TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
412Visninger
AA

14. DRAGEBLODETS BÅND

Da morgenens lys trængte nattens mørke på flugt, lagde stormen sig og Dina vågnede til lyden af fiskekonernes sludren på deres vej til havnen. Hun gned øjnene og opdagede Bodtka stirrende blik.
”Godmorgen”.
”Har du sovet godt”, brummede den store mand.
HUn nikkede og rejste sig. Der var hundekoldt og hun hoppede på stedet, for at få varmen.
”Du sagde, du havde en idé. Hvad går den ud på?”.
 Bodtka Hauge rejste sig og stampede støvet af sig.
”Jeg kender én, der måske ved hvad Korrektor er for en bog”.
”En troldmand?”, Dina blev stående efter et hop og så på Bodtka.
”Ja. Han er troldmand”.
”Er han farlig?”
”Farlig!”, den store man brød ud i latter, ”Nej min pige, farlig er han ikke. Men han er desværre en drukkenbolt og alt for åbenmundet”.
”Hvor kan vi finde ham?”.
”Ja…”, Bodtka Hauge tænkte sig om, ”han sidder på dødsgangen i Kareliafænglset”.
”På dødsgangen!”, udbrød Dina. Hun anede ikke hvad en dødsgang var, men det lød skrækkeligt.
”Det gamle fjols. I drukkenskab brugte han magii for øjnene af alle på kroen. Det er tre uger siden, han blev dømt til døden for brug af trolddom”.
”Lever han stadig?”.
”De hænger ham om en uge. Indtil da, opbevarer de ham på dødsgangen”.
 ”Kan vi besøge ham dér?”.
”Ja, det kan vi. Men jeg ved ikke om det er en god idé, du tager med. Det er ikke et særligt rart sted”.
”Det er bedre end at være her alene. Bodkta, jeg vil ikke være alene”, hun så den store mand lige i øjet og han smilede.
”Okay, unge dame. Så taget vi derhen sammen”.
Hånd i hånd fulgtes de gennem Pagodens gader. Bodkta købte giffelbrød af brødkonerne og de drak te fra kandedrengenes dampende tappehaner. Sneen væltede ned og lagde sig i store driver, som forretningsejere og gadefejere forgæves bekæmpede med skrabende spader. I sådan et vejr lod folk automobilerne stå hjemme og brugte istedet hestevogne og kareter, der travede lettere gennem sneen.  Da de havde drukket den varme te, stillede Bodtka sig til vejkanten og prajede en droske.
”Hvad laver du?”, spurgte Dina og greb ham i frakken.
”Kareliafængslet ligger ikke i Pagoden. Det er en lang tur. Kom”.
Drosken standsede og Bodtka løftede Dina op. Han fulgte selv efter, bad kusken køre til Kareliafængslet og lukkede først døren, da der lød et piskesmæld og vognen forlod kantstenen med et ryk. Hun havde aldrig før kørt i en droske, faktisk havde hun kun siddet på en oksekærre. Alt var så fint herinde. Sæderne var polstrede og betrukket med blomstermotiver i fløjl og røde nuancer. Dørhåndtag og gardinstænger var af blankpoleret messing og gulvet funklede af poleret træ. Snart rettede hun interessen mod vinduet. Hun kendte gaderne og torvet, men snart kørte de gennem Ulvens Port og for første gang i sit liv, befandt hun sig uden for Pagoden. Hun havde aldrig set noget lignende. Byen fortsatte i det uendelige, over broer og torve, gennem gader og stræder. Det vrimlede med mennesker over alt og køretøjer hun aldrig før havde set, tromlede gennem den overdøvende trafik. Der skete så meget, at hun slet ikke kunne overskue det hele, selvom hun prøvede. En halv time sad hun og stirrede, mens Bodtka faldt i søvn og hans vældige krop gyngede svagt i takt med droskehjulenes rytme.
Kareliafængslet lå i skyggen af den enorme bymur, der ragede niogtyve meter mod skyerne og var lige så gammel som byen selv. Vognhjulene skurrede over vindebroen, der førte dem helt ind til fængselsgården, hvor tungt bevæbnede posekiggere vrimlede frem og tilbage i alvorlige ærinder. Her stoppede drosken og Bodtka vågnede.
En vagt med tunge støvler og bredskygget hjelm trådte dem i møde. Han virkede skræmmende på Dina og hun trådte et skridt baglæns.
”Vi skal besøge de dødsdømte”, sagde Bodkta med dyb stemme.
”Bødlens kontor ligger dér”, svarede vagten myndigt og pegede mod et fjernt hjørne af gården.
De takkede og skyndte sig ned til det lille beskidte kontor, hvor bødlen sad, stor og fed i sin sorte snøredragt og med fødderne på bordet.
