TROLDKVINDEN

Det var stadig nat, da Dina vågnede. Stearinlysene i vindueskarmene var næsten brændt ned og der lød svage skridt over trægulvet. Hun satte sig op i sengen og så Miranda stå ved sin seng i færd med at pakke en lille bylt.
”Hvad laver du?”
Miranda svarede ikke, tog bare bylten under armen og gik mod døren.
”Hvad laver du?”, hviskede Dina igen, men fik stadig intet svar.
Det var lidt uhyggeligt, men Dina blev bekymret. Stille skyndte hun sig over gulvet og greb Mirandas skulder.
”Du kan ikke stikke af! Du er alt for lille til at klare dig selv”. Miranda vendte sig mod hende og Dina trådte forskrækket et skridt baglæns. Pigens øjne var åbne, men der var ingen pupiller, kun hvide. I chok så Dina til, mens Miranda fortsatte ned mod spisestuen, før det gik op for hende, hvor pigen var på vej hen. Hun skulle lige til at springe efter, da døren til spisestuen åbnede af sig selv. Hun kunne ikke se nogen, men der lød stemmer.

0Likes
0Kommentarer
410Visninger
AA

18. ARVEN

Da Kenan kom til sig selv, sad Dina bøjet over ham. Han smilede usikkert og missede med øjnene.
”Er jeg død?”.
Dina grinede uden lyd og rystede på hovedet.
”Du er i høj grad i live. Vi vandt”.
”Hun skød sig selv, da hun så mig?”.
”Ja”, svarede Dina, ”Det var det, jeg satsede på”.
”Satsede på? Ingen vil da jage nogen, bare for at skyde sig selv? Hvad om hun havde skudt mig?”.
”Men det gjorde hun ikke”.
”Det giver igen mening!”
”Det gives alt sammen mening, men det er en lang historie”.
”Det er lige meget hvor lang den er, jeg vil høre den”.
”Det skal du komme til, men ikke lige nu. Vi er stadig i luften og jeg vil gerne have fast grund under fødderne først”.
Kenan satte sig op og greb Dinas arm.
”Hvad med mændene? Hvordan kommer vi overhovedet ned?”.
”Jeg tror ikke det bliver så vanskeligt. Hvis jeg ikke taget fejl, har forstanderinden forberedt det hele for os”.
 ”Forstanderinden? Hvad mener du?”.
I samme øjeblik trådte en kvindelig luftofficer med guldknapper på skuldrene ind og gjorde honnør.
”Er alt som det skal være frøken Gruben?”.
Dina nikkede.
”Vi har skaffet ligene af vejen, som beordret, vi mangler blot Deres gamle krop”.
”Den ligger dér”, svarede Dina og pegede på forstanderindens lig, der lå for luftofficerens fødder.
Hun trådte et skridt over den døde krop og gjorde plads til to mænd, der bar liget bort.
”Hvis der ikke var mere…?”.
”Det var alt”.
Så snart luftofficeren var ude af døren, hjalp Dina Kenan på benene. Han var stadig rystet, men ved godt mod.
”Hvorfor kaldte han dig Gruben?”.
”Fordi han tror jeg er hende”.
”Hvorfor tror han det? Han kan jo se hun er død og du ligner på ingen måde forstanderinden”.
”Jeg skal nok forklare dig det hele, men ikke her. Jeg tror luftskibet er forstanderindens egentlige hjem. Husker du, at der kun var et kontor i privaten?”.
Kenan nikkede, ”…og det underlige rum med bøgerne, lysene og tegnene på væggen”. 
”Ja. Det underlige rum. Det er hendes portal”.
”Portal? Hvad mener du?”.
”Det var gennem det rum, forstanderinden kunne komme frem og tilbage mellem børnehjemmet og himmelskibet”.
”Tror du vi kan komme hjem ad samme vej?”.
”Jeg ved det ikke. Kom. Vi må findes hendes værelser”.
