TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
273Visninger
AA

2. DEN FEMTE GÆST

Der lød et brag fra hoveddøren og en kold vind trængte ind i huset. Dina og Fabian styrtede ud i gangen, men de fandt kun den åbne hoveddør, smækkende taktfast i vinden. Sne var føget ind i entreen, og havde dannet en stor vandpyt midt på gulvet.
”Hent en vandspand, så henter jeg gulvklude”.
Da de vendte tilbage fra køkkenet, opdagede de et tydeligt spor føre fra vandpytten, ned gennem entreen og ind i spisestuen.
”Se! Den sidste gæst er ankommet”, udbrød Fabian.
”Underligt, vi var kun borte et øjeblik. Hvordan er gæsten kommet forbi os, uden vi har set det?”.
De listede ned til spisestuedøren, og selvom den stod på klem, måtte Fabian åbne den lidt mere, så de begge kunne se. Ved bordenden stod en høj kvinde i en sort broderet kjole. På hovedet bar hun en skyggerig hat, læberne var sorte som kul, og øjenlågene gnistrede i grønt. Ved hendes side sprang forstanderinden til, trak stolen ud for hende, og tog selv mod den fremmedes overtøj. Det var ikke til at tro, sådan som hun bukkede og nejede for den ukendte gæst.
”Hun må være meget vigtig,” hviskede Dina, og Fabian nikkede lydløst, men opdagede så, at forstanderinden var på vej ud i gangen, og de rettede sig hurtigt op.
”Nå, der står I! Her! Hæng dette på plads, og så kan I godt servere maden”. Forstanderinden lød brysk, og de adlød uden et ord. Så snart tøjet var hængt på plads, gik Fabian i køkkenet for at hjælpe med serveringen, mens Dina vaskede vandpytten bort.

De næste timer havde børnene travlt med at traktere, servere og vaske op. De talte ikke meget med hinanden, de var så optaget af, at gøre alt perfekt.
”Har I set pakkerne på bordet?”, udbrød Miranda, da hun kom ud i køkkenet, ”de er pakket ind i farvet papir, og de har bånd om”.
”Ja,” svarede Fabian, ”og hvis vi gør vores arbejde ordentligt, så er pakkerne vores”.
”Juhu!”
”Stå nu ikke bare der, se at komme i gang!”, afbrød Rebekka.
De knoklede til sveden sprang fra deres pander, og alt forløb som det skulle. Rebekka havde styr på det, og de andre fumlede ikke i det. Humøret var højt i det lille køkken, og det lod til, at også selskabet morede sig. Særligt politimesterens stemme var gennemtrængende, men sådan var det altid.

Efter desserten, var det tid til et hurtigt bad før opvisningen. Pigerne krøllede hinandens hår og rettede på drengenes tøj. Så listede de musestille ned i entreen og bankede på døren til spisestuen.
”Kom ind!”, lød forstanderindens bryske stemme.
Børnene gik indenfor, Miranda var først, for hun var den mindste og de andre fulgte i rækkefølge efter alder; Kenan, Dina, Fabian og Rebekka. Alles øjne var rettet mod dem, og særligt de ældste måtte synke en gang eller to. Her var stegende hedt, politimesteren svedte, enkefruen tørrede panden med et lommetørklæde, og doktor Reinhardt havde løsnet sit slips. Forstanderindens udtryk var strengt, men hendes stemme var ikke længere brysk.
”Her er så børnene,” sagde hun, og klappede i hænderne, ”sig pænt goddag til vores velgørere, og især til vores særlige gæst”.
Den fremmedes hud var hvid som sne, øjnene dybe og mørke. Hun var tynd og smidig, og de sorte læber formede et grådigt smil. Pigerne nejede og drengene bukkede.
”Hvor er de henrivende,” hviskede hun på en sær dialekt, ”jeg er sikker på vi kan komme overens”.
”Glimrende,” svarede forstanderinden, og hentede den store Pagodebog fra kommoden. ”Først vil Rebekka og Dina læse op af Pagodebogen, for at vise hvor flittige de er til at læse. Derefter vil Fabian, Kenan og Miranda synge Vintersangen”, hun så rundt på gæsterne, før hun satte sig.
Rebekka tog den tunge Pagodebog, stillede sig et skridt frem, og begyndte at læse.