”Hvad i alverden”, udbrød han, tog fødderne ned og rettede sig op i stolen, ”Er det ikke morderen Bodtka Hauge?”.
Brugtjernsforhandleren standsede i døren, stirrede og hvæsede.
”Syv-hugger! Jeg havde ellers hørt, du havde hugget dit eget hoved af!”.
”Din hals undgik min økse, da dommeren sendte dig til straffegarnison Troldfront. Er det… otto år siden?”.
”Jeg er ikke kommet for, at mindes gamle dage. Mit besøg er ærligt og lovligt”.
”Ha! Bodtka Hauge, ærlig og lovlig!”, den blege bøddel drak fra sin store kop og tørrede munden med ærmet.
”Jeg skal tale med en fange på dødsgangen”.
”En af dine venner, formoder jeg”.
”Tage Sejersen”, svarede Bodkta kort.
”Den skøre fulde troldmand! Ja, han passer da lige ind i dit slæng”, bødlen lo højlydt og hentede nøglerne fra et stort søm i væggen, ”det koster 8 rigsdaler”.
Bodtka Hauge betalte og de fulgte bødlen ad dystre kældergange med fugtige vægge.  Dødsgangen havde ingen belysning, kun bødlens ensomme lygte lyste op foran dem, til de nåede den rigtige celledør.
” I har ti minutter”, bødlens stemme rungede i kælderens mørke, nøglerne raslede og døren knirkede på sine hængsler.
Bodtka Hauge måtte bukke sig, for at komme gennem celledøren og bødlen lukkede efter dem, uden at låse. Dina synes det var ret uhyggeligt, men bødlen havde givet hende sin lygte og det hjalp lidt. Hun lyste rundt i cellen, til lyskeglen fangede den gamle troldmand, der sad på gulvet, lænket til væggen. Han så forfærdelig ud. Det værste var øjnene, syntes hun, de var dybe, mørke og endeløst ulykkelige. Håret på hans hovedet var borte, men skægget var fyldigt og gråt og gik helt ned til maven. Huden var rynket som et gammelt æble og da han åbnede munden for at tale, kunne hun se, at han ikke havde tænder.
”Bodtka!”, lød den gamle hæse stemme, ”er det virkelig dig?”.
Den spinkle stemme rungede i den lille celles mørke.
”Det er mig”, brummede den store mand og satte sig foran fangen, ”Det gør mig ondt, de fik dig til sidst”.
Et øjeblik var det som kom der liv i de gamle øjne og et frydefuldt udtryk rullede over hans ansigt, mens de tørre læber formede et smil.
”De fik mig ikke... Jeg gjorde det selv.”
”Hvad mener du gamle ven?” Bodtkas stemme lød mild, at Dine næsten ikke kunne genkende den. ”Hvad gjorde dt selv?”.
”Udyret vokser i mig, Bodkta. Jeg måtte gøre noget, før det overtager mig”.
Bodtka nikkede, men Dina vidste ikke hvad de talte om og spurgte.
”Jeg har drageblod i mine årer”, svarede den gamle, ”og dragen vokser sig stærk i mig, jeg kan snart ikke modstå den længere”.
”Bliver troldmænd til drager?”.
Den gamle hostede et grin og ville ae hende på kinden, men de tunge lænker var ikke lange nok.
”Drageblodet giver evnen til at bruge magii, men det gør ingen til en drage”.
”Jamen hvad er det så, der vokser inden i dig?”, ville Dina vide og rykkede tættere ind til Bodtka.
”Drageblod giver mig ikke bare dragens magii, men også dragens grådighed og magtbegær”, der gled en skygge over den gamles øjne. ”Jeg kunne tvinge og herske, jeg kunne knuse mine fjender og leve i rigdom.”.
”Hvorfor gør du så ikke det?”, spurgte Dina.
”Fordi det er en grusom magt. En magt over andres tab og lidelser. Langsomt glemmes mennesket. Til sidste er der ingen medlidenhed tilbage, ingen anger... kun magtbegæret. Sådan er det, dragen vokser i mig”.
De sidste ord rungede ud i den lille celle og stilheden, der fulgte understregede den gamles alvor.
”Du burde ikke være her”, sagde Bodtka endelig, ”Du har fortjent bedre, gamle ven”.
”Jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig. Men dragen i mig er for stærk. Det var derfor jeg drak mig fuld. Jeg drak mig så fuld at jeg glemte al fornuft og brugte magii foran alle gæsterne.”.
”Men troldmænd kan da ikke dø?”, udbrød Dina.
”Alle kan dø”, svarede den gamle og stirrede hende i øjnene, til hun måtte sænke blikket, ”Og jeg hører til dem, der gerne vil.”.
