Et hus af grus og en drøm om hverdag

En lille novelle om en lang køretur hjem. En stor drøm om en almindlige hverdag. En lille stemme hviskende om det værst tænkelige.

0Likes
0Kommentarer
217Visninger
AA

1. En drøm om hverdag

Køretøjet hoppede og skrumlede. Vi sad alle sammen godt klemt sammen i den åbne militærlastbil. Himlen havde en klar blå farve uden en eneste sky. Det var en underlig følelse, næsten kvalmende, at se på den klare, kønne himmel, og bagefter kigge ud på det øde, brændte landskab. Få steder ude i horisonten kunne man se krater fra bomber, der ikke havde ramt deres mål, eller måske havde de, det var ikke til at sige. Men vi var efterhånden så langt ude på landet, at der kun var få tegn på den katastrofale krig der havde hersket i alt for lang tid. Jeg og så mange andre unge, ja nogle næsten børn, havde været kaldt ind til hæren. Vi havde troet at vi ville vinde, at vi ville gå hjem med en æresmedalje og et håndtryk fra præsidenten. Men den eneste, der havde rakt os hånden var døden og jeg kan love for, at den havde taget ordenligt fat, den havde sneget sig ind og gemt sig ind i hver eneste afkrog jeg havde. Den fulgte mig som en skygge, stor og sort.

Jeg havde den her følelse af, at hvis der blev kastet lys på den, ville den kun vokse større.

Tankerne om vores døde kammerater, den tomme følelse jeg fik når jeg tænkte på de fjender vi så nådesløs havde plaffet ned, det var de tanker skyggen levede af.

Vi sad alle sammen lydløse og kiggede op, ingen havde lyst til at se på vores hjemland, det land vi så stolt havde kæmpet for, og det et land, der var styrtet i grus med et frygteligt brag.

Bilen rystede igen, og de få der var så heldige at de stadig kunne sove, vågende med et sæt.

Frygten lagde tungt om os alle sammen, men jeg følte alligevel alt den glæde jeg havde tilbage.

Jeg skulle hjem.

Hjem til min familie, ud til vores lille gård og hilse på vores gamle ko, høre hønsenes pludren og give vores store fårehund et kram. Men mest af alt glædede jeg til at vende tilbage til hverdagen. Jeg drømte om at kunne sove igen, at vågne til duften af morgenmad og et langt varmt bad.

At få lov at leve igen.

Men et eller andet sted dybt inde i, mumlede en lille trist stemme, at jeg aldrig ville få den hverdag, jeg havde kæmpet med mit liv som indsats for at få tilbage. Den hverdag hvert et lille atom i min krop hungrede efter.

Stemmen blev ved med at vokse, vokse til dens triste ord rungede i min hoved.

Det var for meget. Jeg kunne ikke holde til at tænke på, at jeg ikke kunne få min familie og alt det jeg elskede tilbage, efter at jeg havde givet så meget af mig selv for det, efter alt det mine kammerater havde givet for det. Tanken virkede simpelthen for surrealistisk og grusom til at jeg gad høre på den, så jeg bankede hårdt min knyttede næve mod min hjelm. Igen, og igen, lige til at stemmen forsvandt, eller i det mindste til at jeg kunne ignorere den. Men den sad som syet fast i min tankegang.

Nogle få af de andre græd, men de fleste sad og stirrede tomt og stift ud i luften, lige som jeg. Jeg vidste, at dem der havde tåre trillende ned af kinderne var de stærkeste, det var dem der stadig havde kræfter og plads til at have følelser. Jeg kunne ikke huske hvem der havde sagt: ”dem der kan græde, kan også grine.” Men jeg vidste at de havde ret.

Der var også en lille gruppe der knugede deres gevær helt tæt ind til dem, det var dem der stadig levede i krigens hvæsende, sønderrivende flammer.

Bilen standsede så pludseligt, at jeg blev flået ud af mine tanker, og af ren tilvænnet instinkt greb jeg mit gevær. Men så gik det op for mig at vi var nået til en lille flok gårde.

De fem forreste steg af. De var endelig nået til deres hjem. De steg alle sammen lydløst af. Jeg kunne se at de alle sammen rystede, men en af dem mere end de andre. Hvordan skulle han fortælle hans forældre, at hans bror var endt på slagmarkens ukendte gravsplads?

Vi kørte hurtigt videre. Hver gang vi kom til et hus eller en gård stoppede vi og en af  de andre steg af. Nogle steg af kun for at se en bunke grus, resterne af det liv de drømte om at komme tilbage til. De kunne i sandhed sige, at krigen havde taget alt fra dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...