TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
293Visninger
AA

4. BRUGTJERNSFORHANDLEREN

Da børnene vågnede, opdagede de med det samme, at Miranda var borte. Men før nogen nåede at finde på at for fantasifulde forklaringer, fortalte Dina hvad der var sket. Miranda havde fået en familie. Det gjorde dem både triste og glade på én gang. De var glade på Mirandas vegne, de ønskede alle at blive adopteret af en familie, men de ville også komme til savne hende.
”Er du sikker på, at den fremmede svævede?”, spurgte Fabian.
”Jeg sværger”, forsikrede Dina, ”hun må være en troldkvinde, dørene åbnede helt af sig selv”.
”Det kan godt være”, afbrød Rebekka, ”men nu er vi én mindre og det giver bare mere at lave for os andre. Vask jer og kom ud i køkkenet”.
Før børnene fik morgenmad, skulle de servere for gæsterne, der stadig sad i spisestuen, som det sig hør og bør ved en vinteralmisse. I det fjerne slog tårnklokken seks slag, duften af nybagt brød havde spredt sig i hele huset og børnene fik sukker på deres grød. Mens de spiste, kom forstanderinden ud i køkkenet.
”Miranda er her ikke mere”, sagde hun skarpt, ”vores særlige gæst har adopteret hende og taget hende med til sit hjemland”.
”Hvor er det?”, spurgte Kenan?
”Magus Narre. Hun får det bedre end os og det skal vi være taknemmelige for”.
”Var den fremmede en troldkvinde?”, spurgte Kenan og tabte sin ske, da forstanderinden slog hårdt i bordet til svar.
”Troldkvinder er ikke noget vi taler om her i huset!”, hendes øjne blev smalle og stemmen truende.
Kenan samlede skeen op.
”Undskyld”.

Kvart i syv forlod de børnehjemmet i samlet flok; enkefruen, politimesteren, doktoren, forstanderinden og de fire børn. Kenan, der var høj af sin alder, havde mørke øjenbryn og kort sort hår. Hans spidse ansigt fik ham til at ligne en rotte, men en udspekuleret en af slagsen. Han gik bagerst og trampede i fodsporene efter Fabian, der var lige så lys som Kenan var mørk. De vakse øjne i det kønne fregnede ansigt flammede op ved alle butiksruder og lys han så. Hele tiden hev han Dina i ærmet for at spørge om noget. Dinas lange røde hår var op i en krans og de røde kinder i det blege ansigt blussede i kulden. Hende grønne øjne flakkede mellem Fabian og Rebekka, der gik lige foran hende. Rebekkas mørke krøllede hår flagrede næsten ikke i vinden, men lå elegant, som hun havde sat det, da hun stod op. Dina elskede at se hende, når hun redte sit hår om aftenen. Hun nød hendes varme mørke øjne og så op til hende. Forrest gik forstanderinden og velgørerne, mens sneen dalede blidt omkring dem og knitrede under deres fødder. På himlen var trafikken tæt af himmelskibe, men de var svære at se i den tætte sne. Tårnklokken begyndte at ringe og der kom flere frem i morgenlyset. Snart dannedes nye optog i gaderne og således samledes Pagodens borgere i domkirken til morgenandagt. 

De sang, lyttede til domprovst Emanuels prædiken og nød det smukke klokkespil under andagtens afslutning. Ude på kirkepladsen hilste alle hinanden god vinteralmisse og der var et vrimmel af glade mennesker. Også velgørerne hilste hinanden, før de skiltes og så vandrede de hjem for at spise og sove. Hverdagen begyndte først i morgen.

Så snart børnene kom hjem, bad forstanderinden dem at vente i entreen. Hun gik op i privaten og der gik nogle minutter, før hun vendte tilbage.
”I skal ned og hjælpe brugtjernsforhandler Bodtka Hauge, han betaler godt. Men du, Rebekka, skal først gå forbi enkefrue Kranz med denne pakke”.
Hun rakte en tung pakke frem og Rebekka nejede.
”Jeg går op og sover, jeg venter jer ikke hjemme før klokken otte”.
”Javel, forstanderinde Gruben,” svarede børnene og vandrede atter ud i sneen.
”Hvorfor lige Bodtka!”, vrissede Fabian,”og så på en vinteralmisse”.
”Vi må arbejde for at leve som vi gør” svarede Rebekka, ”Bodtka betaler godt”.
”Det er heller ikke pigerne, der skal slæbe jern”.
"Men vi skal tage hans opvask!" vrængede pigerne i kor.
Så skiltes de. Rebekka skulle over Øksnepladsen, for at komme til Esplanaden, hvor enkefruen boede. De andre fortsatte til venstre ad Vinkelgade, for at komme til Lodshavnen.