”Hvorfor vil du gerne dø?”.
”Inden jeg mister min menneskelige sjæl. Inden jeg bliver grusom og kold. Inden jeg dræber og knuser, for at vinde rigdom og magt. Min lille pige, sådan er det, at have drageblod. Jeg kan mærke vilddyret vokse i mig, jeg kan ikke kæmpe i mod. Derfor må jeg dø.”.
Den gamle troldmand sænkede blikket og lukkede øjnene. Hjertets langsomme slag kunne tydeligt ses bag den tynde krops ribben og hans ånde raspende ved hver vejrtrækning. Han skræmte Dina, men hun var også fascineret af ham. Hun havde altid troet, at troldmænd og troldkvinder kunne trylle sig til al den lykke, de kunne tænke sig. Men her sad hun med en, der slet ikke var glad for sin magiske evner, men faktisk ønskede at dø på grund af den.
”Min ven”, afbrød Bodtka, ”jeg kom for at spørge om noget vigtigt.”.
Den gamle troldmand løftede hovedet og nikkede.
”Kender du en bog ved navn Korrektor?”.
Tage skreg som et vildt dyr og pressede sin tynde krop mod den fugtige. Dina og Bodtka spjættede af forskrækkelse og blodet dunkede endnu hæftigt, da skriget ebbede ud og den gamle begyndte at tale med hvæsende stemme.
”Den bog er ond.”.
”Ond?”, brummede Bodkta.
”Ond... ja. Den blev skrevet i fordums tid af Vahanai, de første magikere. Forfatteren er ukendt, men der er alligevel nok blevet rettet så meget i den gennem tiden, at det kan være lige meget.
”Hvorfor retter man i bøgerne?”, spurgte Dina med svag stemme.
”Sådan er det med de magiske navne”, svarede Tage, ”de ændrer sig, som verdenen ændrer sig”.
”Hvad er det for en bog?”, afbrød brugtjernsforhandleren.
Den gamle troldmand hvæsede og så Bodka lige i øjnene.
”Det er en frygtelig formular. De gamle vanahai kaldte den mortis korruptus, men på vores sprog kaldes den sjæletvang”.
”Sjæletvang!”, udbrød Dina og mærkede angsten vågne i hendes hjerte. Hun anede ikke hvad sjæletvang var, men det lød forfærdeligt nok til at gøre hende bange.
”Hvad gør den formular?”, spurgte Bodtka.
”Den binder troldmandens sjæl til et andet menneskes krop”.
”Hvorfor?”, Bodtka hviskede, ”hvad er formålet?”.
”Hvis troldmanden dør med blikket rettet mod offerets krop, vil troldmandens sjæl overtage kroppen og leve videre i den, som var det hans egen”.
De stirrede begge nogle sekunder, før det gik op for dem, hvad han havde sagt og en ubehagelig fornemmelse bredte sig i kroppen.
”Så troldmanden kan overtage en anden krop og leve videre i mange generationer?”.
”Sådan er det. Men er bogen er sjælden og det kræver en indsigtsfuld magiker at bruge den”.
Bodtka kløede sig i håret og tænkte.
”Hvor længe virker formularen? Jeg mener, hvis den først er kastet mod et offer, hvor længe er offeret påvirket af magiien?”.
”For altid”, svarede den gamle tørt.
”Så hvis formularen først er kastet, er ofret altid i fare for at miste sin krop?”.
”Sådan er det. Troldmanden skal bare se offeret og dø”. 
Der var stille i den lille celle. Kun en sagte rislen lød fra de fugtige vægge og blandede sig med de tunge åndedrag og spæde rottepiv fra mørket.
”Kan det på nogen måde ophæves?”.
”Når først formularen er sagt, kan kun troldmandens død ophæve magiien”.
”Tak gamle ven”, hvæsede den store mand, ” Er der noget jeg kan gøre for dig?”.
Den gamle rystede på hovedet.
”Alt jeg ønsker, er at dø”.
”Så dø bravt, gamle ven”, Bodtka rejser sig, ”Vi må desværre videre.”.
”Øjeblik”, Dina havde tavst fulgt deres samtale og nu var der et spørgsmål, der trængte sig på, ”Hvad sker der med offerets sjæl”.
Bodtka og Tage så spørgende på hende.
”Jeg mener, når offeret mister sin krop, hvad sker der så med sjælen”.
”Den rejser til dødsriget i stedet for troldmandens sjæl.”.
Svaret fik pigen til at vakle og Bodtka måtte gribe hende, så hun ikke faldt. Han løftede hende op og bar hende ud i morgenlyset, bort fra dødsgangens frygtelige mørke og stank.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...