…Bystaten Asit Dur har altid været et centrum for handel og kultur. Den ligger ved valleriens udmunding, netop hvor handelsrejsende fra det nordlige Valhel må passere for at komme til de velhavende flodriger og landene syd for dem. Asit Dur har ikke mindre end to af verdenens vidundere, Den monopatiske Ubertino katedral og marmorpalæet Asitol, hvor handelsrådet og handelsfyrsten har til huse. Byens gader præges af mange magtfulde bygningsværker, blandt andet Anti Dæmon Agenturet, der har til huse i den ældgamle borg, Justis Mortis, der rejser sig over byen på ryggen af Lovklippen. Ikke langt derfra ligger Kapitalen, hvorfra værdien af den gyldne Krisos varetages med bogførerens sikkerhed og rundt om samme torv ligger filialer af Valhels største banker. Vaibanken, der administrerer Vaimarken, Statsbanken, der beskytter den stærke rigsdaler, og Kuria Banka med dens magtfulde Sølv Runkel. I den nordlige del af byen findes Plakanaden, verdens største marked for småhandlende og for enden af den aflange plads ligger banegården, hvorfra Den transvalleriske jernbane har sit udspring.
I den sydlige bydel ligger lufthavnen, hvor himmelskibe fra hele verden lægger til. Det er også her man finder berømte bygningsværker som Dramarenaen, et af verdens første teatre, samt den glasomssluttede dansehal, Himmelgloben, hvor byens rige ungdom holder til…

Rebekka læste præcist og elegant. Stemmen var monoton, uden begejstring, men sådan skulle det være, det havde de lært. Gæsterne klappede stadig, da hun rakte Pagodebogen videre til Dina. Pigens hænder rystede en smule, da hun bladrede et par sider frem og stirrede stift ned i bogen, for at undgå de mange blikke.

…Midt i den mægtige bystat ligger en lille ghetto af pagtistiske borgere. Den blev grundlagt i 813 af familien Groth, en pagtistisk slægt fra Arbrand. Den gamle Groth købte et stykke af havnen, byggede et handelshus ved kajen og som firmaet voksede, fik de brug for mere arbejdskraft. På den måde flyttede mange pagtister ind i den pagtistiske ghetto og i 879 fik familien Groth tilladelse til at opføre domkirken. På den tid havde Asit Dur brug for hver en vaimark og kunne ikke undvære familiens gode skat. Derfor var venskabet mellem familiens overhoved og handelsrådet tæt, trods den religiøse forskel. Men den rolige periode endte brat med de ulykkelige omstændigheder omkring pagodemordene i 923. Hadet mellem de to religioner kulminerede i, at man byggede muren omkring Pagoden - og den har stået der lige siden, som et symbol på adskillelsen af de to folk. Der blev vedtaget en række særlove, der forhindrede pagtister i at handle uden for ghettoen og deres indtægter blev belagt med tung skat. Der skulle gå mange år, før forholdet mellem monopater og pagtister atter blev tåleligt. Efter Den Sidste Krig i 1001 ophævede handelsfyrsten de resterende særlove, da Asit Dur lå i ruiner og Handelsrådet igen havde brug for venner med penge. Nu, mere end tohundrede år senere, er forholdene gode og den onde tid ligger tilpas langt borte. Pagoden består af trestusindpagtister, hvilket ikke er mange, set i forhold til de fem millioner borgere, der bor i Asit Dur.

Da hun var færdig, stillede hun sig hurtigt tilbage i rækken og nejede i takt med gæsternes klap. Grubens stramme ansigt var løsnet op, det plejede at betyde noget godt. Miranda greb Fabians hånd for at holde sig i ro. Han smilede og trak hende frem sammen med Kenan og stemte i med vintersangen. Den var så smuk, Dina elskede den og kunne ikke lade være med at synge med indvendig. Den lille Miranda sang så kraftigt hun kunne, mens Kenan sørgede for de havde samme tempo og da de sidste toner lagde sig, blev der klappet.
”I har gjort det godt” sagde forstanderinden og rejste sig, ”jeg er sikker på vores velgørere er tilfredse”. Gæsterne nikkede og enkefruen begyndte at klappe ”I har så sandelig fortjent jeres gaver”. Med næsten lige så stor iver som børnene, rakte hun en pakke til hver af dem. Da Miranda fik sin, begyndte hun at græde. Rebekka trykkede hende ind til sig mens gæsterne smilede venligt.
”Jeg har også lidt med” sagde den fremmede kvinde ”i finder det i sovesalen”. Modsat hendes dystre udseende, var stemmen venlig og blid.
”Det behøvede De ikke”, sagde forstanderinden ”der kommer ikke noget godt af, at forkæle børn”.
”Jeg er sikker på det går an” svarede den fremmede og det var, som om forstanderinden dukkede sig for hendes blik.
”Naturligvis”, så vendte hun sig mod børnene, ”se så at komme ind med jer. I skal være i jeres senge klokken to!”.
Klokken var allerede ét, så de havde lige en time til at lege med gaverne. De bukkede, nejede og listede hurtigt ud af spisestuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...