Et hus af grus og en drøm om hverdag

En lille novelle om en lang køretur hjem.

En stor drøm om en almindlige hverdag.

En lille stemme hviskende om det værst tænkelige.

0Likes
0Kommentarer
261Visninger
AA

2. Et hus af grus

Snart var næsten alle steget af, og kun mig og tre andre sad tilbage. Det var min tur næste gang, eller næste gang igen. Min stedsans var forsvundet med dagslyset. Alligevel, da bilen standsede, vidste jeg at det var min tur til at stige af.

Jeg gik ned af grusstien til mit hus. Det var som at gå ned ad en stige der var evigheder lang, og man aldrig vidste hvornår denne evighed ville slutte, eller hvad man kravlede ned til.

På denne afstand og i dette mørke, kunne jeg ikke engang se skyggen af mit hus. Min krop var anspændt og mit sind vandrede. Jeg kunne forstille mig alle de grusomme ting der kunne være sket med min familie, men jeg skubbede aggressivt alle de tanker væk. Jeg ville ikke kunne klare det, hvis jeg lod alle de væmmelige tanker strømme. Troen på at min familie havde det godt, at jeg ville se deres ansigter, og mærke deres kærlige knus igen, var det eneste der holdt mig i gang, endnu. Jeg var snart ved enden af stien, og jeg begyndte at sætte farten op. De sidste rester af energi gik til den spurt jeg satte ind. Det var ingen energi til alle disse frygtlige tanker, kun de sidste 80 meter til mit hjem.

Der var ingen lys, men det var der ikke noget underligt ved. Klokken måtte mindst være 2 om natten. Mine øjne var næsten helt slørede efter min lange sprint med oppakning. Så var det at det for alvor gik op for mig at der ingen lys  var, ingen overhovedet. Der var heller ingen pudslen fra dyr. Det eneste der eksisterede var tomhed, og grus. Grus fra det hus jeg engang havde kaldt mit hjem. Aske fra det der engang havde været mine og min families ejendele. I mørket var synet ikke det værste, men den lugt der kom snigende, så snart jeg havde fået vejret. Det var lugten fra de rester ildens hvæsende, sønderrivende flammer havde efterladt.

Det var lugten, af den død min familie var gået igennem.

Jeg gik i knæ. Så meget død jeg havde set og skabt og alligevel havde jeg holdt ved troen på at jeg ville kom hjem til min familie. Det var det jeg virkelig havde kæmpet for.

Ikke for mit lands ære eller landgrænse, men for min familie.

 

Men jeg var ikke kommet tilbage til mit kærlige hjem, men til en knust drøm om hverdagen, og til et hus der var blevet til grus.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...