan blev stående og stirrede efter hende, til hun forsvandt bag døren.

Skønt himlen over Asit Dur altid var tung af himmelskibe, var det rent ud sagt et enestående tilfælde, at nogen faldt ned fra dem. Det var derfor en stor begivenhed, da politimester Saxen faldt fra Grubens himmelskib og landede på taget af den lille monopatiske kirke i Store Krummegade. Utroligt nok holdt tagkonstruktionen til slaget, men den store krop blev rædbrækket og kurede ned på gaden hvor det lå, til det blev hentet af posekiggerne. Det vrimlede med tilskuere mens fotografer tog billeder og journalister søgte i alle kroge, for at finde en forklaring. Men ingen fandt nogen sinde frem til, hvor han var faldet fra, eller hvorfor det var sket. Historien hærgede aviserne nogle uger, men druknede så i bølgerne af andre hverdagsbegivenheder fra metropolen. Sneen var efterhånden blevet til regn, der langsomt skyllede de hvide dyner bort fra tage og gader. Snart viste forårssolen sig og jog de sidste af vinterens rester på flugt, mens borgere og godtfolk fandt sommertøjet frem.
En tidlig sommeraften sad Dina alene i køkkenet, teen dampede fra potten og det duftede af nybagte boller. Kenan var sendt til Magus Narre efter nye lærebøge og hun sad netop og studerede sin anden formular, da det bankede hårdt på døren. Roligt lagde hun bogen fra sig og trippede ned til hoveddøren. Hun trådte et skridt baglæns og smilede, da hun stirrede lige ind i Bodtka Hauges grinende fjæs.
”Bodtka Hauge!”, udbrød hun og gav ham hånden.
”Jeg havde regnet med et knus”, brummede han lidt skuffet, ”troede du ikke jeg var død?”.
Dina smilede.
”Kom indenfor min gamle ven. Du kommer lige til tiden”.
”Lige til tiden?”, Bodtka rynkede øjnbrynet, ”hvad er du nu ude på?”.
”Kom indenfor”.
De satte sig i køkkenet og hun fortalte ham om alt hvad der var sket. Det viste sig, at Bodtka Hauge længe havde holdt øje med hende og vidste det meste. Men han undrede sig stadig.
”Hvordan kan det være, du vidste jeg levede?”.
”Jeg har lært meget om Bodtka Hauge”, svarede hun smilende.
Den store mand lo højt.
”Hvis man skal dræbe en nordlænding, skal man gøre det ordentligt!”.
”Jeg har hørt de har revet brugtjernspladsen ned, så jeg regnede faktisk med du snart ville komme. Du mangler vel penge?”.
Bodtka så ned i gulvet.
”Det er blevet hårde tider for Bodtka Hauge”.
”Så er du kommet til den rette. Ser du... Der er denne her bog... Jeg har givet et yderst gavmildt tilbud... flere endda...  Men det er som om ejeren ikke forstår min generøsitet. Han vil ikke sælge den. Men... Bodkta, jeg må have den bog. Forstår du?”.
”Jeg forstår”, svarede Bodtka, ”en gang tyv, altid tyv”.
”Så har vi en aftale”, sagde Dina og gav ham hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...