TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
303Visninger
AA

15. BODSGÅRDEN

Da Dina kom til sig selv, var de halvvejs hjemme. Drosken skrumlede over brostenene og Bodtka sad med hende i armene, da hun åbnede øjnene.
”Hej, lille ven”, sagde han og hjalp hende op at sidde, ”det sted blev vist alligevel for meget for dig”.
”Det var ikke særlig rart og hvor der dog stank”.
Den store mand nikkede og rakte hende en vandflaske.
”Drik”.
Dina slukkede tørsten og tørrede munden med håndryggen.
”Husker du hvad Tage fortalte?”.
Dina nikkede og kneb øjnene sammen, for ikke at græde.
”Forstanderinden vil dræbe mig, fordi hun vil overtage min krop. Hun fortryllede mig den aften du reddede mig. Var du ikke kommet… Jeg har forstået. Jeg forstår også hvorfor domprovsten havde Miranda i kælderen, hvorfor Rebekka begyndte at opføre sig så mærkeligt og hvorfor Fabian talte så grimt til mig”.
En skygge gled over Bodtkas ansigt.
”Det er en grusom skæbne”.
”Miranda er ikke Miranda, men Meminna. Rebekka er enkefruen og lille Fabian er den klamme doktor”, Dina gøs og skuttede sig, ”og jeg vil altid leve i fare for at blive forstanderinden”.
”Vi kan flygte”, sagde Bodtka, ”Jeg har familie i Nandel”.
”Nandel?”
”Det er et land, der ligger meget langt herfra. Hun vil aldrig finde dig der”.
”Vil du virkelig gøre det for mig?”.
”Ud over min brugtjernsplads, er der ikke noget der binder mig til Asit Dur”.
”Jeg har heller ikke nogen grund til at blive”, Dina stirrede gennem ruden og betragtede de mange heste og automobiler på gaden.
De rumlede af sted i flere minutter, før Bodtka brød tavsheden. 
”Hvad siger du så?”.
”Vi rejser”, svarede Dina 
Hovslagene rungede da drosken kørte gennem Ulvens Port ind i Pagoden. Stormen havde lagt sig, men sneen dalede endnu på tage og gader. Avisdrengene løb om kap med droskerne og rakte deres aviser ind af vinduerne til de betalende kunder. Brødkonerne sludrede ved de glødende kulknægte og trafikkøerne sneglede sig af sted mens gadefejerne kæmpede med sneen.
”Vi må gemme os i kirken”, sagde Bodtka, ”kun der kan vi være sikre. Men jeg bliver nød til at ordne nogle ting, før vi kan rejse”.
”Hvad for ting?”.
”Jeg skal hente penge og købe billetter. Hvis jeg er hurtig, kan vi allerede sejle med et luftskib i nat”.
Dina følte ingen glæde og nikkede bare.
De blev sat af få gader fra domkirken og sneg sig ind ad bagdøren. Bodtka fandt nogle gamle provstekjortler og indrettede Dina i et varmt hjørne. Han gav hende sin lighter og betalte for seks lys i kirkekassen.
”Så kan du tænde lys, når det bliver mørkt”.
”Er du væk så længe?”.
”Det bliver tidlig mørkt. Jeg kommer så hurtigt jeg kan”.
”Jeg er bange”, sagde Dina med lille stemme.
”Det er jeg også”, svarede den store mand og forlod hende.
Hun sad længe og stirrede rundt i kirken, der trods dagslyset, lå hen i mørke. Tankerne fór rundt i hendes hoved og følelsen af at være alene blev klaustrofobisk. Savnet over sine venner og tabet af alt hun elskede var meget for en lille pige. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage og lod dem trille uden lyd, til hun faldt i søvn af udmattelse.

 Dina vågnede ved en dyb stemme og stærke men blide hænder, der greb hende om skuldrene.
”Dina, vågn op”.