Bodtka Hauges brugtjernsplads lå bag havneskurene. Det var et stort område, omgivet af et vejrslidt plankeværk. Indenfor lå bjerge af gammelt jern og midt i skrammellandskabet lå Bodtkas lille beskidte hus. Brugtjernsforhandleren selv var en kæmpe. Han havde klap for højre øje og gik altid i bar overkrop uanset vejret.
”Velkommen unger” brølede han, da de stod i den skæve port, ”hvis tøsen tager sig af køkkenet, kan I drenge følge med mig”.
Det varede ikke længe, før det skramlede af tallerkener fra køkkenvinduet, mens drengene sorterede jern fra de store bunker.
”Jeg ved godt det er hårdt drenge”, Bodtka smilede bag skægget og lo, ”det er ikke som dagene ved straffegarnison Troldfront, men det giver da varmen”.
”Har du været ved straffegarnison Troldfront?”, udbrød Fabian og tabte et stort messingrør af forbløffelse.
”Kan I se denne her?”, han viste dem en tatovering på overarmen, der bestod af tre x’er. ”Jeg blev dømt ved Domus Imperial og sendt til sølvminerne ved Troldfronten. Alle fanger ved straffegarnision Troldfront bliver tatoveret med de tre x’er”.
”Hvad blev du dømt for?” spurgte Kenan med store øjne.
”Mord”.
De to drenge blev blege og sad for en kort stund helt stille. Men så lo Bodtka højt og det gav Kenan mod til at tale igen.
”Ingen har overlevet straffegarnison Troldfront” sagde han forundret.
”Jeg er den eneste” hvæsede Bodtka, ”det kan du spytte på. Syv lange år. Men bare rolig, jeg er ikke en morder længere”. Han lo igen og satte sig på en gammel kobbertønde, ”måske er det på tide at få lidt varm kakao”.
Dina tilbød at lave den og drengene arbejdede videre, til kakaoen blev serveret i skårede kopper. Mens de drak, fortalte Bodtka troldehistorier fra sin tid ved straffegarnisonen og de gyste når det blev farligt og de lo, når det var sjovt.
”Hvad er Troldehavet?”, spurgte Fabian pludselig, han var lille og vidste ikke ret meget.
”Det er et kæmpe land, hvor jætterne bor i deres tårnbyer, som når helt op til skyerne. Det ligger på den anden side af Troldebakkerne mod nordøst og strækker sig helt ud til havet. Man siger, det hedder Troldehavet, fordi der er lige så mange trolder dér, som der er dråber i havet”.

Efter yderligere en times arbejde kom Rebekka. Pigerne skændtes lidt, fordi Dina var vred over, hun kom så sent. Senere på dagen fik de mere kakao og Bodtka købte varm kylling fra boden på havnetorvet. Klokken halv otte takkede han for deres hjælp og gav Rebekka 25 Nobler til betaling.
”Tak for hjælpen unger, det var hyggeligt at se jer”.
”I lige måde” svarede børnene og forlod skrammelpladsen.

”Han var hyggelig i dag, han plejer ikke at tale så meget” sagde Kenan, da de traskede hjemad gennem sneen, ”jeg glemte helt hvor meget jeg knoklede”.
”Og vi fik kakao”
”Og kylling”
”Tror I på den med straffegarnison Troldfront?”.
Drengene rystede på hovedet, mens pigerne nikkede.
”Han er da ikke en morder”.
”Men han ligner en”.
Det kunne ingen af dem benægte.
Da de kom hjem, listede Fabian, Dina og Kenan ud i køkkenet, mens Rebekka fortsatte op til privaten. Hun bankede på og ventede til der blev svaret. Forstanderinden var optaget af at skrive breve, hun nikkede uden at se op og pegede med pennen mod kisten.
”Bare læg pengene dér, du ved jeg stoler på dig”.
Rebekka nejede og lod mønterne faldt tungt ned i kisten, før hun lydløst listede ud igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...