Død eller levende


0Likes
0Kommentarer
99Visninger
AA

1. Død eller levende

Rebecca stod ude på gaden i vinterkulden. Der lagde sne omkring hende. Det var mørkt og skummelt, og derfor turde hun ikke gå videre. Hendes ben rystede. Hun kunne intet se, da der ikke var nogle lygtepæle. Hun satte sig ned, og lænede sig op af busken, der stod i vejkanten. Hun faldt i søvn, men vågnede igen ved at en mand havde fat i hende. Manden var beklædt med sort tøj. Hans ansigt var dækket til. Rebecca vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun havde ikke kræfter til at give modstand. Manden slæbte hende med hen på kirkegården, der lagde lige rundt om hjørnet. Da hun efterhånden fik sine kræfter tilbage, prøvede hun at rive sig løs fra hans greb om hende, men det hjalp ikke. Hun fik øje på en kiste, der lagde i et hul i jorden. Den var ikke blevet dækket til, men den stod åben. Der lagde et lig dernede - liget af en gammel mand. Han havde sikkert lagt der i lang tid på den måde. Manden holdt hende stadig. Nu havde han også set kisten og den gamle mand. Manden blev urolig, som om han ikke vidste, hvad han skulle gør af Rebecca. Manden puffede uventet hårdt til hende, så hun faldt i kisten og blev slået bevidstløs.

 

Da Rebecca ved daggry kom tilbage til bevidstheden, vidste hun ikke, hvor hun var. Hun kunne kun se mørke. Hun kunne lugte noget mærkeligt. Det lugtede, som om der var noget, der var råddent. Hun følede sig frem, for at finde ud af, hvad det var. Hun kunne mærke manden, der lagde under hende. Det var sikkert liget, der lugtede sådan. Hun huskede pludselig, at hun havde været på kirkegården og havde set liget, men mere huskede hun ikke. Hun fornemmede, at hun lagde i en kiste, men hvorledes kunne det dog gå til. Var der ikke nogen, der havde opdaget det? ‘’Hjælp! ’’ råbte hun, med alle hendes lungers kræft. Der skete ikke noget. Var der ingen, eller kunne de ikke høre hende? Rebecca begyndte at banke på kistens låg. Der skete ingenting. Hun tog en dyb indånding, selvom der snart ikke var mere luft. Hun bankede igen på låget, nu meget hårdere. Det begyndte at vippe sig lidt til side. Nu kunne hun se noget skarpt lys.

 

Rebecca skubbede låget til side, så hun kunne rejse sig op. Kisten var ikke blevet begravet men bare lukket. Rebecca skyndte sig hjem til hendes forældre. Ville de mon tro på sandheden? Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

 

Hun var halvvejs hjemme, da hun pludselig stoppede op. Der på lygtepælen var der hængt en efterlysning op af hende. Var hun allerede blevet efterlyst? Hun begyndte at løbe, så hurtigt hun kunne, hjem til hendes forældre. Rebecca gik indenfor. ‘’Hej! ’’ råbte hun og gik længere ind i huset. Der var ingen, der svarede. Hun kom i tanke om, at det jo var weekend nu. Hun gik ind i forældrenes soveværelse. De sov, og hun ville ikke vække dem. Rebecca gik ind på værelset. Det så ud helt som hun havde forladt det. Hun lagde sig i sengen, og faldt i søvn.

 

Senere vågnede hun ved, at hun hørte stemmer. Hendes forældre var stået op. Hun gik ind i spisestuen, hvor hendes forældre sad og snakkede. Hun gik hen til dem, men de ignorerede hende. Rebecca gik først helt tæt på sin mor og gav hende et kram, men hun kunne ikke kramme hende. Hun faldt lige igennem sin mor. Rebecca forstod det ikke. Hun kunne jo ikke bare være død. Hun kunne jo trække vejret i kisten.

 

Rebecca gik ind på sit værelse. Hun lagde sig på sengen og græd. Kunne hun aldrig snakke med sine forældre igen? Rebecca havde grædt i lang tid, da hendes far kom ind, og så hende ligge der. ‘’Hvor har du været, lille skat! ’’ spurgte hendes far og gav hende et stort kram. Han stod kun med bukser på. Rebecca noget ikke at svare, før hendes far kaldte ‘’Karen, kom lige’’.  Sekunder efter stod Rebeccas mor Karen også på hendes værelse. Hun stod i nattøj, da hun også gav Rebecca et kæmpe kram. Rebecca ville ikke sige sandheden til dem. De vil jo alligevel ikke tro på hende. ‘’Hov, hvor blev hun af. ’’ sagde Karen uventet til hendes mand. Rebecca var blevet usynlig igen. Skulle hun leve med det resten af livet? Hvorfor blev hun pludselig usynlig? Rebecca gik ud i haven. Hun ville ikke leve, hvis hun af og til skulle være usynlig. Hvad var det så værd at leve?

 

Rebecca havde besluttet sig, hun ville ikke leve i den tilstand, at hun ikke kunne være 100 % levende. Hun gik ud på broen nær byen. Der var langt ned til vandet. Hun havde ikke fortrudt, da hun kiggede ned. Rebecca satte sig op på kanten, lukkede øjnene, og lod sig falde direkte ned i det kolde og dybe vand...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...