TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
302Visninger
AA

17. DRABET

Det gamle træskib knagede under ballonen i den voldsomme haglstorm. Dina havde tabt vejret i modvinden fra hullet i skrogets bund. Hun knugede sig fast til kanten og mærkede, hvordan de sidste dages rædsler væltede ind over hende. Håbløsheden og angsten lod tårerne løbe og ensomheden knugede hendes hjerte. Hun vidste ikke hvor længe hun lå sådan, men da der ikke var flere tårer, krøb hun tilbage til det sikre gulv og fattede sig. Politimesteren var død, men forstanderinden var stadig på jagt efter hende. Der ville ikke gå lang tid, før hun ville undre sig over, hvor politimesteren blev af. Men så slog en tanke hende og hun tog sig til hovedet. Kenan! Kenan måtte være her et sted. Hun måtte finde ham, måske kunne de besejre forstanderinden, hvis de var to. Hun kom på benene, men netop som hun vendte sig, stod forstanderinde Gruben i den åbne dør og stirrede på hende med sit dæmoniske blik.
”Så mødes vi igen”, sagde hun tørt, ”og denne gang har du ikke Bodtka Hauge til at hjælpe dig”. Dina gik baglæns og betragtede forstanderindens mindste bevægelser.
”Du får mig ikke”, svarede hun trodsigt, men Gruben lo blot, trak en revolver fra frakkens inderlomme og rettede løbet mod sin tinding. I samme øjeblik sprang Dina af alle kræfter og nåede ud af forstanderindens synsfelt i tide. Gruben bandede og satte i løb, Dina tog vejen rundt om kasserne for at undgå forstanderindens blik og nåede døren. Hun kunne se forstanderinden betragte hullet i skroget og hun benyttede sig af situationen, sneg sig ud af døren og løb alt hun kunne ned ad gangen. Hun anede ikke hvor hun var, men enkefruen havde sagt, at Kenan også lå i lasten. Det måtte være bag en af dørene i gangen, men hun havde ikke meget tid. Bag hende rasede forstanderinden, hun ville snart opdage, at Dina var borte. Til al held var dørene kun lukket med kroge, der kunne løftes på ydersiden, men netop som Dina åbnede den første dør, lød forstanderindens skrig bag hende.”Du slipper ikke væk. Dina! Hører du! Jeg kender dit navn!”.
Dinas hjerte galopperede og hun pressede sig panisk gennem den smalle døråbning og lukkede forsigtigt døren bag sig. Stakåndet lænede hun sig op ad væggen, mens sveden piblede frem på panden og forstanderindens hastige skridt passerede forbi. Hun tog sig ikke tid til at åbne dørene, men gik direkte til trappen og forsvandt ovenpå. Først undrede det Dina. Hvor ledte hun ikke videre? Men så kom hun i tanke om enkefruens ord ”Mandskabet adlyder kun forstanderinden”. Det var sikket dem, hun var på vej for at hente og tanken fik atter Dina hjerte til at slå hurtigt. Hun skulle lige til at åbne døren igen, da en lyd inde fra rummet fangede hendes opmærksomhed. Hun stirrede ind i mørket og bemærkede en bylt midt på gulvet, mellem kassestablernes skygger. Bylten bevægede sig og hun nærmede sig langsomt. En eller anden var lukket inde i en postsæk fra Nordens Glødende Hove. Hun knælede og løsnede knuden, sækken gled ned og hun så lige ind i Kenans ansigt. Hun fjernede kniplen og bindet for øjnene, lagde en finger på hans løber og smilede.
”Stille”, sagde hun, hjalp ham ud af sækken og løsnede hans bånd. Men han havde knapt fået munden fri, før han overfaldt hende med spørgsmål. Hun forstod ham, men der var ikke tid til forklaring. Det var begyndt at myldre med skridt ovenpå, det kunne ikke vare længe, før de kom ned i lasten.
”Der er ikke tid Kenan. Tag min hånd og følg med, vi er i stor fare, kom nu!”. Han forstod alvoren i hendes stemme, greb hendes udstrakte hånd og kom op at stå.
”Hvor skal vi hen?”.
”Stille.”.