Det var Bodtka. Hun åbnede øjnene midt i sin drøm, så forskrækket op og greb hans arm.
”Kenan!”, udbrød hun, ”Kenan”.
”Hvad med ham?”, spurgte Bodtka undrende.
Dina var stadig halvt i sine drømme og var ikke helt klar over, hvad hun ville. Men et ekko fra hendes drøm pressede sig på og så forstod hun, hvad hendes drøm havde handlet om.
”Hvordan kunne jeg glemme det? Kenan er hos politimesteren, jeg troede dengang det var det sikreste. Men... Åh nej! Vi må redde ham!”.
”Men Kenan har været hos politimesteren i to dage, det er for sent”.
”Det tror jeg ikke. Politimesteren var vred på forstanderinden, fordi hun havde banket Kenan, så han ikke kunne bruges i flere dage. I flere dage! Det må være mere end én dag, måske mere end to. Det giver i alle tilfælde håb til at vi stadig kan nå det”.
”Men vi kan umuligt bryde ind på bodsgården”, protesterede Bodtka, ”det sted vrimler jo med posekiggere”.
”Jeg kan ikke forlade Asit Dur uden at forsøge at få Kenan med. Vi har altid hjulpet hinanden, jeg har ikke tænkt mig at svigte nu”.
”Men…”, prøvede den store mand forgæves.
”Du skal ikke sige men. Er du ikke en professionel forbryder? Du kan myrde og du har helt sikkert brudt ind før. Det hele startede med du stjal børn, det kan du godt gøre igen”.
Dina rystede af ophidselse, men hun var desperat, ikke vred og hendes ord ramte Bodtka Hauge lige i hjertet. Han stirrede på hende og et øjeblik så det ud som om, han sank en ubehagelig klump.
”Du har ret”, han rakte sin store hånd frem mod hende, ”lad os hente Kenan”.

Domkirkens klokke slog ti slag over byens tage og gaderne endnu var et mylder af sludrende mennesker, vrinskende heste og prustende automobiler. Over deres hoveder sejlede himmelskibene sløvt i nattemørket mens dansestuerne åbnede deres døre, spillebulerne blev stuvende fulde og aftenens første havnelakajer svejede syngende ned ad gaden med skummende ølkrus i hænderne.
Netop som de nåede frem til bodsgården, kvalte skyerne månens skær og overlod belysningen til torvets gaslamper. Den grå bygning lå næsten skjult i mørket og virkede lige så trøstesløst som Dinas hjerte. Ukendte skygger gik vagt på brystværnet, og det klagede rustent fra den lille lampe, der hang over den jernbeslåede port.
”Vi kommer aldrig ind af hovedporten”, hviskede Bodtka, ”men jeg kender en vej. Kom”.
Dina stirrede mod taget, hvor hun tidligere havde set nattekravleren rejse sig. Mindet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen og hun skuttede sig før hun fulgte efter Bodtka. Stille sneg de sig tæt langs vestmuren, til de nåede om på den anden side, hvor de kunne skjule sig mellem buskene, der voksede tæt op af bodsgårdens bagside.
”Der er lys i kældervinduet”, hviskede Dina og pegede.
”Det er fængelsecellerne”, brummede Bodtka, ”der er også lys på politimesterens kontor. Dér, på anden sal”.
”Hvordan kommer vi ind?”.
”Fra taget”, svarede Bodtka, ”Kan du klatre?”.
”Det tror jeg ikke”, svarede pigen og så håbløst mod det nedløbsrør han pegede på.
Bodtka nikkede, greb hende uden at sige noget og slyngede hende op på sin brede ryg. Så tog han fat og klatrede op langs nedløbsrøret, til de nåede taget. Hun kunne lugte hans sved, der trænge gennem læderfrakken og hun åndede lettet op, da han endelig satte hende af på det flade tag. Den store mand lagde en finger for læberne og listede videre over taget, til de nåede et loftvindue. Men en hurtig bevægelse åbnede han vinduet, firede Dina ned i mørket og fulgte selv efter. Dina kunne intet se til at begynde med og fulgte Bodtka ved at gribe hans bælte og lade sig føre. Det var først, da de kom ud på gangen, hendes øjne vænnede sig til mørket og hun igen kunne orientere sig.
