Selveste sommerfugl

Info under udarbejdelse...

1Likes
0Kommentarer
63Visninger

1. Første

 

 

Solveig måtte gøre brug af al sin gennem årene opøvede selvbeherskelse for ikke at lade irritationen strømme ud af hvert et åndedrag. Hun betragtede Dorthes halvbuttede, men selvbevidste skikkelse gennem dørspionen et kort øjeblik, inden hun, alt imens en forskuds ærgrelse allerede meldte sig, lukkede op. Faktisk kom det ikke engang overraskende for Solveig, at den første hun, nu forklædt som glædesstrålende, måtte hilse på var en savlende og morgenarrig Tage, der tronende ved Dorthes knaldrøde sandaler, havde været komplet hengemt for dørspionens søgelys. Dorthe lod sin højre arm hvile på en overdådig kuffert, anbragt på tærsklen til Solveigs afblomstrede rhododrendronbed og smilede overbærende. En grimasse, der med garanti skyldtes forvisningen om de mange timers gondolsejlads, som inden længe ventede hende i den italienske forsommer. ”Søde Solveig, du er så bleg!” udbrød Dorthe i det samme og førte krukket hånden op mod sine stærkt lakerede læber i forbavselse. ”Hvor kunne dine kinder altså nyde gavn af sydens sol!” Flere meningsfulde sætninger udkom ikke af Dorthes mund før hun, naturligvis efterladende et par uforståelige, pludrende formaninger om god opførsel til den intetanende køter, overrakte den til sin nabos varetægt og drejede om på hælen fulgt af et fordansket arriverderci - uden så meget som at betale et tak.


Tage gav sig i kast med en gennemtrængende glammen ved døren, så snart lyden af unødvendigt højhælede sandaler mod fliser ikke længere kunne opfanges. Den lille bulldog, hvis eneste nytte var at gøre tjeneste som en fed fodskammel, led af vrangforestillinger om sit eget selvbillede samt en særpræget hidsighed i mest bogstavelige forstand. Solveig lod fingerspidserne svæve henover den halve plade Rittersport, der afventende havde indtaget nogle kvadratcentimeter af køkkenbordet efter formiddagskaffen. Måske den kunne udrette en mere permanent effekt af tilfredsstillelse, hvis den ved et mindre uheldig kom i Tages besiddelse. Hun lod fristelsen vige og påbegyndte for noget nær nittende gang den dag en indre monolog om hvorvidt det er etisk korrekt at tage livet af andres kæledyr. Til alt held for sit eget velbefindende afbrød hunden sit forsøg på at sprænge Solveigs trommehinder et par sekunder senere og vraltede, med tungen hængende et par længder mere ud af halsen end hvad der normalt regnes for charmerende, ind i stuen.


Tiden efter Solveigs tilbagetrædelse fra arbejdsmarkedet havde mest af alt været det modsatte af et oplevelsesrigt otium. Da hun for få år siden opsagde sin ubekvemme 2. sals lejlighed i midtbyen til fordel for et lille rækkehus på Lavendelvænget synede fremtiden lys. Boligkvarteret var berygtet for et glimrende nabosammenhold blandt de indkvarterede seniorer. Kulturelle museumsudflugter, vinsmagningsaftenener og busture til Sydeuropa, eksisterede alle på listen over de arrangementer, hun havde fået en redegørelse af i sin tid af en patient, hvis uopfordrede nysgerrighed vidst langt overgik vedkommendes beføjelser. Havde praktiserende læge og arbejdsgiver, Richard Andersen, ikke stået lige bag dem, ville Solveig have hvæset kvindemennesket ud af venteværelset. "Du virker himmelråbende begejstret," spøgte Richard en smule undvigende efter at snakketøjet havde forladt lokalet. Optrinnet med damen afsluttede da Solveig måtte gøre hende opmærksom på, at hun endnu var fungerende lægesekretær og skulle besvare et indgående opkald, hun valgte at beskrive med ordet presserende og en alvorlig mine. "Mange tak fordi du bruger dyrebar konsultationstid til at sætte dine patienter ind i min boligsituation," vrissede hun skrapt, uden at tage øjnene fra computerskærmen. "Tænk nu over det," lød svaret. Richard sukkede og kaldte med en højere, lidt monoton protokolstemme næste levende billede til undersøgelse.


Alligevel havde tanken om en velduftende tulipanbuket fra egen have, en rolig sludder med nabokonen over hækken og ja, måske endda en enkelt koncert med et klassisk orkester i selskab af nogle andre beboere fra Lavendelvænget, slået rod i hendes hjerte. Allerede sammen aften vidste hun ikke engang om den spæde varme hun mærkede i sit indre, var forårsaget af koppen med halvkogende mælk, hun netop havde slubret eller fantasien om et liv uden plagende ensomhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...