En plan havde taget form i hendes hoved. Det var en spinkel chance, men det var den eneste chance hun kunne få øje på. I hast førte hun Kenan med sig ned ad gangen. Ved trappen satte hun farten lidt ned og strammede grebet i Kenan. Han fulgte hende tavst med bankende hjerte og hovedet fuld af spørgsmål, da de nåede trappens top og så to mænd træde ud, lige foran dem. De råbte begge højt, mens Dina vendte på hælen og løb af alle kræfter ned ad trappen. Mændene trampede efter hende, men Dina nåede at trække hende selv og Kenan ind i sit gamle lastrum, før de så ham. Det var vigtigt, de troede hun var alene. Hun lukkede døren og med Kenans hjælp barrikaderede de den med våbenkasserne. Det var en tung opgave og da de to første kasser var skubbet ind foran døren, nåede mændene frem og lagde skulderen til døren. De larmede faretruende og de to børn trak sig tilbage i lastrummet med blikket stift rettet mod døren.
”Ved Droan!”, udbrød Kenan, da han så hullet i gulvet. Er vi om bord på et luftskib?”.
Dina nikkede.
”Vi kommer aldrig herfra i live”, han rystede opgivende på hovedet og begyndte t græde, ”Hvad har du egentlig forestillet dig? Vi har ikke en chance!”.
”Vi har én eneste chance, hører du? Du må ikke give op nu!”, hvæsede Dina vredt og ruskede i ham.  ”Jeg forstår godt du er forvirret, jeg ved det er svært det her. Men vi er i virkelig fare, så hør godt efter og gør hvad jeg siger”.
Kenans blik mødtes hendes gennem de tårevædede øjne. Udenfor piskede ishagl mod skroget og en torden rumlede i det fjerne.
”Hvor høj er du?”.
Kenan fik et mærkeligt udtryk.
”Hvorfor?”.
”Kenan, der er ikke tid. Svar mig!”.
De dundrende slag mod døren larmede og skubbede langsomt barrikaden til side. Der ville ikke gå lang tid, før mændene brød gennem.
”Jamen... en meter og seksogtres tror jeg.”.
”Det går an, jeg er firetres. Smid tøjet”.
”Hvad!”, udbrød Kenan, ”er du blevet gal?”.
”Gør som jeg siger,” vrissede Dina, tog sit hårbånd af og hev kjolen over hovedet.
Kenan stirrede, men tog så en beslutning og tog tøjet af. Det var koldt at stå i underbukser, han skuttede sig og så på Dina.
”Hvad så nu?”.
”Tag min kjole på”, sagde hun og rakte den til ham.”Skal jeg gå i pigetøj! Det gør jeg ikke!”.
”Vil du hellere dø?”, snerrede Dina og ruskede ham. 
Kenan græd, han var bange og forstod ikke noget som helst, men Dinas vrede fik ham til at trække kjolen ned over hovedet og møve den på plads. Han følte sig meget ubekvem, men glemte det hurtigt, da barrikaden faldt sammen og døren blev åbnet. Hurtigt trak Dina dem om bag en kassestabel og tyssede på Kenan med en finger over læberne.
”Stop!”, lød forstanderindens bryske stemme pludselig og mændene trak sig væk fra døren. ”Jeg tager over herfra. Vent herude. I har jeres ordre, I ved hvad der vil ske”. ”Det er forstanderinden!” hviskede Kenan bange.
”Stille!”
Dina lagde sin hånd over hans mund, ”jeg forklarer det hele bagefter. Lige nu skal du gøre som jeg siger! Forstået?”. Kenan stirrede i hendes beslutsomme øjne og nikkede.
”Men… selvom vi klarer hende? Hvad så med mændenen? Så vil de da bare dræbe os?”.
”Stol på mig”, svarede Dina, ”jeg ved hvad jeg gør”.
Det var en løgn, hun anede ikke om hendes plan ville virke, men hun have ikke en bedre idé og beslutningen var taget.
”Nu er det kun os to”, sagde forstanderinden med sin kolde stemme og trak revolverhanen tilbage med et højlydt klik. I samme øjeblik satte Dina hårbåndet på Kenans hoved og råbte, mens hun skubbede ham baglæns, bort fra skjulet bag kassestablen.
"Du får mig aldrig!”.
”Ha! Ha! Ha!”, lo forstanderinden hysterisk, ”Jeg ser dig! Jeg ser dig!”. Så lød der et skud, Kenan skreg og faldt livløs om på gulvet. I et rædselsslagen sekund stirrede Dina på ham, før hendes verden brød sammen. Havde hun taget fejl? Hun kastede sig frem mod Kenan, tog ham i sine arme og lyttede til han hjerte. Det slog endnu og der var intet blod. Så vendte hun blikket mod døren og fik øje på forstanderinden, der lå på gulvet med den rygende revolver og en voksende blodpøl under hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...