Kenan ville tage hendes hånd, men hun trak den til sig og gik foran. Han fulgte stille med, op ad trappen til skibets midterste dæk. Det var et gammel træskib med mange kroge, hvor vinden hvæsede fra usynlige sprækker og skroget knagede i nattestormen. Flere gange faldt Kenan i staver ved et vindue, hvor han betragtede Asit Durs blinkende lys langt under dem. Men han fik ikke lov at stå længe, Dina var utålmodig og havde helt andre tanker i hovedet. De mødte kun få fra mandskabet og det gav et gib i Kenan hver gang, men de gjorde bare honnør og fortsatte deres gøremål. Himmelskibet var ikke stort og det varede ikke længe, før de fandt forstanderindens soveværelse, bibliotek, spisestue og køkken. Bagerst i himmelskibet lå et kontor, fyldt med bøger og dokumenter. To store pengeskabe stod åbne og afslørede store mængder af kontanter samt en stor mappe fra advokatfirmaet Brink & Søn. De åbnede samtlige skuffer og skabe, gennemgik hver en papirbunke og endte ved pengeskabene. Dina tog mappen ud, mens Kenan begyndte at tælle pengesedlerne.
”Kenan”, Dina havde læst overskriften på mappen og daskede til ham, ”se lige her”.
Han drejede hovedet og læste teksten på mappens forside ”TESTAMENTE”.
”Åben det!”, udbrød han ivrigt.
Det var en vanskelig tekst og ungerne havde svært ved at forstå det. Men de forstod begge det vigtigste. Arvingen til alle frøken Grubens ejendomme gik til Dina. Det var ikke kun børnehjemmet, også himmelskibet og en meget stor formue hørte til arven. Hun måtte hun sætte sig. Så mange penge anede hun slet ikke, der fandtes. Hjertet hamrede mod ribbenene og hun sad lammet nogle minutter. Det kom ikke bag på hende, hun vidste forstanderinden blot havde testementeret det hele til en, hun troede var hende selv, men hun anede ikke Gruben var så rig.
”Hvorfor får du det hele? Jeg vidste hun bedre kunne lide dig, en nogen af os andre”, snerrede han såret.
”Det er slet ikke sådan det hænger sammen”, prøvede Dina, men hun vidste det ikke ville nytte, før hun havde fortalt ham det hele og det ville hun ikke endnu.”.
”Vi deler”, sagde hun bare, ”Du kan få alle pengene dér til at begynde med”.
”Mener du det?”.
Dina nikkede, ”men du behøver ikke tælle dem nu. Vi mangler stadig at finde noget og jeg har på fornemmelsen, vi finder det herinde”. 
”Hvad?”.
”Portalen”, svarede Dina, ”Der må være en portal et sted”.
”Hvordan ser sådan en portal ud?”.
”Jeg ved det ikke, men lad os lede. Måske en hemmelig dør”.
De undersøgte kontorets vægge centimeter for centimeter, til Kenan pludselig råbte.
”Der er noget her. Se!”, han pegede på en gammel skibslampe, der sad fastmonteret på væggen i kontorets mest dunkle hjørne. Dina drejede lampen rundt og fire vægplanker blev skubbet til side med en skurende lød.
”Du fandt det!”, udbrød hun og gik ind i mørket, mens Kenan tog et lys fra bordet og fulgte efter.
”Her stinker af stearin”
”Det er ligesom rummet i privaten”.
I lysets flakkende skær de kunne se tegnene på væggene og de store fede lys på gulvet.
”Er det portalen?”, spurgte Kenan.
Dina svarede ikke.
”Kom med lyset”.
Kenan kom hen til hende og hun tog lyset fra ham.
”Jeg tror det her er portalen… måske…”, hun tændte lysene på gulvet og da alle vægerne flammede, trådte hun et par skridt tilbage. Kenan stirrede uden at sige noget og de begge udbrød et underlig lyd, da luften pludselig revnede og en sort rift viste sig for dem.
”Det er den!”, udbrød Kenan, ”Sådan så det ud, da forstanderinden opdagede mig i privaten!". Hans hjerte bankede som et lokomotiv og en fjern angst vendte. Han trak sig tilbage og gemte sig bag Dina.
”Der er ikke noget at være bange for”, sagde hun roligt, ”Kom”.
Hun trådte langsomt frem, til hun stod lige foran den sorte rift. Så tog hun mod til sig og gik ind. Kenan var desperat, han turde ikke følge efter, men han turde endnu mindre, at være alene. Han tog mod til sig og fulgte efter ind i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...