Længere nede drejede de ad en ny oplyst gang, der førte til en trappe. Bodtka pegede på en dør, hvor der stod POLITIMESTER og nikkede. Der lød tydelige stemmer derinde fra.
”Jeg stoler ikke på dig. Hvorfor afleverede du ikke bogen som aftalt?”.
Det var politimesteren.
”Hun har ført dig bag lyset, Saxen”, lød en stemme, der ikke kunne være andres end den lille Fabians. ”Det var Gruben som sagde, jeg ikke skulle aflevere den. Hun påstod du var en forræder. Kan du ikke se det, hun snyder os begge to”.
”Det er Fabians stemme”, hviskede Dina ophidset og borede neglene ind i Bodtkas håndryg, ”så er det altså doktoren”.
”Jeg beklager”, svarede politimesteren og så lød der et skud. Dina ville springe frem, men Bodtka greb fat i hende og trak hende med ind på et tomt kontor. Det viste sig at være i sidste øjeblik, for snart vrimlede det med posekiggere i gangen foran politimesterens kontor. De kunne høre ham berolige betjentene og sende dem tilbage til deres poster. De blev stående og ventede længe efter der var blevet stille. Bodtka skulle lige til at gribe dørhåndtaget, da politimesterens dør atter åbnede sig og de hørte ham gå prustede ned ad gangen, som slæbte han på noget tungt. De ventede til han havde passeret døren, så åbnede de langsomt og så efter ham. Det gav et gib i Dina hjerte, da hun så Kenans bevidstløse krop over politimesterens skulder.
”Du havde ret”, hviskede Bodtka, ”Han er sig selv endnu”. Den store mand så sig omkring og skubbede blidt Dina tilbage, ”bliv her”.
Hun så til, mens Bodtka listede ud af døren og uden en lyd indhentede politimesteren. Han tog noget fra sit bælte og svingede det med en stor bue gennem luften. Slaget ramte politimesteren og han faldt bevidstløs om på gulvet. Bodtka åbnede den nærmeste dør og trak politimesteren væk fra gangen. Derefter tog han Kenan på skuldrene og kaldte sagte på Dina.
I hast vendte de tilbage til vinduet og ud på taget, men de var ikke kommer langt, før en kraftig vind ruskede i trækronerne og mørket pludselig var over dem. Dina stirre op og skreg, da hun for anden gang mærkede en nattekravlers afskyelige hale sno sig om hendes krop og de hæslige lange klør gribe om hende. En anden nattekravler havde kastet sig over Bodtka, der kæmpede som en gal, men hans enorme styrke var forgæves mod skyggevæsnets smidighed. Snart havde nattekravlerne fanget dem i deres stærke haler og svøbt vingerne om dem for at holde dem fast.
”Forbandet alle helgener!”, brølede brugtjernsforhandleren, ”hold ud Dina! Vi skal nok klare den!”.
Dina svarede ikke. Hun stirrede på Rebekka, der pludselig trådte ud af en rift i luften. Hendes ansigt var oplyst af en oval lysende kugle, der hang lidt over hende skulder. Hun smilede.
”Jeg har jer længe ventet”.
”Enkefruen”, skreg Dina, ”Bodtka! Det er Enkefruen!”.
Rebekka tog en parfumetaske op fra lommen og gik hen til Dina.
”Så du har regnet det ud. Nuvel, det kan være det samme”, hun trykkede på pumpen, så en sky af dråber stod ud i ansigtet på Dina. Hun hostede kun en enkelt gang, før hun mistede bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...